Lægger hadithen om lydighed grunden for religiøst tyranni ‘ - Eller er den en del af det retskafne styre‘

Hudhayfah Bin Al-Yaman berettede: “Jeg sagde: ”Oh Allahs Sendebud, vi var et folk, som Allah bragte godhed til, en godhed vi stadig befinder os i… Vil der mon være ondskab efter denne godhed? ” Han svarede: ”Ja”. Så spurgte jeg: ”Vil der efter den ondskab være godhed? ” Han svarede: ”Ja. ” Jeg spurgte: ”Vil der efter den godhed være ondskab? ” Han svarede: ”Ja. ” Jeg spurgte: ”Hvordan? ” og han svarede:

"Ledere, som ikke retledes med min retledning, og ikke følger min Sunnah. Blandt dem vil der være mænd, hvis hjerter er sataners hjerter i menneskekroppe. ” Jeg sagde: ”Hvad skal jeg gøre, hvis jeg oplever den tid, oh Allahs Sendebud? ” Han svarede: ”Du hører og adlyder amiren. Selv hvis han pisker din ryg og tager din ejendom, så skal du høre og adlyde”. [Muslim]

Der har længe været komplikationer i forståelsen af denne hadith, dens virkelighed og dens kontekst. Regimernes og hoffernes shuyukh bruger den ofte til at legitimere tyrannernes styre, især på Den Arabiske Halvø. Hadithen er endvidere blevet misbrugt historisk af nogle til at legitimere undertrykkelse og tyranni. Derfor ønsker jeg at behandle dette emne på en dyb og præcis måde, for fyldestgørende at klargøre hadithens betydning.

At applicere denne hadith over nutidens regenter er en forfærdelig forbrydelse… Det er at piske den hårdt prøvede ummah med dens egen deen!

Det er endvidere de elendige regenters og agenters forskansning bag Islam og dens tekster. De forsøger at bedøve ummah med dens egen deen! De forsøger at knække ummahs vilje, ved at bruge Islam, fordi de ved, at ummah opfatter den som hellig. Ved at anvende beviserne om en anden realitet end den, som beviserne er kommet for at behandle, og stik imod en korrekt shariamæssig forståelse, siger de til folk: ”I skal have tålmodighed med jeres regenter og ikke være ulydige imod dem, da dette er jeres forudbestemte skæbne. At være ulydige mod dem er at være ulydig mod deen og oprørsk mod Allah.

For at tydeliggøre denne sag og fjerne uklarheden, er der to aspekter, som skal berøres:

1- Konteksten som hadithen omhandler, og amiren som hadithen omtaler.

2- Hadithens shariamæssige, juridiske betydning i sammenhæng med de øvrige, relevante shariatekster.

Den kontekst, som hadithen behandler, er udelukkende den shariamæssige regent og hans stedfortrædere. Dette skyldes, at den obligatoriske lydighed i Islam er lydighed til beføjelseshaveren og ikke enhver magthaver. Beføjelsen til styret besiddes overhovedet ikke af nogen, medmindre ummah giver dem denne beføjelse, idet autoriteten tilhører ummah, som derfor ikke må styres af andre end den, som ummah er tilfreds med, og som den giver beføjelsen til. Profeten (saaws) sagde i hadithen berettet af Abu Dawud:

“Den som giver lydighedsløfte til en imam (khalifah), giver ham sit håndslag og sit hjerte, skal adlyde ham, så godt han kan; og hvis en anden kommer og strides med ham om magten, så slå den anden ihjel”.

Han (saaws) siger ydermere i en anden hadith berettet af Bukhari:

“Lev op til lydighedsløftet, som I har givet til den første”.

Ubadah Bin As-Samit berettede også:

“Vi gav Allahs Sendebud lydighedsløfte om at høre og adlyde i det, vi kan lide, og det, vi hader.” [Bukhari]. 

Disse ahadith nævner alle eksplicit, at lydighed er en følge af den shariamæssige udpegelse af en khalifah, som ummah foretager med sin accept (i kraft af bay’ah (lydighedsløftet)). Selv Profeten (saaws) bestred ikke magten automatisk, ved at han var profet. I tretten år udførte han profetskabets opgaver (dawah, meddelelse af budskabet, råd og vejledning), uden at han i løbet af denne tid udførte nogen af styrets opgaver (at dømme, erklære krig, opkræve finanser eller udpege guvernører). Han (saaws) bestred ikke styret, førend autoritetens og statussens folk i Medina gav ham bay’ah (lydighedsløfte). Således blev han en regent som praktiserede styrets handlinger ved siden af profetskabets handlinger. Sahabah (raa) indgik enstemmighed om, at Khilafah, styre og lederskab udelukkende bliver etableret gennem bay’ah fra ummah eller dennes repræsentanter.

