Synspunkter



Del 2: Hvordan tager vi debatten?

For hver gang Islam angribes, mistænkeliggøres eller italesættes, så er det muslimens mulighed for at stå værn om Islam og leve op til sit ansvar ved at indtræde debatten med indsigt og klarsyn.

Hvordan skal vi tage debatten fremadrettet?

For at tage debatten effektivt er det nødvendigt, at muslimerne besidder en klar bevidsthed. Det kræver bevidsthed om debattens kontekst og de underliggende præmisser, og en indsigt i modpartens argumenter og dagsorden. Og vigtigst af alt, dyb indsigt i de islamiske tanker og en kompromisløs formidling.  Dette er opskriften til en effektiv og succesfuld debat.

Debattens kontekst kan variere, og det samme kan argumenterne og tankerne, afhængigt af hvilket emne der debatteres. Disse tre, 1) debattens kontekst, 2) modpartens argumenter og 3) de islamiske tanker, er lette at tilgå og i vid udstrækning tilgængelige at opnå indsigt i, hvis der ydes en indsats.

Men de underliggende præmisser er skjulte og svære at opdage, endsige at udfordre og afvise. I en dansk kontekst går særligt tre præmisser igen, som man nødvendigvis skal være bevidst om. Disse præmisser vil være omdrejningspunktet for de næste dele af artikelserien, hvor de vil blive diskuteret og analyseret, særligt med fokus på den overordnede kontekst.

 

Konteksten

I dansk politik har vi de sidste 20 år set adskillige angreb på Islam og muslimer. I konstante og uafbrudte skudsalver er muslimerne kommet under konstant angreb og pres. Politikerne har sat Islam og muslimerne på anklagebænken, og tilladt sig at være den moralske, ophøjede dommer.

Muslimerne er blevet anklaget og dæmoniseret på daglig basis, og Islam er blevet fremstillet som noget middelalderligt og barbarisk, mens den vestlige kultur er blevet fremstillet som overlegen og civiliseret.

Med udgangspunkt i en fodboldmetafor, så har det været som at se en fodboldkamp, hvor det ene hold i alle 90 minutter er under konstante angreb og belejring. Første halvleg handlede om at begrænse muslimernes tilflytning, mens anden halvleg handler om at fjerne Islam i muslimernes liv.

Hvor har det ført debatten hen? Hvordan har muslimerne reageret? Og vigtigst af alt, hvad er vores ansvar?

 

Deltagelse i mediestyret: debat for enhver pris?

Ikke enhver debat er produktiv, og ikke enhver mediedebat er værd at deltage i. Snarere tværtimod.

Ofte er muslimer blevet inviteret i studier og debatter, hvor dagsordenen allerede er lagt. De deltagende muslimer får en rolle, som skal blåstemple regeringens hårde politik eller hvor de skal agere sorteper som udstiller muslimernes svaghed.

Den ”undskyldende” muslim er blevet mainstream i medierne, som kritiserer og tager afstand fra sit eget bagland, og ofte taler for en reform af Islam som harmonerer med samfundets normer og værdier. Hvis politikerne lancerer et angreb mod ”ekstremistisk islam”, så vil den deltagende muslim ofte tilslutte sig kampen mod ekstremisme og tage afstand herfra.

Virkeligheden er dog, at ”ekstremistisk islam” defineres af politikerne, da de er ophavsmændene til sådanne manipulerende mærkater og i dette konkrete tilfælde, så er det bare et andet ord for grundlæggende principper og regler i Islam.

Dermed retfærdiggøres politikernes angreb på Islam, og stik imod hensigten, så har debattøren bekræftet præmissen om ”ekstremistisk islam” og nødvendigheden af en Islam, som er tilpasset samfundet.

Uanset intentionen, så er mangel på bevidsthed dybt foruroligende og altødelæggende. Som minimum skal deltageren have indsigt i mediernes dagsorden og være i stand til at udfordre præmisserne, og sætte sine egne rammer med klar bevidsthed om de islamiske tanker, så det islamiske budskab kommer ud klart, stærkt og kompromisløst. Muslimens formål er at forklare Islam som den er, og ikke at behage tilhørerne eller politikerne. Dette var profetens (saas) metode i leveringen af islam.

 

Hvordan har muslimerne deltaget i dagligdagsdebatten?

Dagligdagsdebatten er mindst lige så vigtigt som den mediestyrede debat, hvis ikke endnu vigtigere. Det er her muslimerne møder hr. og fru. Danmark personligt, og har mulighed for at præge deres syn på islam og nuancere de ofte bombastiske udtryk medierne leverer.

