Bandekriminalitet blandt unge muslimer

En undersøgelse af bandernes historiske forløb og voldskulturen i Vesten viser, at forholdet mellem andengenerations indvandrere og den vestlige kultur er hovedårsagen til kriminalitet.

Glorificeringen af vold har gennem tiden fundet større og større indpas i de vestlige samfund. Der er med tiden fremkommet en kultur, hvor vold som middel eller trend, har fundet forskellige nicher i samfundet, hvorigennem det praktiseres, og hvis ikke, så accepteres. Dette sker blandt andet gennem Hollywoods produktion af film, der bruger volden som et kommunikationsmiddel, og giver følgende besked: Dette er cool!

Parallelt har disse film også formået at normalisere og ophøje den kriminelle livsstil i sig selv, hvor faren ved at føre dette liv glamouriseres og dens luksus fremhæves som opnåelig og attråværdig. Eksempler på sådanne produktioner er utallige; få kan nævnes her som illustrationer: Godfather-filmene formåede at sætte mafia-livet og en entreprise, der hviler på narkohandel og mord, i et lys hvor det i sig selv blev spændende, og hvor Don Corleone ikke længere er en ond morder og narko-don, men en mand af principper, der bekæmper et uretfærdigt system. Legitimeringen af mafia-stilen og glorificeringen af livsstilen er tydelig.

Disse Hollywood produktioner følges løbende op af andre film, serier eller reality-programmer, der hele tiden reklamerer for og normaliserer eksistensen af vold og kriminalitet. Værdier udspringer med tiden fra disse film og fra den vestlige kultur, som ligger til grund for, at disse film overhovedet produceres, og fører til at opfattelser, som lev stærkt, dø ung bliver livs-kodeks for unge, der søger den samme livsstil i den virkelige verden.

Et rigtig godt eksempel er filmen Blood In, Blood Out, der bevæger sig rundt om bandekulturen, dens livsstil og indirekte hylder det hårde liv, som de kriminelle fører. Om end størstedelen af livet foregår bag tremmer, formår filmen at gøre tilværelsen attråværdig; magtforholdene og adgangen til penge er en tiltrækningsfaktor. En film, der ligger uhyggelig tæt op ad virkelighedens bandekultur.

Bandernes oprindelse

Ganske vist har man i Danmark forsøgt at rette fokus mod at unge udlændinges kriminalitet, skyldes deres kulturelle baggrund navnlig den islamiske kultur, men ser man på bandekulturens oprindelse og virkelighed, vil man finde at den primært begyndte i USA.

De første bander opstod i USA i 1800-tallet og mange af banderitualerne i dag har deres rødder i den periode. I New York i 1865 blev der registreret tilstedeværelsen af jødiske, italienske, afroamerikanske og irske bander – ingen muslimske. Kinesiske bander kom frem i Californien i midten af 1800-tallet.

I 1840 og frem til 1870 blev mord en måde at teste, hvor barske banderne var, og mord blev benyttet som en optagelsesprøve for at blive medlem af en bestemt bande. Stoffer som morfin og kokain blev en naturlig del af bandemiljøet. Volden eskalerede. 

Efter 2. verdenskrig var medlemmerne yngre, og bandemedlemmerne bestod generelt af ikke-hvide. Narkotiske stoffer blev til et offentligt anliggende, skydevåben blev hyppigere brugt og bandestrukturen blev mere fast.

Kravet om hævn blev håndhævet efter en ubøjelig regel om bandeloyalitet. Bandemedlemmerne brugte skydevåben, knive og hjemmelavede våben. De stoffer, der normalt blev brugt, var alkohol, marihuana og heroin. Tilhørsforholdet til banderne fandtes i sikkerhed og beskyttelse, indflydelse, kvinder, magt samt hurtige og mange penge og narkohandel. Dette gør sig stadig gældende i dag.

Siden 1980'erne er antallet af ungdomsbander og deres medlemmer steget eksplosivt i USA, og antallet af de banderelaterede forbrydelser stiger. I 1996 var der 31.000 bander i USA med 846.000 medlemmer.

Rap-musikken som udstryksform

Afroamerikanerne i USA har gjort sig markant fremtrædende i bandekulturen, hvoraf rap har været deres primære kommunikationsform. Stort set alle rappere har haft forbindelse til bander; enten frivilligt eller ufrivilligt.

