Tilbagevisning af påstanden om, at Allah ikke er Lovgiveren

Det er blevet sagt af enkelte muslimer, at Allah (swt) ikke er Lovgiveren, da verset, som anvendes som bevis på, at Allah er Lovgiveren, er blevet misfortolket. Der er tale om verset:

إنِ الـحُكْمُ إلاَّ لِلَّهِ

”… dommen tilkommer udelukkende Allah…” [Yusuf 12:40]

Dette vers oversættes også som: ”… lovgivning tilkommer udelukkende Allah…”, og forekommer tre steder i Koranen: surat al-An’am 6:57, surat Yusuf 12:40 og surat Yusuf 12:67.

De mener, at dette vers intet har at gøre med lovgivning, men i alle tre steder tales der udelukkende om skæbnen (qada), da det udelukkende er Allah (swt), der kan dømme menneskets skæbne. Mufasireen (koranfortolkerne), skulle ifølge disse muslimer, være enige om denne tolkning af verset, og enhver anden påstand er enten udryk for uvidenhed eller fordrejning.

Altså er betydningen ”… dommen tilkommer udelukkende Allah…”, at Allah (swt) er den Eneste, der kan dømme i ghayb (det usete), hvor Han bestemmer menneskets skæbne og fremtid, som Han ønsker det. Hvis Allah dømmer, at mennesket rammes af sygdom, så rammes det af sygdom, og dømmer Han, at mennesket får rigdom, så får mennesket rigdom.

Endvidere siger disse muslimer, at overfortolkningen "lovgivning tilkommer udelukkende Allah”, har fællestræk med Khawarij. Dette skyldes, at Khawarij var de første til at overfortolke selvsamme vers, hvor de brugte dette vers som argument for at bekrige Ali (ra).

Disse individer påstår til sidst, at mennesket sagtens kan lovgive, da Allah (swt) ikke har nedsendt regler om alt. Det gælder f.eks. love relateret til sikkerhedsforanstaltninger i byggebranchen, landbrug, hygiejneretningslinjer i hospitaler, færdselssikkerhed mm. Her er mennesket nødsaget til selv at lovgive. Derved laves en opdeling mellem ”religiøse love” og ”universelle love”.

I denne artikel vil disse påstande besvares i detaljer.

Hvad er lovgivning?

Inden vi begiver os med at undersøge den første påstand omkring verset ”… dommen tilhører udelukkende Allah…”, så lad os først undersøge betydningen af ordene ”lov, lovgive og lovgivning”. Derefter kan vi undersøge om denne mening fremgår af verset eller ej.

Ifølge ordnet.dk betyder lov: ”Samtlige juridiske regler og retsbestemmelser som udtrykker hvad der er lovligt og ulovligt i et samfund”. Ifølge samme ordbog betyder at lovgive: ”udforme og vedtage love.” Og lovgivning: ”samling love der gælder på et bestemt område”.

Altså betyder ”at lovgive”, det at bestemme, hvad der i et samfund er lovligt og ulovligt, ret og slet, legalt og illegalt, osv.

På arabisk kaldes lovgivning for ”tashree تشريع” at lovgive kaldes ”sharra’aشرع ”, mens lovgiver er ”shaari’ شارع”. Heraf kommer også ordet hukm shari’ (shariah-lov) og ordet shari’ah (samlingen af shariah-love). Ligeledes kommer ordet ”masdar lil-tashree مصدر للتشريع” (lovgivningskilde) herfra. Ordet qanuun قانون betyder også lov, og deler oprindelse med det græske ord ”kanon” og det hebraiske ord ”kaneh”.

I Lisan al-Arab (anerkendt arabisk ordbog) står der under ordet “sharra’a” (lovgav):

 والشريعةُ والشِّرْعةُ: ما سنَّ الله من الدِّين وأَمَر به كالصوم والصلاة والحج والزكاة وسائر أَعمال البرِّ مشتقٌّ من شاطئ البحر

”Shariah og shir’ah: Hvad Allah har forpligtet af deen og befalet ligesom fasten, bønnen, hajj, zakah og samtlige retskafne handlinger, (hvorved ordet shar’a) er udledt fra havkysten (derfra man henter vandet).”

