Landets gymnasier viderefører regeringens anti-islamiske politik

Flere gymnasierektorer udtrykte, i en artikel i Jyllands Posten d. 6. december, deres holdning til elevers udførelse af den islamiske bøn (salah) på deres respektive gymnasier. Deres holdning var enstemmig: de muslimske elever må ikke bede på skolerne eller få tildelt et tomt lokale i pauserne til at bede i, som eksempelvis et stillerum alle studerende kan benytte. Formanden for rektorerne, Birgitte Vedersø, erkender, at der er tale om en generel forbudspolitik mod islamisk bøn på gymnasierne ”i de store byer”, altså på de gymnasier, hvor der går mange muslimske elever.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye kommenterede i samme artikel denne forbudspolitik med ordene: ”Man skal ikke opleve, at når der bliver ringet til pause, så bliver der samtidig ringet til bøn.”

Endnu engang tydeliggøres det, hvordan den såkaldte ”religionsfrihed” ikke omfatter muslimerne i dette land. Hykleriet bliver kun værre af, at gymnasiernes erklærede mål er at ”danne” studerende i liberale frihedsværdier. Idéer som mangfoldighed, tolerance og rummelighed prædikes ofte på tværs af de forskellige gymnasiefag. Eleverne ender dog tydeligvis med at blive dannet i vestlig dobbeltmoral.

Forbudspolitikken mod bøn viser, at intolerance er udgangspunktet, når det drejer sig om Islam; nøjagtigt ligesom det er tilfældet i resten af samfundet, hvor diskrimination mod muslimer er blevet almenaccepteret og en fast politik på Christiansborg.

Rektorerne benytter forskellige påskud for at legitimere forbuddet. Nogle bruger argumentet om sekularisme, hvilket er selvmodsigende, da sekularismen netop påstår, at den kan rumme folk med alle livsanskuelser. Forbudspolitikken afslører netop det stik modsatte. ”Neutralitet” er en anden søforklaring, der anvendes ved at påstå, at gymnasierne ikke er ”religiøse” institutioner men neutrale rum. Betyder dette så, at visse større virksomheder og universiteter ikke er ”neutrale”, fordi de tilbyder bederum til deres ansatte og studerende? Et absurd argument.

Formanden for rektorerne såvel integrationsministeren benytter desuden påstanden om ”social kontrol”: frygten for at en elev kan blive ”presset” til at bede af andre studerende. Men hvor er gymnasiernes frygt for ”social kontrol” når elever presses til ”puttemiddage”, fester med nedværdigende ritualer, druk eller en bestemt tøjstil? Hvor er i øvrigt dokumentationen for, at der findes muslimske elever, der ikke beder frivilligt?

Fælles for alle disse bortforklaringer er, at de er substansløse, platte og useriøse, samt at de udstiller den indædte intolerance og hykleriet endnu mere. Den virkelige forklaring på forbudspolitikken er, at gymnasierne viderefører den islamfjendtlige politik, skiftende regeringer har ført. Islamiske symboler, adfærd, værdier og identitet er konstant udsat for politiske angreb. Integrationsminister Mattias Tesfaye har endda kaldt det muslimske bønnekald for et ”kampråb”.

Bønnen er en afgørende grundpille i den islamiske identitet. Derudover kan et bederum være omdrejningspunktet for et sundt miljø og anstændig islamisk adfærd, i modsætning til den uanstændige adfærd, der ofte promoveres på gymnasier. Fester, druk og hor fylder så meget på gymnasierne, at de er gjort til en uadskillelig del af studietiden.

Vi kalder muslimske forældre, familier og repræsentanter til at lægge pres på gymnasieledelserne for at de giver de studerende mulighed for at bede på gymnasierne. Som muslimsk fællesskab skal vi støtte de muslimske studerende i deres fastholdelse af deres identitet, selvom de mødes med mistænkeliggørelse og forbud. Med denne fastholdelse beviser de den vestlige kulturs svaghed og dobbeltmoral samt Islams styrke.