Endnu en dansk regering blæser til værdikamp mod Islam

I et interview med Kristelig Dagblad d. 15. oktober 2019, gør udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, status over integrationen i Danmark, på baggrund af den nye såkaldte ”medborgerskabsundersøgelse”. Interviewet handlede ikke om beskæftigelse og danskkundskaber, hvis nogen fortsat skulle være i tvivl om, hvad der er det mest centrale i integrationen. Tesfaye giver den som fuldblods værdikriger og lader ikke meget tilbage at ønske for højrefløjens islamhadere.

“Jeg møder mange unge, der siger ’jeg er ikke dansker, jeg er muslim’, og det gør mig virkelig nervøs,” siger ministeren, som et ekko af samtlige vestlige regeringer. For deres største bekymring, hvad angår muslimerne, er netop at de fastholder deres rene islamiske identitet, i generation efter generation.

At den socialdemokratiske regering, støttet af venstrefløjen, viderefører den anti-islamiske politiske kurs er selvfølgelig ingen nyhed. At værdikampen er nødvendig skyldes, ifølge Tesfaye, at integrationen ikke sker af sig selv; og forudsætningen for at vinde kampen er, at “vi ranker ryggen og inderligt tror på, at vi har de bedste værdier”... og netop her bliver paradokset og det evindelige hykleri tydeligt.

Idealer, som det sekulære demokrati og vestens syn på køn, hævdes at være universelle og “de bedste værdier”, men i intellektuel afmagt og hysteri over for Islam, påduttes disse værdier muslimerne med lovens magt. Sindelagskontrol, forbud og tvangstiltag følger muslimen i Danmark allerede fra et-årsalderen.

Tesfaye udtrykker sin skuffelse over, at ca. halvdelen af (muslimske) efterkommere, ifølge undersøgelsen, “ikke accepterer religionskritik”, med en udtømt floskel om, at demokratiet bygger på magtkritik.

Dette i et land, som kriminaliserer anderledestænkende (muslimer) og forsøger at udelukke kritiske muslimske stemmer fra det offentlige rum, hvis de ikke går ind for demokratiet. - Det er landet, hvor Jyllands Posten har sat standarden for såkaldt “religionskritik”, som værende vulgær kollektiv krænkelse af Islam og alle muslimer.

Ministeren kridter banen op og taler om et sammenstød mellem demokrati og religion på uddannelsesstederne, hvor kampen skal tages, uden at der må “rystes på hånden”. Og han går videre til at referere en af de højreradikales yndlingsforfattere, for at advare om islamisering af Europa, hvis ikke de vestlige samfund tager værdikampen op.

“Vi kan ikke mødes på midten”, må vi forstå. Vi muslimer skal med andre ord acceptere, at vestens idealer er de bedste, fordi Tesfaye og hans ligesindede siger det.

Integrationsministeren har dog ret i én ting: Demokratiet er truet af egen sløvhed. Ikke politikernes sløvhed i kampen mod Islam. Men demokratiets og de vestlige værdiers indbyggede sløvhed i at behandle mennesker retfærdigt, samt deres vogteres intellektuelle sløvhed og desperation, som driver dem til undergravning af eget fundament i deres håbløse kamp mod Islam.