Det folkelige grundlag for implementering af islam er overvældende i ummah

Blandt muslimerne er der en mindre gruppe som mener sagen i sig selv er håbløs – at alle ofringerne er til spilde – da det blot medfører afgange af Mubarak, Ben Ali og aandre, for derefter at blive erstattet af endnu en tyran der vil træde i sin forgængers sko.

Andre blandt muslimerne mener at de reformer som kommer, såsom scenariet om at omdanne Egypten til en sekulær republik a la Tyrkiet, eller de kommende reformer i Tunesien – blot viser at den islamiske nation ikke ønsker at styres med et islamisk styre, som profeten Mohammad (saaws) har vist os; i stedet ønsker ummah bedre menneskelige vilkår, som demonstrationerne viser, da der i slogans lægges vægt på:

• Vælge sin regent
• Fjerne korruptionen
• Fjerne undertrykkelsen
• Mindske arbejdsløshed

Disse punkter opsummeres af nogle blandt oprørerne til ”frihed” eller ”demokrati”.

Fælles for begge synspunkter er at de udtrykker en håbløshed som forblinder dem i at se virkeligheden foran dem. Ummah har rystet et hvert gran af håbløshed fra sig, og trodset frygten om tortur, at miste liv, ejendom og sine kære for sin sag.

Alt imens de siger frihed og demokrati, bøjede to millioner muslimer, til salat ul-jummah, sine hoveder på Tahrir-pladsen for at lave sujuud til Allah den Almægtige, den Altseende.

Alt imens der bliver sagt frihed og demokrati, bliver der råbt takbeeraat; Allahu Akbar; ALLAHU AKBAR.

Når muslimer dør under oprørerne betegnes vedkommende – uden undtagelse – som shaheed. De betegnes netop som shaheed, da ummah er bevidst om, en person der dør under disse omstændigheder, dør som shaheed grundet profetens (saaws) tale der er nævnt i an-Nasa’i:

”Hvem end der kæmper for at beskytte sine rettigheder og dør i processen er en shaheed”

Desuden viser samtlige større undersøgelser at ummah ønsker Allahs styre på jorden.

At sige ummah ikke ønsker at leve under det de har iman på, er derfor at se begivenhederne i et forkert og fordrejet lys.

Af frygt for hvad oprørene vil medbringe, sidder Vesten og krummer tæer, og prøver så vidt muligt at manipulere og dirigere disse derhen hvortil de kan styres.

Hizb-ut-tahrir har arbejdet i mere end et halvt århundrede på at skabe den bevidsthed som skal danne det folkelige grundlag for etableringen af Allahs (swt) styre på Jorden, ved Khilafah. Når almene muslimer i dag taler om Khilafah, tror andre tilstedeværende at de er fra Hizb-ut-tahrir, fordi det er alment kendt at det var Hizb-ut-tahrir der, utrætteligt, arbejdede – og arbejder - dag og nat på at frembringe bevidstheden om behovet for genetableringen af den islamiske stat og i dag ikke længere er ene om det.

Ved konstant at bevidstgøre ummah om at vores målestok som muslimer er, hvad Quran og Sunnah kræver af os; og at denne Quran og Sunnah kræver af os at vi arbejder for at etablere Allahs (swt) styre på jorden, og at denne stat som styrer med islam, skal opfylde bestemte krav vedrørende autoritet - som tilhører Ummah - og suverænitet som udelukkende tilhører Allah (swt) – vil ummah ikke acceptere nogen afhængig til USA, eller andre lande, da det modstrider shari’a.

Den nu afdankede Gadaffi, fik for nogle årtier tilbage henrettet medlemmer af partiet og efter deres begravelser beordrede han at ligene skulle trækkes op, bindes til jeeps, og trækkes rundt i Ben Ghazi’s gader for at afskrække enhver anden oprigtig muslim fra at deltage i det mægtige arbejde for at opnå Allah (swt) tilfredshed. Det siges at ligene blev trukket rundt indtil knoglerne slog gnister i asfalten!