I Qamus al-Muheet (anerkendt arabisk ordbog) står der under “Shariah”:

الشَّريعَةُ: ما شَرَعَ اللّهُ تعالى لعبادِهِ

”Shariah: Hvad Allah den Ophøjede har lovgivet for sine slaver.”

Ordet qanuun (lov) er et nyere ord, og derfor findes ordet ikke i de klassiske ordbøger. Man finder denne definition i al-Mu’jam as-Siyasi (Det Politiske Leksikon) skrevet af dr. Wadah Zaytun, som stort set er identisk med den danske definition af ordet ”lov”:

القانون هو مجموعة قواعد عامة ثابتة، يتبعها الناس في علاقتهم وحياتهم الاجتماعية والسياسية والاقتصادية، في مختلف مناحي الحياة، وتنظم هذه القواعد شؤون حياتهم اليومية

”Qanuun (loven) er samlingen af fastlagte offentlige regler, som menneskene følger i deres sociale, politiske og økonomiske relationer, i alle livets aspekter, og disse regler organiserer affærerne for deres daglige liv.”

Følgelig betyder sætningen: Lovgivning tilkommer udelukkende Allah, at Allah (swt) er den Eneste, som må bestemme, hvad der er ret og slet, lovligt og ulovligt, halal og haram, legalt og illegalt.

Beviser fra Quran og Sunnah

Der findes mange vers i Koranen, der understreger, at lovgivning udelukkende tilkommer Allah. Der findes ikke kun verset ”dommen tilkommer udelukkende Allah”. Reducering af beviserne for, at Allah (swt) er Lovgiveren til dette vers, er en negligering af talrige entydige tekster.

Her gives få eksempler:

وَمَا كَانَ لِمُؤْمِنٍ وَلا مُؤْمِنَةٍ إِذَا قَضَى اللَّهُ وَرَسُولُهُ أَمْرًا أَن يَكُونَ لَهُمُ الْخِيَرَةُ مِنْ أَمْرِهِمْ وَمَن يَعْصِ اللَّهَ وَرَسُولَهُ فَقَدْ ضَلَّ ضَلالا مُّبِينًا

“Og det sømmer sig ikke for en troende, mand eller kvinde, at der, når Allah og Hans Sendebud har dømt en sag, skulle være noget valg for dem i deres (forhold) til denne sag. Og den, som er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, er visselig faret vild i en åbenbar vildfarelse” [Al-Ahzab 33:36]

Al-Tabari siger sin tafseer til denne ayah: "Det er ikke tilladt for en mand eller kvinde med iman på Allah og Hans Sendebud, hvis Allah og Hans Sendebud har dømt en sag i deres anliggende, frit at vælge en anden dom end den, som er blevet dømt (af Allah), hvorved de er ulydige og går imod Allah og Hans Sendebuds befaling og dom. Og den, der er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, hvad angår påbud og forbud, så er han visselig faret vild i en åbenbar vildfarelse.”

Et andet bevis er denne ayah:

أَلَمْ تَرَ إِلَى الَّذِينَ يَزْعُمُونَ أَنَّهُمْ آمَنُواْ بِمَا أُنزِلَ إِلَيْكَ وَمَا أُنزِلَ مِن قَبْلِكَ يُرِيدُونَ أَن يَتَحَاكَمُواْ إِلَى الطَّاغُوتِ وَقَدْ أُمِرُواْ أَن يَكْفُرُواْ بِهِ وَيُرِيدُ الشَّيْطَانُ أَن يُضِلَّهُمْ ضَلالاً بَعِيدًا

”Har du ikke set dem, der hævder at tro på det, der blev nedsendt dig, og på det, der blev sendt ned før dig? De ønsker at lade Taghut dømme iblandt dem, selvom de er blevet befalet at benægte det (Taghut). Og satan ønsker at føre dem langt bort fra den rette vej.” [Al-Nisaa 4:60]

Al-Razi i sin tafseer: ”Det, at man ønsker at lade andre end Allahs Sendebud (saas) afgøre stridsspørgsmål, svarer til at tage Satan som dommer; Taghut er afguderne, som man afgør stridsspørgsmål hos, eller den person, som fortolker afgudernes dom”.

