TEGNINGEKRISEN - 10 korte 10 år efter

I dag, 30. september 2015, er det 10 år siden, at avisen Jyllands-Posten bragte forhånende tegninger af Allahs Sendebud (saw) og derved krænkede muslimer og vakte deres forargelse overalt i verden. Danmark fik positioneret sig internationalt som værende islamfjendsk, idet tegningerne, samt den førte politik, bragte Danmark ud i, hvad der bliver betegnet som den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig.

Det stoppede dog ikke her, for i mellemtiden har der været flere eksempler på forhånende udfald mod islam og muslimer, som også har set politisk støtte eller opbakning.

De sidste 10 års diskurs i debatten har været domineret af få stemmer, der støttede tegningerne og til stadighed mener at de har retten til at håne og krænke andre. I den forbindelse giver vi her korte svar på 10 spørgsmål 10 år efter, der skal være med til at sætte hele sagen i den rette kontekst.

1.       Hvad var baggrunden for Jyllands-Postens tegninger?

Tegningerne var et led i længere tids kulturkamp mod islam og muslimer. I 2004 gav daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, Ayaan Hirsi Ali, Venstres fredspris for filmen ”Submission”, som forhåner Koranen og islam. Men endnu mere tydeligt blev det da daværende kulturminister, Brian Mikkelsen (K), gik på talerstolen til de konservatives landsmøde 25.9.2005, kort tid før tegningerne blev trykt. Her blæste han til kulturkamp mod det han kaldte for ”en middelalderlig muslimsk kultur” og mente ikke, man kunne leve med, at en stand-up komiker ikke turde urinere på koranen, og at tegnere ikke ønskede at illustrere en bog om Profeten (saw). Det er bl.a. pointerne i netop denne tale, Jyllands-Postens Flemming Rose gentog i begrundelsen for at trykke tegningerne, som blev ledsaget af en tekst om, at muslimer skulle lære at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

2.       Hvorfor følte muslimer sig så krænkede?

Det handler i bund og grund ikke om de konkrete fornedrende tegninger. Det drejer sig derrimod dels om en primitiv insisteren på at håne, spotte og latterliggøre noget af det, som muslimer har allermest kært, og dels om at dette skete som et led i en multifacetteret kamp imod islam og muslimer.

3.       Er muslimer særligt sarte?

Som alle andre individer såvel som folkeslag, så har muslimer røde linjer, for hvad de vil acceptere bliver krænket. Det er ikke os som muslimer, der har et problem, når vi siger fra over for tonen eller krænkende udfald. Problemet ligger hos dem, der insisterer på at krænke andre mennesker og derefter forsøger at fremstille det som en nobel gerning og et værn om egne værdier. ”Værdier”, der skal værnes om med hån og krænkelser, er ikke værdier, der er værd at bære på.

4.       Tåler muslimer ikke kritik?

Kritik og debat er noget man fører på argumenter, og det er noget islam tillader og endda opfordrer til, hvorfor det er noget vi hilser velkommen på et sagligt grundlag. Men i tilfældet med Jyllands-Postens tegninger, og lignende vulgære angreb på islam, er der ikke tale om kritik. I stedet var der tale om, at den danske ”intellektuelle” og kulturelle elite, med tilskyndelse og fuld opbakning fra den danske regering, benyttede ytringsfriheden som politisk redskab til underkue et mindretal. Det er et paradoks, at man forfølger en befolkningsgruppe for deres overbevisning i ytringsfrihedens navn.

Vi bør ikke acceptere, at det udlægges som ”religionskritik” eller lignende. Besidder man en smule anstændighed, vil man ikke indlede en ”debat” ved at ytre sig fornedrende og krænkende, om modpartens kære. Og Profeten Muhammad (saw) er alverdens muslimer mere kær end dem selv og alt i dette liv.

5.       Hvad er formålet med alle disse krænkende tegninger og film?

Muslimer har været i dette land og vesten generelt i flere årtier. De har uddannet sig, lært sproget, arbejdet og på mange områder bidraget til samfundet, og samtidig holdt fast i deres islam. For en del i vesten er dette bare ikke godt nok. Man insisterer på, at hvis man skal være her så SKAL man adoptere de vestlige værdier og livsstil, om end med tvang og pression.

Da det ikke lykkedes at overbevise muslimerne om dette, så tyede man til et forsøg på at underkue muslimer og presse disse ”værdier” ned i halsen på os, bl.a. ved at insistere på hån spot og latterliggørelse, som om det var en værdi i sig selv. Modstandere af islam er i historiens løb, siden profetens egen samtid, i intellektuel og kulturel afmagt, forfaldet til at håne, krænke og bagvaske profeten og islam, hvilket er et udtryk for falskhedens fallit, i dens forskellige afskygninger.

