"Something is rotten in the state of Denmark"

Det kan godt være denne sætning blev sagt for godt 400 år siden af en kendt forfatter ved navn William Shakespeare, men ikke desto mindre, så er den meget sigende for tilstanden i Danmark i dag.

Konteksten: I går kom Mattias Tesfaye, DK’s integrationsminister, ud med dette manipulerende opslag på Facebook:

Ministeren starter sit opslag med at omtale vold og drab på kvinder. Handlinger, som er forbudte i Islam, såvel som i den allerede eksisterende lovgivning i Danmark. Snedigt går ministeren videre til at omtale et møde med imamer mm, for at afkræve svar på, om de offentligt vil sige, at muslimske kvinder har ret til sex før ægteskab, ligesom andre kvinder. Han vidste godt hvad svaret ville være på forhånd, for det er a-b-c i islam, at manden såvel som kvinden afholder sig fra sex før og udenfor ægteskabet. Det er a-b-c i Islam, at hor, skamløshed og utugt, er forbudte for begge køn, mens det hyldes i dansk kultur. Derfor afkræver ministeren holdninger, som er forbudte at ytre ifølge en Islamisk overbevisning, fordi han vil kriminalisere dem.     Koblingen mellem vold og drab på muslimske kvinder, og værdier som dydighed og afholdenhed, laver ministeren bevidst og satanisk, for at udnytte lejligheden til at angribe Islam endnu en gang og bane vejen for de forbudslovpakker der ventes præsenteret snart.

Alt dette er baseret på en andenhåndsberetning af en lærer, der skriver om en anden lærers oplevelse med en studerende, hvis baggrund/religion ikke oplyses. Et manipulerende og udspekuleret opslag, som viser det intellektuelle niveau – eller mangel på samme – hos integrationsministeren, mens der ikke har været et pip fra ham, om alle de overgrebssager kvinder i det danske samfund har berettet om, inklusiv kvindelige politikere på Christiansborg!

Sagen handler ikke om at beskytte kvinder eller om vold og drab, men sagen handler om at kriminalisere islamiske opdragelse og forkyndelse af værdier som dydighed, afholdenhed og ærbarhed. Det handler om, at gøre det kriminelt at kalde til disse noble værdier, fordi de i offentligheden forbindes med undertrykkelse, drab, vold og middelalderlighed.

Den Store Danske

Der er to typer af kriminalisering. Der er den type, som ordbogen ovenover henviser til, nemlig at lade noget falde ind under straffeloven. Men der er også den type kriminalisering, som lader noget falde ind under offentlighedens fordømmelse.

Sidstnævnte, er den type kriminalisering, som det ærbare tørklæde har fået i dagens Danmark, for skønt det ikke er kriminelt at bære tørklæde i straffelovens øjemed, så er der utallige eksempler på dagligdagsfordømmelser af muslimske kvinder, fordi de bærer tørklæde.

Denne type kriminalisering, den politiske kriminalisering, er mere effektiv end den juridiske og mere omfattende, selv hvis det ikke skulle udmunde i en juridisk lovtekst. Denne kriminalisering tilsigter at få muslimerne til at udføre selvjustits og selvcensur samt være “bange” for andres øre eller øjne uden, at politikerne behøver udøve mere vold på grundloven i forhold til et decideret forbud eller sætte politiet på overarbejde.

Muslimerne bliver derved tilbageholdende og paranoide om deres egen Islam, for ikke at komme i “bad standing” i offentligheden. Konsekvensen er, at Islam udviskes og pakkes mere og mere væk, indtil der ikke er mere plads under gulvtæppet og Islam får samme rolle som kristendommen: ubetydelig, fraværende og intetsigende.

Tag f.eks. ordene jihad, kalifat og shariah, og tænk på, hvor mange der tør tage ordene i mundene i en samtale i toget, på en restaurant eller på stats-tv under et interview… ja selv via Facebook eller til en fredagsbøn. Mange vælger ikke at tage disse ord i munden, og bliver endda utrygge, hvis det nævnes foran dem.

Man er vant til at lægge låg på sig selv og udøve selvcensur. Hvorfor? Fordi der efter mange års mediemæssig og politisk kriminalisering, er opstået en offentlig mening som fordømmer dem på samfundsplan, selvom det ikke er forbudt i straffelovens øjemed at ytre dem eller kalde til dem.