Ibn Kathir i sin tafseer: ”Det er blevet sagt, at en gruppe hyklere, som viste Islam udadtil, ønskede at lade et stridsspørgsmål afgøres hos jahiliyyahs regenter, og andet er også blevet sagt, men verset er mere generelt end alt dette, for verset kritiserer den, der går væk fra Bogen og Sunnah og rejser stridsspørgsmål hos andre end disse to af falskheden, og det er betydningen af Taghut her”.

Et tredje bevis er denne ayah:

إِنَّمَا كَانَ قَوْلَ الْمُؤْمِنِينَ إِذَا دُعُوا إِلَى اللَّهِ وَرَسُولِهِ لِيَحْكُمَ بَيْنَهُمْ أَن يَقُولُوا سَمِعْنَا وَأَطَعْنَا وَأُولَئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُونَ

“De troendes svar, når de kaldes til Allah og Hans Sendebud, for at Han dømmer iblandt dem, er udelukkende dette: Vi har hørt, og vi adlyder! Og det er disse, der er succesrige.” [Al-Nur 24:51]

Al-Tabari i sin tafseer: ”Når de troende kaldes til Allah og Hans Sendebuds dom i et stridsspørgsmål, så skal de sige ”vi hører”, hvad der siges til os, og ”vi adlyder”, hvad vi kaldes til.” 

Denne ayah laver en kobling mellem lovgivning og tilbedelse:

اتَّخَذُواْ أَحْبَارَهُمْ وَرُهْبَانَهُمْ أَرْبَابًا مِّن دُونِ اللَّهِ

”De (Bogens folk) gjorde deres rabbinere og præster til herrer (guder) frem for Allah.” [al-Tawbah 9:31]

Al-Tabari nævner en hadith i sin tafseer til denne ayah, hvor en tidligere kristen ved navn Uday bin Hatem sagde til profeten (saas):

يا رسول الله إنا لسنا نعبدهم فقال:" أليس يَحرّمونَ ما أحَلَّ اللَّهُ فَتُحَرّمُونَهُ، ويُحِلُّونَ ما حَرَّمَ اللَّهُ فَتُحِلُّونَهُ؟" قال: قلت: بلى. قال:" فَتِلكَ عِبادَتُهُمْ".

”O Allah sendebud. Vi plejede ikke at tilbede dem (præsterne).” Han (saas) svarede: ”Ulovliggjorde de ikke, hvad Allah havde gjort lovligt, hvorefter I gjorde det ulovligt? Og de lovliggjorde, hvad Allah havde gjort ulovligt, hvorefter I gjorde det lovligt?” Jeg (Uday) svarede: ”Jo”. Han (saas) sagde: ”Dette er jeres tilbedelse”.

Disse tekster understreger entydigt, at Allah (swt) er den Eneste, som må fastlægge, hvad der er legalt og illegalt, og muslimerne er forpligtet til at underkaste sig denne dom. Dette er betydningen af, at Allah (swt) er Lovgiveren (Al-Hakem).

Ulama og ummahs enstemmighed

Ingen retslærd i muslimernes historie har nogensinde anfægtet, at Allah (swt) er Lovgiveren, da spørgsmålet er entydigt i Islam. Derimod er der total enighed om, at Allah (swt) er Al-Hakem og Al-Shari’ (Lovgiveren).

