Endnu en blankocheck til Assad-regimet

”Det er dybt, dybt alvorligt, og det overskrider alle grænser for, hvad der er moralsk og menneskeligt acceptabelt.”

Det var sådan Helle Thorning-Schmidt omtalte Bashar al-Assads seneste gasangreb. En meget klar melding om, at drabet på over 100.000 civile ikke overskrider grænserne for, hvad der er moralsk og menneskeligt acceptabelt, da det ikke blev begået med kemiske våben.

Traditionen tro, så var den danske statsminister ikke den første, der kom ud med denne melding. Som altid skulle der først lyttes til tonerne fra amerikanerne og briterne, som delte et Carte blanche til Assad-regimet om at fortsætte nedslagtningerne, så længe det foregik med konventionelle våben.

Hvorfor nu?

Én ting kan man konstatere. Det seneste gasangreb er ikke vestens motiv bag en sandsynlig kommende militærintervention i Syrien. Hvis det var tilfældet havde man allerede interveneret, da Assad-regimet tidligere brugte kemiske våben. Derudover har amerikanerne gentagende gange bevist, at de ikke selv har problemer med at bruge kemiske våben.    

Et regimeskifte er bestemt heller ikke på dagsordenen. Det gjorde den britiske premierminister meget klart, da han udtalte, at Assad-regimet blot skulle ”straffes”, og ikke væltes. Den længe ventede Geneva II-konference er heller ikke afholdt endnu, hvor vesten ønsker forhandling mellem oppositionen og regimet. Man skal med andre ord ikke forvente NATO-missiler rettet mod præsidentpaladset. Tværtimod.

For motivet er absolut ikke at støtte revolutionen. General Dempsey var tydelig i mælet, da han i sidste uge erklærede, at amerikanerne ikke ville støtte revolutionen, da ”det ikke tjener USA's interesser”. Revolutionen har nemlig antaget en islamisk retning, som vækker bekymring i Washington.

Vesten har derfor under revolutionen ydet aktiv hjælp til Assad-regimet. Bl.a. med at kalde oprørsgrupper for ”terrorister”, og gennem indførelsen af en våbenembargo mod opørerene, som man til sidst blev nødsaget til at ophæve.

Dermed er svækkelsen af revolutionen det mest sandsynlige motiv i en tid, hvor Assad-regimet vakler på tronen.

Ingen vestlig indblanding

Muslimerne har aldrig bedt vesten om hjælp, da politisk selvmord er det eneste man opnår, når man kalder på ulven for at vogte fårene.  Faktisk kræver muslimerne kun det modsatte af de vestlige lande, nemlig at de holder sig meget langt væk fra vores lande. 

Profeten (saas) forbyder entydigt at søge militærstøtte fra ikke-muslimer:

لا نستضيء بنار المشركين

”Antænd ikke (jeres fakkel) med afgudsdyrkernes ild.” Bukhari

Ansvaret ligger derimod på lederne og hærene i de muslimske lande. Selv en beskeden luftdækning fra et lille ørkenland som Jordan ville være mere end nok til at tippe magtbalancen i Syrien og gøre en ende på Assad-regimet. Hvad så med et land som Tyrkiet, der besidder en militærstyrke, som kun meget få lande i verden kan matche?

وَإِنِ ٱسْتَنصَرُوكُمْ فِي ٱلدِّينِ فَعَلَيْكُمُ ٱلنَّصْرُ

”Og hvis de søger jeres hjælp i deen, så er det jeres pligt at hjælpe.” [Al-Anfal 8:72]