Definition af det som udspringer fra Aqeedah, og det som er opbygget på Aqeedah, og forskellen heri

1- udspringelse fra Aqeedah

Alle de shariaamæssige love udspringer fra Aqeedah; uanset om deres beviser er absolutte (Qatii) eller sandsynlige (Dhanni); og uanset om det er love som er udledt gennem en udledningsproces (Ijtihad) eller love som er åbenlyse i teksterne.

At de shariaamæssige love udspringer fra Aqeedah betyder at den islamiske Aqeedah (åbenbaring) er kommet med dem; derfor er det ikke tilladt at tage en lov til sig, som åbenbaringen til Mohammad Saaws ikke er kommet med, idet at lovgivning udelukkende har én kilde, som er åbenbaring (lovgivningen tilkommer udelukkende Allah Swt); åbenbaringens kilder er: Koran og Sunnah og det som de har ledt til, af absolutte beviser: Sahabahs konsensus og shariaamæssig analogislutning. (Ijmaa og Qiyyas).

Lovgivningens udspringelse fra Aqeedah betyder derfor: at lovgivningen er af samme idé som Aqeedah, bærer de samme elementer som den og er et udtryk for den; og derfor er udspringelse ikke kun et spørgsmål om at noget ligner Aqeedah.

2- opbygning på Aqeedah

Hvad angår tanker; opbygges disse på Aqeedah, og det er derfor ikke et krav at de udspringer fra Aqeedah; det betyder at det ikke er et krav at Aqeedah (åbenbaring) kommer med disse tanker før vi kan tage imod dem. Eksempler på disse tanker kan være definitioner:  definition af samfund, oprejsning, opfattelser, drivkraft og tilbøjeligheder.

Opbygning af tanker betyder derfor: at Aqeedah gøres til målestok for disse tanker og ikke til kilde for dem; således at man kan definere sit standpunkt overfor disse tanker ud fra Aqeedah som målestok: det som modsiger Aqeedah forkastes, og det som ikke modsiger Aqeedah tages imod, selv hvis det kommer fra en vestlig tænker, så længe denne tanke stemmer overens med realiteten naturligvis (er sand).

Dette kan sammenlignes med den fysiske opbygning: for at bygge en væg, er det ikke et krav at murstenene er af samme art; det er nok at murstenene er i lighed med hinanden, så de kan bygges på hinanden på en fast, stabil og harmonisk måde.

Summa summarum:

I forbindelse med lovgivning, ser man på kilden; hvis lovgivningens kilde er den islamiske Aqeedah, og den er blevet indført som værende noget der udspringer fra den islamiske Aqeedah, samt at den bærer Aqeedahens egenskaber, så tager man imod den som en del af Islam.

Hvis lovgivningens kilde og fundament derimod er gavn, interesser og personlig frihed, så er denne lovgivning kufr, selv hvis den stemmer overens med de systemer som den islamiske Aqeedah er kommet med.

I forbindelse med tanker, ser man ikke på kilden; men derimod på hvorvidt tanken stemmer overens med realiteten (er sand) og at den ikke modsiger den islamiske Aqeedah, fordi Aqedahen er den fundamentale altomfattende tanke, som ikke må modsiges af sekundære tanker.

Denne opklaring af metoden til at modtage lovgivning og tanker, og forskellen heri, gør at vi får fuld klarhed, over hvad vi må tage fra andre, og hvad vi ikke må tage.

Denne opklaring gør os ligeledes i stand til at bevare renheden af den islamiske idé, så den ikke bliver blandet med fremmede elementer.

Det er i den forbindelse relevant at nævne at Islam har bragt os en fuld vidensdisciplin som gør os i stand til at legemliggøre renheden af den islamiske idé, og til at bevare denne renhed på en vedvarende måde; denne vidensdisciplin er Usul Ul Fiqh.

Derfor er Usul Ul Fiqh, en politisk og vital vidensdisciplin i Ummahs liv, og er garanten for bevarelse af renhed af den islamiske idé.