Palæstinensisk "stat" eller befrielse af Palæstina

Mahmoud Abbas har besøgt New York for at ansøge FN om anerkendelse af den palæstinensiske autoritet som et fuldgyldigt medlem.

Velmenende tilhængere af Palæstina har tilskyndet folk til at støtte kravet om anerkendelse af en palæstinensisk stat, mens de mere garvede støttere af den palæstinensiske befolkning, dem som har fulgt udviklingen nøje og har set PLO’s mange tricks i årenes løb, er mere realistiske og dermed mere kritiske over for Abbas’ opblæste retorik.

Den "stat" Abbas ønsker anerkendt er mindre end 20% af det historiske Palæstina, og det vil de facto overdrage det resterende af landet til det såkaldte Israel, ligesom det vil legitimere og formalisere besættelsen af dets grænser. Det vil være en pseudostat, der mere ligner en øgruppe af åbne fængsler omgivet af zoner af fjendtlig besættelse frem for havets klare blå vand, og blottet for enhver evne til at opretholde egen sikkerhed og vitale interesser. Der vil ikke være tale om et hjem for de millioner af deporterede palæstinensere, der lever i landflygtighed og eksil.

Abbas er ikke uvidende om sin svage position, hvilket er årsagen til, at han og hans kumpaner bliver set på med mistænksomhed i bedste fald – og i værste fald og mere præcist som direkte forrædere. Den palæstinensiske autoritet har allerede sagt, at den ikke er gået til FN for at delegitimere Israel. Alligevel er den og regimerne i de omkringliggende stater villige til at opretholde den paradeforestilling, at de kæmper for retfærdighed for det palæstinensiske folk. I virkeligheden har deres tiltag og bevægelser dog været for egen vinding og interesse og har gjort meget lidt for at hjælpe Palæstinas folk. For de arabiske stater, som kæmper med mere og mere fjendtlige folkelige indstillinger, vil succes i FN give dem mulighed for at vaske hænder i denne penible sag. Således er de alle villige til at støtte en handling, der synes at gøre mere for at hjælpe Israel med at opnå den legitimitet, den har længtes efter i 60 år, end noget andet. – Endda en handling der fritager Israel for at skulle beskæftige sig med det vanskelige spørgsmål om ”retten til tilbagevenden”

Om det er en "unilateral" palæstinensisk aktion eller to-stats processen promoveret af USA, Mellemøstkvartetten, FN, Den palæstinensiske autoritet, Den Arabiske Liga og den tyrkiske regering, så vil resultatet blot formalisere undertrykkelsen af folket i Palæstina i en absurd entitet formelt anerkendt som en ”stat” af FN. Ironisk nok er det kun Israel, der (af andre årsager) stadig er skeptisk over for betingelserne i denne to-stats model.

Det er sparsomt med tidspunkter i de forudgående 60 år hvor ”Israel” har været i en svagere position. ”Israels” primære sponsor, USA, er svækket og dens magt er skrumpende – militært overbelastet, økonomisk i overlevelseskamp. Og efter 60 år med pres fra eksterne magter, handelsaftaler, en begunstiget bistandsstatus og undertrykkelse af den offentlige mening, så er befolkningerne i regionen fortsat ikke overbevist om, at de bør acceptere den jødiske besættelse af Palæstina. Regionen har en offentlig islamisk opinion at kæmpe med. De voksende anti-israelske følelser, som kommer til udtryk i Cairo har vist sig vanskelige for regimerne at holde trit med – og de er smitsomme, med folk i Jordan, Syrien og Tyrkiet, som også ønsker at udtrykke deres dybe antipati mod den jødiske besættelse.

Det er på denne baggrund, at de vestlige magter har bestræbt sig forgæves på at få ”Israel til at stoppe bosættelserne i de sidste par år, således at forhandlingerne om en tostats-løsning kunne fortsætte. Med en afvisning af George Mitchell, Joe Biden og Barack Obama er rejsningen af spørgsmålet i FN måske noget, som USA formelt kan nedlægge veto imod, men det er stadig noget, der vil hjælpe med at lægge et pres på "Israel" i bestræbelserne på at sikre en aftale – noget som Obama må være desperat efter at opnå for at opveje den voksende offentlige opinion i Vesten om, at Palæstina er et uløst problem, der har betydelige geopolitiske konsekvenser.

Denne målsætning synes dog længere væk end nogensinde med den stigende udtalte modstand mod ”Israel” på tværs af Mellemøsten.

Retfærdighed?

Men som nævnt er forliget, der søges opnået ikke en retfærdig løsning – og dét er en af flere grunde til, at dette spørgsmål ikke vil forsvinde og ”Israels” position vil forblive uholdbar.

Det er tydeligt, at på trods af 60 år med forsøg på at gøre dette til en ”palæstinensisk sag” eller en ”arabisk sag”, så er det til stadighed en islamisk sag. Den konstante interesse for det i Tyrkiet er et udtryk for dette. Men drag videre til Pakistan, Bangladesh, Indonesien eller andetsteds, og du vil indse, at muslimer som besidder et minimum af forståelse for Islams syn på besættelse af jord – og endda den velsignede jord al-Quds (Jerusalem) – ved, at intet mindre end befrielse af regionen fra besættelse (læs: 1948-besættelsen) og forening af de arabiske lande til tilstanden præ-1917 er standarden, som der i sidste ende er behov for at opnå. At modstå besættelse er et generelt princip, rodfæstet i islamisk lov, men (ikke overraskende) et princip der deles af andre folkeslag i verden, som refererer til andre værdigrundlag – om end det er post-westphalsk ”international lov” eller den katolske befrielsesteologi. Men i dagens verden er sådan en opfordring til modstand mod besættelse, hvis den er i konflikt med vestlige interesser, lig ”terrorisme”.