Således skriver den anerkendte Azhari-lærd sheikh Muhammad Abu Zuhra:

إن هذه الشريعة قانون ديني يرجع في اصله إلى حي السماء، فالحاكم فيه هو الله، وكل طرائف التعريف بالاحكام فيه انما هي مناهج لمعرفة حكم الله تعالى، واحكام دينه السمواي، وعلى هذا اتفق جمهور العلماء، بل اجمع المسلمون، فان الاجماع قد انعقد على ان الحاكم في الاسلام هو الله تعالى، وانه لا شرع الا من الله، وقد صرح بذلك القران الكريم، فقال تعالى: (... ان الحكم الا لله...40) يوسف، وقال تعالى: (وان احكم بينهم بما انزل الله... 49) المائدة، وقال تعالى: (... ومن لم يحكم بما انزل الله فأولئك هم الفاسقون 47) المائدة   

Denne shari’ah er en lov (qanuun) fra deen, hvis kilde kommer fra himlen. Så Allah er Lovgiveren (Al-Hakem). Og alle former for bekendtskab med lovene (ahkaam) er måder til at kende Allahs lov (hukm), og lovene fra Hans guddommelige deen. Dette er ulama er enige om. Nej, sandelig muslimerne er enige om dette. Der er enstemmighed om, at Allah den Ophøjede er Lovgiveren (Al-Hakem) i Islam. Og kun Allahs lovgivning (shar’) gælder. Koranen har udtrykt dette entydigt. Allah (swt) siger: ”… dommen tilkommer udelukkende Allah… 40) [Yusuf], og Allah (swt) siger: ”Og døm iblandt dem med, hvad Allah har nedsendt… 49” [Al-Maidah], og Allah (swt) siger: ”… Og den, som ikke dømmer med, hvad Allah har nedsendt, er sandelig de oprørske 47” [Al-Maidah]. (Kilde: Muhammad Abu Zuhra, Usul-ul-Fiqh, side 69)

Det var også derfor imam Shafi’i brugte dette berømte argument i bogen al-Um mod Hanafi-retsskolens brug af istihsaan som lovgivningskilde:

من استحسن فقد شرع

”Den, som bruger istihsaan (som lovgivningskilde), har visselig lovgivet.”

Hvis ulama mente, at det var tilladt for mennesket at lovgive, så ville imam Shafi’is argument være meningsløst og ubrugeligt.

Tafseer af ”… dommen tilhører udelukkende Allah…”

إنِ الـحُكْمُ إلاَّ لِلَّهِ

”… dommen tilkommer udelukkende Allah…” [Yusuf 12:40]

Det er korrekt, at dette vers forekommer tre steder i Koranen. Imidlertid passer det ikke, at der alle tre steder er tale om skæbnen (qada). Der tale om qada i surat al-Anaam og surat Yusuf vers 67.

Imidlertid har vers 40 i surat Yusuf intet med skæbnen at gøre, og i det følgende vil der gives en dybdegående forklaring af versets betydning med dertilhørende kommentarer fra de store retslærde og mufasireen.

Disse ord ”… dommen tilhører udelukkende Allah…” kommer fra munden af profeten Yusuf (as) i en samtale med to unge fængselsfæller. I vers 36 spørger disse to mænd Yusuf (as) om at tyde deres drømme. Yusuf (as) venter med at tolke deres drøm, og siger i stedet følgende til dem:

إِنِّي تَرَكْتُ مِلَّةَ قَوْمٍ لاَّ يُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ وَهُم بِالآخِرَةِ هُمْ كَافِرُونَ. وَاتَّبَعْتُ مِلَّةَ آبَائِي إِبْرَاهِيمَ وَإِسْحَاقَ وَيَعْقُوبَ مَا كَانَ لَنَا أَن نُّشْرِكَ بِاللَّهِ مِن شَيْءٍ ذَلِكَ مِن فَضْلِ اللَّهِ عَلَيْنَا وَعَلَى النَّاسِ وَلَكِنَّ أَكْثَرَ النَّاسِ لاَ يَشْكُرُونَ. يَا صَاحِبَيِ السِّجْنِ أَأَرْبَابٌ مُّتَفَرِّقُونَ خَيْرٌ أَمِ اللَّهُ الْوَاحِدُ الْقَهَّارُ

