Undskyld, Undskyld og Atter Undskyld

Nogle væsentlige punkter, som Goldstone fremhæver i artiklen er at:

1.      Hamas alene specificeres som ansvarlige for krigsforbrydelser mod menneskeheden og som påkræves hårde sanktioner. Modsat så undskylder han eller afviser beskyldningerne imod det såkaldte Israel og beder om ”tilgivelse” for hans unøjagtighed. Denne udmelding medførte hurtigt en reaktion fra Netanyahusom sagde: ”I dag har Goldstone bekræftet, hvad vi altid har vidst - vi har aldrig bevidst skadet borgere.” Endvidere sagde han som konklusion herpå: ” Vi må kaste denne rapport i historiens skraldespand.” USA's statsdepartements talsmand Mark Tonerudtalte mandag d. 5. aprilat:”Washingtons embedsmænd vi læse Goldstones nye revurderinger med stor interesse.” Mark Toner fortsatte og sagde: ”Vi har gjort det klart fra start af siden Goldstone rapporten blev fremlagt og har fastholdt lige siden, at vi ikke har set nogen beviser for, at den israelske regering bevidst havde taget sigte på civile eller på anden måde involveret sig i nogen krigsforbrydelser.” Toner fortalte journalisterne: ”Og nu, ser vi, at Goldstone har nået samme konklusion, og så mener vi også, at Israel siden har foretaget troværdige interne processer for at vurdere sin egen adfærd over fjendtligheder, og jeg tror, ​​det er noget, som han på samme måde har anerkendt.”

2.      Denne rapport har på ingen måde været juridisk betonet eller ment til at indgå i en juridisk undersøgelse ifølge Goldstone. Som erindring i forbindelse med hans tilgivelse af det såkaldte Israel, skal man have for øje, at han var personen bag aflysningen af den klare fordømmelse mod det såkaldte Israel efter undersøgelsen fra FN’s Menneskerettighedskommission. Men som han selv udtrykte det, så havde han havde brug for ”betænkningstid”. Hvad angik Hamas og dens rolle - åbenbart efter ”betænkningstid” - slog han ned som lynet og bedømte Hamas’s adfærd som terroristiske, hvorfor FN’s Menneskerettighedskommission fordømte dem på det kraftigste. Hvis det ikke lige var nok, skulle Goldstone lige give en ekstra service til det såkaldte Israel ved at tilbyde dem en ny æra af”retfærdighed” i FN's Menneskerettighedskommission,”som historisk har væreti mod Israel.”

3.      Goldstone accepterer revisionsrapporten udført af den anden undersøgelseskommission, som blev ledt af den amerikanske dommer i New York, Mary McGowan Davis, der ligesom ham er af jødisk afstamning. Undersøgelseskommissionen, som blev nedsat efter udgivelsen af Goldstone rapporten og som skulle føre gennemsyn med de konkrete opfordringer konkluderede, at der under angrebet på Gaza-befolkningen ingen hensigt var om overlagt drab på civile fra israelsk side. Rapporten forklarer at Hamas operationerne bevidst og målrettet sigtede efter civile likvideringer, hvoraf man konkludere at skylden alene er Hamas'.

For at kaste lys over de overordnede pointer, Goldstone fremhæver, så burde man i første omgang tolke hans udtalelser ifølge en holistisk ramme, da FN kommissionerne, rådene, organerne og udvalgene drives i følge og blev tilrettelagt, for at bidrage til de vestlige magters interessesfærer. Det andet som man burde have for øje er, at interessekonflikter eller juridiske dilemmaer i FN regi afklares i henhold til de vestlige magters målsætninger og politiske dagsordner. 

For at uddybe dette nærmere skal det rigtige spørgsmål stilles: hvilke interesser har Goldstone og USA i at konkludere at det såkaldte Israel ikke har begået krigsforbrydelser og dermed ikke gået målrettet til værks mod Gazas civile?

