Den internationale kamp om indflydelse i Algeriet

Spørgsmål:

I et land, hvor hele befolkningen er muslimer, landet med en million martyrer for deres Jihad mod den franske besættelse som varede i 132 år… i dette land blev der optændt folkelige protester, som gennembrød barrieren af frygt for Algeriets tyranner. Protesterne har været i gang siden d. 22.2.2019, men de kalder ikke til Islam!

Spørgsmålene er derfor:

Hvad er årsagen til dette fravær af kaldet til implementering af Islam i protesterne?

Hvad er realiteten af den internationale kamp om indflydelse i Algeriet, og har denne kamp en rolle i protesterne?

Og hvad kan vi forvente, især fra valget?             

Svar:

For at svaret skal være fyldestgørende, gennemgår vi følgende:

A: Fraværet af kaldet til Islam i protesterne 

1- Det er korrekt, at Algeriet er et rodfæstet islamisk land. Dette kom til udtryk, da det på overfladen så ud til at staten tillod frie og fair valg i starten af halvfemserne. Resultatet blev, at kaldet til implementering af Sharia blev overvældende og båret af millioner i Algeriets gader. Europa blev oprørt, og Frankrig truede med militær intervention. Derefter skubbede Frankrig og Europa Algeriets regenter i starten af 1992 til at løbe fra resultatet af valget, som blev afholdt i 1991. Hæren blandede sig og erklærede sin overtagelse af kontrollen over landet. Den største støtte til Algeriets regenter kom fra mørkets hovedstad Paris, som løgnagtigt bliver kaldt lysets hovedstad... Derefter optændte Frankrig, sammen med de lokale sikkerhedsinstitutioner, som er loyale over for Frankrig, gnisten til de barbariske massakrer og lagde dermed grunden til en tidsperiode fyldt med ekstremt blodige massakrer med hundredtusindvis af ofre af muslimerne i Algeriet... Og uden den mindste skam, gav regimet i Algeriet, og bag det, Frankrig og Storbritannien, ansvaret for massakrerne til islamisterne. Tilstanden forværredes voldsomt, idet regimet satte en forbindelse mellem enhver udgydt dråbe blod og enhver massakre og islamisterne. Denne tidsperiode varede længe, i cirka ti år, og blev derfor kaldt "Det mørke årti".

Regimet spreder frygt i folks hjerter for kaldet til Islam og hævder at enhver, som kalder til at styre med Islam, ønsker at bringe det mørke årti tilbage! Den franske presse har ført an i denne skræmmekampagne, og at sprede frygt for Islam er blevet en besættelse hos politikerne i Paris. Denne franske og europæiske besættelse af frygt for, at den algeriske protestbevægelse skal kalde til Islam, er smittet øjeblikkeligt af på det algeriske regime:

"Parter, som står tæt på beslutningstagerne i landet, har spredt, at islamisterne vil vende sig mod sekularisterne, og planlægger at etablere den islamiske stat, som skal bygge på ruinerne af sekularisterne og måske på deres liv endda, hvis det bliver nødvendigt." (Independent d. 21.3.2019)

Regimet skræmmer således befolkningen dag og nat med myten om "den ekstremistiske islam", som er parat til at udgyde blod! Sandheden er dog, at regimet er den, som forfølger muslimerne og udgyder blod:

"De algeriske sikkerhedsstyrker har begået overgreb mod en kendt oppositionsmand, som er en af grundlæggerne af " Den Islamiske Frelsefront (FIS)" Ali Belhaj, og de trak ham igennem en gade." (Arabi21.com d. 23.2.2019)

Dvs. dette var dag 2 efter protesternes begyndelse…!

2- Udover dette, er der den amerikanske krig mod Islam, som har gjort "den islamiske terrorisme" til et altoverskyggende motto, hvorigennem man retter angreb mod alle de troværdige kræfter i den islamiske verden, af bevægelser, partier, foreninger og personligheder, som får terrormærkatet hæftet på sig... Derved kriminaliseres ligeledes islamiske symboler som flag; og de, som holder standhaftigt fast på Sharias love, betegnes som værende ekstremister og terrorister mv. Alt dette har også kastet sin skygge på den folkelige bevægelses krav i Algeriet.