For at blive i fodboldmetaforen, så har nogle på muslimernes hold fundet sig til rette i rollen som forsvarsspillere og målmænd, som hovedløst kaster sig efter enhver bold (angreb på Islam) selvom den er uden for målrammen (og ikke bør forsvares (læs:undskyldes)). Med andre ord, så kan der være en episode eller begivenhed, hvor nogle muslimer foretager u-islamiske handlinger, som vækker harme i befolkningen. Det kan være drab på uskyldige.

Den menige muslim i Danmark bliver konfronteret med dette og skal pludselig forholde sig til, undskylde eller tage afstand fra drab på uskyldige mennesker. Til trods for en god intention og kærlighed til islam, så er muslimens reaktion i form af undskyldning eller afstand, med til at bekræfte, at kravet om konfrontationen er berettiget, netop fordi den ønskede reaktion opnås.

En stor del har valgt at være neutrale og melde sig ud af kampen, for blot at se på som passive tilskuere og bevare deres egne interesser intakt. Mentaliteten har været, at det ikke nytter noget at deltage i debatten og blive stemplet som islamist. Hvis man bare kan passe sig selv, så vil modstanderholdet stoppe deres angreb.

Det er med al tydelighed en fejlagtig opfattelse, hvilket del 1 påpegede i det afsluttende punkt. Når regeringen fører omfattende hetz mod Islam igennem 20 år og en stor del af muslimerne forbliver tavse, så bliver opfattelsen hos den menige danske borger, at hetzen er berettiget. Valget er ikke mellem at reagere eller ikke at reagere, eller mellem at tage afstand eller ej, men derimod at tilgå debatten sådan som islam har foreskrevet.

Nogle på muslimernes hold har klandret deres holdkammerater for at modstanderholdet overhovedet angriber, og siger det er vores egen skyld at der overhovedet er en kamp i gang! Vi bør ikke tale højt om Islam eller skandalisere og afsløre regeringens feje og islamfjendtlige politik.

Logikken er, at vi bør bukke nakken, kigge ned i jorden og tale lavt, så vil de forhåbentlig glemme os og ikke angribe. Det er udtryk for ønsketænkning mere end det er udtryk for virkeligheden, og det er udtryk for at man fortaber sig i nuancerne og glemmer det store billede. Konteksten er, at kampen mod islam er i gang, den har stået på i flere årtier og fortsætter med uformindsket styrke, om vi vil det eller ej. Det er en fastkurs-politik, uanset partifarve.

Og så er der de andre, ja… de er skiftet til modstanderholdet i håb om at være en vinder og smage samfundets accept. De bliver til gengæld brugt som ”præmieperkere”, der kritiserer deres egne og pludselig betragtes de som eksperter, intellektuelle og velrenommerede forfattere, blot fordi de er sorte og taler deres egne ned.

Dette er realiteten af de sidste tyve års debat, og selvom, der har været enkelte aktører, som har givet værdifulde indspark og højnet debatten, så er billedet stadig farvet af utilstrækkelige og fejlagtige reaktioner. Det er på trods af, at muslimerne besidder sandheden, de korrekte løsninger til livets problemer og de stærkeste argumenter. I et fodboldsprog vil det betyde, at muslimerne har Champions League niveau, men de danske politikere er på serie 5 niveau.

 

Vores ansvar

Fortidens fejl baner vejen for fremtidens successer, og det er kun ved kritisk refleksion over fortidens debattilgang, at muslimerne er i stand til at hæve niveauet og lære af erfaringerne.  

Det er på tide, at muslimerne rejser sig og skifter den defensive tilgang til debatten ud med en offensiv tilgang, hvor det er muslimerne der inviterer, konfronterer og debatterer deres naboer og kollegaers tankesæt og udfordrer dem.

En tilgang, hvor muslimerne påpeger de rædselsfulde og umenneskelige forhold der eksisterer i samfundet og præsenterer Islams syn og løsninger til livets og samfundets problemer. Og for hver gang Islam angribes, mistænkeliggøres eller italesættes, så er det muslimens mulighed for at stå værn om Islam og leve op til sit ansvar ved at indtræde debatten med indsigt og klarsyn.

Det berettes, at en af de tidlige lærde i Islams historie en gang sagde:

 

كل رجل من المسلمين على ثغرة من ثغر الإسلام، الله الله لا يؤتى الإسلام من قبلك.

”Enhver muslim står ved en vagtpost for Islam. Lad derfor aldrig Islam blive angrebet fra din vagtpost.”





Relaterede Emner