100 år siden: tid til at gøre status

På denne dag for 100 hijri-år siden indtrådte muslimerne den hellige og velsignede, islamiske kalendermåned Rajab. Inden Rajab var forbi, var Islams skjold faldet. Den 28. Rajab 1342 efter islamisk tidsregning (AH), svarende til d. 3. marts 1924, faldt den islamiske stat, Kalifatet, og i dag, d. 1. Rajab 1442 AH, lancerer det globale, islamiske parti Hizb ut-Tahrir sin kampagne for Kalifatets tilbagevenden på 100 årsdagen for kalifatets fald.

Hvad har konsekvenserne været? Hvad gik forud for Kalifatets fald? Hvor er kapitalismen på vej hen?

I de sidste 100 år har den islamiske nation levet uden sin beskytter og uden sit skjold. Ingen kalif til at beskytte den og ingen styrke i sharias fravær. Resultatet har været, at de muslimske lande i et århundrede har været skueplads for vestlig udenrigspolitik. Den kapitalistiske verdensorden har været altdominerende, med fatale konsekvenser til følge. Ikke kun for muslimerne, men for hele menneskeheden, som har været overladt til kapitalismens grådige elite faciliteret af demokratiets bedrag. Efter 100 år er det på sin plads at gøre status.

100 år uden kalifatet

Den islamiske verden har været genstand for vestlige nationers grådige aggressioner igennem mange årtier, og efter kalifatets fald har flere lande været hårdt ramt. Det er ikke meningen at nævne dem alle, for det er smertefuldt, og der er en grænse for hvor meget sorg og bedrøvelse hjertet kan bære, men hver en sorg og hver en smerte skal være en påmindelse og en drivkraft til arbejdet for kalifatets tilbagevenden.

For hver sorg er der billeder på nethinden af muslimer der lider, af kvinder, der græder og børn der skriger. For hver smerteindtryk er der billeder på nethinden af muslimer der pines, af blod der flyder og ære der krænkes. Det kan føles langt væk når man befinder sig i Danmark, men for hvert land der er ramt, er der en del af os der rammes. For hver dråbe blod, for hver tåre og for hvert skrig er der en del af os der lider. Lige fra massakrerne i Bosnien, til afbrændingerne i Burma, detentionerne i Kina, torturen i Irak, besættelsen i Palæstina, blodsudgydelserne i Afghanistan, kemiske angreb i Syrien, udsultningen i Yemen, undertrykkelsen i Tjetjenien, overfaldene i Kashmir, droneangrebene i Somalia, bombetogterne i Pakistan og splittelsen i Sudan. Særligt de sidste tyve år har muslimerne mærket konsekvenserne af kalifatets fald, og hvis der skulle vælges en farve, der kendertegner denne periode, ville farven være rød.

Efter kalifatets fald er de standhaftige lærde (ulama’) blevet fængslet og kujonagtige lakajer er blevet vores ledere, og Allahs shariah er blevet annulleret og erstattet af en umenneskelig, menneskeopfunden lovgivning. Den islamiske nation har mistet sin mægtighed, stolthed, beskyttelse og ære, og den er ikke længere i sikkerhed fra sin fjende. Dens ressourcer plyndres, dens lande besættes og dens politiske vilje tjener vesten, alt imens Islam angribes, Koranen afbrændes og profeten (saas) hånes, igen og igen. Krige erklæres på basis af løgne og kampen mod terror er legitimitet til at bekrige islam og destruere den islamiske ummah, uden at nogen rynker på panden eller ryster på hovedet.

Efter kalifatets fald er kapitalismens mørke spredt over hele verden, uden Islams lys til at modstå og inddæmme den, og i dag famler verden i blinde og lider af kapitalismens mørke med udbredt fattigdom, hungersnød og sygdom. Selv de vestlige hovedstæder drukner i kriser, om end det er sociale, økonomiske eller eksistentielle kriser. Klimaet er ikke undsluppet kapitalismens fordærv, ej heller er dyrene i havet eller fødevarerne i køleskabet, som sprøjtes med gift for profitmaksimering. Korruptionen er allestedsnærværende, uligheden er rekordhøj og mistrivslen er globaliseret.

Europas Syge Mand

Tegnene på kalifatets nedlæggelse viste sig flere årtier forinden faldet i Rajab-måneden 1342, især hvad angår den ideologiske svækkelse. Denne svækkelse kan opsummeres i faldende bevidsthed, svækkelsen af det arabiske sprog og en jura (fiqh), der var afkoblet de islamiske teksters bevisførelse. I stedet blev meget detaljerede love vedtaget, som er i stil med vestlig juridisk tradition, som det sås med Majallah Uthmania, uden at disse blev kædet til de islamiske tekster. Det skyldtes bl.a. svækkelsen af det arabiske sprog og en svag ijtihad-atmosfære samt en udbredt taqlid imitationstendens.

Alt sammen udtryk for en ideologisk degenerering og svaghed, som desuden viste sig gennem interne magtkampe, ideologiske selvmodsigelser samt politiske og militære nederlag, som selv den overlegne hær ikke kunne stille noget op imod. Skønt hæren i det osmanniske kalifat var fjenden overlegen på alle militære parametre. Det varede ikke længe, før den faldende bevidsthed og nationalismen gjorde sit indtog i militærstyrkerne og omdannede kalifatet til et let bytte for de vestlige kolonimagter, særligt England og Frankrig.

