Synspunkter

Et forsÃ¸g pÃ¥ at forstÃ¥ - Den seneste amerikanske militÃ¦re aktivitet i MellemÃ¸sten

Af Ustadh Said Ridhan Al-Qaisi

USA er skrÃ¦mt fra vid og sans, nÃ¥r det ser revolutionerne vÃ¦lte den ene regent efter den anden, og nÃ¥r det ser den voksende bevidsthed hos masserne.

Synspunkt - 23. maj 2019

Når et land intensiverer sin militære tilstedeværelse i et område, vil det være af en følgende årsager:

Det pågældende land har besluttet at udføre en militæraktion.
Det pågældende land mærker en trussel imod sig eller imod sin indflydelse i det pågældende område.
Det pågældende land vil sende nogle budskaber til staterne i området eller til de konkurrerende stater.

USA’s seneste indførelse af sit militære maskineri og intensivering af sin militære tilstedeværelse i Mellemøsten falder ikke udenfor en af disse bevæggrunde.

Det er velkendt i politik, at politikerne viser handlingerne men skjuler motiverne.

I denne forbindelse vil vi her forsøge at komme frem til USA’s formål med denne militære aktivitet.

Føler USA en trussel mod sig, og i så fald, hvor kommer truslen fra?

Kommer truslen fra Sovjetunionens arving Rusland?

Denne trussel er usandsynlig. Rusland har nemlig forladt og begravet sin socialistiske-kommunistiske ideologi, efter den viste sig at være en fiasko. I stedet har Rusland adopteret den kapitalistiske ideologi og forvandlet sig til en del af det internationale kapitalistiske system.

Desuden har Ruslands intervention i Syrien været med grønt lys fra USA. Rusland har på denne måde placeret sig selv i USA’s lejr, og - ligesom Iran og dets parti (Hizbollah)- forvandlet sig til USA’s tjener og den store stok, som slår ned på Levantens folk for at få dem til at acceptere den amerikanske politiske løsning.

Det er blevet åbenlyst, at Rusland længe har ønsket at komme ud af Syrien, men at USA ikke vil gå med til en russisk tilbagetrækning, før det amerikanske politiske projekt er påtvunget syrerne.

Hvis Rusland var i Syrien mod USA’s vilje, ville USA, på meget kort tid, tvinge dem ud derfra i nedværdigelse og underdanighed. Dette ville ikke kræve mere end bevæbning af de militante grupper, som samarbejder med USA’s agent Erdogan; og våbnene ville blive betalt af Golfens miniputstater. Afghanistan er det bedste fortilfælde for dette scenarie.

Kommer truslen fra den konkurrerende europæiske side, med Storbritannien og Frankrig i spidsen?

De europæiske lande er for svage til at udføre en militær aktion, som truer USA’s interesser... Beviset på dette er USA’s agent i Libyen, Haftars aktiviteter i de områder af landet, som er under Europas indflydelse, hvor Europa er ude af stand til at beskytte Al Sarraj-regeringen, som er internationalt anerkendt og loyal over for Europa.

Kommer truslen fra Iran, som USA forsøger at få det til at se ud som ?

USA tog Iran ud af briternes hænder ved Khomeinis magtovertagelse. Khomeini forvandlede Iran til et skræmsel for golflandene og en spydspids for USA’s krige. Iran er derfor en tjener af USA’s interesser og udfører krige på vegne af USA. Dette er ikke en politisk analyse, men bekræftet gennem åbenlyse udtalelser fra Irans egne politikere; deriblandt udtalelser fra Irans tidligere præsident Rafsanjani, som udtalte, at hvis det ikke var for Iran, så var USA faldet i sumpe af blod i Afghanistan og Irak.

Iran er den stat, som reddede USA ud af kniben i disse lande, og som stadig -sammen med sit libanesiske parti - fører krige for USA i Syrien, og er i samme lejr som USA og Rusland.

Således er ingen af disse aktører relevante for USA’s seneste militære aktivitet i Mellemøsten. Så hvad er den reelle årsag?

For at svare på dette, er det nødvendigt, at vi husker på følgende:

1- USA og dets kapitalistiske system er truet af en forventet økonomisk krise, som vil være værre end den, som ramte i 2008, og som ikke blev løst, men bare udskudt.

2- Regionen gennemlever en farlig og skræmmende udvikling for vesten, som kan overraske USA. Det drejer sig om etableringen af Khilafah-staten, som udgør en reel ideologisk trussel for vestens system og eksistens. Dette er heller ikke en politisk analyse, men bekræftes af udtalelser fra vestens egne politikere og tænkere.

Denne trussel kræver foranstaltninger, som skal opfylde flere formål, hvoraf de vigtigste er:

1- Forhindring af Khilafah-statens etablering.

2- At fæstne grebet om regionen, som forsøger at frigøre sig fra den vestlige indflydelse.

3- Udplyndring af regionens ressourcer for at imødegå faren fra den mulige økonomiske krise.

For at opnå disse formål, har det været nødvendigt med følgende:

1- At bibeholde regionen splittet i entiteter, som er i konflikt med hinanden. Dette er hvad Bush Jr. udtrykte, da han talte om et nyt Mellemøsten og en omorganisering af regionen.

2- Nødvendigheden af overdramatisering af den iranske rolle, for at få golfstaterne til at være i en konstant følelse af fare, samt en følelse af at være i konstant afhængighed af USA’s beskyttelse. De seneste bombesprængninger i Emiraterne tjener netop dette formål, på den måde at disse lande underkaster sig USA’s afpresning.

3- At kvæle Khilafah-staten ved dens fødsel.

4- At stramme det direkte greb om disse lande, efter at USA har mistet tilliden til, at regenterne i regionen kan fastholde dette af egen kraft, under de nuværende forhold.

Kære muslimer:

USA’s seneste aktiviteter i regionen er rettet mod jer…

USA er skræmt fra vid og sans, når det ser revolutionerne vælte den ene regent efter den anden, og når det ser den voksende bevidsthed hos masserne.

Sagen er som det, Herakles beskrev for Abu Sufyan:

“Hvis du taler sandt, vil Muhammad eje denne jord, som jeg står på.”

Abu Sufyan undrede sig over Herakles’ udtalelse og sagde: “Muhammads sag er blevet mægtig, og frygtes af kongerne.”

Det er korrekt, kære muslimer…

Jeres sag er mægtig, og jordens konger frygter jer... De tager jer med i tusinde regnestykker... Dette skyldes ikke, at I er arabere... Det skyldes ikke jeres etniciteter, nationaliteter eller hudfarve; men derimod deres frygt for den kommende Khilafah-stat, som vil gøre en ende på deres indflydelse og vælte deres troner.

For dette skal I arbejde, kære muslimer.