Den anden betingelse, som den shariamæssigt legitime regent skal opfylde, er at styre med hele Islam. Selv hvis hele menneskeheden, herunder muslimerne, bliver enige om at udpege en regent, som ikke styrer med Islam, så har denne intet krav på lydighed. Styrets shariamæssige legitimitet er således afhængig af implementering af Allahs bog og Sendebuddets Sunnah (saaws). Allah (swt) siger:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا أَطِيعُوا اللَّهَ وَأَطِيعُوا الرَّسُولَ وَأُولِي الْأَمْرِ مِنكُمْ ۖ فَإِن تَنَازَعْتُمْ فِي شَيْءٍ فَرُدُّوهُ إِلَى اللَّهِ وَالرَّسُولِ

I, som har Iman! Adlyd Allah, og adlyd Sendebuddet og de, som har autoriteten blandt jer. Hvis I da strides om noget, så referer det til Allah og Sendebuddet [An-Nisa: 59]

Denne ayah sætter lydighed til Allah og Hans Sendebud før lydighed til regenten, for at alle skal forstå, at fundamentet for styret og autoriteten er Sharia. Sagt på en anden måde: denne ayah tydeliggør, at Sharia er fundamentet og den eneste reference for varetagelse af folks affærer.

Ud fra ovenstående, kan hadithen om at høre og adlyde overhovedet ikke appliceres over nutidens regenter. Den, som påstår det modsatte, er løgner, som opdigter ting om Allahs deen. Nutidens regenter er agenter for de kolonialistiske kuffar og repræsenterer ikke muslimerne. De styrer ikke med Allahs deen; tværtimod bekæmper de Islam, eller bruger den hyklerisk som en maske, såsom regenterne på Den Arabiske Halvø og i Persien. Shariateksterne har ikke overset nutidens regenter, men har nævnt dem og opklaret de nødvendige foranstaltninger i forhold til dem. Vores regenter i dag er det miskrediterede tvungne styres regenter, som Profeten (saaws) har fortalt om i hadithen berettet af Imam Ahmad. Nutidens regenter er vagter, indsat af vesten til at vogte over de elendige kolonialistiske tilstande, som den har etableret i vores lande efter Khilafahs nedlæggelse. Derfor er den shariamæssigt påkrævede foranstaltning i forhold til disse regenter, at man fjerner dem, fjerner deres regionale stater, deres menneskeskabte forfatninger og fjerner Sykes-Picot grænserne, som disse regenter vogter over for at splitte ummah yderligere.

Det andet aspekt som er relevant for forståelsen af hadithen er:

Som vi har opklaret, kan hadithen udelukkende appliceres over khalifah’en eller hans stedfortræder. Khalifah’en er en shariamæssigt legitim regent, som skal implementere Sharia på vegne af ummah. Gennem ummahs bay’ah til ham, får han autoriteten og beføjelsen til at styre og varetage. Det er velkendt, at der ikke kan eksistere noget lederskab uden lydighed, og intet system uden disciplin. Derfor har Sharia gjort lydighed til statsoverhovedet, og til enhver amir, obligatorisk i de anliggender, som hører under deres lederskab. Den lydighed, som Allah (swt) har gjort obligatorisk, er den bevidste/årvågne lydighed og ikke den blinde, idet Sharia har opstillet to betingelser for adlydelse af regenten:

1- At regenten ikke giver ordre til noget, som ikke er tilladt; for der er ingen lydighed til en skabning, hvis det indebærer ulydighed mod Skaberen.

2- At regentens ordre er inden for hans styre-område. Der er ingen lydighed til ham i andet end det, som hører under hans funktion som værende regent. Han har eksempelvis ret til at forpligte folk til at have nummerplader på deres biler, så de kan identificeres, men han kan ikke forpligte dem til at arbejde ti timer om dagen eller mere.

