Dom om fratagelse af statsborgerskab giver myndighederne et nyt våben i meningstyranniet mod muslimer i Danmark

D. 1. juli 2015 faldt, hvad der er blevet kaldt en historisk dom i Østre Landsret, idet Said Mansour som den første i dansk retshistorie blev frakendt sit danske statsborgerskab. Mansour blev desuden idømt fire års fængsel og udvisning til Marokko efter endt straf, alt sammen fordi han ifølge retten har ”opildnet til terror”.

Mens byretten ikke fandt grund til at fratage Said Mansour det danske statsborgerskab, var beslutningen i landsretten nær enstemmig. Dette forhold er især interessant, når man husker på, hvordan adskillige folketingspolitikere lagde pres på domstolen, da sagen var for byretten. Det politiske pres på den dømmende magt blev endda blåstemplet, da statsadvokaten bad politiet droppe sagen om brud på retsplejeloven.

De faktiske forhold, der angives at ligge til grund for dommen, er især, at Said Mansour via internettet har delt offentligt tilgængelige videoer og sange samt udbredt offentligt tilgængelige bøger. Said Mansour har endda ved flere lejligheder forklaret, at det, han kalder til, er bekæmpelse af besættelsestropperne i de muslimske lande samt væbnet kamp imod diktatorerne i den muslimske verden. Selvom vi i Hizb ut-Tahrir ikke anser væbnet kamp imod regimerne som værende den korrekte vej til samfundsændring, så forstår vi den åbenlyse forskel mellem dette og drab på civile eller terror – to forhold, som de vestlige stater udmærker sig i med deres kontinuerlige statsterror i muslimske lande og støtte til regimer, der ikke holder igen med brug af tortur og massedrab.

Sammenligner man denne sags forløb med de retslige konsekvenser, eller den mangel på samme, der er for de mange ikke-muslimske danske borgere, som oversvømmer de sociale medier med offentlige opfordringer til drab på muslimer og afbrænding af moskeer, så kan det kun konkluderes, at der i Danmark er paralleljura, hvor visse love kun tages i anvendelse over for muslimer.

Endnu engang viser det sig med al tydelighed, at terrorlovgivningen i praksis er lovvåben, som anvendes i kampen mod Islam i dette land – lovvåben, som med jævne mellemrum opgraderes, i aktuelle sag ved at danne præcedens for fratagelse af statsborgerskab med henblik på at skræmme muslimerne fra at ytre sig og dele nyheder, videoer, bøger mm., som i forvejen er offentligt tilgængelige. Sagen er således større end Said Mansour, der allerede tidligere er dømt for de samme forhold.   

Man kan i øvrigt, med rette, undre sig over, hvor alle ytringsfrihedsforkæmperne blev af. Dem, som indædt forsvarer og tilskynder til hetz og hadefulde udfald mod muslimer uanset omkostninger og konsekvenser for samfundet. Som så mange gange før, står det klart, at ”ytringsfriheden” ikke er andet end et tyndt politisk skalkeskjul, man kan gemme sig bag, når det tjener en dagsorden.

I forsøget på at bekæmpe Islam og intimidere muslimer undergraver man overalt i Vesten sine egne principper og idealer om ”frihed”, ”retssikkerhed” osv. Denne paradoksale politik, hvor man tramper på egne værdier for at bevare dem, er i sig selv et ideologisk nederlag, og det er en nedadgående spiral, som kun fører mod yderligere forfald.

Vi kan forsikre myndighederne om, at der skal meget mere til end trusler om fratagelse af statsborgerskab, førend de tusinder af muslimer, der i dette land holder fast i deres islamiske identitet, bøjer sig det mindste for de sekulære frihedsværdier.