3- En yderligere årsag som har forhindret de islamiske krav i at komme til syne i Algeriets bevægelse, er det billede som har sat sig fast hos folk om nogle bevægelser, som har et islamisk islæt, der bliver betegnet som "moderat". Folk har erfaret, at disse bevægelser kalder sig for opposition nogle gange, og andre gange deltager selvsamme bevægelser i styret og får minister- og parlamentsposter... Bevægelsernes deltagelse i styret har påvirket et stort segment i befolkningen, især de, som havde tillid til, at disse bevægelser arbejdede for Islam, hvorefter de opdagede, at disse bevægelser samarbejder med regimet. Dette for ikke at glemme de sharialove, som disse bevægelser ikke forholder sig til: Forbuddet mod menneskelig lovgivning i parlamenterne og forbuddet mod at være en del af regimer, der intet har med Islam at gøre... Dette har forårsaget, at et bredt segment af algerierne ikke nævner Islam i bevægelsen.

4- Endelig er der den internationale kamp om indflydelse i Algeriet, samt vestens, og i særdeleshed Frankrigs, indædte forsøg på at sprede den sekulære kultur og deres fremhævelse af ledere, som er loyale over for dem. Ledere som med sikkerhed er sekulære, således at de kan opnå deres politisk indflydelse i Algeriet. Her er det værd at nævne, at parterne i den internationale kamp om Algeriet er fuldstændigt enige om at udviske Algeriets islamiske identitet og fremme det sekulære statens sekulære islæt.

Disse er de dybtliggende årsager, som har gjort det nemt for det sekulære præg at komme til syne på bevægelsen i Algeriet. Et islæt som helt og aldeles bygger på bedrag, manipulation og politisk snilde fra vesten og dets agenter... Selv hvis denne manipulation får succes på overfladen, med at forhindre Islam i at præge bevægelsen, så er Islam alligevel rodfæstet i landet med en million martyrer, Algeriet, og det vil ikke vare længe, før dette kommer til syne, med Allahs tilladelse; og morgendagen er nær, for dem som venter den.

إِنَّ اللَّهَ بَالِغُ أَمْرِهِ قَدْ جَعَلَ اللَّهُ لِكُلِّ شَيْءٍ قَدْراً

Allah vil visselig føre sin sag igennem, Allah har fastsat en bestemmelse for alt. (At-Talaq: 3)

B: Den internationale kamp i Algeriet 

1- Storbritannien og Frankrig:

1.1: Siden Boumediennes kup i 1965, har den engelske indflydelse været rodfæstet i Algeriet, med få franske forhindringer. Men efter præsident Chadlis afsættelse af Frankrigs lakaj, Khaled Nezzar, fra forsvarsministeriet i 1993, begyndte den franske indflydelse i hæren at blive svækket gradvist, indtil den skrumpede ind til det der i højere grad minder om at følge "Frankrigs militære kultur" end en decideret politisk loyalitet. Bouteflika (som er kendt for sin loyalitet til Storbritannien), har under sin lange regeringsperiode fra 1999 været i gang med at behandle de franske forhindringer gradvist og uden at skabe støj. Derfor har indsatsen for at få den franske indflydelse på afstand af statens institutioner i højere grad mindet om en sportskonkurrence, dvs. uden tegn på ophedning fra de to parter. Men Bouteflikas afsættelse af chefen for efterretningstjenesten, Mohamed Mediène, kendt under øgenavnet ”General Toufik”, d.13.9.2019, var et hårdt slag for den franske indflydelse i Algeriet, som var blevet uddrevet af hæren i et vidt omfang, og som primært gjorde sig gældende i efterretningstjenesten, som nærmest den eneste sikkerhedsinstitution. Dette hårde slag mod fransk indflydelse var en optænding af ilden under den tilsyneladende rolige aske, som omgav forholdet mellem den engelske og franske indflydelse i Algeriet…

1.2: Der er indtruffet to forhold, som har flyttet konkurrencen mellem fransk og engelsk indflydelse i Algeriet fra at være som en sportskonkurrence til i højere grad at være "armlægning", selvom konkurrencens intensitet ikke er eskaleret til en decideret kamp om "at brække knogler"...