Mordet på rapperen Tupac Shakur er et godt eksempel og det samme var hans forbindelse til banderne, der i sidste ende førte til hans død.

Rappernes stil, livsform og musik er blevet promoveret som et gode, og et symbol på gode penge og derigennem har legitimeringen og glorificeringen af bandekulturen også fundet sted. Særligt for de afroamerikanske unge, der lever i et samfund, der kalder dem for amerikanere, men diskriminerer dem i det praktiske liv. Kvinder, hurtige penge og narko er alt sammen noget, der betragtes som fed livsstil. 

Mantraet Lev Stærk, Dø Ung realiseres i disse gader og stræder og opfattelsen udleves til fulde indtil skuddet rammer en, og sætter en brat stopper for et alt for ungt liv.

Et samfundsmæssigt problem

Bandemedlemmernes alder falder forsat med tiden, og både i England og USA er det ned til 10-års alderen. De går i grupper, fungerer som stik-i-rend drenge eller udfører hårdhændet kriminalitet i form af overfald, seksuelle krænkelser, narko-indtagelse og decideret tortur af tilfældige.

Den britiske rapport om bandekriminalitet fra 2009, Dying to belong, fremlægger rystende tal for udviklingen af banderelateret kriminalitet blandt unge. Alene i London har politiet registreret 171 bander. Af alle 10-19årige er 6% medlem af en bande og i Manchester og Liverpool var 60% af alle skyderier banderelateret. I løbet de sidste 5 år er antallet af unge under 16år, der havner på hospitalet med alvorlige knivstik steget med 89 procent og der er en stigning på 75% blandt ældre teenager. Mellem 2002 og 2005 steg antallet af skolebørn der bar kniv med 50%.

Banderelateret kriminalitet og vold generelt fylder en skræmmende andel af årsagsforklaringen bag de mange unges dødsfald i USA:

I 2006 blev 5958 unge mellem 10-24 slået ihjel, hvilket svarer til 16 om dagen. Mord var den anden primære årsag til død blandt unge mellem 10-24 år, og ud af disse blev 84% dræbt af skud.  I 2007 blev i alt 668.000 unge behandlet på hospitalerne for voldsrelaterede skader og over en 30dages periode havde 18% af alle unge båret våben en eller flere gange (National Gang Center).

Et godt eksempel på, hvordan voldskulturen synker ned i samfundet i Vesten og rammer særligt de unge, er musikindustriens magt over sine lyttere. Musikken har gennem bands og popsangere formået at sprede voldelige tanker og budskaber, der har bevirket at en betydelig andel af de, der lytter til indholdet, handler ifølge det. I Mexico er 13 musikere blevet dræbt over halvandet år, og mordene skyldes blandt andet deres sange. Sange som hylder narkoforbrydere og som er med til at fremavle en voldskultur, der ikke bare rammer musikerne selv, men også de unge og samfundet generelt. Heavy Metal og deslige er ligeledes med til at skabe en formørkelse. Gennem rap foregår en decideret forherligelse og romantisering af rapkulturen og den bandekultur, der er knyttet dertil.

Alt i alt viser det, at voldskulturen favner bredt blandt de unge i Vesten, og indtil videre har der ikke været spor efter islamisk kulturs tilstedeværelse i nogen af de nævnte sager eller problemstillinger blandt unge. Tværtimod viser den kun konsekvenser af vestlig voldskultur.

Nyttekulturen bag bandekulturen

En central idé i kapitalismen er ideen om nytte, der ved utilitaristerne udtrykkes ud fra den opfattelse, at en handling er moralsk god, når den forøger summen af velfærd. Problemet er bare, at der i kapitalismen ikke er en definitiv eller universel definition på hvad denne velfærd præcis er og hvorledes den opnås. Tværtimod er denne afgørelse gjort afhængig af relativisme. Det vil sige at velfærden skifter karakter under forskellige forhold, og dermed bliver den moralske handling også relativ. Dette medfører et naturligt problem; hvis det er op til mennesket selv at afgøre forøgelsen af velfærd, så vil nytten skifte karakter alt efter hvem der afgør dette.

