Intervenerede DK i Libyen for at forhindre en humanitær katastrofe?!

Med en sådan udtalelse kan man ikke andet end at undre sig lidt; for hvordan kunne hun så se passivt til da den usbekiske præsident, Karimov, slagtede sin befolkning til den grad at han internationalt blev kaldt for ”Slagteren af Andijan”. I stedet for at intervenere i Usbekistan nøjedes Vesten med tomme fordømmelser blot for at ”Slagteren” senest kunne mødes med Rigets tidligere statsminister i Bruxelles ved varme diplomatiske forhold.

Hvordan kunne Lene blot se til at Sudans præsident, Omar Hassan al-Bashir, aktivt støttede paramilitære grupper imod Vestdarfurs befolkning og udførte ”brændt jord – taktik” - uden at Danmark her involverede sig militært?

Og jeg kan fortsætte: Teodoro Obiang Nguema Mbasogo fra Ækvatorial Guinea, Robert Mugabe fra Zimbabwe, Blaise Compaóre fra Burkina Faso og Kim Jong Il fra Nordkorea. Listen af konflikter hvor en statsleder har slået brutalt ned på dele af sin befolkning er laaang, men listen over de lande hvor Danmark har involveret sig militært er derimod umådelig kort.

Nu besluttede Lars Løkke & co. nu engang at intervenere militært, for at undgå en humanitær katastrofe idet han sagde:

”Vi følger udviklingen tæt, og det er klart, at hvis der er tegn på, at der udvikler sig en humanitær katastrofe, så skal det internationale samfund kunne gribe ind.”

Imens Gaddafi slog hårdt ned på sine demonstranter, gjorde Yemens præsident, Ali Abdullah Salah det samme; og ligeledes sker det nu igen i Syrien hvor dennes præsident, Bashar al-Assad, på tilsvarende vis har prøvet at knuse oprøret med jernhånd!

Men i forbindelse med Syrien så har regeringen herhjemme allerede gjort det soleklart at der ingen intervention vil finde sted; i stedet begyndte den efterhånden så kendte trivielle melodi at spille – ”vi er foruroliget”, ”vi er bekymrede”, ”vi hilser en undersøgelse af voldshandlingerne i Daraa velkommen”, sagde Lene – men ingen hentydninger til militær intervention.

Hvis argumentationen for militær intervention er forhindringen af en humanitær katastrofe, så bør der vel interveneres militært hver gang en humanitær katastrofe er på trapperne. Og forøvrigt var resultatet af de seneste to krige i Irak og Afghanistan netop ikke en humanitær katastrofe? Så burde man vel trække sig? Logikken er da uforståelig!

Derfor må man nok konstatere at det reelle motiv for interventionen i Libyen tilsyneladende ikke er forhindringen af den humanitære katastrofe, og så må den være at finde andetsteds… Nå ja, måske er det fordi tre af EU’s fem største medlemslande er dybt afhængige af regelmæssige olieleverancer fra Libyen, og olieprisen er steget næsten 15 % siden uroen i Nordafrika og Mellemøsten startede.

Og det er nok derfor Danmark igen gik sammen med Nato og som musen sagde til elefanten… sikke vi tramper!!