Erdogan mellem det svingende og det principfaste lederskab!

For nogle dage siden, tog jeg en taxa...Chaufføren viste sig at være fra Tyrkiet.

Jeg spurgte ham om årsagen til AKP’s og Erdogans tab af valget i Istanbul og Ankara, og om hans personlige holdning til Erdogan.

Han svarede at Erdogan havde udrettet meget i infrastrukturen, men at han begyndte at forvandle sig til en diktator, så snart han fik magten. Han ønsker at være enebestemmende og ekskludere enhver som modsiger ham, sagde taxachaufføren.

Han tilføjede: Jeg ved ikke hvorfor denne mentalitet hersker hos os i regionen...Den diktatoriske og tyranniske mentalitet.

Jeg spurgte ham om løsningen på dette problem?

Men han svarede ikke.

Jeg sagde derefter til ham at løsningen for problemet om diktatur, er at implementere den islamiske Shariah…Ikke som et slogan, men som et reelt system, som de retsindige khulafaa gjorde; da vil autoriteten tilhøre Ummah betingelsesløst, og regenten vil kun være en repræsentant for Ummah i implementeringen af Shariah.

Shariah har nemlig givet autoriteten til Ummah, og forpligtet den til at etablere Deen, gennem udpegelse af en khalifah, som er stedfortræder for Ummah i styret, dommerembedet, og i varetagelse af affærer.

Han spurgte derefter: Men hvem er egnet til at gøre dette i vores tid?

Jeg svarede: Hizb ut Tahrir...Kender du det?

Han svarede: Jeg hører om det.

Hvorom alt er...Årsagerne til Erdogans fiasko, ustabilitet og tilbagegang i valget, er ikke taktiske årsager eller fejl i administration.

Erdogans problem er i selve strategien. Man kan nemlig ikke være en succesfuld leder, mens man har afstand til sit folks identitet, og implementerer et sekulært system over det, mens at folket tørster efter Islams styre og storheden fra khilafahs tid.

Man kan ikke lede sit folk, gennem et reelt, bevidst og stabil lederskab, ved udelukkende at yde folket nogle tjenester…

Lederskab kræver at samle folket om en idé, før alt andet. En idé som former samfundet, og som staten tager form på basis af.

En idé som forener synet, retningen, prioriteterne og som motiverer folk til at yde, udvise udholdenhed, ofring og standhaftighed.

En idé som skaber et intellektuelt og ikke et personligt lederskab.

I den sammenhæng er Erdogan ekstremt mislykkedes.

Han repræsenterer nemlig en samling af modsigelser, og han forsøger at forene vestens kufr-sekularisme som nedlagde khilafah, med Islam og dens politisk kultur som insisterer på at få den fulde suverænitet på ruinerne af vestens dominans og sekularisme.

En af Erdogans fatale fejl var, at han ikke anklagede eller holdt kemalisterne ansvarlige for det fejlslagne kup, da kemalisterne forsøgte at kuppe hans styre, for nogle år siden.

Han bedrog i stedet folket med at give skylden til Gülen-bevægelsen for at stå bag det fejlslagne kupforsøg.

Selvom at enhver som har indsigt i de tyrkiske indenrigsanliggender ved at Gülen-bevægelsen ikke har en stor indflydelse i militæret, og at deres indflydelse var i politikredse, retsvæsenet og uddannelsessektoren.

Det er ligeledes velkendt at det er kemalisterne som har den stærke indflydelse i militæret, hvor de vogter over den kemalistiske sekularisme.

Den som følger nøje i de tyrkiske politiske anliggender, ved at kemalisterne har en europæisk tilbøjelighed, modsat Erdogan, samt at Gülen-bevægelsen har en amerikansk tilbøjelighed ligesom Erdogan selv. I stedet for at vende sig imod sekularismen og kemalismen, holde dem ansvarlige for kupforsøget, og vise folket sekularismens fjendtlighed og fare imod dem og imod  deres Deen...Så vi at han vendte det blinde øje til, og nøjedes med at forfølge nogle enkelte kemalister i hæren.

Man kan ikke være en sand leder gennem en svingende politik, og man kan ikke være en succesfuld leder, mens man er styret af en mentalitet som følger supermagterne, så man kun bevæger sig hvor de tillader det for en.

Erdogan vil lide fiasko, og hans tæmmede stil, vil falde; kun et gudfrygtigt retskaffent lederskab vil oprejse Tyrkiet og de andre muslimske lande; et lederskab som genopliver de retskafne khulafaas æra, kapper kolonialisternes bånd, og genopliver Mohammed Al Fatihs, Salahudeens, Baybars og Khalid Bin al-Walids levevis.