Allerede tilbage i 1856 blev Det Islamiske Kalifat omtalt som ”Europas syge mand”, og i en artikel i New York Times fra den 12. maj 1860 omtales Det Osmanniske Kalifat, ”som Europas syge mand, for hvem Ruslands kejser, Nicholas den første, og England skulle udfærdige et testamente for”. Det var forløberen for Sykes-Picot aftalen i 1916 mellem Rusland, England og Frankrig, som tildelte kufr-nationerne dominans over muslimernes områder og tildelte dem en ny, sekulær, nationalistisk identitet og nye flag, i stedet for Profetens flag (saas).

I dag er det 100 år siden denne sørgelige hændelse fandt sted, og muslimerne afventer den glædelige nyhed om tilbagevendelse af det retsindige kalifat, Khilafah Rashidah, ifølge profetens (saas) metode, som vil genskabe den islamiske nations beskyttelse og værdighed, så de igen rejser sig som den bedste nation udsendt til menneskeheden. Muslimerne vil uden tvivl etablere kalifatet på ny som vil beskytte muslimernes jord, liv, ære og ejendom, og give en lektie til forbryderne og krænkerne.

Den kommende islamiske stat vil reagere resolut med stærk hånd overfor angreb på Islam, afbrændinger af Koranen og hån af vores profet (saas), ligesom historien har bevidnet. Det kommende, lovet kalifat vil være en fakkel der oplyser verden og udraderer kapitalismen fra jordens overflade, så menneskeheden, dyrene og klimaet igen er i balance og trives. Denne bevægelse er på fremmarch verden over, og muslimer overalt på kloden arbejder for dens tilbagevendelse, med større og større opbakning for hvert årti.

Samtidig er det kapitalismen og det vestlige liberale demokrati, som i dag er ramt af sygdom i form af ideologisk svækkelse, kriser og opløsningstendenser.

Kapitalismens deroute

Kapitalismen oplever i dag, mere end nogensinde, svære kår i en globaliseret verden, særligt udfordret af det islamiske, ideologiske tankegods, som udstiller frihedernes uduelighed og inkonsistens, og de muslimske befolkningers vækkelse og bevægelse mod Islam og reel befrielse. De grundlæggende, liberale friheder og idealet om et frit samfund er hjørnestenene i kapitalismen, og for hver gang frihedsværdierne indskrænkes eller begrænses, er det udtryk for ideologisk tilbagetog og politisk nederlag. Dette er samtidig med, at de vestlige stater bryster sig af frihederne og hævder at udbrede dem i verden. Det er som at bygge og nedrive et hus, på én og samme tid, hvilket kun den sindslidende kan finde på!

De sidste to årtier har vestlige magthavere internationalt lagt sig ud med frihedsidealerne og menneskerettighederne for at komme den islamiske, ideologiske trussel til livs under dække af kampen mod terror. På nationalt plan ses flere forbud og mere overvågning, til trods for den åbenlyse ideologiske modsætning heri.

Frankrig, Østrig, Schweiz, USA, Danmark, England og Tyskland, for blot at nævne nogle, er i disse stunder i gang med at underminere deres egne frihedsværdier og fuldbyrde det ideologiske selvmord. Særligt er den muslimske del af befolkningen i sigtekornet i forbudspolitikken, hvilket i en dansk kontekst illustreres ved imam-pakken, stramning af friskoleloven, burka-forbud, ”social kontrol-politikken”, tvangsfjernelser og parallellovgivning, som giver associationer til apartheid. Som det sidste nye er sindelagskontrol et værktøj politikerne arbejder på at indføre, som en systematisk del af muslimernes liv i Danmark. Samtidig er tilliden til politikerne dalende til det laveste niveau nogensinde.

De selvsamme politikere formår således på én og samme tid at kæmpe for frihederne og de sekulære værdier med den ene hånd, og underminere egne værdier og ugyldiggøre frihederne med den anden hånd, med det resultat at fremstille kapitalismen og demokratiet sindslidende og inkompetent til lede og varetage menneskeheden.

Allah (swt) siger:

يُخْرِبُونَ بُيُوتَهُم بِأَيْدِيهِمْ

”De ødelægger deres huse med egne hænder” [Koranen, Al-Hashr: 2]

De vestlige nationer har alvorlige sygdomstegn og lider af ideologiske krampetrækninger, som endda træder frem i en tid, hvor muslimerne er uden en stat. Muslimerne har ikke politisk manifestation af deres ideologiske styrke og kan ikke lancere en statslig modoffensiv, som udstiller kapitalismens skrøbelighed. Den syge mand i dag er ikke kun den corona-ramte, men i højere grad Vesten som bærer på kapitalisme-virus, og efter blot 200 år er den døden nær.

Som den tidligere seniorrådgiver for tre amerikanske præsidenter, Patrick Buchanan, siger det i sin bog, ”The Death of the West”, så er Vesten døende moralsk, biologisk, demografisk og kulturelt.

Hvis dette er tilfældet i dag, hvordan vil det da være, den dag, Det Retsindige Kalifat genetableres, og udraderer den vestlige kultur og verdensorden?

Kapitalismen har plaget verden som en pandemisk, uhyggelig og dødelig virus de sidste to århundreder. Verden venter fortsat på kuren, der effektivt vil nedkæmpe den og bringe helbredelse til verdenens befolkninger igen: Det Islamiske Kalifat.

لِمِثْلِ هَذَا فَلْيَعْمَلِ الْعَامِلُون

For lig dette skal de arbejdende arbejde [As-Saffat: 61]