Illusionen om fred

Denne måned markerer den 62. årsdag, for en af de mest bestialske og forfærdelige handlinger, der nogensinde er gennemført mod den muslimske nation. Den markerer den fortsatte smerte, lidelse, forfølgelse og besættelse af vores hellige muslimske land, og udplyndringen af dets ressourcer. Dette er en måned, hvor det såkaldte ”Israel” fejrer nedslagtningen af tusindvis og fordrivelsen af millioner af muslimer. Det er en måned, hvor det såkaldte ”Israel” fejrer apartheid, racisme og tyveri af vores hellige land, Al-Quds, ved etableringen af den uægte stat, det såkaldte ”Israel”. Alt imens disse forfærdeligheder stadig er forsættende i Palæstina, bliver ideen om ”fred” eller en to-statsløsning fremlagt og diskuteret.

I en artikel, publiceret af Washington Post den 11. april 2010, skriver Zbigniew Brzezinski, national sikkerhedsrådgiver under præsident Jimmy Carter, at: 

”Præsident Obama skulle rejse til Knesset i Jerusalem og Det Palæstinensiske Lovgivende Råd i Ramallah for at opfordre begge sider til at forhandle en endelig statusaftale baseret på en specifik ramme for fred. En omfattende fredsaftale er i alle parters interesse.  Det er i USA's nationale interesse, fordi besættelsen af Vestbredden og tvangsisolation af Gaza-striben forøger den muslimske vrede mod USA, hvilket gør det sværere for Obamas administration at fortsætte sine diplomatiske og militære mål i regionen.”

Han siger ydermere at:

”Fred” er af interesse for Israel og dets egen forsvarsminister, Ehud Barak, sagde for nylig, at manglen på en to stats-løsning er den største trussel mod Israels fremtid, den er endda større end en iransk atombombe.” 

I artiklen belyser han de grundlæggende retningslinjer der skal til, for en varig og omfattende fredsplan:

For det første: en løsning på flygtningeproblemet, som er kompensation og genbosættelse i den palæstinensiske stat, men ikke i Israel.

For det andet: ægte deling af Jerusalem som hovedstad for begge og nogle internationale arrangementer, for Den Gamle By.

For det tredje: en territorial løsning, baseret på grænserne fra 1967 med gensidig og lige tilpasninger, for at tillade blanding af de største bosættelser på Vestbredden i Israel.

Og for det fjerde: en demilitariseret palæstinensisk stat med USA eller NATO-tropper langs Jordan-floden, for at give Israel en større sikkerhed.

Endvidere skal den amerikanske administration formidle til parterne, at hvis tilbuddet bliver forkastet af den ene eller begge parter, vil USA søge FN's Sikkerhedsråds godkendelse af disse rammer for fred. Dette vil medføre verdensomspændende pres på den stridige part, som det er set i tidligere forhandlinger.

Hvis vi reflekterer over Brzezinskis artikel, kan vi anskue emnet fra forskellige vinkler:

1. I Mellemøsten arbejder amerikanerne ud fra den betragtning, at konflikten er en knude og en forhindring, for deres politiske planer og militære operationer i regionen. Den amerikanske plan for fred er altså ikke for de nødlidende, sårede eller de dagligt dræbte børn og kvinder blandt muslimerne i Palæstina. Derfor er det ikke amerikanernes hensigt, og har aldrig været det at beskytte muslimerne og deres helligdomme imod overgreb og destruktion.
    
2. Amerikanernes anstrengelse bygger på et, ikke længere hemmeligt, grundlag; at beskytte den jødiske entitet. Det er hvad Brzezinski udtalte, da han citerede Ehud Barak: “at manglen på en to stats-løsning er den største trussel mod Israels fremtid, den er endda større end en iransk atombombe.” Heri findes grunden til planen om en demilitariserede palæstinensisk stat med amerikanske eller NATO-tropper langs Jordan-floden.
    
3. Den amerikanske administration frygter tids-fortsættelse af konflikten i regionen. Det skyldes at de fortsættende overgreb i Palæstina skaber ustabilitet i regionen og presser de arabiske regenter. Deres største frygt er, at denne konflikt udvikler sig til en sag af ideologisk natur. Hvis dette sker, ved de, at den muslimske ummah vil bevæge sig som én ummah, og stoppe amerikanernes politik og plan. Dermed vil amerikanerne miste deres skrøbelige fodfæste, ikke kun i regionen, men i hele den muslimske verden. Denne bekymring bekræftede general David Petraeus under senatshøringen tilbage i marts, 2010.
    