”Jeg har forladt et folks religion, som ikke tror på Allah og benægter det Hinsides. Og jeg fulgte mine fædres, Ibrahims og Ishaqs og Yaqubs millah (tawheed-fundament). Det sømmer sig ikke for os at tilskrive Allah partnere (shirk). Dette er Allahs Nåde mod os og mod menneskene, men de fleste mennesker takker ikke. O mine to fængselsfæller, er flere forskellige herrer (guder) bedre eller Allah, Den Ene, Den Uimodståelige?” [Yusuf 12:37-39]

Helt eksemplarisk udnytter Yusuf (as) denne mulighed til at kalde dem til Islam. Altså giver han dem daw'ah, hvilket er naturligt for en profet. I vers 40 fortsætter han med denne daw’ah:

مَا تَعْبُدُونَ مِن دُونِهِ إِلاَّ أَسْمَاء سَمَّيْتُمُوهَا أَنتُمْ وَآبَاؤُكُم مَّا أَنزَلَ اللَّهُ بِهَا مِن سُلْطَانٍ إِنِ الْحُكْمُ إِلاَّ لِلَّهِ أَمَرَ أَلاَّ تَعْبُدُواْ إِلاَّ إِيَّاهُ ذَلِكَ الدِّينُ الْقَيِّمُ وَلَكِنَّ أَكْثَرَ النَّاسِ لاَ يَعْلَمُونَ

”Hvad I tilbeder foruden Ham (Allah), er kun navne, som I og jeres forfædre har fundet på. Allah har ikke nedsendt noget bevis om det. Dommen tilkommer udelukkende Allah. Han har befalet, at I kun skal tilbede Ham. Dette er den rette deen; men de fleste mennesker ved det ikke.” [Yusuf 12:40]

Det er tydeligt, at dette vers taler om tilbedelse, og har intet at gøre med skæbnen. Her bringes kommentarer fra de klassiske mufasireen (Koranfortolkere) til denne ayah:

Al-Razi: ”Ingen andre end Allah har en dom (hukm), der skal accepteres. Eller en befaling, der skal efterleves. Dom, befaling og ansvarliggørelse tilkommer udelukkende Allah”.

Al-Tabari: ”Han er Den, der har befalet, at I og al skabningen udelukkende skal tilbede Allah, der har guddommeligheden og tilbedelsen, uden at tilbede andet overhovedet”.

Al-Qurtubi: ”’Dommen tilkommer kun Allah.’ Der er Skaberen af alting.”

Al-Baidawi: ”’Dommen’ i sagen om tilbedelse ’tilkommer udelukkende Allah’, fordi Han er Den, der i sin essens har krav på at blive tilbedt, da Han er den nødvendigvis-eksisterende, der skaber og bestemmer hvad Han gør.”

Al-Zamakhshari: ”’Dommen’ i sagen om tilbedelse og deen ’tilkommer udelukkende Allah’. Derefter forklarede Han (swt), hvad Han har dømt: ’Han har befalet, at I kun skal tilbede Ham’

Al-Samarqandi: ”Dommen i dunya og akhirah ’tilkommer udelukkende Allah’”.

Al-Baghawi:”Dommen og påbud og forbud ’tilkommer udelukkende Allah’”.

Ibn Al-Jawzi:”Dommen og påbud og forbud ’tilkommer udelukkende Allah’”.

Altså fortæller Yusuf (as) sine to fængselsfæller, at deres tilbedelse er ugyldig, fordi Allah (swt) er den Eneste, som har retten til at dømme, hvordan tilbedelse finder sted. Mufasireen er enige om, at dette vers taler om tilbedelse, samt påbud og forbud i deen.