Sharia har givet regenten beføjelsen til at varetage affærer og etablere straffe. Dette indebærer, at han opkræver finanser i form zakat, kharaj, jizya og formueskat i særlige tilfælde, som Sharia har anvist. Regentens funktion indebærer ligeledes iværksættelse af straffe mod dem, som har overtrådt loven, da det ikke er nok at beskytte eller implementere en lov, udelukkende ved at folk er overbevist om den, eller udelukkende ved at man rådgiver om den. Blandt straffene, som regenten iværksætter, er piskning eller slag, som hadithen nævner. Khalifah’en eller dommerne kan iværksætte en shariamæssig straf mod en person, og denne straf kan indbefatte piskning. Straffen kan være berettiget (korrekt), men kan også være uberettiget (forkert). Dommeren dømmer nemlig ud fra det, som han ser, og ud fra (de shariamæssige) indikationer. Hans dom kan både være korrekt og forkert. Profeten (saaws) sagde:

“Hvis dommeren anstrenger sig yderst i en sag og rammer rigtigt i sin dom, så får han to belønninger; og hvis han anstrenger sig yderst i en sag og rammer forkert i sin dom, så får han én belønning” [Bukhari].

Profeten (saaws) har endda forklaret, at når han selv dømmer mellem folk, så gør han det ud fra det han ser, idet han dømmer som værende et menneske: Umm Salamah (raa) berettede, at han (saaws) sagde:

“Jeg er kun et menneske, og I kommer med jeres tvister til mig. Det kan være, at nogle af jer er dygtigere til at fremlægge jeres sager end andre, således at jeg dømmer ud fra hvad jeg hører. Den som jeg dømmer til fordel for, mens han ved, at han uretmæssigt har fået noget af sin brors ret, skal ikke tage denne ret, idet jeg i dette tilfælde vil have givet ham et stykke af Ilden. ” [Der er enighed om beretningen].

Ovenstående viser, at piskning og opkrævning af finanser (som hadithen nævner) er blandt regenternes funktioner, med den betingelse, at dette udføres som en del af Sharias implementering. Både piskning og opkrævning af finanser kan således anses for at være shariamæssigt legitime fra regentens synsvinkel, mens den dømte anser de samme handlinger for at være uretfærdige. Skal den dømte så gøre oprør mod regenten, fordi han mener, at han uretmæssigt er blevet pisket eller er blevet opkrævet højere zakat, end han skal give?! Svaret er nej. Det er ikke tilladt for ham at gå i oprør mod staten, eller fjerne sin hånd fra lydighed, fordi han føler sig uretfærdigt behandlet, eller fordi han reelt er blevet uretfærdigt behandlet, uanset om regenten har gjort dette med vilje eller ej. Befolkningen må ikke gøre oprør mod staten på basis af en tvivlsom sag (shubha). Dette vil destabilisere styret og eliminere retskaffenhed.

Hvordan skal man så forholde sig i dette tilfælde? Skal folk bare være tilfredse med uretfærdighed og udvise tålmodighed? 

For at svare på spørgsmålet, skal man se på følgende:

Hvis regentens uretfærdighed, det være sig opkrævning af finanser eller piskning, er sket i forbindelse med implementering af systemet, men ved en fejl i forståelsen af realiteten, dvs. utilsigtet uretfærdighed, som ikke er en statspolitik eller et kendetegn ved regenten, men kun er en uretfærdighed set fra én synsvinkel, så skal man forholde sig på følgende vis: Hvis der er en mulighed for at bevise fejlen i regentens handling, indbringer man sagen for uretsdomstolen (madhalim-domstolen), så den kan dømme i sagen, afgøre tvisten og ophæve uretfærdigheden. Men hvis uretfærdigheden er sket i en sag, som bygger på indikationer, og sagsakterne er afstedkommet af vurdering (ijtihad), så har man, i dette tilfælde, intet andet valg end tålmodighed/udholdenhed (sabr). Regenten har nemlig i dette tilfælde dømt ud fra sin viden og handlet efter det, som han har forstået, ud fra de tekstuelle beviser vedrørende sagens akter, indikationerne og de shariaretslige beviser (vidnesbyrd, erkendelse mm.).

