Den seneste udvikling i henholdsvis Libyen og Sudan

Spørgsmål:

Haftar har igangsat et overraskelsesangreb på det vestlige Libyen, som stadig er i gang...Selvom at denne front næsten var rolig mellem ham og Al-Sarraj; spørgsmålet er derfor:

Hvilken ny udvikling er der kommet i sagen, som får Haftar til igangsætte dette angreb; især fordi Al-Sarraj regeringen i det vestlige Libyen er den part, som er internationalt anerkendt? Og hvad bliver resultatet af dette angreb? På forhånd tak.

Svar:

1- Svaret fremgår af vores udgivelse fra d. 20.2.2019, dvs 40 dage før Haftars igangsættelse af sit angreb; hvor vi gav et klart billede af begivenhedernes udvikling i Libyen; jeg vil herunder citere fra udgivelsen, for dig:

“A. Efter at USA’s agent, Haftar, overtog byen Benghazi, fik han kontrol med det østlige Libyen; og med hans sejr i byen Darnah, i midten af 2018, fik han fuld kontrol over det østlige Libyen. I takt med at kampene har flyttet sig til oliehalvmånen (Libyens mest olierige område som strækker sig fra Tubruq til Sidra), er konflikten taget til mellem USA’s lakajer under ledelse af Haftar og europæernes lakajer under ledelse af Al-Sarraj i Tripoli. Med Haftars overtagelse af kontrollen over oliehalvmånen, er den militære magtbalance begyndt at tippe til hans fordel i forhold til Al-Sarrajs regering. Men hans militære styrke, som støttes af USA’s agent i Egypten, Al-Sisi, er ikke fuldstændig afgørende, således at den gør det muligt for ham at få kontrol over det vestlige Libyen, hvor de europæiske stater på egen hånd stopper ham, for ikke at glemme at det vestlige Libyen ligger tæt på Algeriet, som er europæiskloyalt. Frygten for Algeriet og dets indblanding er tydelig i Haftars udtalelser: “Den libyske udenrigsminister, Tahir Sayala, tog mandag afstand fra “de uansvarlige udtalelser” fra feltmarskal Haftar, hvori han truede med at flytte “den libyske krig til Algeriet i løbet af få øjeblikke… ”. Haftar havde udtalt at Algeriet “udnytter de sikkerhedsmæssige tilstande i Libyen” og at “algeriske soldater havde krydset de libyske grænser”… ” (France 24, d. 10.9.2018).
 
B. Haftar modtager støtte fra Al-Sisis Egypten, og bag det USA, hvilket har medført hans kontrol med det østlige Libyen og oliehalvmånen. Samtidig er Algeriet villigt til at forsvare Al-Sarrajs regering grundet den geografiske nærhed og europæernes støtte til denne regering. Denne realitet har skabt en slags balance, selvom den militære vægt er ved at tippe til Haftars fordel, grundet den store amerikanske støtte, som er i tråd med USA’s vision for løsningen i Libyen: igangsættelse af forhandlingerne, når Haftars styrke er afgørende eller tæt på at være det. Men hvad angår de politiske position, så tipper vægten stadig til fordel for Al-Sarraj. Den europæiske indflydelse sikrer ham kontrollen med hovedstaden Tripoli, med den tyngde som udgøres af de politiske kredse, der er loyale over for Europa. Derfor kan Haftar ikke rykke frem og overtage hovedstaden Tripoli, og heller ikke indlede seriøse forhandlinger med Al-Sarrajs regering, så de to parter kan fremstå ligevægtige... Disse to kniber for parterne i den libyske konflikt har skabt en status quo, som gør det umuligt for parterne hver især at afgøre sagen til deres fordel. Derfor udgør flytningen af kampene til det sydlige Libyen en udvej for Haftar, for at han derved kan udvide det territorium, som er under hans militære kontrol, hvorefter den politiske løsning kan igangsættes, med større indflydelse fra USA end fra Europa. “Feltmarskal Haftars styrker indledte onsdag en bred militær operation i den sydlige del af landet, for at “rense” den for væbnede grupper, deriblandt den ekstremistiske gruppe “ISIS” og de kriminelle bander, som det blev erklæret af en talsmand for LNA (Libyan National Army)... ” (France24 d. 17.1.2019)