Disse to forhold er følgende:

1.2.1: Med Storbritanniens afstemning om udtrædelse af EU (Brexit) i 2016, er afstanden blevet større mellem Storbritannien og Frankrig. Dette er kommet tydeligt til syne i Frankrigs (EU's) uforsonlige indstilling i sin forhandlingerne med den tidligere britiske premierminister May. Denne afstand er også kommet til syne i den nye britiske premierminister Johnsons planer om at trække Storbritannien ud af EU, selv uden en forudgående aftale, hvilket vil være til stor skade for Frankrig. Uenigheden er også kommet til syne i sagen om USA's eskalering af krisen med Iran, efter USA’s udtrædelse af atomaftalen. Mens Frankrig vedtog en holdning, der var i opposition til USA's holdning, var Storbritannien tættere på USA' position. Uenighederne mellem Frankrig og Storbritannien fortsætter med at vokse, og disse nye uenigheder mellem de to lande afspejler sig i deres indstillinger andre steder i verden, som i Algeriet...

1.2.2: Med opblussen af den folkelige bevægelse i Algeriet d. 22.2.2019, så Frankrig en chance for at genvinde en større indflydelse i landet, grundet den opståede ustabilitet og rystelserne, som har ramt den britiske indflydelses grundpiller. Dvs. at den spontane folkelige bevægelse har afsløret Frankrigs skjulte ild, som har ligget under asken siden 2015.

1.3: Som et resultat af disse forhold, har konkurrencen mellem de to lande udviklet sig til en "armlægning". Sikkerhedsinstitutionerne har afsløret en plan, som ligner et militært kup, for at fjerne Gaid Salah fra posten som hærens stabschef. Sikkerhedsinstitutionerne anholdt derved Frankrigs stærkeste og farligste mænd i Algeriet: Mohamed Mediène (General Toufik) og Bachir Tartag, to tidligere efterretningschefer. De blev anholdt d. 5.5.2019. Derefter blev lederen af arbejderpartiet, Louiza Hanoun, anholdt d. 9.5.2019, samtidig med anholdelsen af Said Bouteflika, som tilsyneladende er blevet lokket af Frankrigs mænd i Algeriet til at tilslutte sig deres række, især efter hans bror, præsident Bouteflikas tilbagetræden...

Disse personer kom efterfølgende for retten:

"En algerisk militær domstol i Blida har dømt fire sigtede til 15 års fængsel hver i en sag om konspiration mod statens og hærens autoritet. Dommene er blevet afsagt under tilstedeværelse af de sigtede, Said Bouteflika, lederen af arbejderpartiet Louiza Hanoun, og den pensionerede general Mohamed Mediène. Den militære domstol i Blida har desuden idømt den tidligere forsvarsminister Khaled Nezzar 20 års ubetinget fængsel in absentia." (Sky News Arabic d. 25.9.2019)

Frankrig blev oprørt over den militære ledelse i Algeriet på grund af anholdelserne. Ifølge avisen The Independent, skrev 1000 franske personligheder, heriblandt den tidligere premierminister, Jean-Marc Ayrault, under på en erklæring, som krævede Hanouns løsladelse. Avisen tilføjede:

"Republikanernes parlamentsmedlem i det franske parlament, Jean Lasalle, udtrykte bekymring for, at begivenhederne vil smitte af på landets (Frankrigs) interesser, og han sagde, at ”opvæksten af en ny generation af oberster og generaler i den algeriske militære institution, med en koncentreret nationalistisk uddannelse, truer de franske interesser i Algeriet, især i de kulturelle, økonomiske og politiske aspekter".

