Synspunkter

Afsluttende bemÃ¦rkning af Elias Lamrabet under retsmÃ¸det i KÃ¸benhavns Byret d. 25. juni 2024

Af Elias Lamrabet

Det handler om de forbrydelser, som âIsraelâ blev etableret ved, og som den har fortsat at praktisere indtil dags dato, og som jeg mener skal bringes til ophÃ¸r. Det magter den palÃ¦stinensiske befolkning ikke selv, men det magter derimod de regulÃ¦re militÃ¦rstyrker, som findes i lande, der omgiver PalÃ¦stina. Og en sÃ¥dan intervention er en nÃ¸dvendighed i dag - ikke bare fra det perspektiv, jeg har som muslim, men ogsÃ¥ ud fra den virkelighed, som vi alle sammen bevidner. En virkelighed, som er sÃ¸rgelig, og som jeg mener, det burde ligge os alle pÃ¥ sinde at fÃ¥ sat en stopper for.

Synspunkt - 25. juni 2024

Det, som det handler om i dag, efter min opfattelse, efter at have lyttet i særdeleshed til anklageren, det er jo, om det er en forbrydelse at opfordre til, at andre stater, andre lande, intervenerer militært for at gøre en afslutning på staten Israel.

At bringe den uretfærdighed, som jeg opfatter den, til ophør, er det en forbrydelse i henhold til straffelovens § 136?

Det mener jeg selvfølgelig ikke, at det er.

Spørgsmålet handler jo i særdeleshed om legitimitet.

Projektet “Israel” blev til for efterhånden mange årtier siden under det britiske mandat. Det er blevet vedligeholdt og holdt i live siden da, alene takket være det internationale samfund.

Og i dag, mere end nogensinde, har vi en situation, hvor forbrydelserne, blodsudgydelserne, ufreden fortsætter.

Vi har den internationale strafferetsdomstol, som undersøger, indtil videre, hvad de mistænker for at være sandsynligt folkemord og krigsforbrydelser.

FN har entydigt anmodet om, at krigshandlingerne i Gaza og Rafah skal afsluttes.

Det respekterer man ikke fra israelsk side.

For nyligt blev det såkaldte IDF, altså det israelske militær, sat på en sortliste, de blev blacklistet, af et FN-organ, for, mener man, dokumenterbart, målrettet at have slået børn ihjel.

Sådan kunne man fortsætte med at liste sager op, som viser, at skulle der have været, teoretisk set, nogen legitimitet fra start af, så er det i dag et “Israel” man har at gøre med, som fuldstændigt blæser på det internationale samfund, som yder det kunstigt åndedræt for at holde det i live.

Samtidig så ser vi jo, at der er blevet udstedt anklager, sågar arrestordre mod ledere, regeringsledere og regeringsmedlemmer i “Israel”; og at “Israel” selv entydigt afviser både en to-statsløsning og en én-statsløsning, som ikke har form af den nuværende stat, som af mange organisationer, ikke islamiske organisationer, men altså vestlige menneskerettighedsorganisationer, er beskrevet som en apartheidstat.

Vi har altså at gøre med en stat, som - udover åbenlyse forbrydelser, som har forfærdet hele verden, og som har skabt en udbredt verdensopinion for, at der skal ske en løsning, en intervention - er fuldstændig respektløs over for det internationale samfund, hvorfra den har sin påståede legitimitet.

Det er ikke nogen lille teknikalitet. Det er en stor principalitet.

Jeg mener ikke, der er nogen legitimitet.

Det var der ikke, da “Israel” blev etableret.

Det er der i absoluthed heller ikke i dag, og det var der ikke i 2021, da jeg afholdt den tale, som sagen i dag handler om.

Jeg ser i den danske offentlige debat en intuitiv forståelse for, at militær besættelse løses ved militær befrielse.

Det ser jeg, når det er Ukraine, som invaderes og besættes. Det ser jeg, når man diskuterer Anden Verdenskrig, hvor også Danmark blev besat.

Men når det gælder Palæstina, så er det som om, at skurk og offer byttes rundt, og at historien vendes på hovedet.

Jeg finder intet grundlag for sammenligning mellem mine ytringer, som jeg i dag sidder på anklagebænken for, og ytringer, som direkte tilskynder til brandattentater på moskéer, eller som opfordrer til vold mod navngivne personer.

Jeg har på intet tidspunkt, hverken i denne tale eller andet sted, udtalt mig i opfordring til angreb eller vold mod en befolkningsgruppe, på grund af hverken deres etniske eller religiøse ophav, det kunne aldrig falde mig ind.

Og intet sted har jeg opfordret til, at folk skal angribes, eller at de skal udsættes for nogen forbrydelse, på grund af deres jødiske tilhørsforhold.

Det handler derimod om statspolitik.

Det handler om de forbrydelser, som “Israel” blev etableret ved, og som den har fortsat at praktisere indtil dags dato, og som jeg mener skal bringes til ophør.

Det magter den palæstinensiske befolkning ikke selv, men det magter derimod de regulære militærstyrker, som findes i lande, der omgiver Palæstina.

Og en sådan intervention er en nødvendighed i dag - ikke bare fra det perspektiv, jeg har som muslim, men også ud fra den virkelighed, som vi alle sammen bevidner.

En virkelighed, som er sørgelig, og som jeg mener, det burde ligge os alle på sinde at få sat en stopper for.

Tak.