Konklusionen er, at det er lykkes Haftar, med den stærke militære støtte, som USA stiller til hans rådighed, særligt gennem Egypten, at opdele Libyen I to dele. Han har fået total kontrol over det østlige Libyen og over oliehalvmånen, som er den libyske økonomis nerve, og det er lykkes ham at trænge ind i den vestlige del. Og nu dirigerer USA ham til syden for at opnå større militær og økonomisk kontrol. Under status quo i det vestlige Libyen, grundet frygten for Algeriet, og den store europæiske støtte til Al-Sarraj-regeringen, skubber USA Haftar til at realisere andre formål for sig. USA forøger at udmatte de europæiske lande i spørgsmålet om migration; og USA angriber den franske indflydelse i de omkringliggende lande, begyndende med Tchad…” Citat slut.

Haftar har tilsyneladende udnyttet begivenhederne i Algeriet, og den algierske hærs beskæftigelse med disse begivenheder; hvormed han angreb det vestlige Libyen; angrebet startede d. 4.4.2019, dvs to dage efter krisetopmødet, hvor Bouteflika erklærede sin afgang! Angrebet har gjort det muligt for Haftar at rykke fremad mod Tripoli på en opsigtsvækkende måde...

2- Det forventede resultat af angrebet:

Det forventes ikke at Haftar afgør situationen, ved at overtage kontrollen over Tripoli; dette skyldes to årsager:

a: De parter som står i vejen for Haftar, er Europa og Algeriet...Algeriet er på nuværende tidspunkt beskæftiget med sine lokale forhold, men Europa er stadig i stand til udøve politisk pres: “Den ansvarlige for udenrigsanliggender i EU Federica Mogherini, opfordrede i dag mandag til en humanitær våbenhvile og tilbagevenden til forhandlingerne…” Sky News d. 8.4.2019. Storbritannien har ligeledes indleveret et udkast til sikkerhedsrådet for at stoppe kampene:

“Storbritannien har fremlagt et resolutionsudkast for sikkerhedsrådet; udkastet, som AFP er kommet i besiddelse af tirsdag, kalder til øjeblikkelig våbenhvile i Libyen; dette sker efter at styrkerne som er loyale til feltmarskal Khalifa Haftar, den stærke mand i det østlige Libyen, har igangsat en offensiv for at få kontrol over Tripoli. I resolutionsudkastet står der at offensiven fra “Libyan National Army”, under ledelse af Haftar, udgør en trussel mod stabiliteten i Libyen og mod horisonterne for den politiske dialog, som varetages af FN og udgør en trussel mod den totale løsning for krisen” AFP d. 16.4.2019

Europa vil derfor gøre brug af alle politiske midler som er i sin magt, for at stoppe Haftars fremrykning; og vil endda gøre brug af militær intervention, hvis det bliver nødvendigt: “Talsmanden for Libyan National Army brigadegeneral Ahmed al Mesmari udtaler at fremmede piloter fører kampfly som tilhører samlingsregeringen i deres angreb på de libyske stillinger” Alarabiya.net d. 13.4.2019, desuden: “Den europæiske udenrigsminister Federica Mogherini tilskyndede i dag tirsdag, EU landene til at gensende krigsskibe til Middelhavet for at facilitere operation “Sophía” til bekæmpelse af våben- og oliesmugling i Libyen” Hun tilføjede: “Mogherini sagde at: “den offensiv som feltmarskal Haftar har igangsat mod Tripoli, kan udvikle sig til en vedvarende konflikt med våben, som ikke bør bruges i Libyen” Al-madina.com d. 17.4.2019. Selvom Mogherini krævede gensendelse af krigsskibe til bekæmpelse af våben- og oliesmugling, blandede hun alligevel Haftar og hans offensiv mod Tripoli i sagen! Det er derfor ikke usandsynligt at disse krigsskibe vil blive brugt mod Haftars offensiv, ad smutveje, under påskud af våben- og oliesmugling.

