Ummahs oprør mod kufr-systemerne - succes eller fiasko?

Fiasko er ikke at fejle i første forsøg. Det er derimod at opgive de mål man har sat sig for, grundet svagheder eller mangler i personligheden eller fordi man mislykkes i at opnå målene, selvom man har forsøgt adskillige gang, da man ikke besidder kravene for succes. At vedblive med at forsøge at opnå sine mål, samtidig med at man prøver at forstå årsagerne og faktorerne til succesens udeblivelse eller forsinkelse, og insisterer på at forstå processen om succes; dette er en del af succesen og en indledende fase til den.

Succes kan være en kompleks proces og kan bestå af flere faser.

Der er nogle former for succes, som ikke kan opnås på en fyldestgørende måde, undtagen med en guddommelig velsignelse, såsom sejr i krigen, succes for Dawah, forsyning (Rizq) efter fysisk anstrengelse, eller at giftes med den man ønsker.

Allah (swt) kan også forsinke succes eller sejr, grundet en visdom Han vil opfylde; selvom at de grundlæggende forudsætninger for succes er tilstede. Det kan være at Han (swt) ønsker at sætte folks indre på prøve, udrense rækkerne for hyklere og folk med sygdom i hjertet eller fordi Han (swt) ønsker at gøre omstændighederne klare og gunstige for den kommende sejr.

Den første forudsætning for succes er at kende sit mål; dernæst at besidde en seriøs vilje til at opnå målet, og ikke bare et ønske om det. Disse forudsætninger skal være tilstede inden man igangsætter arbejdet for at opnå målet; men - under forsøget - undervejs i arbejdet; når man falder, og bliver såret undervejs; bliver disse forudsætninger mere krystalliseret, styrket, og viljefyldt; trods den lange og besværlige vej, og trods de mægtige ofringer.

Ummahs oprør er ikke mislykkedes; det er bare det første forsøg; et forsøg som var kendetegnet ved spontanitet og manglende bevidsthed om befrielsens og ændringens realitet, og det altomfattende politiske alternativ samt en ledelse der repræsenterer dette i forbindelse med befrielse og ændring.

Motiverne for Ummahs ændring er virkelige, og udgøres af dens bevidsthed om korruptionen i forholdene, deres modsigelse til den Deen Ummah bærer på, samt det umulige i at reformere disse forhold til det bedre, uden at ændre dem radikalt.

Den blodige reaktion mod Ummahs oprør, fra kufr-styrene i den islamiske verden og bag dem Vesten har fået Ummah til at forstå sin egen realitet, og størrelsen på den ændring der skal til, samt i høj grad at forstå, hvem der er med og imod den.

Det vil sige at gevinsterne fra det første forsøg på oprør har været store: En bevidsthed om forudsætningerne for ændring, dybde i tænkning, genvindelse af selvtillid, frasigelse af den kolonialistiske realitet i den islamiske verden, samt en krakelering i dette kolonialistiske system.

Derfor har det første forsøg ikke lidt til fiasko, trods for at det var et ydmygt forsøg. Det er korrekt at dette forsøg ikke opnåede den totale succes, som er befrielse og ændring på basis af Islam; hvilket heller ikke forventes af dette oprør i sig selv; men det har dog opnået nogle gevinster på vejen mod befrielse og ændring.

Det vigtige er at Ummah ikke har frasagt sig ideen om revolution og befrielse, og ikke har givet op, til trods for barbariet i den modrevolution Vesten har sat i gang gennem regimerne, og til trods for umenneskeligheden hos lederne af disse modrevolutioner; tværtimod er Ummah blevet mere bevidst om realiteten af kampen mellem den og Vesten, samt dens lakajer som har magten i den islamiske verden.

Det, som skete kan derfor ikke beskrives som en fiasko, ligesom det heller ikke kan beskrives som fuldførelse af missionen og opnåelsen af målet. Det er derimod en delvis og foreløbig succes i en proces, som ikke må stoppe og skal fortsætte utrætteligt, med tillid til Allah (swt), Tawakkul på Ham samt fuld tiltro til Hans sejr, indtil Han (swt) afgør sagen mellem os og disse forbryderiske tyranner.

Befolkningernes oprør mod de tyranniske regimer som styrer dem kan ikke betegnes som fiasko; fiaskoen er derimod hos ham som forestillede sig, at dette var et oprør, der opfylder alle forudsætninger for sejr, men som alligevel mislykkedes med at opnå sine mål og døde hen, overgav sig og ledte til fiasko; her er problemet ikke oprøret, men en snæversynet og manglende tålmodighed hos den som tænker på denne måde.

Vores Ummah har gjort oprør efter underkuelse, ydmygelse, korruption og undertrykkelse; dette oprør manglede den klare vision, men Ummahs krystallisering  af dens  bevidsthed om korruptionen i dens forhold tog til i fart under dens oprør, styrkede dens vilje, og forhindrede dens overgivelse; derfor så vi Sudan bære oprøret videre og Algeriet vil med Allahs tilladelse følge efter.

”Revolutionerne” har ikke fået succes i befrielsesprocessen, men har heller ledt til fiasko, død eller overgivelse; ej heller vil revolutionerne overgive sig i fremtiden, så længe denne Ummah vedbliver med at bevidne at Allah (swt) er en, og at Muhammad (saaws) er Hans Sendebud. Og så længe denne Ummah reciterer Allahs (swt) bog, som kalder den til at etablere Hans Deen, styre med Hans Shariah, bekæmpe tyrannerne, modsætte sig undertrykkende og mobilisere til Jihad.

De næste bølger af Ummahs bevægelse vil være stærkere, besidde højere bevidsthed og opnå større påvirkning med Allahs hjælp; dette skyldes at den fordærvede realitet i den regionale marionetstat i den islamiske verden bliver mere åbenlys, og dens krakelering tager til i styrke, alt imens Ummahs bevidsthed og vilje tager til i styrke.

Det kolonialistiske setup, Sykes-Picot systemet, som Vesten etablerede i den islamiske verden vil aldrig finde stabilitet efter i dag; uanset hvor meget vold og barbari det gør brug af; muslimerne har forstået dets kolonialistiske realitet og sataniske had til Islam og muslimerne, samt at det er hemmeligheden bag muslimernes tilbageståenhed, nedgørelse, afhængighed, fattigdom og splittelse.

Ummahs kamp mod kufr-regimerne vil vedblive med at rase indtil Allah (swt) giver os med den altomfattende ændring, hvorigennem den retsindige Khilafah vil udslette det syndige tvangsstyre i den islamiske verden, og dermed vil de tre forudsætninger for ændring blive sammensmeltet:

1- Det retsindige politiske projekt “Khilafah igennem profetskabets metode”, samt dette projekts ledelse, som udføres af Hizb ut Tahrir.

2- Krystalisering af Ummahs vilje til ændring, og dens tilslutning til befrielsens og Khilafahs projekt.

3- Magthavernes valg af Deens og Ummahs side.

Allahs sendebud (saaws) sagde: “...Og vid at sejr kommer med tålmodighed, at forløsning kommer efter hårde tider og at efter svære tider kommer lethed”