Faktorerne bag nedlæggelsen af Khilafah

Vores ærefulde Sendebud Saaws byggede den islamiske stat, som gav Islam og muslimerne stolthed. Islams skib krydsede ocean efter ocean i cirka 1300 år, indtil den kæntrede. 

Det bemærkes at den islamiske stat, under sin eksistens, blev udsat for mange grusomme militære prøvelser og nederlag i sin lange historie, men den fortsatte med at være standhaftig som de kolossale bjerge, indtil nyere tid, hvor den blev bragt til ophør.

Nedlæggelsen af Khilafah skyldtes ikke militære faktorer, men den reelle årsag var de indenrigsfaktorer, som tærede statens krop, indtil der ikke var nogen vej tilbage.

Ved gennemgang af de indenrigsfaktorer, der svækkede den islamiske stat, finder vi at disse faktorer er mange, og vi vil derfor berøre de mest fremtrædende, med det formål at kende til sygdommen og lægge kuren til den, når den anden Khilafah snart bliver etableret med Allahs tilladelse. 

Det første søm, som blev banket i Khilafahs kiste var ændring af princippet om rådslagning i valget af Kaliffen til princippet om at kalif-posten gik i arv. Denne æra begyndte med Muaawiyyah Bin Abi Sufians overtagelse af magten med magtanvendelse og blev forværret af, at han udpegede sin søn som tronearving gennem tvang. Dette førte sidenhen til drabet på mesteren af Jannahs unge beboere, vores mester Al Hussein Bin Ali (raa), og derefter overgrebet på Madinah og drabet på dens beboere i slaget Al Harra, hvorefter Makkah blev belejret og Kaaba blev ramt af katapultsten!

Det andet søm i Khilafahs kiste var guvernørernes selvstændighed efter svagheden der ramte Khilafahs hovedstad Bagdad. Således blev Andalusien den første region, som de facto løsrev sig fra Khilafah-styret i Baghdad, og derefter fulgte den ene region efter den anden, indtil staten forvandlede sig til mange løsrevne stykker, som var nemme for fjenderne at opsluge en efter en. 

Det tredje søm i Khilafahs kiste var ulamas tavshed – med undtagelse af få – om begivenhederne på landjorden. Ulama kunne se styrets og statens svaghed og muslimernes splittelse, men de bevægede sig ikke for at forene staten og dens borgere. Mange ulama bevægede sig enten i regenternes retning og udstedte de fatwaer, som passede dem, selv da dette var en fithah i muslimernes deen (som i tilfældet med fitnah om Koranens skabelse). Andre var fængslet uden noget at kunne stille noget op, mens andre var isoleret fra de politiske anliggender, med fokus på sin viden og elever.

Det fjerde søm i Khilafahs kiste var regenternes ekstravagante og luksuriøse livsstil, samtidig med forsømmelse af jihad og udbredelse af Islam på verdensplan. Dette resulterede i, at hærlederne blandede sig i statens politiske anliggender og deltog i massevis af operationer, som ledte til drab på kaliffer og guvernører, hvilket på sin side ledte til svækkelse af den islamiske stats forsvarsmekanisme, grundet hærledernes beskæftigelse med jagten efter materielle gevinster.

Det femte søm i Khilafahs kiste havde forbindelse til den førstnævnte årsag. Da styret blev til et monopol i hænderne på bestemte familier, og hvor magten overgik fra far til søn, bror til fætter og lignende, der ophørte den påvirkningsfulde politiske kreds med at eksistere i den islamiske stat, og dermed ophørte processen med at drage regenterne til ansvar og sætte en grænse for dem for at korrigere retningen i staten.

Dette tvang muslimerne til at gøre brug af væbnede oprør, hvilket beskæftigede staten og regenterne med at udslukke disse bevægelser. Den muslimske hærs kræfter blev derfor udtømt indenrigs i stedet for på muslimernes fjender udenfor Khilafahs grænser.

Det sjette søm var den intellektuelle stagnation, som ramte muslimernes ulama efter oversættelsen af græske og persiske værker mm. Ulama blev beskæftiget med filosofiske diskussioner, som var nytteløse og som sharia ikke forpligtede dem til at undersøge eller drøfte. Dette resulterede i beskyldninger om kufr og frafald under interne filosofiske diskussioner!

Dette ledte på sin side til en farlig intellektuel stagnation, som fik ulama til at suspendere ijtihad og holde sig til holdningerne fra ulama i de tidligste af Islams generationer, som var de bedste. Dette resulterede i en farlig tilbageståenhed i forhold til at følge med udviklingen, som var begyndt at indtræffe i både den islamiske og den vestlige verden. Dette fik ulama til at være uvidende overfor de nyopståede problemstillinger.