b: USA som støtter Haftar; især gennem al-Sisi’s Ægypten, er godt klar over Europas interesse for Libyen, samt at Europa vil gøre alt for forhindre at Libyen smutter ud af dens hænder, gennem disse slag fra Haftar; derfor vælger USA den nemme løsning i denne sag! USA er godt klar over at Europa vil kæmpe imod et fuldstændigt tab af Libyen, gennem sine forskellige fremgangsmåder; og derfor kalder USA til en løsning gennem forhandlinger: “Den amerikanske ambassade i Libyen, har i dag mandag udsendt en erklæring, hvor den på ny, understreger at “Der ikke er en militær løsning for konflikten i Libyen”, ambassaden understregede på sin officielle twitter-konto at : “Den politiske løsning er den eneste måde for at forene landet, og fremlægge en plan for at sikre tryghed, stabilitet og udvikling for alle libyere” Arabic.sputniknews.com d. 8.4.2019

Men USA vil trække denne løsning gennem forhandlinger i langdrag, indtil Haftars tilstand bliver forbedret, ved at han overtager flere områder, hvormed hans forhandlingsposition vil være den stærkeste, og dermed vil USA’s andel af resultatet fra løsningen gennem forhandlinger være den stærkeste og største; overfor en relativ mindre andel til Europa , og i særdeleshed Storbritannien, da størstedelen af den politiske elite er loyal til den...Det er derfor forventet at Haftar vil stoppe sin offensiv, uden at få fuld kontrol over hele Tripoli og nærliggende områder, hvorefter Haftar vil indlede forhandlingerne, mens han er i en stærk position; dette er hvad der ses ud fra USA’s planer; men disse planer kan gå i vasken, hvis det lykkes for Algeriet at løse sit problem hurtigt, og hvorefter det algeriske militær begynder at fremsætte trusler mod Haftar, og endda gør ord til handling; begivenhedernes forløb i Algeriet tyder dog ikke på en hurtig løsning...Hvilket gør at de eventuelle løsninger vil tage tid…

3- Således bliver muslimerne fra både Al Sarrajs regering og Haftars hær dræbt; ikke for at gøre Allahs Deen mægtig, eller for at oprejse Allahs tjenere; men for at USA og Europa kan grine af et folk, som kæmper indbyrdes for andres interesser; og når deres rolle er udtjent, bliver de ligegyldigt kastet væk...Således gør de kolonialistiske kuffar med deres agenter; men disse agenter tager hverken ved lære, afholder sig, ser deres tragiske tilstand i dunia eller deres dybe afgrund i akhira. Allah, den Stærke, den Mægtige, har virkelig talt sandt, når Han siger: “Men den, der i dette liv, er blind, vil også være blind i det hinsidige, og endnu mere vildfaren”

Andet spørgsmål:

Hvad er det der foregår i Sudan? Al Bashir går af, eller bliver sat af, og holdes på et sikkert sted...Og Awad overtager hans plads; men efter en dag, går han af...al-Burhan tager derefter over...lederen af indsatsstyrken (Rapid Support Forces/RSF), udtaler at han ikke vil indgå i militærrådet; dagen efter er han vicepræsident for militærrådet! Oppositionen kræver et civilt styre, med fulde beføjelser, hvorefter militærrådet svarer at det vil danne en civil regering, men at militærrådet vil beholde suveræniteten...Således er de forskellige parter omringet af en mængde forvirring! Hvad er virkeligheden af begivenhederne? På forhånd tak.

Svar:

Min bror, hvis du fulgte med i vores udgivelser, vil billedet være klart for dig, og der ville ikke være forvirring; vi har således tidligere udgivet et svar d. 4.3.2019, dvs mere end en måned før Al Bashir blev afsat; i slutningen af svaret, sagde vi følgende:

“Slutteligt, er der to ting som er værd at overveje nøje:

