Statsministerens beskyldninger om antisemitisme er udtryk for islamhad

For få dage siden var den danske statsminister, Mette Frederiksen, på officielt besøg i det besatte Palæstina. Her mødtes hun bl.a. med præsidenten for den zionistiske entitet, Reuven Rivlin, i det besatte Jerusalem og deltog i markeringen af 75-året for befrielsen af Auschwitz.

At mindes ofrene for et folkemord i en stat, der blev grundlagt på et folkemord mod Palæstinas indfødte befolkning, er ikke kun hyklerisk. Det er en hån mod ofrene. Skændslen bliver ikke mindre af, at krigsforbrydere som Benjamin Netanyahu, som bærer ansvaret for mordet på tusinder af uskyldige kvinder, ældre og børn i Gaza, holdt tale vedmindehøjtideligheden. 

Mette Frederiksen valgte, inden sin afrejse, at beskylde muslimer i Danmark for antisemitisme. "Indvandring" fra visse lande har skabt mere antisemitisme, udtalte hun. Der blev hentydet til muslimske lande, hvis nogen skulle være i tvivl. Selv antisemitismen, der har dybe europæiske rødder, bliver forsøgt fremstillet som et muslimsk indvandrerfænomen. Dette er til trods for, at nynazisterne, der vandaliserede de jødiske gravsten i Randers, var etniske danskere. Det samme var de, der satte gule stjerner på danske jøders postkasser.

De lande, som muslimerne har udvandret fra, har en helt anden historie, når det kommer til antisemitisme. Da jøderne flygtede fra europæernes blodige forfølgelser, som under den spanske inkvisition, var det de muslimske lande, dengang regeret med Islam, der tog imod dem.

I Danmark har der i århundreder eksisteret et dybtstikkende jødehad. I 1819 var jødeforfølgelserne så voldsomme, at militæret blev sat ind i København, og byen var i undtagelsestilstand. Danske dagblade som Politiken, Jyllands Posten og Berlingske var flittige til at lufte deres jødehad i 1900-tallet. Antisemitisme var normen. Ligesom islamhadet er det i dag. Når Europas mørke antisemitiske historie projiceres over på muslimer, er det ikke kun historieløst og antifaktisk. Det er manipulerende.

Som led i denne propaganda ønsker statsministeren at portrættere muslimers kritik af den zionistiske besættelse som antisemitisme ved at anvende en særlig definition, der skal stigmatisere enhver kritik af ”Israel”. Muslimers kald til befrielsen af Palæstina er dog ikke et kald til at bekrige alle jøder. Det er et kald til at ende den illegitime ”israelske” besættelse. Muslimer har ikke mindre ret til væbnet kamp i hele det besatte Palæstina end danske modstandskæmpere havde mod tyskerne i 1940erne. 

I dette lys er dagens dom i Landsretten mod Monzer Abdullah en politisk dom, der kriminaliserer enhver kritisk udtalelse mod ”Israel”. Han blev dømt for en fredagsprædiken, der handlede om den brutale israelske besættelse af Palæstina. Den handlede ikke om jøder. I talen blev det nævnt, at afskaffelsen af besættelsen kun kan ske gennem en konventionel militærindsats mod besættelsesmagten. I dette er der ingen krigserklæring mod jøder. Det er derimod det korrekte islamiske standpunkt over for enhver militær besættelse, uanset om det er i Palæstina, Kashmir eller Afghanistan.

Antisemitisme har længe været et politisk redskab for at kue kritiske stemmer mod besættelsen af Palæstina. Dette kan og vil muslimerne ikke acceptere. Lige meget, hvor mange politiske domme, der bliver fældet.