Det syvende søm var regenternes forpligtelse af borgerne til at følge bestemte holdninger i uenighedsspørgsmål, som ayubiernes forpligtelse af borgerne til at følge Imam Shafiis holdninger eller osmannernes forhold til hanafi-skoleretningen. Dette skabte en stagnation i den juridiske bevægelse.

Det ottende søm var at give tilladelse til etablering og ophold i ambassader for de vestlige stater, som var fjendtlige mod muslimerne. Disse ambassaders hovedsagelige opgave var at spionere mod muslimerne og finde deres svage punkter og derefter indføre foreninger i den islamiske stat, under forskellige navne, forskellige agendaer, med det formål at blande sig i muslimernes offentlige liv og dermed så tvivl i dem om deres deen. Et andet formål for disse foreninger var at finde muslimer til at arbejde under disse staters dirigering og retningslinjer (spioner og femte kolonne).

Det niende søm i Khilafahs kiste var at udsende unge muslimer, som ikke var kvalificeret aqeeda-mæssigt eller juridisk til at studere i vestens universiteter. Disse blev helt fascineret af det, de så i vesten, og deres, i forvejen svækkede iman blev yderligere svækket, hvorefter de importerede giftige vestlige tanker til muslimernes lande. Med hjælp fra nogle regenter, som Egyptens guvernør Muhammad Ali og indflydelsesrige embedsmænd i Den Osmanniske Stat.

Det tiende søm i Khilafahs kiste var de vestlige ambassaders og foreningers succes, efter års hemmelige arbejde, med at sprede den rådne nationalisme. Hver af disse etniske grupper begyndte derefter at fokusere på sig selv foruden resten af den islamiske ummah.

Således opstod egoisme, selvglæde og foragt for andre muslimer, blot for deres anderledes udtalelse af ord, som blot er et middel til kommunikation mellem menneskene, som udtaler dem!

Denne realitet gav disse nationalister et påskud for samarbejde med kuffar til bekæmpelse af andre af deres brødre i Islam, med troen om at denne kafir derefter vil belønne dem med det, de ønsker. Men de fik intet, fordi hvordan skulle den, som lyver om Allah ikke lyve for disse ubetydelige og overfladiske tosser?

Som nævnt i indledningen, er de interne årsager mange flere end dem som vi har nævnt i denne artikel, men de nævnte årsager i denne artikel er nok de mest fremtrædende og påvirkningsfulde på de uundgåelige begivenheder som fandt sted i Khilafah staten. Khilafah staten varede kun ved i 1300 år, grundet den islamiske aqeedahs (livsanskuelse) styrke i muslimernes indre. Frøene til denne aqeedah er stadig i muslimernes indre med Allahs tilladelse, på trods af de misforståelser og forvrængninger, som skyldes de uophørlige kampagner fra Islams fjender.

Men disse fjender er i sidste ende ubetydelige og uden vægt, og når de træder ud af dette liv vil ingen bemærke det eller blive påvirket af det! Allah (swt) siger:

”Sandelig, de der fornægter troen giver ud af deres ejendom for at holde andre borte fra Allâhs vej. De bliver ved med at give ud, men så bliver det en fortrydelse for dem, og siden bliver det overvundet - de der fornægter troen vil blive ført samlet mod Helvede.” (Al-Anfaal:36)

I vores arbejde for genetablering af den anden Khilafah stat, læner vi os udelukkende op ad Allahs sejr og den islamiske aqeedahs styrke i muslimernes indre. Khilafah-staten, som med Allahs tilladelse, vil være redningen for alle muslimerne og endda for hele menneskeheden fra den nedgørelse og ydmygelse som de gennemlever under den rådne kapitalismes piske. 

Allah (swt) siger:

”Allâh har lovet dem af jer, der har iman og gør gode gerninger, at give dem magt på jorden, ligesom Han gav magt til dem der var før dem. Han vil konsolidere deres deen for dem, som Han har valgt for dem, og give dem sikkerhed i stedet for deres tidligere frygt. De skal tjene Mig (uden at frygte nogen) og ikke sidestille noget med Mig. Men de, der herefter fornægter troen, er de trodsige.” (Al-Nur:55)

Slutteligt takker vi alverdens Herre Allah (swt) og laver dua om, at Allah bringer denne Ummah til den rette tilstand...