Mennesket tilbeder sin Herre (swt) ved at adlyde Ham (swt). Følgelig betyder tilbedelse det, at man praktiserer Allahs (swt) ahkaam (love). Her er der ingen forskel mellem de love, som er relateret til andagter og moral, eller de love, der er relateret til politik, økonomi, jihad og sociale forhold. Praktisering af alle disse love er tilbedelse af Allah (swt).

F.eks. er praktiseringen af følgende love også tilbedelse selvom de ikke omhandler andagter:

وَالسَّارِقُ وَالسَّارِقَةُ فَاقْطَعُواْ أَيْدِيَهُمَا

”Tyven, mand eller kvinden, hug hånden af dem.” [Al-Maidah 5:38]

كُتِبَ عَلَيْكُمُ الْقِتَالُ وَهُوَ كُرْهٌ لَّكُمْ

”Kamp er forskrevet jer, selvom det er anstrengende for jer” [Al-Baqarah 2:216]

لاَّ يَتَّخِذِ الْمُؤْمِنُونَ الْكَافِرِينَ أَوْلِيَاء مِن دُونِ الْمُؤْمِنِينَ

”Det er ikke tilladt for de troende, at tage ikke-muslimer som allierede foruden de troende.” [Ali-Imraan 3:28]

Altså betyder ”… dommen tilhører udelukkende Allah…”, at Allah (swt) er den Eneste, som har retten til at udstede påbud og forbud for, hvordan Han (swt) tilbedes, hvorved Han (swt) definerer, hvad der er ret og slet. Han (swt) er derfor den Eneste, som har retten til at lovgive.

Der findes derfor ikke en opdeling mellem ”religiøse love”, hvor vi adlyder Allah (swt), og ”verdslige love”, hvor vi adlyder et flertal i parlamentet. Denne sekulære forståelse kan måske appliceres over religioner som kristendommen og hinduismen, men kan ikke appliceres over Islam, uanset hvor meget man prøver.

Derfor er det fuldkommen naturligt, at den store Azhari-lærd, Muhammad Abu Zuhra, brugte verset ”… dommen tilhører udelukkende Allah…” som bevis på, at Allah (swt) er Lovgiveren (al-Hakem):

”Der er enstemmighed om, at Allah den Ophøjede er Lovgiveren (Al-Hakem) i Islam. Og kun Allahs lovgivning (shar’) gælder. Og Koranen har udtrykt dette entydigt. Allah (swt) siger: ”… dommen tilkommer udelukkende Allah… 40) [Yusuf]” (Kilde: Muhammad Abu Zuhra, Usul-ul-Fiqh, side 69)

Shariah-love til sundhedsvæsnet, landbrug og byggebranchen?

Nogen påstår, at mennesket er nød til selv at lovgive, fordi der ikke findes shariah-love, som adresserer moderne forhold som sundhedsvæsnet, byggebranchen og trafiksikkerhed. Med dette argument legaliserer de valgdeltagelse i demokratiet, fordi Folketinget udsteder love relateret til disse ”universelle ting”, som ikke modsiger islamiske tekster.   

Inden denne påstand besvares skal to ting dog understreges:

For det første udsteder parlamenterne ikke kun love relateret til disse ”universelle ting”. Der lovgives konstant om forhold, der uanfægteligt modstrider islamiske tekster.

Dette gælder love som: abort, straffelove, aflytning og overvågning af borgere, forældremyndighedsregler, krigserklæringer mod muslimske lande, skatteregler, terrorlovgivning, undervisning i darwinisme, nøgenhed i tv og reklamer, privatisering af offentlige selskaber, økonomisk støtte til jødestaten, homoseksuelles ret til adoption, prostitution, mm.

Jeg har personligt aldrig oplevet et folketingsvalg, hvor partierne strides om færdselslove eller retningslinjer for byggebranchen. Partierne går til valg på sager, hvor der findes klare islamiske love. Her har sager som udlændingelovgivning, krig mod muslimske lande og skattelovgivning været meget fremtrædende.