I nogle tilfælde vil den politiske kriminalisering være en temperaturmåler for at se, hvordan et fremtidigt lovforslag vil blive modtaget, og i andre tilfælde, vil den politiske kriminalisering være en forløber for den juridiske kriminalisering, så sidstnævnte blot ender med at være en formalitet, der bliver vedtaget uden reel modstand. Der er talrige eksempler herpå, især hvad angår muslimers friskoler, påklædning, imamer og opdragelse, samt flygtningespørgsmålet.

Hvad er så formålet med Tesfayes politiske træk?

Tesfayes træk tilsigter at udviske forskellen mellem handlinger og holdninger, så begge kriminaliseres på samme tid, som to sider af samme mønt, og trækket skal tjene som en afledningsmanøvre fra en tsunami af overgrebsberetninger fra danske kvinder i alle professioner, samfundslag og instanser.

Handlinger som vold, tæsk og drab er allerede kriminelle ifølge straffeloven, og værktøjerne er allerede tilgængelige for håndteringen af disse sager. Men ved at koble dem til imamers funktion, ønsker han på samme vis at gøre det kriminelt at kalde til seksuel afholdenhed, anstændighed og dydighed, alt imens de vestlige kvinder drukner i sexistiske overgreb i en seksuel frigjorthed.

Hvis imamer og forældre rådgiver og opdrager med islamiske værdier, så skal forstås som, at de går ind for vold og drab eller legitimerer det. Og udover det er de også tilbagestående. Ministeren ønsker derfor et opgør med holdningen til sex før ægteskab blandt muslimer og afkræver af imamerne, at de klart og tydeligt laver om på Koranen. Præcis som det blev afkrævet af profeten Muhammad (saas):

"Og når Vores vers reciteres for dem som klare beviser, vil dem som ikke forventer et møde med Os, sige: "Kom til os med en anden Quran eller lav om på den". Sig, (O Muhammad), "Det tilkommer mig ikke at lave om på den af mig selv. Jeg følger udelukkende hvad der åbenbares til mig. Sandelig frygter jeg, hvis jeg skulle være ulydig mod min Herre, straffen på en mægtig Dag". Surah Yunus 10:15

Det er netop hvad der ønskes. Der ønskes en ny Islam i Danmark, dikteret af politikerne. Bedst som man troede, at Europa havde haft deres opgør med religionen og var forbi stadiet med religion og politik, så ser man sekularister og liberalister diktere religionslæren i muslimernes moskeer, skoler og hjem. Det er et selvmål af dimensioner, når politikere på den ene side hylder ytringsfriheden og religionsfriheden og samtidig tyer til kriminalisering og forbud.

Sådan er det med falskheden; den omdanner sine tilhængere til hyklere og diktatorer. Politikerne vil pådutte imamerne deres mening, så de ytrer dem i deres moskeer og kalder til dem, og hvis de kalder til andet, så er imam-loven klar som en hammer, de kan slå dem i hovedet med. Ønskescenariet er, at imamerne bliver politikernes forlængede arm, tunge og øre, så de indtager en position som agenter, der hører og adlyder.

De har indset, at lader man Islam være, vil den vokse og knuse falskhedens fundament og forgreninger. Vælger politikerne derimod at trampe på deres egne friheder for at modstå islam, så saver de den gren, de selv sidder på over og falder ned i afgrunden. Det er netop sidstnævnte der er lagt op til og muslimerne må forvente yderligere stramninger, flere lovpakker og mere statskontrol af muslimers gøren og laden... i stuen, soveværelset, moskeen og skolen.

Muslimerne har et valg

De kan acceptere tilstanden og pakke deres Islam langt væk under gulvtæppet og bøje nakken når de bliver presset. De kan i så fald til dels blive accepteret som den ‘gode muslim’, der ikke rigtig gør væsen af sin Islam, men føjer sig og passer sig selv.

En ”europæisk muslim”, der måske lærer sine børn historier om profeterne og sahaba, som insisterede på deres Islam og bar den til folkeslag, som var modstandere af den. De vil måske endda opkalde deres børn Omar, Bilal, Sumaya og Mariam. Men hver gang der er sammenstød mellem værdierne i samfundet og de islamiske værdier, så vil børnene se deres forældre gå på kompromis med deres Islam.