Dette viser Frankrigs utilfredshed med begivenhedernes gang. Det betyder, at denne kamp er begyndt at gå i en retning med en form for eskalering, selvom Storbritannien har overtag i regimet, som er støttet af hærens stabschef.

2- USA's forsøg på at infiltrere den algeriske scene:

Visse amerikanske medier har forsøgt at markedsføre nogle personligheder, som er trådt frem under den folkelige bevægelse, såsom Karim Tabbou, FFS' leder. Den amerikanske kanal ”Alhurra” beskrev ham d. 12.9.2019 som "det mest fremtrædende ansigt i den folkelige bevægelse", og promoverede Karim Tabbous videoer, hvor han ifølge kanalen "leder demonstrationer i hovedstaden Algier, som en del af den folkelige bevægelse." Kanalen promoverede hvad den beskrev som "hans sande opposition til styret, i modsætning til resten af partierne". Denne promovering er muligvis en indikation på eksistensen af amerikanske kontakter med denne type af aktivister i den folkelige bevægelse i Algeriet. De algeriske sikkerhedsstyrker har anholdt denne aktivist og andre, med sigtelsen "svækkelse af hærens moral". Selv hvis det antages, at der eksisterer amerikanske kontakter med ledende personer fra den folkelige bevægelse i Algeriet, hvilket er forventeligt, så har disse personer ikke den tilstrækkelige indflydelse på det politiske liv i Algeriet, som er ønsket af USA, som indtil nu ikke har haft succes med at snige sig ind i hæren eller i statens institutioner...

Derfor er den europæiske-amerikanske kamp nærmest ikkeeksisterende på den algeriske scene. Konkurrencen er derimod mellem Storbritannien og Frankrig, navnlig Storbritanniens og dets algeriske militære systems seriøse forsøg på at stække de franske vinger. Men selvom det ikke er lykkes USA at infiltrere de europæisk-loyale kræfter i Algeriet, er den regerende bande i landet alligevel nervøs for krisens (den folkelige bevægelses) lange varighed, da dette kan gøre det muligt for USA at infiltrere, som det har forsøgt i årevis. Det kan endda også ske, at Frankrig udnytter bevægelsens lange varighed til at aktivere sine følgerne og skabe en chance for dem.

C: Det forventede udfald af valget

1- Det er lykkedes Storbritannien, de nuværende magthavere og hærledelsen at få Frankrigs mænd væk fra statens institutioner i en høj grad. Derfor har dette system travlt med at gå gennemført valget, for at disse omstændigheder ikke ændres, især fordi den folkelige bevægelse fortsætter.

Gaid Salah udtalte: "Før plejede vi at tale om nødvendigheden af at fremskynde præsidentvalget. Men nu er vi sikre på, at dette valg vil finde sted til de fastsatte frister". (The Independent d.14.0.2019). Salah krævede samtidig en klar holdning, idet han sagde, "at den nuværende fase kræver en klar holdning, uden noget kompromis, hverken med Algeriet, eller med dets fjender..." (The Independent d. 14.9.2019).

Dette indikerer, at det regerende system, som følger Storbritannien, er ivrigt efter en hurtig afgørelse, da forholdene ser ud til at være i dets favør, forholdsvis. Men Frankrig, og de kræfter som følger det, er imod afholdelsen af valget, eller ønsker at udskyde det til et tidspunkt, hvor omstændighederne er passende for dem. Frankrig melder ikke dette ud offentlig, men udtrykker det diplomatisk ved at sige, at det er det algeriske folk, som skal afgøre dets lands anliggender.

2- Det regerende system forsøger at få kandidater frem til præsidentvalget, som er tilhængere af systemet, efter at have givet dem "ansigtsløft": "De to tidligere premierministre, Ali Benflis og Abdelmajid Tebboune, offentliggjorde torsdag deres opstilling til præsidentvalget, som afholdes d. 12. december." (Reuters d. 28.9.2019).