Den anden ting, der skal understreges er, at Allah (swt) ikke har negligeret eller efterladt et område. Islam er den fuldkomne deen og har ahkaam til alt. Allah (swt) siger:

وَنَزَّلْنَا عَلَيْكَ الْكِتَابَ تِبْيَانًا لِّكُلِّ شَيْءٍ

”Og vi har nedsendt dig Bogen, forklarende til alt.” [Al-Nahl 16:89]

Al-Tabari skriver i sin tafseer til denne ayah: ”Denne Qur’an er nedsendt til dig o Muhammad, forklarende alt, hvad menneskene har behov for at vide af halal og aharam, straf og belønning.”

Al-Samarqandi: ”’Og vi nedsendt dig Bogen’ Al-Quran ’forklarende til alt’ af påbud og forbud. Dog er noget (af indholdet) detaljeret, mens andet er generelt, og derfor kræver udledning og deduktion.” Denne udledning foretages af de islamiske retslærde (fuqaha) ud fra Quran og Sunnah, og ikke af Folketingets jurister.

Hvad er så de islamiske ahkaam til områder som sundhedssektoren, trafiksikkerhed, landbrug, mm.?

Islam har gjort imamen (kaliffen) til ansvarlig for at sikre befolkningens almene interesser. Alle spørgsmål indenfor varetagelsen af borgernes anliggender hører under kaliffens myndighed:

Profeten (saas) siger:

الامام راع وهو مسئول عن رعيته

”Imamen (kaliffen) er en hyrde, og han er ansvarlig for sine borgere.” Berettet af Bukhari via Abdullah bin Omar.

Profeten (saas) plejede som statsleder at forvalte borgernes almene interesser i områder som uddannelse, sundhed, beskæftigelse, trafik og landbrug. Det samme gjorde de retssindige kaliffer efter ham: Abu Bakr (ra), Omar (ra), Uthman (ra), Ali (ra) og Hassan (ra). Det samme gjorde kalifferne efter dem, hvor nogle udmærkede sig i denne varetagelse, mens andre forsømte og negligerede. Ønskes der eksempler på denne forvaltning af Profeten (saas) og de retssindige kaliffer (raa) henvises der til kapitel 10 i bogen ”Kalifatets Statsinstitutioner”.

Kaliffen skal gøre brug af eksperterne indenfor hvert område for at varetage de almene interesser. Vil kaliffen vedtage en lov, der f.eks. sikrer sikkerhedsforanstaltninger i byggebranchen, skal han støtte sig op ad rådgivning (shuura) fra eksperterne indenfor dette felt. Det samme er tilfældet når der skal vedtages love, der gælder trafiksikkerhed, luftsikkerhed, sundhedssektoren, mm.

Denne rådslagning er en pligt for kaliffen. Profeten (saas) siger:

ما من أمير يلي أمر المسلمين ثم لا يجهد لهم وينصح إلا لم يدخل معهم الجنة

”Enhver leder, som får myndigheden over muslimerne, og derefter ikke anstrenger sig for dem og praktiserer naseeha, vil ikke indtræde Jannah med dem.” Berettet af Muslim

Hvis kaliffen ikke lever op til dette ansvar venter der ham en mægtig straf i det Hinsides. Yderligere er det fard for ummah at stille kaliffen til ansvar, hvis han forsømmer. Derfor frygtede kaliffen Omar (ra), at Allah (swt) skulle stille ham til ansvar for vejene i Khilafah-staten:

واللـــه لو أن شاة عثرت بأرض العراق لكنت مسؤولا عنها ولخشيت أن يحاسبني الله عليها يوم القيامة

”Ved Allah, hvis et får faldt i et hul på jorden i Irak (grundet dårlige veje), så er jeg ansvarlig for det. Og da ville jeg frygte Allahs regnskab på Dommedagen.”

Ligesom Khawarij? Virkelig?

Denne sammenligning mellem muslimer, som afviser demokratiet, og Khawarij, er måske mere følelsesmæssig end den er velovervejet. Alligevel har jeg valgt at kommentere på den, da der måske kan være gavn i det.