På trods af regenternes barbariske håndtering af partiets medlemmer, beviser den nuværende udvikling at tanker ikke kan standses materielt – uanset graden af barbarisme, antallet af medlemmer eller offentlige aktiviteter. Ummah har adopteret Allah’s styre som løsning, ved de oprigtiges kald til ummah – selvom Vesten, og dens regenter, har gjort alt i dens magt for at forhindre det.

Vesten har gennem medierne forsøgt at fordreje oprørene til at handle om søgen efter demokrati. Efter massakrerne tog til, kunne Obama ikke længere tie, og udtrykte sin støtte til bl.a. det egyptiske folk og næsten samtlige vestlige ”fageksperter” konkurrerer nu med hinanden om hvem der kan vise den største empati for de undertrykte mennesker som kæmper for deres friheder.

Hykleriet fra Vesten er overvældende!

Da der blev taget våben op mod USA i Irak eller Afghanistan var der tale om ”insurgents” (oprørere) – men i Libyen er der nu tale om frihedskæmpere som skal støttes.

I mere end 30 år har USA haft kærlige forhold til Mubarak, men nu skal oprørerne støttes fordi Mubarak var en diktator?!

Der tales i Vesten om at folk skal kunne vælge deres egen regent og styreform, men hvis der er folkeligt grundlag for Islam og folk vælger islam som deres styreform så accepteres det ikke, og der foreskrives følgelig intervention – men var det ikke netop det at vælge regent og styreform som de kaldte for demokrati?

At ummah har bevæget sig fra ønsket om en socialstat, eller en arabisk nation repræsenteret i én stat, til at ville styres med Quran og sunnah - gennem det ihærdige arbejde fra bl.a. Hizb-ut-Tahrir - er dermed skelsættende for fremtidens udvikling.

Nu hvor frygten for regimerne er visket ud af sindene er det ikke muligt for Vesten længere at opretholde de totalitære regimer som det i så mange år var tilfældet, hvorfor løsninger som ”Tyrkiet-modellen” må tages i anvendelse.

Siden den islamiske stats nedlæggelse har kolonimagter forsøgt at skære de islamiske lande i mindre og mindre klumper, men ummah har klart udtrykt at landegrænser og nationalisme ikke er acceptabelt - hvad enten det er grænsen mellem Gaza og Egypten, Libyen og Tunesien eller Golan.

Vesten forsøgte desuden – desperat - at mobilisere de korrupte ’ulema for at dæmpe oprørene, ved at nogle fra al-Azhar udmeldte at demonstrationer er haram, men dette havde ingen virkning på muslimerne grundet deres bevidsthed!

Afslutningsvis kan der heraf opsummeres:

·         Frygten i ummah for repressalier er forsvundet

·         Ummah har set at de KAN fjerne deres regenter

·         Kravet om at komme sine brødre og søstre i Palæstina til undsætning

·         Ingen accept af landegrænser/nationalisme

·         Størstedelen følger ikke ’ulema blindt, men er bevidste ang. bestemte anliggender såsom ønsket om Allahs (swt) styre.

Med alle disse glædelige nyheder, kan muslimerne kun glæde sig over ummahs adfærd samt udvikling, og bør på ingen måde være håbløse idet sejren fra Allah (swt) nok skal komme, uanset anstrengelserne og forhindringerne på vejen!

”O i som har Iman, hvis I støtter Allah, vil Han støtte Jer og rodfæste Jeres fødder” ( 47:7)

Hizb ut-Tahrir er, som en del af ummah, i øjeblikket aktive i at lede ummah i den retning som den har iman på - nemlig mod at etablere Allahs (swt) styre. Et arbejde som er pålagt enhver muslim; mand, som kvinde, hvortil vi skal møde Allah den Altvidende; og blive konfronteret med om vi har gjort hvad Han (swt) har krævet af os! Deltag derfor i arbejdet som er blevet os alle pålagt for at opnå Allah’s (swt) tilfredshed på Dommedagen, og for at vores ummah’s bestræbelser og ofringer ikke skal være uden resultater!