For at svare på dette spørgsmål, vil jeg tage udgangspunkt i den militære intervention af Libyen som på grundlag af FN resolution 1973.. Man kan på mange måder sige, at beslutningen om krigen i Libyen har åbnet op for helt nye muligheder for de vestlige magter der kan legitimere en given militær intervention hvor udfaldet målrettet er at diktere en ny regional dagsorden. For resolution 1973 er en udøvende beslutning som baserede sig på en resolution kaldet ”ansvar for at beskytte” og som blev vedtaget i 2005 efter massakrerne i Rwanda, Kosovo, Congo og Darfur havde fundet sted. På engelsk er resolutionen velkendt under forkortelserne RtoP eller R2P eller Responsibillity to Protect og hvis ønskede bestemmelse er at ansvarliggøre verdenssamfundet i forbindelse med at beskytte civilbefolkningen mod skade. Det vil med andre ord sige at medlemsstaterne har et ansvar for beskytte sine borgere mod krigsforbrydelser, forbrydelser begået mod menneskeheden, folkedrab og etnisk udrensning. Hvis det pågældende medlemsland negligere eller helt undlader at gøre noget så vil det internationale samfund indtage rollen som ”regering”.

Resolutionen kaldet ”ansvar for at beskytte” som er et relativt nyt politisk sprog er blevet et legitimt redskab i tjeneste for fremtidige militære interventioner af Vesten.  Resolutionen forblev i forbindelse med dens vedtagelse i 2005 blottet for reelle praktiske mekanismer grundet uenigheder og kontroverser blandt deltagerne. Diskussionerne faldt på hvad er betydningen af suverænitet? Hvornår skal man intervenere? Hvem skal intervenere? Hvem skal have muligheden for at afgøre det? En stat eller flere? Alle disse typer af spørgsmål forblev åbne uden en konkret redegørelse. Derfor er denne resolution ifølge dem selv bedre tjent som international norm frem for et juridisk dokument. Det farlige er at det efterlader døren åben og muligheden for at alle typer af international intervention står til rådighed for en eller flere stater. Darfur er en veloplagt eksempel. I Elfenbenskysten er man allerede i fuld gang via franske FN udstationerede styrker at bekæmpe Laurent Mbabgo militser. Og selvfølgelig også i Gaza forlægger der en mulighed for at denne internationale norm kan appliceres. Med resolution 1973 foretog man en militær intervention i Libyen under påskuddet ”beskyttelse af civile”, som pr. automatik vil putte det såkaldte Israel som mål for en mulig intervention, alene på det Goldstone rapporten beskrev? Eller alene på det omverdenen fik tilvejebragt via medierne? Men hvor var det internationale samfund i ”beskyttelsen af de civile” i Gaza fra det såkaldte Israel fra d. 27. december til d. 18. januar 2009? Hvor var FN’s såkaldte ”menneskelige” side blevet af?

Da FN’s sikkerhedsråd i 2009 udstedte resolution 1860 vedr. den brutale fjendtlighed mod Gaza striben, så omtalte resolutionen at det såkaldte Israel skulle ”tilbagetrække sig fra territorier” uden at konkretisere eller at specificere territorier. Udfaldet var faktisk en blåstempling eller en mulighed for det såkaldte Israel at bevare den besatte jord. I resolution1860, blev der ikke så meget nævnt som en prik om en given tilbagetrækning fra Gaza, snarere var det en resolution der bevidst blev sløret med tvetydighed. Og hvordan skulle en sådan resolution ende en massakre begået af de jødiske forbrydere, når deres fjendtlighed aldrig har stoppet i forbindelse med andre "mere klare” resolutioner?

Goldstones kovending og hans gentagne bøn om tilgivelse, kan bedst forklares med det gevaldige pres som Goldstone rapporten har mødt både fra USA og den jødiske lobby siden dens udgivelse. Og derfor skal det heller ikke komme som en overraskelse at det såkaldte Israel endnu engang klarer en frisag i forbrydelser begået mod muslimer.

Kort og godt kan man sige at disse resolutioner ikke er det papir værd som de er skrevet på. Og kort og godt kan man sige at det eneste som fortjener at blive kastet i historiens skraldespand er disse resolutioner.