Khawarij startede et oprør mod Ali (ra) og de efterfølgende kaliffer, hvor de bl.a. brugte verset:

إنِ الـحُكْمُ إلاَّ لِلَّهِ

”… dommen tilkommer udelukkende Allah…” [Yusuf 12:40]

Deres tolkning af verset var dog langt fra korrekt, og de brugte verset til at erklære Ali (ra) for kafir, fordi han (ra) sendte en fredsdelegation til Mu’awiyah. Tilsyneladende var en fredsdelegation i strid med Allahs dom ifølge dem.

Ali (ra) var en mægtig retslærd, der kunne nævne talrige vers fra Koranen og udtalelser fra profeten Muhammad (saas), som modsagde deres forståelse. Ali (ra) fandt dog hurtigt ud af, at disse Khawarij ikke havde hjernekapaciteten til at forstå de islamiske tekster. Derfor gav han dem eksempler fra profetens (saas) handlinger, da handlinger ikke kan anfægtes. En udtalelse kan måske manipuleres, men handlinger taler deres eget tydelige sprog.

Derfor sagde Ali (ra) til dem:

”Hvis I insisterer på at påstå, at jeg har taget fejl og faret vild, så kan I ikke påstå, at hele Muhammads (saas) ummah er vildledt, taget fejl og er blevet kuffar grundet deres synder (…) I ved, at Allahs sendebud (saas) stenede den utro. Derefter bedte han (saas) for ham og lod hans familie arve. Og han (saas) henrettede morderen, og lod hans familie arve. Og han huggede hånden af tyven og piskede den utugtende, som ikke var gift, og fordelte Fai (krigsbyttet) til dem, og de blev gift med muslimske kvinder. Så Allahs sendebud (saas) straffede dem for deres synder. Og han (saas) dømte med Allahs dom over dem, men erklærede dem ikke for ikke-muslimer, eller lod dem fratræde fra hans (saas) familie (ummah).” (Kilde: Tareekh al-Mazaheb. Muhammad Abu Zuhra. Side 65)    

Bemærk, at Ali (ra) inddrager eksempler, hvor profeten (saas) handlede som statsleder. Helt naturligt kommer samtalen ind på love som arv, krigsbytte og strafferegler. Det er tydeligt, at Ali (ra) ikke havde et sekulært syn på verden, hvor Allah (swt) adlydes i moskéen, mens Folketinget adlydes udenfor moskéen. Hans forståelse afspejler ikke et syn, hvor lovene er opdelt i ”religiøse love” og ”verdslige love”.

Den store lærd, Ibn Khaldun, skriver i kapitlet ”betydningen af imamah og khilafah”, at hele ummah er enige om, udpegelsen af en imam (kalif) er fard, hvor der bruges shariah-mæssige og rationelle beviser. To grupper mener dog ikke Khilafah er fard:

وقد شذ بعض الناس فقال بعدم وجوب هذا المنصب رأسا لا بالعقل ولا بالشرع، منهم الاصم من المعتزلة وبعض الخوارج وغيرهم.

”Nogle mennesker afveg og sagde, at denne post (khilafah) ikke er wajib, hverken ud fra et rationelt eller shariah-mæssigt bevis. Iblandt dem er Al-Asam fra Mu’tazila og nogle fra Khawarij og andre.” (Kilde: Muqadimat ibn Khaldun, side 190).

Måske har disse tilhængere af demokratiet  en lille Khawarij eller en lille Mu’tazila i maven?

Og Allah (swt) ved bedst. Som Omar bin al-Khattab (ra) plejede at sige:

 اللهم أرنا الحق حقا وارزقنا اتباعه وأرنا الباطل باطلا وارزقنا اجتنابه

”O Allah gør sandheden klar for os og forsyn os med at følge den. Og gør falskheden klar for os, og forsyn os med at afholde os fra den.” Berettet af Bayhaqi i "Muntaha al-Iradat" 3/497.