Folket ønsker at omstyrte systemet

Efter 30 år med et autokrati er kontrollen og sikkerheden i landet blevet overdraget militæret. Den famøse Tahrir plads rystede af glæde da nyheden kom folket for øre ved mørkets frembrud. Mubaraks højrehånd Omar Suliman erklærede, at al myndighed er blevet overdraget til et råd af militærledere.

Denne begivenhed og denne historiske folkelig opstand vil træde ind i historiebøgerne som det der har forvandlet hele den islamiske verden på ny. De mange måneders entusiastiske gentagne råb om at ”folket ønsker at omstyrte systemet” som unge revolutionære og bevægelser glødende varmede sig på, har medført rystelsen af status quo i landet og i regionen. Denne virkelighed kan på nuværende tidspunkt være bidragende til skabelsen af en ny dagsorden, som faktisk kan betyde reel ”omstyrtelse af systemet”.

Mubarak er som alle andre undertrykkere, et individ som er et produkt af et særegent system. Dette betyder at han som individ kontrollerede og styrede landet via statsorganerne såsom sikkerhedsapparaturet, regeringspartiet, medierne, uddannelsesinstitutionerne, de såkaldte religiøse råd samt andre tilsvarende institutioner.

Det grundlæggende problem i Egypten ligger ikke i Mubarak, men derimod i det system og politisk kultur som fremavler sådanne individer. Systembegrebet her er uden tvivl skelsættende for forståelsen af den nuværende situation, der særligt er relevant i den eksisterende ånd for ændring.

Det er særligt relevant at påpege at der eksisterer en klar virkelighedsforskel mellem begreberne system og autoritet. Systembegrebet forklares bedst ved beskrivelsen af en given stats form, karakteristika, institutioner, politisk teoretiske principper, politiske ideer, politiske kultur som det pågældende system ønsker at varetage befolkningen med. Heraf kommer der en forfatning og lov som vil udgøre en overdækkende ramme, hvoraf en definering af ovennævnte beskrivelse af system vil udgøre indholdet til en konkret forfatning. Hvis systemet er demokratisk skyldes det en grundlæggende tanke om at folket og nationen står alene med suveræniteten og at selvsamme folk er kilden til myndigheden. Frihedsrettighederne er sikret ved folket og statens form er enten præsidentielt, parlamentarisk eller som i nogle lande monarki med delvis eller symbolsk magt. Det er sådanne ideer der definerer en specifik stat.

Men en grundlæggende pointe mht. systembegrebet burde være ideen om suverænitet. For hvem har retten til den? Er det et alle mands eje, et individs eje eller ene og alene shariah’s eje? Først når dette spørgsmål bliver løst, så vil det konkret system og de konkrete tanker løses en efter en.  

Fx i Egypten og de omkringliggende lande, så defineres suverænitetsspørgsmålet ikke af shariah, men derimod nominelt af folket (reelt af diktatoren i samarbejde med Vesten) som statens forfatningsramme og lov indeholder. Staten er i sin essens en nationalstat, hvis geografiske arv nedstammer fra konventioner adopteret i kolonitiden. Ingen rettigheder og pligter som islam foreskriver, varetages ifølge shariah. Udenrigspolitikken er formelt set bundet til international lov, FN og dets organer. Egypten såvel de omkringliggende lande lader sig dybt dikterer af USA eller andre stormagter. Systemet er ikke et kalifat og forfatningen og loven er ikke baseret på koranen eller sunnah. Dets økonomiske politik generelt er baseret på en kapitalistisk model. Privatisering, nationalisering, tilladelse til åbning af rentebaserede virksomheder eller hasardvirksomheder og statens skattepolitik, iværksættes alle uden shariahs indflydelse herpå. Derfor kan det på en ultrakort måde siges at det offentlige liv i Egypten og omegn karakteriseres nominelt af folket og ikke shariah.

Hvad autoriteten angår, så er den manifesteret hos tyrannerne som samler en ”regering” (reelt en bande eller en mafia) og ”varetager” folket ifølge et uislamisk system (for det meste et uretfærdigt og undertrykkende et). Autoriteten kan også manifesteres ved at en gruppe fx et råd af militære ledere sammensætter eller samler en regering ifølge et arvet system (for det meste et uretfærdigt og undertrykkende et). Disse modeller er i virkeligheden lig undertrykkelse og er i direkte modsætning til det som umiddelbart forfatningsrammen tildeler folket nominelt; autoritet.

Essensen for ethvert folkeslag - for at være kilde til autoritet – burde fremvises enten ved folkets generelle magt eller ved de mest magtfuldes reelle repræsentanter blandt folket. Det burde ikke være USA som dikterer sin indflydelse over et folk ved at tætne sammenarbejdet med militære ledere som Mohammad Said Tantawi og Sami Annan. Et folk som har autoritet eller vil få det skal være separeret fra fremmede staters indflydelse således at autoriteten alene ligger hos folket.

Skellet mellem systemet og autoriteten er nødvendig for at indse at ”fjernelsen af regenten” ikke betyder ”omstyrtelsen af systemet”. Dette viste sig tydeligt i Tunesien, da tyrannen Ben Ali’s styre først forlod landet i frygt for derefter at vende tilbage ind af bagdøren i hemmelighed, efter al den spild af muslimernes hellige blod! Fjernelsen af Anwar Sadat medførte ikke en fjernelse af systemet, men at hans ”arvefølger” Mubarak - tidligere kaptajn i luftvåbnet - kom til magten.

Hvad så nu?

Sygdommen i Egypten skyldes alene det sekulære undertrykkende system som amerikanerne bevidst og hyklerisk værner om. Folket er muslimer, så er det vel på sin plads at de som et folk, frit og kvit vælger det system som repræsenterer dem bedst, nemlig deres islam. En pligt som er blevet pålagt dem og som de seneste protester kalder til.

”Og de som ikke styre med islam er sandelig undertrykkere” (Al-Ma’idah 5: 45)

Det er ligeledes en pligt at lade loyaliteten begrænse sig til Allah (swt), Hans Sendebud (saws) og de troende muslimer frem for de vantro kolonialister og deres sammenarbejdspartner.

Dette er et historisk øjeblik for muslimerne. Al det rene blod som er blevet ofret for at sige ”et sandt ord overfor en tyrannisk regent” burde ikke resulterer i ubetydelige ændringer af systemet eller ved ændring eller tilføjelse af artikler i forfatningen eller andre trivialiteter. Lad sloganet ”folket ønsker at omstyrte systemet” få sit retmæssige udløb.