USA's dobbeltspil i Syrien

Flere fremtrædende personer fra den amerikanske administration har rettet stærke verbale angreb mod Bashar al-Assad, deriblandt Hillary Clinton som gjorde det klart, at al-Assad er en ”tyran”, som har mistet ”al legitimitet”. Endvidere udarbejdede en arbejdsgruppe i det amerikanske senat en resolution for nogle uger siden, som fordømte Syrien for ”grove menneskerettighedsbrud” og for brugen af ”tortur”.

De iagttagere, der sidder inde med en hukommelse, der rækker lidt længere end de seneste 6 måneder vil imidlertid få øje på ironien. Al-Assad-regimet, som også tæller den afdøde far, Hafez al-Assad, har fungeret som tæt vestlig allierede i de mere end fyrre år regimet har siddet på magten.

Det var i den forbindelse den tidligere danske udenrigsminister sagde, at al-Assad var ”nøglen til fred” i Mellemøsten. For han kunne i hvert fald ikke have ment fred for civilbefolkningen i Syrien.

Al-Assad har i den grad tilgodeset amerikanske interesser: fra regimets beskyttelse af grænserne til Golan-højderne til fredsaftaler med den israelske besættelsesmagt til regimets vigtige samarbejde med amerikanerne i den såkaldte krig mod terror – hvor Irak-krigen selvfølgelig spillede en kæmpe rolle.

Og apropos krigen mod terror, hvor de amerikanske efterretningstjenester sendte fangere til tortur i Syrien, som bl.a. den britiske avis the Guardian kunne afsløre, så undrer man sig over om amerikanerne overhovedet har et reelt problem med al-Assad, eller om det ikke mere skyldes det strategisk håbløse ved officielt at satse på en diktator, hvis dage er talte.

Franskmændene lærte, hvad der kunne ske, hvis man officielt satte pengene på den forkerte hest, hvilket skete da den franske udenrigsminister i sin tid tilbød den tunesiske eksdiktator, Ben Ali, militærassistance til at slå ned på oprøret i Tunesien.  

Ikke overraskende lader det til, at politikken altid vil være den samme for de vestlige stormagter samt deres garde af europæiske satellitstater: sats på diktatoren så længe han tilgodeser dine interesser, uagtet hvilke forbrydelser og overgreb han påfører sin befolkning. Men så snart befolkningen har fået nok og revolutionen er uundgåelig… så skynd dig at tage folkets side og kom endelig med fromme anklager om diktatorens brud på menneskerettigheder!     

Hvad har USA egentlig gjort?

Ja, hvad har USA egentlig gjort for at standse massakrerne i Syrien? Svaret er kort og simpelt: ingenting. Faktisk har man udelukkende givet Bashar al-Assad endnu længere tid til at fortsætte blodbadet og bombardementerne af de syriske byer. Hvordan det?

Amerikanerne har konstant konstrueret kunstige deadlines siden revolutionen begyndte den 15. marts 2011 for at købe tid til al-Assad-regimet. Massakrerne begyndte sidste år i byen Dar’a, hvor USA udtrykte sin tillid til, at Erdogan-regeringen kunne håndtere sagen. Et halvt år gik, hvor tyrkerne skiftedes til at komme med undskyldninger eller tomme trusler mod Syrien, mens martyrernes blod flød i Syriens gader.

Så overlod amerikanerne sagen til Den Arabiske Liga, som har sendt den ene observatør efter den anden… ikke for at forhindre massakrerne, men for at observere dem! Alt sammen med det formål at købe tid til al-Assad-regimet, så blodbadet kan fortsætte ufortrødent.

Nu har FN og Den Arabiske Liga besluttet at sende den tidligere generalsekretær for FN, Kofi Annan, til Syrien. Og hvem sender man næste måned? Nelson Mandela?! Og hvad med måneden efter det? Endvidere hører vi alle disse udsendinge, heriblandt Kofi Annan, prædike om nødvendigheden af at sende mad og nødhjælp til Syrien. En prædiken vi også hørte i 1990’erne i Sarajevo og Kosovo; muslimerne må endelig ikke myrdes, mens de har tomme maver!

Og så er der selvfølgelig sanktionerne, eller mangel på samme. De seneste sanktioner amerikanerne gennemførte var helt tilbage den 18. august, hvor man indefrøs alle syriske værdier i USA. Nok ikke noget den amerikanske banksektor opponerede ret meget imod… og næppe noget, der får al-Assads statspalads til at krakelere.

Dertil var der ”sanktionerne” den 29. juni, hvor USA's skattevæsen indefrøs værdier tilhørende sikkerhedsstyrkerne. Man kan sammenligne disse sanktioner mod al-Assad med olie-for-mad-programmet mod Saddam Hussein, der i 1990’erne kostede over en halv million irakiske børn livet; med denne sammenligning vil man få et klart billede af, hvor USA i virkeligheden står.

Men som demonstranterne i Homs erklærede, så vil sejren hverken komme fra USA eller de øvrige muslimfjendske stater, men den kommer fra Allah (swt). Tyrannerne kan udføre deres massakrer lige nu, men om ikke så lang tid så vil de møde deres uundgåelige og ydmygende ende:

”Deres aftales (ende) er ved daggry. Sandelig er daggry ikke nær?.” [Hud 11:81]