Folketingsvalget set med islamiske briller - Del 1: Den islamiske sharia som rettesnor

- En serie af korte artikler i tre dele.

Folketingsvalget 2019 er udskrevet, og spørgsmålet mange stiller er: hvordan vil fremtiden se ud for muslimerne i landet efter valget? Hvordan vil livet i Danmark fremover være for muslimske søstre med tørklæde, muslimer der taler Islams sag, muslimske friskoler og moskeer? Kan muslimer få lov til blot at være muslimer og praktikere Islam efter valget? Bekymringerne er mange og frustrationerne store.

For mange er valget 2019 et, ”sandhedens øjeblik”. Enten melder muslimerne sig på banen og gør deres indflydelse gældende, eller blot sidder tilbage og venter på, at det bliver gjort af med dem, vel at mærke uden at de har ret til at påpege det fjendtlige, hykleriske og dobbeltmoralske i politikken, for så kunne de bare have stemt da tiden var, lyder det. Det er som om virkeligheden er sort/hvid og argumentet cirkelformet: Enten stemmer muslimerne, eller også må de indse, at det er deres egen skyld, hvis det bliver værre for dem. En underlig logik, som er dikteret af den snævre demokratiske tankegang. En mental besættelse af demokratiet som det eneste svar på muslimers problemer, selvom det selvsamme demokrati er skyld i muslimers lidelser globalt og nationalt. Logikken bliver kun mere bizar, jo mere man møder den, og argumentet for at man skal stemme bliver selvbekræftende og postulerende, eksempelvis: Hvis det bliver værre efter valget, og de fleste muslimer stemte, så vil argumentet lyde, at det er prisen, det muslimske kollektiv skal betale, fordi ikke ALLE muslimer stemte. Derfor skal alle muslimer stemme. Hvis vi antager, at ALLE muslimer stemmer, og det alligevel bliver værre for muslimerne efter valget, så er argumentet, at det stadig var vigtigt at stemme, fordi, at det ville have været endnu værre, hvis muslimerne ikke stemte. Derfor skal alle muslimer stemme. Det er et cirkelargument, hvor man løber i ring og opstiller selvbekræftende hypoteser på en unuanceret måde.

Som oftest ryger nuancerne i hektiske tider, og især når man føler sig truet på sin eksistens, identitet eller overbevisning. Men det er netop her, at muslimer bør adskille sig fra andre og hæve sig over at agere instinktivt og overfladisk. Det bør ikke kendetegne muslimer at handle irrationelt, emotionelt eller efter fejlagtig logisk. Muslimer ledes af Allahs Bog, som i Ramadans velsignede nætter blev nedsendt som en retledning, og Profetens Sunnah (saaws), og ikke af udsigten til mulige konsekvenser, gavn eller nytte. Muslimerne følger disses anvisninger, selv hvis det er hårdt og svært, selv hvis de oprindeligt havde forestillet sig en anden retning; for hvad er der efter Allahs retledning udover vildledning? De følger Allahs (swt) åbenbaring uden at gå på kompromis med én eneste lov, for at Allah (swt) derved vil belønne dem med det højeste stadie i paradiset.

إِنَّ الَّذِينَ آمَنُوا وَعَمِلُوا الصَّالِحَاتِ كَانَتْ لَهُمْ جَنَّاتُ الْفِرْدَوْسِ نُزُلًا۞خَالِدِينَ فِيهَا لَا يَبْغُونَ عَنْهَا حِوَلًا

Sandelig! De som har Iman og handler retskaffent (islamisk korrekt), skal have Jannat ul-Firdaws som underhold. Deri skal de forblive, og aldrig vil de ønske en ændring derfra.(Al-Kahf: 107-108)

Med dette udgangspunkt, nemlig Iman og retskaffenhed, skal muslimer anskue folketingsvalget i Danmark, og vide, at der er ingen større gavn er end at indtræde det højeste stadie i paradiset, og at der omvendt ingen værre konsekvens er end at indtræde helvedets ild. Der er ingen godhed i at få lettet sin tilværelse i dette liv, mod at gøre sig fortjent til Allahs Straf i det næste liv.