Men ser man bort fra befolkningers islamiske følelser, så er den historiske uretfærdighed i fratagelse af landet, fordrivelsen af 750.000 mennesker i slutningen af den britiske mandat-periode og det konstante og stigende niveau af uretfærdighed og undertrykkelse fra ”Israel” klart for alle at se. Inden for de sidste par uger alene, har vi hørt om drabet på egyptiske sikkerhedspersonale, flere drab på civile gennem luftangreb i Gaza begået af besættelsen, og en FN-rapport, der bekræftede, at ”Israel” havde anvendt urimelig og overdreven magt mod det tyrkiske skib Marvi Marmara.

”Israels” tilhængere uden for regionen siger, at det er en ø af demokrati i regionen. Det er et demokrati, som har produceret en arrogant ”stat” som retfærdiggør uforsvarlige handlinger, en fundamentalt racistisk stat, der tidligere var en nær allieret af apartheid i Sydafrika, et system med konstant eskalerende og omsiggribende korruption på tværs af alle politiske fraktioner – et demokrati, der kan prale af en stigende grad af organiseret kriminalitet. Den ser i adskillige aspekter ud til at indeholde alle de samme rådne egenskaber som dens beskytter og største allierede på den internationale scene: USA (demokratiets ypperste frontkæmper).

Tilhængere af ”Israel” fastholder, at den jødiske stats legitimitet bunder i et FN-mandat – et mandat der blev tildelt af de sejrende magter i Anden Verdenskrig. Men der var langt fra en overvældende opinion om at zionisterne havde en ret til landet på daværende tidspunkt. – ligesom der ikke var en udbredt, almen forståelse af, at Balfour deklarationen af 1917, som lovede jøderne et hjemland i Palæstina, var et resultat af politiske beregninger fra Storbritannien under Første Verdenskrig for egne interesser i regionen.

Alle disse faktorer og flere bevirker, at Israel-projektet er og altid har været uholdbart, hvilket er grunden til spørgsmålet: Hvad kan fungere i regionen? Hvad kan bringe den så tiltrængte stabilitet og fred for alle folk i området?

Palæstina har brug for befrielse, ikke blot modstand

Modstanden fra de forskellige grupper inden for det besatte (1948) område har været utrolig vigtig i den forstand, at den er gået langt for at forhindre en normalisering af besættelsen. De militære tilbageslag og fiaskoer (i forhold til målsætningerne) i Libanon og Gaza har bevist, at der på ingen måde er tale om en uovervindelig magt. Men modstanden svarer ikke til befrielse. Faktisk er modstandsgrupper i Palæstina underlagt politisk vilje fra stater som Iran og Syrien, der – indtil nu – ikke har været villige til at tilbyde tilstrækkelig og vedvarende støtte der tillader disse grupper at fortsætte deres modstand på ubestemt tid. I stedet er vi blevet vant til at se denne støtte starte og stoppe i bølger i henhold til de politiske diktater fra disse regimer. Og modstand fra dårligt udrustede folk med begrænset organisatorisk struktur kan ikke forventes at lykkes mod en magtfuld hær med det nyeste militære isenkram, hvor stort set alle ”israelere” skal være soldat og yderligere rekrutter shippes ind fra en oversøisk diaspora for at styrke antallet.

Befrielse kan kun håbe på at lykkes, når besættelsesmagten bliver mødt med en vis grad af lighed i styrke (ikke nødvendigvis på samme størrelse) – og det fordrer enten den nødvendige politiske vilje fra de eksisterende regimer (hvilket ikke er fortkommende) eller en udvikling i de arabiske revolutioner, indtil en ny regering viser sig villig til at efterleve Islams og befolkningernes krav og forpligte sine tropper til at befri folket i Palæstina.

Kriminalisering af kaldet til befrielse

Ethvert kald til befrielse og afskaffelse af den zionistiske besættelse bliver altid portrætteret i de mest negative vendinger af ”Israels” forsvarere. De udnytter Europas kriminelle historie mod det jødiske folk, således at zionistisk politisk propaganda ligestiller ethvert sådan kald til at støtte folket, befri landet og ændre systemet, som er etableret i regionen, med et andet holocaust.

Den islamiske vision for regionen er ikke i nærheden af dette. Den handler i al sin enkelhed om at fjerne en militær besættelse, så de mennesker der bor i området kan leve i fred. Og kriteriet for at leve i fred er ikke baseret på race eller religion – men på retligt statsborgerskab kontra besættelse.

Behovet for en alternativ vision

De, der udelukker en islamisk løsning ignorerer Islams jura og historie. Den eneste periode, i hvilken området, kendt som ”Det Hellige Land” har bevidnet længere tids fred og harmoni, var under det islamiske system. Hertil kommer, at islamiske regler for, hvordan ikke-muslimske borgere skal beskyttes og have rettigheder er meget klare. Faktisk er det et velkendt historisk faktum, at mange jøder, der blev forfulgt gennem århundreder søgte og blev givet tilflugt i det osmanniske kalifat, og nogle migrerede inden for denne stats grænser for at finde vej til den historisk hellige by.

Hvis det er fred, folk ønsker, uanset race og religion, så er status quo ikke alene uholdbar – den er uønsket. Og hvis det er retfærdighed og sikkerhed, der er behov for, så bør ingen løsning på bordet ignoreres, karikeres eller dæmoniseres – uanset hvor radikal den lyder.

Dette er en ubehagelig situation for zionister. Men for alle andre – muslim, kristen eller jøde, så bør det være udgangspunktet, når man ser på en alternativ fremtid.