Iman: Er det overbevisning? Eller er det overbevisning, udtalelse og handling? Og hvad er realiteten af uenigheden herom?

I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige.

I lang tid, har nogle muslimer rejst denne sag, som værende en uenighed om Islams fundamenter, og at denne uenighed er splittelse i Deen.

Derfor har jeg besluttet at udgive dette resumé:

Denne uenighed om definitionen af Iman er ikke en reel uenighed; det vil sige, at det ikke en uenighed i at forstå Islam og dens natur; det et er derimod en uenighed om begreber og brugen af termer. Alle muslimer er enige om at den absolutte overbevisning ud fra et bevis er obligatorisk, og er udgangspunktet i Iman, at handlinger i overensstemmelse med Iman er obligatoriske og at Iman forpligter til at handle ifølge den; samt at tjeneren bliver straffet for at synde og fortjener pinsler for synden, dvs at hans Iman ikke beskytter ham mod straffen og pinslerne  for synden. Alle muslimer er ligeledes enige om at tjeneren ikke frafalder Islam, blot ved at synde, undtagen hvis synden indeholder kufr.

Derfor er uenigheden som sagt om begreber og brugen af termer. Helt konkret er uenigheden om følgende:

Skal betegnelsen af den  gode handling som værende (Iman) i de shariaamæssige tekster forstås bogstaveligt eller i overført betydning (metafor) ? Nogle sagde: Imans bogstavelig betydning er den absolutte overbevisning, og at betegnelse af de gode handlinger som værende Iman er i overført betydning (metaforisk); at Iman i bogstavelig betydning er et term som bruges som det modsatte af kufr og derfor ikke indbefatter handlinger, da afholdelse fra at udføre de gode handlinger, uden at benægte disse  gode handlinger, ikke er kufr; dem som har denne holdning accepterer dog betegnelsen af de gode handlinger som værende (Iman) rent metaforisk, men ikke bogstaveligt; dvs ud fra den forbindelse der er mellem Iman og de gode handlinger. Hvilket Hasan Al Basri (ra) udtrykte ved følgende udtalelse: “Iman er det som har rodfæstet sig i hjertet, og som handlingerne stemmer overens med”

Andre sagde: at betegnelsen af overbevisning, udtalelse og de gode handlinger som værende (Iman) er bogstavelig, dvs:

Overbevisning om Allah, Hans Engle, Hans bog, Hans Sendebud og Hans regnskab er Iman, den gode udtalelse er ligeledes Iman og den gode handling, selv det at fjerne skadelige elementer fra vejen er Iman, bogstaveligt og ikke metaforisk. Men de er enige med den første gruppe om at forsømmelsen af gode handlinger og at synde, ikke er kufr, men Iman ifølge deres forståelse, står ikke altid som en modsætning til kufr; de er ydermere enige med den første gruppe i at handlingen ikke er Iman, hvis ikke den udspringer fra Iman på Allah, Hans bog og Hans Profet.

Derfor: da Ulamaa blev uenige i definitionen af Iman, således at Abu Hanifah sagde: Iman er overbevisning og ikke handlinger, Imam Ahmad sagde: at Iman er noget andet end Islam, og andre sagde: at Iman er overbevisning, udtalelse og handling; så var denne uenighed ikke en splittelse i Aqeedah eller i Deen; Denne uenighed har heller ikke gjort muslimerne til to grupper eller flere, som har splittet deres Deen forvandlet sig til flere grupper, som nogle ekstremister fejlagtigt tror. Den virkelige og reelle uenighed om dette emne er med (murjiaa), som berettes at have den holdning: “at ingen synd skader personen der begår den, så længe han har Iman”, en holdning som uden tvivl er ugyldig, hvis det passer at de havde denne holdning.