Retskaffenhed er ikke kun at faste de lange dage og at bede i de sene nattetimer. Retskaffenhed er, at alle handlinger dirigeres af de islamiske love og regler, i det private, det offentlige og det statslige.

فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّىٰ يُحَكِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا فِي أَنفُسِهِمْ حَرَجًا مِّمَّا قَضَيْتَ وَيُسَلِّمُوا تَسْلِيمًا

Men nej, ved din Herre, de har ikke Iman, førend de gør dig til dommer i alt, hvad de strides om, og dernæst ikke finder nogen uvilje i deres indre mod det du afgør, men underkaster sig med en fuldstændig underkastelse. (An-Nisa: 65)

Denne ayah dikterer, at muslimerne skal lade sharia være rettesnoren for deres handlinger og ageren, og intet andet.

Men hvordan skal selve stemmeafgivelsen til folketingsvalget forstås ud fra den islamiske sharia? Før dette spørgsmål kan besvares, bør det først klargøres, hvad stemmeafgivelsen til et folketingsvalg indebærer.

Folketingsvalget er et valg, hvor den der stemmer, om end det er personligt eller på et parti, giver sit mandat, accept, bemyndigelse og samtykke (på arabisk: wakala) til at personen eller partiet skal repræsentere vedkommende og udføre opgaver på vedkommendes vegne. Disse opgaver består primært i følgende to ting.

1. At lovgive ved at fremsætte lovforslag, diskutere og vedtage love og bekendtgørelser, og derved medvirke til at bestemme, hvad der er legalt og illegalt, hvad der er strafbart og straffrit … med andre ord, hvad der er halal og haram.  
2. At sikre og bevare demokratiet som system og dets grundlæggende frihedsidealer.

Demokrati er oprindeligt græsk og kommer af ordene ”demos kratos”, hvilket betyder folket styrer. Demokrati er en styreform, hvor befolkningen besidder den højeste suverænitet, hvilket er retten til at lovgive. Ifølge Merriam-Webster ordbogen er et demokrati ”en regering hvor den højeste magt tildeles mennesker, som udøver denne magt direkte og indirekte gennem et repræsentativt system med periodiske frie valg”.

Det er således centralt i demokratiet, at mennesker besidder den absolutte suverænitet og beføjelse til at lovgive, og i det repræsentative demokrati vælger folket repræsentanter i en lovgivende forsamling til at udføre dette, gennem periodiske valg.

Derfor er det at stemme ved et folketingsvalg en accept og godkendelse af, samt et mandat til at politikerne kan lovgive og fastlægge ret og slet. Dette er folketingsvalgets ufravigelige virkelighed; selvom intentionen med at stemme, for mange muslimer, er at gøre tilstanden lettere for muslimerne i landet, så ændrer intentionerne ikke på, hvad stemmeafgivelsen indebærer.

Man kan på ingen måde sige, at man kun stemmer for eksempelvis mildere familiesammenføringsregler uden samtidig at give sin stemme til partiets partiprogram, til selve demokratiet og altså til at mennesket har retten til at lovgive. Når man stemmer, så giver man mandat til hele pakken, med alt hvad den indeholder. Det er systemets realitet, uagtet intentionen med stemmeafgivelsen.Man kan ikke aflevere en kvart stemmeseddel eller skrive på bagsiden, at stemmen kun gælder for mildere udlændingelove’. 

I tillæg hertil er det værd at nævne, at selv hvis man ikke stemmer på en person eller et parti for at disse skal lovgive, så vil det stadig være en støtte og tillid til systemet, skønt det udtrykker en mistillid til de opstillede partier og kandidater. Derfor kan man læse på folketingets hjemmeside, at en blank stemme trods alt er en værdsat stemme, idet det er et vidne om, at man bakker demokratiet op og mener, at det skal bestå, men blot ikke fandt nogen der repræsenterede ens holdninger.

Eftersom folketingsvalget realitet er blevet klargjort, vil næste del i artikelserien besvare spørgsmålet, ville Profeten Muhammad (saaws) stemme til folketingsvalget?

لَقَدْ كَانَ لَكُمْ فِي رَسُولِ اللَّهِ أُسْوَةٌ حَسَنَةٌ

I har sandelig i Allahs Sendebud det bedste eksempel for jer at følge. (Al-Ahzab: 21)