6.        Hvad med ytringsfriheden?

I årevis har medier og politikere udlagt hadefulde angreb mod profeten Muhammad (saw) som en brav kamp for ytringsfriheden. Enhver, som har bespottet islam, hvor amatøragtigt og lavt det end har været, er enten blevet tildelt priser eller sågar blevet slået til ridder, eller er på anden vis blevet hyldet af statsledere, politiske partier og kulturlivet. Ytringsfriheden er således et skalkeskjul og et våben, som vestlige politikere og såkaldte kulturpersoner bruger til at skabe had mod islam og tvinge muslimer til at acceptere gentagne hån og krænkelse. Det skal stå klart, at muslimer aldrig nogensinde vil acceptere dette, under noget påskud. Til gengæld har den årelange stigmatisering af islam og muslimer i vesten udstillet den vestlige kulturs fallit – ikke blot i manglen på saglige argumenter mod islam, men i den gennemgående inkompetence i at behandle mindretalsbefolkninger retfærdigt og anstændigt.

Ytringsfriheden udspringer, som de øvrige ”friheder”, af en særlig vestlig kulturhistorie. De er forfejlede i deres fundament og fungerer i praksis som politiske redskaber, der bøjes og begrænses når der er tilstrækkelig stor interesse i dette. Tanken om at man skal kunne stille magthavere til regnskab, er langt fra unik for ytringsfriheden eller vesten, men var ikke kun en ret, men en pligt i islam længe før ytringsfriheden blev undfanget.

7.       Hvad siger Islam til hån af anderledestænkende?

Islam opfordrer til saglig debat, herunder om Islams grundlag over for andre livssyn, kulturer og ideologier. Islam forbyder derimod krænkende ytringer og nedsættende udfald, uanset om disse er rettet mod muslimer eller ikke-muslimer. Det er velkendt inden for islamisk jura, at religiøse mindretal, og generelt ikke-muslimer i det islamiske samfund, ikke må stigmatiseres, krænkes eller udsættes for nedsættende tale og tilmed ikke må udsættes for pres grundet deres overbevisning.

8.       Hvordan bør muslimer reagere på krænkelser af profeten (saaws)?

Som muslimer er vores reference i alle henseender islam. Islam dikterer at vi skal reagerer skarpt på denne slags krænkelser og alle angreb imod islam og muslimer, men det skal ske med visdom og i overensstemmelse med islamiske love og regler. Her er der mange muligheder, men selvtægt, vold og hærværk er ikke en del af dem.

9.       Hvad er muslimers ansvar her og nu?

Først og fremmest må vi som muslimer aldrig nogensinde påtage os offerrollen eller blive underdanige. Vi må aldrig acceptere hån spot og latterliggørelse af det vi holder allermest kært, ej heller må vi falde i fælden, hvor vi forsøger at forsvare islam på basis af vestens ”værdier”. Såsom når nogle påstår at der også findes ytringsfrihed i islam, og at tegningerne ikke er en provokation eller kalder til passivitet og lignende.

Vi som muslimer skal stå sammen om at forsvare Sendebuddet (saw) og modsige de løgne, der tilsigter at dæmonisere hans person og Islams budskab. Dette gøres i vesten, ved at bære kaldet til islam stærkt, udfordrende og som den komplette levemåde, og ved at udvise de noble karaktertræk, der kendetegnede Sendebuddet (saw) som profet, menneske, far, statsmand, politisk leder og hærfører.

10.   Hvordan kan det forhindres at krænkelser finder sted?

Det er efterhånden tydeligt at muslimernes velmenende initiativer til handelsboykot, demonstrationer, protester og fordømmelser, om end de måtte have en lille kortvarig effekt, ikke kan forhindre de konstante krænkelser. Det er dog også tydeligt, at man i vesten glemmer alt om ytringsfriheden og ikke udfordrer andre stater, så snart det kan have økonomiske, politiske eller militære konsekvenser, hvilket ses tydeligt i bl.a. forholdet til Kina og andre stater. Det er netop i fraværet af en politisk entitet at muslimer, der ellers udgør næsten en fjerdedel af jordens befolkning, betragtes som en minoritet, der kan undertrykkes og krænkes uden reelle konsekvenser.

Derfor er den absolutte og permanente garanti for et stop for, ikke alene krænkelser, men også udplyndring, besættelse og massedrab, at vi som muslimsk nation udfører vores islamiske pligt ved at vælte regimerne i den islamiske verden og etablere kalifatet efter profetisk model, der vil implementere islam og fungere som et skjold for muslimerne.  

Af Junes Kock og Suliman Lamrabet