4. Der er ingen som de arabiske regenter i regionen, set med de amerikanske beslutningstageres øjne. De anvendes udelukkende som skakbrikker, hvis fornemmeste formål er at sikrer at kongen (USA) ikke falder. Brzezinski forsøger at presse på, for at de arabiske regenter anvendes fuldt ud i realiseringen af to-statsløsningen. Brzezinski siger i artiklen: ”Han (Obama) burde gøre det i selskab med de arabiske ledere og medlemmer af kvartetten, den amerikanske diplomatiske sammenslutning, Rusland, EU og FN, der er involveret i fredsprocessen.” Det skal nævnes at der kan fremstå en offentlig symbolsk afvisning, indsigelse eller endda vrede fra nogle af de arabiske regenter, men vi muslimer skal indse at disse regenter ikke er vores, men Vestens marionetter. Regenterne har ingen selvstændig vilje, de har intet at skulle have sagt; kort og godt er de private ejendomme, ejet af Vesten. Under et topmøde, der fandt sted i Libanon den 28. marts 2002 med konger, præsidenter og emirer af de arabiske stater, er det udtrykkeligt klart hvilke marionetter, de er. Den officielle opgørelse af topmødet i Beirut hilste "med stolthed og ære de tapre martyrer af intifadaen", og udtrykte "solidaritet med Syrien".
   "Beirut-erklæringen" anførte "tre vigtige forventninger, som de arabiske ledere ønskede fra det såkaldte Israel. De skulle trække sig tilbage fra Gaza-striben, Vestbredden, og Golan-højderne i overensstemmelse med grænserne fra 1967. Dernæst at det palæstinensiske flygtningeproblem skulle løses i henhold til FN-resolution 194, og de skulle acceptere en palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad. Det lugter lidt af amerikanernes officielle politik i regionen
   .
5. Hvad angår spørgsmålet om en uafhængig, selvstændig palæstinensisk stat, ønsker hverken den amerikanske administration eller den officielle politik i regionen, at det er sådan en stat der bliver oprettet. Oprettelsen af en såkaldt palæstinensisk stat er til, for at beskytte og bevare besættelsen af muslimernes hellige jord. Desuden vil en sådan stat mangle suverænitet, som er to usammenhængende størrelser. Det kan vi udlede, når både Brzezinski og planen for fred nævner, at Palæstina staten skal være en: ”Demilitariserede palæstinensisk stat med USA eller NATO-tropper langs Jordan-floden som skal give Israel en større sikkerhed.” Dette er et klart udtryk for at den stat, der ønskes oprettet, er en ”amerikansk suveræn stat”.
    
6. I sin benægtelse synes Brzezinski ikke at genkalde sig (eller vælger han bevidst at ignorere?) at det er umuligt at undersøge den påståede fredsproces, da de ideologiske bindinger til islam er fraværende. De ideologiske bindinger er dem, som forbinder alle muslimerne i hele den islamiske verden med den hellige jord i Palæstina. Derfor er det en hyklerisk gestus at tro, at en fredsproces er uideologisk. En fredsaftale består ikke i en konflikt mellem England og Argentina over Falklandsøerne, men er en ideologisk og principiel kamp, som har dybe rødder og er intens. En given konflikt om, hvad der er rigtigt eller forkert vil og kan aldrig møde hinanden i midten, hvorfor det er umuligt at opnå en fredsaftale som den, den amerikanske administration presser på for at gennemføre.

Palæstina og befrielsen af al-Quds har historisk set altid været ummahs sag, og det var også ummahs sag da Paven Urban førte sit korstog imod muslimerne i 1100 tallet. Muslimerne accepterede heller ikke dengang, at bare så meget som en kubikmeter af muslimernes jord, er besat. Brzezinski og den amerikanske administrations frygt har nu vist sig på overfladen og det viser, hvor meget de frygter denne ummah. Ummah vil og skal modvirke alle amerikanske planer, således at den kan virkeliggøre deres frygt, hvilket sker gennem en oprigtig islamisk politisk ledelse, Khilafah-staten. En Khilafah-stat, der vil begrave kolonimagterne, ligesom vi gjorde det med Romerriget og Perserriget.

”Og en anden (udover Jannah) som vil glæde jer: en sejr fra Allah og en snarlig erobring. Og bring múmineen et glædeligt budskab.” [MOQ, As-Saff 61:13]