Jeremy Bentham, kendt britisk filosof, definerede eksempelvis lykken som 'opnåelse af maksimal kropslig nydelse'.

Sat på en spids vil det sige, at et bandemedlem i jagten på maksimal udbytte af narkohandel kunne argumentere for, at det er forsvarligt at skyde modstanderen, for at sikre maksimum fortjeneste, fordi velfærd i hans optik er omsætningen og ikke varetagelsen af menneskeliv.

Denne velfærd er på grund af sin manglende definition en elastisk størrelse, det kan være alt fra maksimum forøgelse af penge, lyst, nydelse, materielle former til relationer og deslige. Alt sammen er op til den enkelte at afgøre, og overmennesket, som er den, der er kommet frem til, at alle universelle værdier er tomme og dermed ugyldige, har ikke længere en konkret målestok at handle eller vurdere ud fra.

Dette fører igen til en relativisme i spørgsmålet om rigtige/forkerte værdier og det bliver op til individet at definere disse værdier ud fra sin egen individuelle opfattelse, hvilket bliver legitimt i sig selv. Dermed er ethvert menneskes handlinger legitimeret ud fra denne relativistiske tilgang og den bliver adfærdsdannende og fundamentet for menneskets opfattelser om måden at leve livet på. Konsekvenserne er, at abnormiteter som sodomi normaliseres, kriminelle personligheder, som Jønke, bliver mediefigurer som politikere refererer til i den offentlige debat. Herudover bliver handel med narko samt bandekriminalitet en naturlig del af samfundslivet.

Produktionen af voldshyldende musik, som i eksempelet fra Mexico, eller rap-musikkens glorificering af bandekulturen, er naturlige konsekvenser af disse fundamentale tanker i den kapitalistiske kultur.

Narko, prostitution, handel baseret på alkohol, brugen af børn og unge i reklamer med seksuelle undertoner, afklædte kvinder og mænd, frie og skiftende forhold, der ikke holder mere end et par timer, unge der er smittet med vestlige værdier, som hurtige penge, mange kvinder og narko tilslutter sig kriminelle miljøer – alt sammen er resultater af fokus på nytte og profit.

Disse livsformer smitter af på medlemmer af samfundet og breder sig som accepterede måder at leve livet på og de værdier der opstår med disse nye livsformer adopteres af medlemmerne. Præcis som vi ser det hos de unge bandemedlemmer, eksisterer en større loyalitet overfor deres bandeledere og fællesskab frem for sharia´ og Allah (swt).

Integrationens 'frugter'

Derfor er det ikke underligt, at når vores muslimske unge færdes i de vestlige samfund og åbner sig for vestlig kultur og integrere sig i den, smittes med disse tanker, behov og adfærd og dermed søger præcis den samme form for tilværelse som ikke-muslimen. Derfor er det ikke underligt, at når de unge smittes med den kapitalistiske relativisme og nytten, begynder de at trække grænsen for det tilladelige længere og længere ud. Gradvist bliver de opslugt af denne vestlige kultur.

Integrationen er lykkes gennem denne indslusning af nogle af muslimernes børn i den kapitalistiske kultur, hvor de bevæger sig ud i banderne for at opnå den samme hurtige profit, nydelsen, luksus-goder og kvinder gennem kriminalitet og virkelighedsflugt gennem narko. 

Derfor ser vi en voksende vestlig subkultur, navnlig bandekulturen, tage mere og mere form og i højere ligne den amerikanske model. En model, med skyderier på åben gade uden ansvar for andres liv, hvor narkohandel bliver et omdrejningspunkt for loyalitet og overlevelse og hvor forskellige modpoler opstår, som bekæmper hinanden om et gunstigt økonomisk marked. Alle kneb gælder!

Den offentlige opinion samt den politiske diskurs viser tydeligt, at det forkerte fokus på årsagen til fænomenet bander og kriminalitet har flyttet opmærksomheden væk fra det virkelige problem nemlig den vestlige kulturs værdier og livsformer, der er en direkte årsag til eksistensen af bandekriminalitet og den voksende voldskultur. 

(Artiklen blev første gang offentliggjort  februar 2010 med titlen: Kulturen bag unge udlændinges kriminalitet)