Analyser



Utilgivelig håndsrækning fra Iran

Så skete det. Der skulle intet mindre end ni års fiasko og vaklen til, før USA bad deres hjælper bag kulissen om at træde frem på scenen. Irans rolle i Afghanistan har været særdeles diskret i de senere år, men det er der nu lavet om på. Iran har nemlig besluttet at lade 1600 lastbiler transportere brændstof til NATO-styrkerne i Afghanistan via iransk territorium.

En beslutning, der har enorm betydning for NATO, idet alliancen er ved at løbe tør for forsyningslinjer til Afghanistan, da deres forsyningslastbiler udsættes for gentagne angreb i Pakistan, hvor de er blevet brændt ned i hundredvis. Et mareridt for NATO, da alliancen har over 100.000 tropper med konstant behov for føde, drikke, ammunition, brændstof, kampvogne og andet materiel. 

I en desperat situation, hvor NATO næsten ikke har flere muligheder tilbage, vælger Iran at give en håndsrækning til besætterne, i stedet for at knække foden på dem, eller blot lade dem synke i kviksandet! Det var ikke nok for det iranske regime at se passivt til, mens deres brødre og søstre i Afghanistan blev myrdet i årevis, men nu ønsker de endda at være en aktiv part af besættelsen.

Godt nok indrømmede den tidligere iranske præsident Mohammad Khatami (i et interview, der blev vist i dokumentarfilmen ”Iran & the West”), at USA samarbejdede med iranerne ved både invasionen af Afghanistan og Irak. Men alt dette foregik trods alt bag kulisserne.

Amerikanerne ønsker nu, at Iran skal spille en mere officiel rolle. Dette blev erklæret både til Kabul-konferencen i juli og igen til Rom-konferencen i oktober, hvor USA udtrykte, at iranerne skulle spille en større og mere formel rolle ved bl.a. at yde økonomisk støtte til den afghanske regering. (NPR 20/7 2010, New York Times 18/10 2010)

Udenrigsminister Hillary Clinton udtalte til Kabul-konferencen: ”Iran var her i dag, pga. det simple og uomtvistelige faktum, at den er en nabo med langtrækkende kulturelle og historiske forbindelse (…)Vi mener det er vigtigt for alle Afghanistans naboer at spille en konstruktiv rolle for Afghanistan.” (NPR 20/7 2010)

Med andre ord hyldede amerikanerne Irans deltagelse til disse to Afghanistan-konferencer, samt Irans ønske om at bidrage aktivt til besættelsen. Men det er ret ejendommeligt, hvordan et land både kan optræde som ”slyngelstat” og ”frelserstat” for amerikanerne. Man ville have de fundamentalistiske talebaner ud af Afghanistan, men har tilsyneladende intet imod ”slynglerne” fra Iran.

Kunsten at bedrage

Selvom iranerne går længere end europæerne og russerne i deres støtte til det amerikanske besættelse i Afghanistan så lader det desværre til, at mange muslimer stadig er bedraget af den iranske republik, grundet dens islamiske skalkeskjul.

Når jeg mener, at Iran er gået længere end europæerne og russerne skyldes det, at EU's præsident erklærede, at europæerne nu vil ud af Afghanistan. Og når russerne assisterer NATO i Afghanistan, så foregår det ikke uden politiske omkostninger for amerikanerne. Modsat iranerne, der bidrager velvilligt uden det koster amerikanerne en øre – hverken økonomisk eller politisk! 

Iran har mestret kunsten at bedrage og besvige. De udnytter muslimernes kærlighed til Islam, hvorfor de iklæder sig islamiske symboler som turbaner og skæg. Men når man bedømmer på Irans politik, hvad skal så veje mest i bedømmelsen – utvetydige forræderiske handlinger eller et par gram iransk skæg? Svaret er selvsagt, og uanset hvor langt og hvidt de lader skægget gro, så gør det ikke listen af deres utilgivelige forræderier kortere. Forræderiet mod Afghanistans lidende muslimer er endda større, når dolken føres af mænd, der er iført islamiske klæder.

Men med den seneste håndsrækning til USA, trådte det iranske regime endelig frem på scenen og viste deres sande ansigt foran verden. En beslutning, der kun vil bringe dem fiasko i dette jordiske liv, idet de vil synke med NATO i kviksandet, og de vil få elendighed i det næste liv.

Ja, de bragte atter nyt lys over verset, hvori Allah (swt) siger:

وَمِنَ ٱلنَّاسِ مَن يُعْجِبُكَ قَوْلُهُ فِي ٱلْحَيَٰوةِ ٱلدُّنْيَا وَيُشْهِدُ ٱللَّهَ عَلَىٰ مَا فِي قَلْبِهِ وَهُوَ أَلَدُّ ٱلْخِصَام

”Og iblandt menneskene er der den mand, hvis tale behager dig i det jordiske liv, og han sværger ved Allah om det (gode) i sit hjerte – men han er din værste fjende!” [al-Baqarah 02:204]