Børnene vil se en mor eller far, der skjuler og måske skammer sig over Islam i offentligheden, og har to ansigter: et derude og et derhjemme. Med tiden vil børnene indse, at det er sådan man skal forstå historierne om profeterne og sahaba, og at den gode muslim er den, der udmærker sig i at skjule sin Islam indtil den er ubetydelig, fraværende og intetsigende. Præcis som kristendommen. 

Dette er selvfølgelig ikke et valg muslimerne har. Muslimerne her er bøjet i flertal, og det er helt bevidst. For muslimerne er én krop, ét fællesskab og én ummah, lokalt, nationalt og globalt, og kun som én enhed, kan muslimerne overkomme presset, kriminaliseringen og forbuddene. Bid mærke i, at politikerne ikke lovgiver mod Ali eller Aisha, men de lovgiver mod muslimerne, og derfor handler det ikke om hvad Ali eller Aisha skal gøre, men hvad vi, muslimerne i Danmark, samlet skal gøre.

Muslimerne kan gøre meget, hvis de sætter sig for det, og midlerne og fremgangsmåden er mange, men overordnet set, er der to ting, som er altafgørende:

1) Den interne kultur

2) Kompromisløs engagement i samfundsdebatten

Hvad det første angår, så er det afgørende, at muslimerne har en stærk intern kultur, hvor ofring, standhaftighed og urokkelighed dyrkes, anerkendes og efterstræbes. Det er afgørende, at muslimerne kræver af deres repræsentanter, at de udviser kompromisløshed i deres standpunkter og udtaler haqq uanset prisen. Med andre ord, at muslimerne står bag den imam eller repræsentant, der udtaler haqq uden at gå kompromis, selv hvis han tilsvines i medierne og møder konsekvenser.

Det samme gælder den søster, der insisterer på islamisk påklædning eller islamisk opdragelse, selvom det kan betyde store konsekvenser. Denne kultur internt iblandt muslimerne vil medføre, at den næste i rækken, imam eller andet, der står i skudlinjen, holder fast og er urokkelig, fordi han ved at muslimerne står bag ham. Han ved, at han tager et slag for os alle sammen, for Islams sag. Han vil vide, at han ikke står alene og at han er en helt og vil i akhirah, med Allahs tilladelse, stå med oprejst pande.

Det modsatte må ikke ske, hvor muslimerne vejer tingene forkert med udgangspunkt i de jordiske konsekvenser, og tager afstand eller skjuler sin støtte, når en muslim er standhaftig ved sandheden. For det vil betyde, at den næste i skudlinjen vil udvise svaghed, bukke under eller søge et kompromis, og ingen vil rejse sig for Islams sag, da ingen kan modstå presset helt alene.

Kulturen iblandt muslimerne skal derfor være præget af, at det er en fælles kamp, da det vores alles Islam der står for skud, og ikke en imams, en moskés eller en gruppes. Kulturen iblandt os skal være præget af, at livet er en test og at vinderen er dén, der praktiserer islam helt og fuldkomment, er standhaftighed ved den og kalder til den med styrke og mod, selv hvis samfundet fordømmer det.

En kultur, hvor udholdenhed kommer efter standhaftighed, så man først står urokkeligt fast på haqq, og dernæst har sabr med konsekvenserne. En kultur, hvor styrke og visdom alene er udtryk for standhaftighed ved Islam, og hvor man motiverer hinanden til ofring, selv når det bliver rigtig hårdt. At stå fast ved islam, må ikke være en taktisk disciplin, som går ud på at manøvrere sig ud af presset, uden at være åbenlys og ærlig.

Det muslimerne skal gøre, er det Allah (swt) befaler i en sura, de fleste kender og som er en af tidligste kapitler der blev åbenbaret, nemlig surat al-Asr.

Ved Tiden (1) Sandelig, mennesket er i fortabelse (2) Undtagen de, som har Iman og handler retskaffent, og kalder hinanden til (at stå fast på) sandheden og kalder hinanden til (at udvise) udholdenhed. (Al-Asr 103:1-3)

2) Kompromisløs engagement i samfundsdebatten

Eksternt er det muslimernes opgave at være i offensiven og udfordre de herskende tanker og værdier. Det er ikke et mål i sig at være aktiv i samfundsdebatten, medmindre det er på basis af en kompromisløs fastholdelse i alle Islams tanker, love og værdier, uden undtagelse.