Det første: USA pålægger sine lakajer at yde deres bedste for at tjene dets interesser. Al Bashir har ydet sit bedste til den grad, at han brød sin ed ved at løsrive Sydsudan fra landet... USA støtter Al Bashir indtil videre, hvilket bekræftes af USA’s kontakt til ham og hans regime, som vi har opklaret i ovenstående... Men hvis protesterne fortsætter, og Al Bashir ikke får dem under kontrol inden for kort tid, vil han miste sin brugbarhed for USA, og da vil han komme i en situation, hvor han er ude af stand til at tjene amerikanske interesser. Der vil det være sandsynligt, at USA vil arbejde på at udskifte ham. USA’s manøvre med at trække nogle af sine agenter ud af regeringen, så de kan ride på oppositionens bølge, især Al-Mirghanis parti, som er amerikanskloyalt, er muligvis et træk i denne retning, altså at klargøre et alternativ til Al Bashir. For en udskiftning af ham fordrer, at der er et alternativ, som accepteres hos folk. Denne fremgangsmåde mod sine agenter er ikke ny for USA: den blev brugt mod Mubarak. Da han ikke formåede at få protesterne under kontrol, befalede USA ham at gå af, hvorefter han trak sig og delegerede magten til Tantawi og hans militære råd... Denne fremgangsmåde er derfor velkendt for USA. USA har blot behov for et alternativ, inden det befaler sin agent at gå af. USA frygter nemlig, at troværdige, dedikerede mænd vil overtage magten og udgøre en torn i øjet på USA, eller, rettere sagt, en dolk i brystet på det, hvis ændringen sker, før alternativet er gjort klar. USA’s bibeholdelse af Bashar ved magten er i øvrigt ud fra denne betragtning...

Det andet: Det vi frygter er, at det udgydte blod fra dræbte og sårede, og tab af værdier på gader og offentlige anlæg, vil gå tabt, og at protesterne i sidste ende vil resultere i udskiftning af en agent med en anden agent; at den menneskeskabte konstitution bliver ved magt i landet; den konstitution, som forårsager at folk myrdes og udmattes... Det er netop, hvad vi advarer imod. Dette gør vi, fordi protesterne indtil i dag ikke adopterer Islams krav, og ikke kræver at Sharia bliver implementeret, ved at følge en retskaffen troværdig ledelse, som arbejder for at genoptage den islamiske levemåde gennem etablering af den retsindige Khilafah. Hvis ikke dette bliver gjort, vil den politiske og økonomiske krise vedblive med at være den samme eller endda forværres, og Allahs tale er den åbenlyse sandhed:

فَمَنِ اتَّبَعَ هُدَايَ فَلَا يَضِلُّ وَلَا يَشْقَى * وَمَنْ أَعْرَضَ عَنْ ذِكْرِي فَإِنَّ لَهُ مَعِيشَةً ضَنْكاً

Den, som følger Min retledning, vil hverken komme på afveje eller lide. Men for den, som afviger fra min påmindelse, er der et elendigt liv. (Ta-ha: 123-124)

Allah, Den Alvidende, Den Alvise, har sandelig talt sandt.

فَاعْتَبِرُوا يَاأُولِي الْأَبْصَارِ

Så tag ved lære, I, der kan se.(Al-Hashr: 2)”

Citat slut.

2- Det som er foregået og stadig foregår, bekræfter fuldt ud, det som vi har nævnt i vores udgivelse ; Al Bashir formåede ikke at slukke protesterne; så USA smed ham væk, og hans endelige skæbne blev tab, nedgørelse og ydmygelse! Awad Ibn Auf overtog hans plads om torsdagen og blev smidt væk om fredagen, som om at han udelukkende skulle bruges som et bindeled! Udover det, er han afvist, rent folkeligt; derefter blev Abdel Fattah al-Burhan bragt til: “Han blev udpeget som stabschef for landstyrker i februar 2018, og d. 26 februar besluttede Al Bashir at forfremme generalløjtnant Abdel Fattah til general, samt udpege ham til generalinspektør for de væbnede styrker, samme dag” Sudanskhbar.com d. 13.4.2019. Dvs at Al Bashir udpegede ham som generalinspektør under protesterne! Og det var al-Burhan som forhandlede med demonstranterne morgenen til fredag d. 12.4.2019; og blev leder for militærrådet fredag aften, efter Ibn Aufs offentliggørelse af sin afgang, hvormed han gik af som leder for militærrådet, en dag efter at han overtog posten! Al-Burhan tog flere skridt for at lette spændingen: “Lederen for det sudanske overgangsmilitærråd, Abdelfattah al-Burhan, har været (meget opmærksom) på at udvise venlighed til demonstranterne, og offentliggjorde i sin første erklæring, dannelsen af et militært råd, for at repræsentere statens suverænitet og en civil regering (som der er konsensus om), for at styre landet i den kommende periode, samt ophævelse af undtagelsestilstanden og løsladelse af fangerne” Albayan d. 14.4.2019. Derefter udpegede han lederen af indsatsstyrken (RSF), Mohamed Hamdan Daglo, til sin vicepræsident ; det mærkelige er at denne Daglo havde udtalt torsdag d. 11.4.2019 at han ikke vil deltage i militærrådet, men dagen efter er han vicepræsident for selvsamme militærråd! Her er hans udtalelse: “Jeg vil gerne erklære til hele det sudanske folk, at jeg, som værende lederen for indsatsstyrken, har siden d. 11.4.2019, takket nej til at være en del af militærrådet, men vi vil vedblive med at være en del af de væbnede styrker, arbejde på at holde landet forenet, respektere menneskerettighederne og beskytte det sudanske folk” RT d. 12.4.2019. Men dagen efter er han vicepræsident for militærrådet! “Overgangsmilitærrådet i Sudan, har, lørdag aften, udpeget lederen af indsatsstyrken (RSF) Mohamed Hamdan Daglo til vicepræsident for overgangsrådet” Almarsad.co d.14.4.2019