Disse personer og deres ligesindede nyder systemets tillid. Nogle af dem spiller rollen som opposition i dag. Ali Benflis er lederen af partiet ”Avant-Garde des Libertés”, som præsenterer sig som oppositionsparti, som kalder til ændring. Benflis var Bouteflikas premierminister mellem år 2000 og 2003, hvilket betyder, at systemet forsøger at forny regimet med nogle nye ansigter, i håb om at dette vil snyde det algeriske folk, således at det afslutter sin bevægelse!

3- Det ser dog ud til, at de bredeste fraktioner i den spontane folkelige bevægelse, som afviser valget under det eksisterende system, er mange gange stærkere end de stemmer, som støtter systemet, og de parter, som kalder sig opposition, men som muligvis vil støtte valget. Dette får landet til at bevæge i retning af to muligheder:

- Enten bliver det nuværende regime tvunget til at udskyde valget i sidste øjeblik, som det skete ved fristen d. 18.4.2019...

- Eller også bliver der afholdt et valgt, som er yderst mangelfuldt, hvorved den folkelige bevægelse vil fortsætte, som om at valget ikke har fundet sted, selv hvis nogle kræfter træder ud af den folkelige bevægelse. Men da vil omstændighederne være klar til voldshandlinger fra regimets side, for at gøre en ende på den folkelige bevægelse, med påskuddet om, at der er blevet valgt en legitim præsident for landet, og at hans beslutninger derfor skal overholdes… Og dermed vil forholdene fortsætte i et ustabilt tovtrækkeri!

D: Konklusion

Den nuværende bevægelse vil, grundet ovenstående, ikke skabe nogen reel ændring eller påvirkningsfuld oprejsning. For selvom den blev opstartet spontant, har Storbritanniens, Frankrig og deres loyale støtteres indblanding frataget bevægelsen dens påvirkning; især fordi det er blevet kendt, at hærledelsen står på regimets side og endda er en forankret del af det, med beføjelser til at bestemme begivenhedernes gang. Det betyder, at ændring ikke kan skabes uden at ændre skifte loyalitet til at være til det algeriske folks rodfæstede Islam, hvilket er muligt og vi kunne lade sig gøre efter fjernelsen af de højtstående generaler, som er Storbritanniens og vestens agenter. Dermed ville man give det troværdige segment af oberster muligheden for at tage kontrollen over hæren, som derefter skal give støtten til den sande ændring på basis af Islam... Dette betyder ikke, at hærens folk skal besidde magten, men at de skal give deres sandfærdige støtte til magtovertagelsen, hvorefter den virkelige ledelse kommer til. Den ledelse, som den islamiske ummah venter på, for at skabe den omfattende ændring, gennem genindførelsen af den islamiske levemåde og etableringen af den sandfærdige, retsindige Khilafah, som oprejser Ummah og genopliver velstanden, og hvorigennem vi igen bliver sådan, som Allah ønsker, at vi skal være: 

كُنْتُمْ خَيْرَ أُمَّةٍ أُخْرِجَتْ لِلنَّاسِ تَأْمُرُونَ بِالْمَعْرُوفِ وَتَنْهَوْنَ عَنِ الْمُنْكَرِ وَتُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ

I er den bedste nation, udsendt til menneskeheden! I påbyder det rette, og forbyder det slette, og I har Iman på Allah. (Ãl-Imran: 110)

وَيَوْمَئِذٍ يَفْرَحُ الْمُؤْمِنُونَ * بِنَصْرِ اللَّهِ يَنْصُرُ مَنْ يَشَاءُ وَهُوَ الْعَزِيزُ الرَّحِيمُ

På den dag vil de troende fryde sig! Over Allahs sejr! Han giver sejr til hvem Han vil. Han er Den Mægtige, Den Barmhjertige.(Ar-Rum: 5)