Hvis uretmæssig opkrævning af finanser og piskning af folk derimod er en fast politik, så er det ikke tilladt at tie om dette. Det er korrekt, at man ikke må gøre væbnet oprør mod regenten, så længe han styrer med Islam og udelukkende anvender Allahs Sharia som lov for staten og dens borgere. Men forbuddet mod at gøre væbnet oprør er ikke et påbud om tålmodighed med regentens uretfærdighed eller en opfordring til at acceptere den. Forbuddet er for at beskytte statens entitet. Selvom Sharia har forbudt væbnet oprør mod regenten, og påbyder at vedblive med at adlyde staten og overholde lovene i tilfælde af uretfærdighed, så har Sharia i mange ayat og ahadith påbudt at stille den uretfærdige regent til regnskab og forhindre hans uretfærdighed politisk og retsligt. At tie om regentens uretfærdighed betragtes endda af Sharia som værende en synd, munkar og ødelæggelse. Allah (swt) siger:

وَلَا تَرْكَنُوا إِلَى الَّذِينَ ظَلَمُوا فَتَمَسَّكُمُ النَّارُ

Læn jer ikke mod dem, der er uretfærdige, for så vil ilden ramme jer [Hud: 113]

Allahs sendebud (saaws) sagde:

“Ved Ham, som har min sjæl i sin hånd, I skal påbyde ma’ruf (det rette) og forbyde munkar (det slette)! Ellers vil Allah sende en straf over jer, hvorefter I vil lave dua til Ham, uden at jeres dua vil blive hørt. ” [Tirmidhi]. 

Han (saaws) sagde endvidere:

”Der vil være regenter fra hvem, I både vil se mar’uf og munkar. Den som kender til deres munkar være fri for skyld, og den, som forbyder deres munkar, vil være reddet. Problemet er for den, som bliver tilfreds med dem og følger dem. ” [Muslim]

Sharia har endda forpligtet etablering af minimum ét politisk parti og har gjort det til partiets primære opgave at stille regenterne til regnskab. Allah (swt) siger:

وَلْتَكُن مِّنكُمْ أُمَّةٌ يَدْعُونَ إِلَى الْخَيْرِ وَيَأْمُرُونَ بِالْمَعْرُوفِ وَيَنْهَوْنَ عَنِ الْمُنكَرِ ۚ وَأُولَٰئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُونَ

Blandt jer skal der være en gruppe, som kalder til Godheden og påbyder ma’ruf og forbyder munkar. Disse er visselig de succesrige. [Aal-Imran: 104]

Islam påkræver ikke en symbolsk ansvarsdragelse, men derimod en effektiv ansvarsdragelse, som fjerner uretfærdigheden og retter op på skævheden. Samtidig med, at Sharia har forbudt os at gøre væbnet oprør mod den uretfærdige khalifah og forpligtet os til at overholde statens love, har den forpligtet os til at stille regenten til regnskab politisk, hvis han ikke overholder den lov, han er bemyndiget til at implementere. Sharia har anvist, at i tilfælde, hvor regenten ikke lytter til råd og fortsætter med at være uretfærdig og bryde loven, skal hans sag indbringes for retten, og han skal afsættes. Oprørskhed (fisq) og ophør af retskaffenhed ophæver retskaffenhedskravet, som er en betingelse for at få bay’ah, og for at denne bay’ah vedbliver med at være ved magt. Profeten (saaws) sagde:

“Der er ingen lydighed til den, som går imod Allah. ” [Ibn Majah].

Betydningen af hadithen er, at en fasiq (oprørsk mod Allah) ikke må bestride lederskab. Forbuddet er ikke kun mod at adlyde ham i synd, men også mod at udpege ham som leder eller lade ham fortsætte som leder. Det er i øvrigt en velkendt sharialov, at en fasiq ikke må bestride lederskab. Den regent, som gør uretfærdighed til en fast politik og metode, og som går imod Sharia, må ikke blive ved magten og skal afsættes. Den instans, som skal bevise regentens uretfærdighed, er domstolene og ikke folks lyster. Sharia har forpligtet muslimerne - når der er uenighed mellem regenter og folk - til at vende tilbage til Sharia; og man kan ikke vende tilbage til Sharia uden at gå til domstolene.

Dette er lydigheds-hadithens realitet, og dens betydning, hvilket beviser den islamiske lovgivnings mægtighed og effektivitet. Hadithen indeholder et produktivt og ikke et negativt koncept, og den er endvidere et fundament for stabilisering af det retsindige styre, og ikke et påskud for et teokratisk styre.

Vi beder Allah (swt) om at hjælpe os med at etablere den lovede retsindige Khilafah efter profetskabets metode, snarest muligt, så vi kan opnå lykke gennem at implementere Allahs Sharia og bære Islam til menneskeheden, for at vi bringer den ud af mørke og ind i lyset, med deres Herres tilladelse.