Vel at mærke, at denne mand var en af grundpælene i Al Bashirs regime, og han er tilsyneladende stadig en grundpæl i det nye regime; der gik nemlig ikke mere end en dag efter sin udpegelse, før han mødtes med den amerikanske ambassades chargé d’affaires, i venskabelighed og velkomst: “Vicepræsidenten for overgangsmilitærrådet general Mohamed Hamdan Daglo mødtes i dag søndag, i det republikanske palads, med den amerikanske ambassades chargé d’affaires i Khartoum Steven Koutsis. Ifølge Sudan News Agency (SUNA), “orienterede Daglo, den amerikanske diplomat om tilstanden og udviklingen i landet, og om de årsager som har ført til oprettelsen af overgangsmilitærrådet, samt om de skridt som rådet har taget for at bevare Sudans sikkerhed og stabilitet”, ifølge SUNA, hilste den amerikanske chargé d’affaires militærrådets rolle i sikringen af stabilitet velkommen, og understregede vigtigheden af det fortsatte samarbejde mellem de to parter, hvilket styrker de sudanske-amerikanske forhold” 24.ae d. 14.4.2019

3- For at styrke den eksisterende tilstand, hentydede USA til muligheden for ophævelse af sanktionerne: “En embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium udtaler at USA vil undersøge nye måder for at fjerne Sudan fra listen af lande der sponsorerer terror, hvis USA ser en essentiel ændring i Sudans regering samt en forpligtelse til at undlade støtte til terror” al bayan, som citerer Reuters d. 17.4.2019
USA’s agenter strømmede derefter til for at støtte den nye situation:

“ Al-Sisi ringer til præsidenten for militærrådet i Sudan: Den egyptiske præsident forsikrede præsidenten for overgangsmilitærrådet  Abdel Fattah al-Burhan om Ægyptens fulde støtte til Sudans sikkerhed og stabilitet” Arabic.rt.com d. 16.4.2019

“En højtstående ægyptisk delegation besøger Khartoum for at understrege støtten til det sudanske folks valg: En højtstående ægyptisk delegation aflægger Sudan et besøg, for at understrege Ægyptens fulde støtte..” Youm7.com d. 17.4.2019

“Abu Dhabi- Skynews Arabic: Det saudiske ministerråd understregede tirsdag, sin støtte til det sudanske folks valg om dets fremtid, og de foranstaltninger som overgangsmilitærrådet har foretaget; ifølge det saudiske nyhedsbureau SPA” Alwatannews.net d. 16.4.2019