Bevæbnet med den dybe Iman, den kompromisløse praktisering og de stærke argumenter skal muslimerne udfordre de vestlige idealer og værdier, og byde den kulturelle kamp velkommen. Der er ingen vej udenom, det er profeternes vej og de noble sahabas vej.

Profeterne og sahaba var hverken konfliktsky eller konfliktsøgende, men de var offensive, ærlige, udfordrende, modige, kompromisløse og bevæbnet med den dybe Iman og de stærke argumenter. Muslimerne skal være bevidste om, at de står overfor falskheden som er skrøbelig; dets fundament er svagt, dets grene er skrøbelige og dets frugter er rådne.

En hurtig internetsøgning om kvinders forhold og den seksuelle frihed vil straks afsløre, at den vestlige kultur har efterladt kvinden uden værdi og reduceret hende til et objekt. Den har ikke andet at tilbyde end utugt, promiskuitet, skamløshed og amoralsk livsførelse. Før integrationsministeren bekymrer sig om, hvad der hænder for den muslimske kvinde i Danmark, burde han tage et kig på sin baghave, eller feje for egen dør, som man siger.

Samfundet domineres af et dyrisk kvindesyn, der drager nytte af, benytter og udnytter kvinden og der refereres til kvinden som noget der kan laves, sælges eller profiteres på. Når hun finder en partner, varer det ikke længe før partneren finder en anden, bag om hendes ryg. Der er ingen i Europa der overgår danske mænd i utroskab, og på verdensplan er det kun Thailand, som overgår Danmark.

Danmark er Nordens bordel, med en konstant stigning i prostitution, og sexismen er allestedsnærværende i Danmark, selv på Christiansborg. Disse rådner frugter er kun et lille udpluk af miserabel livsførelse, som er et direkte resultat af de værdier samfundet er bygget op omkring. Det er bl.a. disse værdier, som ønskes importeret i muslimske familier og hjem, så den muslimske kvinde kan blive ligeså miserabel og få opleve samme nedværdigende tilstand.

Det er hvad den danske integrationsminister ønsker for den muslimske kvinde, for det er hvad den vestlige kultur har at tilbyde. Råddenskaben i de sociale, samt seksuelle forhold, kønnene imellem er hårrejsende og uomgængelige, og det er ikke overraskende, at muslimerne afviser denne sygdomsramte kultur og at antallet af kvindelige konvertitter er støt stigende.

I Islam finder både manden og kvinden de sande værdier, som anstændighed, blufærdighed, dydighed, ærlighed og hvor særligt kvinden vises ære og respekt. Det er på tide, at muslimerne engagerer sig kompromisløst i denne debat, uden slinger i valsen og udstiller den umenneskelige og kronisksyge vestlige kultur, og i særdeleshed det dyriske kvindesyn, der er dominerende, og præsenterer Islam som det eneste alternativ til et samfund i krise.

Nedenstående avisudklip viser tilstanden for den danske kvinde, som politikerne helt og fuldkomment har overset, og som for alvor bringer tankerne tilbage på Shakespeares’ Something is rotten in the state of Denmark 

Kilde: https://www.berlingske.dk/samfund/1615-kvinder-har-skrevet-under-paa-brev-om-sexisme

Kilde: https://www.dr.dk/nyheder/politik/322-kvinder-protesterer-mod-sexisme-i-dansk-politik

Kilde: https://politiken.dk/indland/art7946494/Strøm-af-sexismeberetninger-starter-opgør-på-hospitalerne

Kilde:https://www.alt.dk/artikler/hvert-ar-far-29000-danske-kvinder-task

Kilde: https://kvinfo.dk/danske-kvinder-europas-mest-voldsramte/

Kilde: http://dkmetoo.dk

Kilde: https://menneskeret.dk/nyheder/hver-femte-elev-hotel-restaurationsbranchen-udsat-sexchikane

Kilde:https://jyllands-posten.dk/nyviden/ECE9287411/danskerne-er-blandt-de-mest-utro-i-verden/

Kilde: https://rettentilliv.dk/info/abort/abort-i-tal/

Kilde: https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2008-23/danmark-er-nordens-bordel

Kilde: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-05-16-sexsygdomme-i-kraftig-stigning-det-er-dybt-foruroligende

Kilde: https://newsroom.au.dk/nyheder/vis/artikel/ny-forskning-mere-end-hvert-andet-kvindedrab-begaas-af-partneren/