Forsoning fra et vestligt perspektiv?

Robert Gates udtrykte, at deres prioritet havde ændret sig på et NATO-møde i Bruxelles den 14. oktober, hvor han sagde: "Vi har altid anerkendt, at forsoning er nød til at være en del af løsningen i sidste ende i Afghanistan, og vi vil gøre, hvad vi kan for at støtte denne proces”.

Han indrømmede også at USA var dybt involveret i kontakterne mellem Karzai’s regering og Taliban.

"Vi er i meget tæt samråd med præsident Karzai og den afghanske regering, så vi ved, hvad de laver", sagde Gates. "De ved, hvad vi laver. De forstår, hvad vores krav er".

Kravene som generalsekretæren for NATO Anders Fogh Rasmussen bl.a. påkræver, er at:

1. Give afkald på brugen af materiel magt imod de vestlige styrker herunder også deres allierede fra andre lande.
2. Skære båndet til de væbnede grupper eller med andre ord at isolere dem.
3. Respekt for den afghanske demokratiske forfatning og menneskerettighederne herunder rettighederne for kvinderne.

Men sandheden er den, at forsøget på at tiltrække modstandsbevægelserne til forhandlingsbordet ikke er en ny ændring i amerikanernes politik som Robert Gates påstod under NATO-mødet i Bruxelles. Faktisk er denne politik om at inddrage ”oprører” eller Taliban til forhandlingsbordet ikke afvigende i dens målsætninger og ønskede resultater fra andre steder i den muslimske verden. Irak, Palæstina, Somalia er gode illustrative eksempler på denne politik hvor det lykkedes amerikanerne - på et såkaldt forsoningsgrundlag - at inddrage Sadr bevægelsen i Irak, Hamas i Palæstina og Shari’ah-domstolene i Somalia ind i det politiske establishment.

I virkeligheden dækker amerikanernes forsøg på at inddrage Taliban til forhandlinger over et ønske om at udrydde den væbnede kamp imod kollationsstyrkerne således at amerikanerne fortsat kan sikre sin dominans både militært eller politiske eller begge dele.

NATO og dets militære styrker, navnlig de amerikanske besættelsesstyrker i Afghanistan, er blevet modtaget med slag efter slag på næsten daglig basis og har gjort frygten for nederlag synlig.

Dette er specielt gældende for USA, der begyndte at miste sin prestige hurtigt som følge af den enorme modstand NATO tropperne mødte og stadigvæk møder i Afghanistan dagen i dag. Fortsættelsen af denne virkelighed vil føre til at amerikanernes forsøg på at dominere verden kan briste i tilfælde af, at de mister deres samlede fodfæste i regionen (Afghanistan og Pakistan).

Alt dette gør at amerikanerne og Vesten som en helhed er på udkig efter de bedste måder at fjerne den unikke modstand, de møder fra afghanerne i Afghanistan, for at lindre NATO soldaterne fra modtagelsen af skade, og eskalering af den afghanske modstand.

Og de som overvejer kravene som Nato generalsekretæren Anders Fogh prædiker for i forbindelse med at skabe forsoning med nogle Taliban elementer, så er det første der skal klargøres her:

1. Det er meget tydeligt at det billede som forsøges at males er en gammel fremgangsmåde som Vesten gør et forsøg på at forny eller som med andre dækker over Del og Hersk politikken. Denne politik går i virkeligheden ud på at skabe en intern rivalisering mellem Taliban elementerne således at besættelsesstyrkerne kan bruge den svage part af Taliban elementerne imod de resterende. Dette kan ligeledes ses i Palæstina og Somalia.
2. Hvad angår kravene som Vesten påkræver bl.a. fuldt stop for den væbnede kamp så betyder dette at afghanerne skal give afkald på deres våben hvorfor de forsøger at tømme Mujahideen for energi i modstandskampen.  Det andet krav om at afskære båndet til Taliban er en validering af politikken for del og hersk, og et udtryk for at amerikanerne ønsker at splitte og bevare en splittelse blandt muslimerne i Afghanistan. Hvad det tredje krav angår om at respektere den afghanske demokratiske forfatning så er denne forfatning uislamisk og er valgt af USA til afghanerne.

Muslimerne i Afghanistan skal være årvågne over de fælder som de vestlige magter sætter for at destruerer muslimernes styrke og morale i Afghanistan.