4- Den amerikanske politik er blevet åbenlys for enhver; USA bruger sine mænd i hæren og kræver at de skal tjene dens interesser og få kontrol over situationen; hvis ikke de formår at gøre dette; bliver de smidt til side og USA bringer derefter en ny af sine agenter i hæren til magten; til trods for de store antal af troværdige folk i muslimernes hære, lykkes det USA alligevel at finde nogen som den kan lokke med dunias goder, hvorefter disse forråder deres Ummah og tager ikke ved lære af den skæbne som har ramt deres ligesindede før dem, når deres rolle har været udspillet! USA’s politik tolerer at der udpeges et civilt styre til at tjene dens interesser, og som USA sidenhen fjerner og i stedet, bringer sine agenter i hæren tilbage til magten...USA gjorde dette med Mubarak; da protesterne blev igangsat, og  han ikke formåede at modstå dem, smed USA ham til side og derefter kom Tantawis militærråd, derefter en civil regering under hærens kontrol og derefter kom al-Sisi, som er en af USA’s mænd i hæren tilbage til magten, dvs at hæren kom tilbage til magten påny...USA gjorde det samme med Nomeiri; da protesterne kom og han ikke formåede at modstå dem, blev han smidt til side, derefter kom Swar al-Dahab, som et civilt styre, under hærens kontrol, og derefter kom Al Bashir, som er en af USA’s mænd i hæren tilbage til magten, dvs at hæren kom tilbage til magten påny...
Nu da Al Bashir ikke formåede at modstå protesterne, blev han smidt til side, og her har vi al-Burhan, hans militærråd og hans vicepræsident Dagalo; al-Burhan har udtalt at han vil danne en civil regering, men at suveræniteten tilhører hæren; dermed vil han inddrage civile for en periode, hvorefter tingene vil gå tilbage til den oprindelige tilstand!

Denne politik er nærmest en fast vestlig tradition i forhold til deres agenter...Europa, og Storbritannien i særdeleshed, prøver dog at finde juridiske dække for denne politik, mens USA er ligeglad med de juridiske dække!

5- Selvom oppositionen er blevet en blandet skare, og Storbritanniens påvirkning på den, er opsigtsvækkende; især i Sudanese Professionals Association og i Sadiq al-Mahdi parti; er Storbritanniens påvirkning dog alligevel begrænset, selv hvis de indtræder i den civile regering, da den reelle suverænitet tilhører USA’s mænd i hæren...Dette er, som vi tidligere har sagt, nærmest USA’s faste politik i muslimernes lande; USA tillægger ikke nogen vægt til faire valg, fordi resultaterne heraf er ikke til USA’s fordel...USA gør derimod brug af et antal af sine agenter i muslimernes hære, som har accepteret at forråde deres Deen og Ummah; og som til slut  bliver kastet væk, når deres rolle er udspillet, hvormed de taber deres dunia, efter at have tabt deres Deen.

6- Men det smertelige er, at der er mange som elsker deres Deen og deres Ummah i disse hære; så hvordan kan de tillade USA’s agenter, -når disse er de svageste og de færreste i antal, sammen med de manipulerede- hvordan kan de tillade disse at yde fordærv på jorden, hvor de bevæger sig sammen med USA; en bevægelse som er omkostningsfuld; hvor de ofrer, bliver dræbt og såret i tjeneste for ondskabens overhoved USA, og de andre vestlige lande?Hvordan?! Når det forholder sig således, at hvis de troværdige i muslimernes hære, giver deres støtte til Allah og Hans Deen, vil få succes i dunia og akhira, og vil være ligesom Ansaar, som nævnte Allah og gav deres støtte til Ham, hvormed Allah Nævnte dem og gav Hans sejr til dem; og da deres leder Saad Bin Muaadh døde, var der 70000 engle til hans begravelse og Allahs trone rystede for hans død; alt dette fordi de gav deres støtte til Allahs Deen; og for det samme, skal I, o troværdige soldater arbejde, Således vil Allah give jer stolthed i dunia, og succes i akhira, hvilket er den mægtigste succes...Hvad angår de, som forråder deres Ummah og giver deres støtte til kufrs overhoveder, USA og Storbritannien, samt deres støtter, så har de tabt deres akhira og selv deres dunia; efter at have udført deres rolle, vil de blive kastet væk, hvor de intet godt får; ligesom det er sket for deres ligesindede før dem; og da vil de fortryde når det er for sent; vil de da ikke stoppe op og rette op på deres tilstand, hvis de er forstandige?

“Deri er der en påmindelse for den, der har hjerte eller som hører efter, når han er til stede” Qaaf: 37

Ata Bin Khalil Abu Al-Rashta

Hizb ut Tahrirs Amir