Pressemeddelelser
Hizb ut Tahrir
Danmark
Pressemeddelelse
d. 24. Shaaban 1442 e.H. / 6. april 2021 e.Kr.

I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige

Den danske regering tvinger syriske flygtninge tilbage til døden

Det såkaldte "paradigmeskifte" i udlændingepolitikken kommer nu til udtryk på den mest afskyvækkende og rå facon. Retorikken og stramningerne over for de flygtninge, der ankom til Danmark under den såkaldte europæiske flygtningekrise, har længe udstillet den danske regerings kyniske menneskesyn. 

Man har i løbet af denne periode oprettet udrejsecentre, og den selverklærede "udvandringsminister", Mattias Tesfaye, har sågar oprettet Hjemrejsestyrelsen, der udelukkende beskæftiger sig med at smide krigstraumatiserede flygtninge ud af Danmark.

I disse dage mærker syriske flygtningefamilier og unge studerende konsekvensen af denne kyniske politik, med flere eksempler på studerende, der har engageret sig i at lære det danske sprog og klaret sig glimrende på deres uddannelser.

Alt dette, kun for at blive stillet over for to valgmuligheder: De kan sendes tilbage til det morderiske Assad-regime i Syrien, da den danske regering - som det eneste land i Europa - har vurderet det sikkert nok at tage tilbage dertil. Eller også skal de lukkes inde på et ”udrejsecenter”, som i virkeligheden er et fængsel til mennesker, der ikke ønsker at blive sendt tilbage til døden. De kan altså enten rådne op i en dansk fangelejr eller tage tilbage til det regime de flygtede fra, som har gasset og myrdet hundredtusindvis af sin egen befolkning.

Det sekulære Assad-regime, som Vesten har støttet, har udført tortur og massevoldtægter i syriske fængsler, hvilket er dokumenteret gennem detaljerede rapporter. Det er disse forhold og denne fare, man vil sende mennesker tilbage til. Integrationsministeren, Mattias Tesfaye, har sågar hævdet at disse flygtninge, der risikerer at blive myrdet eller bortført, ”skal hjem og genopbygge deres land”!  

Mattias Tesfaye erklærede yderligere, at man ikke vil ændre i beslutningerne. Det er en "principsag", som udvandringsministeren vil stå fast ved. Det eneste principielle, der kan siges om den danske regering, er det principielle fremmedhad, og mere specifikt muslimhad. Dens afstumpethed samt hykleriske tilgang til egne principper har også vist sig i sagen om de strandede børn i Syrien, som regeringen ”uden hastværk” ønsker at separere fra deres mødre; efter at de ikke længere kan retfærdiggøre at lade dem blive under de forfærdelige forhold.

Det er nøjagtigt samme kyniske menneskesyn, der har kendetegnet hele EU’s flygtningepolitik. Facaden af såkaldt humanisme og ”menneskerettigheder”, som den liberale europæiske kultur har gemt sig bag i årtier, er for alvor krakeleret, og tilbage står de umiskendelige amoralske og racistiske værdier til skue for alle.

Der er tydeligvis kun ét ideologisk alternativ til kapitalismens kynisme i dag: Islam og dens barmhjertige, retfærdige menneskesyn, der, når det islamiske kalifat bliver etableret, vil udrydde racisme og undertrykkelse af mennesker på flugt, og i stedet tage sig af hvem end, der måtte være i nød, ligesom muslimerne har gjort flere gange i historien, uden at tage hensyn til disse menneskers hudfarve og etnicitet.

Hizb ut Tahrir Danmark
Mediekontoret
mail: info@hizb-ut-tahrir.dk
Hizb ut Tahrir - Danmark
info@hizb-ut-tahrir.dk