Er Japans tsunami Gaddafis redning?

Fredag d. 11.03.2011, ramte den voldsomme 10m høje tsunami Japans østkyst – som følge af det 7. kraftigste jordskælv nogensinde registreret. Den dræbte hundredvis af mennesker, idet den slæbte både, biler, fly og bygninger med sig, samtidig med at brande spredte sig ukontrolleret. Jordskælvet var så kraftigt, at landets kystlinie rykkede sig 2,4m.  Få timer senere blev der tæppebombet med alarmer, om at forberede sig på tsunamien rund omkring i verden – helt fra USA’s vestkyst til Indonesien. Samtidig kom der nyheder om at køleren i et atomkraftværks reaktor, i det nordøstlige Japan, var defekt – frygten for et nyt Tjernobyl tog form.

En naturkatastrofe af dette omfang får fuld mediedækning grundet dets nyhedsrelevans, hvilket er fuldt ud forståeligt, set i lyset af manglen på andre nyheder med samme ”nyhedsrelevans”.  

Derfor falder tidligere dækningsområder tilbage i rækken over topprioriteringer, og dermed væk fra seernes sinde. Det betyder, at det der indtil nu har optaget seerne den sidste tid – opstandene i Mellemøsten og Nordafrika – bliver nu af medierne skiftet ud med andre aktuelle nyheder. Hermed efterlades de seneste dækket problemstillinger relativt udækket, hvis der sammenlignes med det tidspunkt, hvor de ansås som topprioriteret nyhedsrelevante.

Samtidig med ødelæggelserne i Stillehavet fortsætter opstandene i de muslimske lande, og i særdeleshed Libyen. Gaddafi forsøger at generobre sin svindende magt ved indtagelse af de ”selvbefriede” områder på bedste fascistisk maner. 

Den 10. marts meldes det, at az-Zawiyya blev generobret af regimets soldater, men der blev stadig meldt om kampe i byen. I Ras Lanuf fortsætter regimets luftangreb og der var meldinger om, at regimets panserkøretøjer nærmede sig byen, samtidig med at oprørerne skulle have trukket sig delvist ud af byen.

Ca. 200km fra Tripoli ligger byen Misrata med sine ca. 300.000 indbyggere, en by der har været forholdsvis rolig, efter at oprørerne i sidste weekend slog et angreb fra regeringsstyrkerne tilbage. I dag udtaler en ledende figur fra oprørerne, at områdets oprørere frygter, at de nu står for tur for regimets brutale militære fremtog og at ”vi forbereder os på en massakre”.

Stormagterne har været i vildrede over, hvad der skal gøres for at standse opstandene. Især de europæiske lande har været i tvivl, om hvorvidt Gaddafi ville kunne klynge sig til magten. Derfor nøjedes de i starten med blot at fordømme tyrannens handlinger frem for at ty til handlinger, der ville forhindre ham.

På det seneste er kursskiftet dog tydeligt efter USA’s pres ved Robert Gates samt NATO, og de europæiske lande lader nu til at synes, at tiden for deres tidligere ynglingsdiktator nu er udrindet. De har meldt sanktioner mod Gaddafi og 25 af hans nærmeste støtter, såvel som indførelse af et EU-våbeneksportforbud, indrejseforbud i EU og indefrysning af formuer. Et importforbud af olie og gas fra Libyen har EU dog endnu ikke besluttet, da dette ville ramme befolkningen (læs her befolkningerne i EU), erklærede EU-energikommissær Günther Oettinger. Storbritannien forsøgte sig med at forhandle med oprørerne om samarbejde med en kommende regering, men blev tilfangetaget i forsøget af andre oprørere. Nu forsøger USA’s udenrigsminister sig så med samme øvelse, denne gang blot i Egypten, samtidig med at modvirke Europas indflydelse i området, hvorfor de, gennem Nato formodentlig siger nej til en ”flyveforbudszone” over Libyen.

Selvom USA og Europa hver forsøger at henholdsvis øge- og fastholde deres indflydelse, må man heller ikke glemme Gaddafi, som in absentia er dømt sindssyg af højtstående psykiatere, som Nigel Eastman, professor i psykiatri ved St George's, University of London.

Prof. Eastman mener, at der ikke er nogen metode til at dechifrere Gaddafis sind, fordi han falder udenfor de traditionelle psykiatrirammer, hvorfor hans handlinger er utilregnelige. Derfor handler han ikke rationelt, ligesom rygtet om at han havde beordret afbrændingen af landets oliereserver beviser det; modsat Mubarak, der var rationel og loyal overfor USA til det sidste.  

Mens mediernes fokus nu bevæger sig over Stillehavet, som følge af den ødelæggende tsunami, forbereder indbyggerne i Misrata sig på en massakre, der uden de internationale mediers fokus vil blive så meget grusommere.

I den kommende tid opfordrer jeg derfor alle til ikke at se bort fra Libyens udvikling, der med spin kan negligeres groft af medierne, alene for at give USA og Europa albuerum til at stabilisere regionen på traditionel kolonialistiske vis.