Betydningen af Haftars offensiv i det sydlige Libyen.

Spørgsmål:

Hvorfor splitter amerikanernes agent Haftar i Libyen sine styrker op i det langstrakte sydlige Libyen? Hvorfor koncentrerer han ikke sine kræfter mod det vestlige Libyen, som er pro-europæisk, således at han kan afgøre situationen i Libyen til sin fordel? Indflydelsen og tyngden ligger nemlig i det nordlige Libyen: Det nordøstlige og nordvestlige, og ikke i syd… Eller er der andre formål med hans operation?

Svar: 

Vi gennemgår følgende for at svaret skal være klart:

1. Efter at USA’s agent, Haftar, overtog byen Benghazi, fik han kontrol med det østlige Libyen; og med hans sejr i byen Darnah, i midten af 2018, fik han fuld kontrol over det østlige Libyen. I takt med at kampene har flyttet sig til oliehalvmånen (Libyens mest olierige område som strækker sig fra Tubruq til Sidra), er konflikten taget til mellem USA’s lakajer under ledelse af Haftar og europæernes lakajer under ledelse af Al-Sarraj i Tripoli. Med Haftars overtagelse af kontrollen over oliehalvmånen, er den militære magtbalance begyndt at tippe til hans fordel i forhold til Al-Sarrajs regering. Men hans militære styrke, som støttes af USA’s agent i Egypten, Al-Sisi, er ikke fuldstændig afgørende, således at den gør det muligt for ham at få kontrol over det vestlige Libyen, hvor de europæiske stater på egen hånd stopper ham, for ikke at glemme at det vestlige Libyen ligger tæt på Algeriet, som er europæiskloyalt. Frygten for Algeriet og dets indblanding er tydelig i Haftars udtalelser: “Den libyske udenrigsminister, Tahir Sayala, tog mandag afstand fra “de uansvarlige udtalelser” fra feltmarskal Haftar, hvori han truede med at flytte “den libyske krig til Algeriet i løbet af få øjeblikke… ”. Haftar havde udtalt at Algeriet “udnytter de sikkerhedsmæssige tilstande i Libyen” og at “algeriske soldater havde krydset de libyske grænset”… ” (France 24, d. 10.9.2018).

2. Haftar modtager støtte fra Al-Sisis Egypten, og bag det USA, hvilket har medført hans kontrol med det østlige Libyen og oliehalvmånen. Samtidig er Algeriet villigt til at forsvare Al-Sarrajs regering grundet den geografiske nærhed og europæernes støtte til denne regering. Denne realitet har skabt en slags balance, selvom den militære vægt er ved at tippe til Haftars fordel, grundet den store amerikanske støtte, som er i tråd med USA’s vision for løsningen i Libyen: igangsættelse af forhandlingerne, når Haftars styrke er afgørende eller tæt på at være det. Men hvad angår de politiske position, så tipper vægten stadig til fordel for Al-Sarraj. Den europæiske indflydelse sikrer ham kontrollen med hovedstaden Tripoli, med den tyngde som udgøres af de politiske kredse, der er loyale over for Europa. Derfor kan Haftar ikke rykke frem og overtage hovedstaden Tripoli, og heller ikke indlede seriøse forhandlinger med Al-Sarrajs regering, så de to parter kan fremstå ligevægtige... Disse to kniber for parterne i den libyske konflikt har skabt en status quo, som gør det umuligt for parterne hver især at afgøre sagen til deres fordel. Derfor udgør flytningen af kampene til det sydlige Libyen en udvej for Haftar, for at han derved kan udvide det territorium, som er under hans militære kontrol, hvorefter den politiske løsning kan igangsættes, med større indflydelse fra USA end fra Europa. “Feltmarskal Haftars styrker indledte onsdag en bred militær operation i den sydlige del af landet, for at “rense” den for væbnede grupper, deriblandt den ekstremistiske gruppe “ISIS” og de kriminelle bander, som det blev erklæret af en talsmand for LNA (Libyan National Army)... ” (France24 d. 17.1.2019). Således skubber USA sin agent Haftar mod det sydlige Libyen under mottoerne om bekæmpelse af “terror og kriminelle bander” for at opnå adskillige lokale og regionale formål; for at styrke sin indflydelse og fratage de europæiske lande noget af deres indflydelse.

Ved at iagttage situationen nøje, kan vi se, at Haftars offensiv mod det sydlige Libyen opfylder to formål for ham, og for USA, i kampen om Libyen, og opfylder desuden to andre formål for USA imod Europa og dets indflydelse i Afrika, på følgende måde: 

1. Offensivens to formål i kampen om Libyen:

1. At få kontrol over et stort areal. Hvis det lykkes Haftar at få militær kontrol over de store områder i det sydlige Libyen, vil dette også afspejle sig i forhandlingerne og give ham de stærkeste kort. Udover den militære vigtighed af at have kontrol over byer, som Sabha og andre forstæder i syden, indenrigs, vil denne eventuelle kontrol også give større “legitimitet” til Haftar som værende den part, der har kontrol over størstedelen af de libyske territorier, og hvad der følger med dette af fordele i de politiske løsninger. Dette selvom Haftars bevægelser nær den algeriske grænse fra syden kan udgøre en fare for ham. Men måske håber han på, at han kan konsolidere sin kontrol, mens Algeriet er beskæftiget med sit præsidentvalg.

2. At få kontrol over den libyske økonomi. Efter kampe, der bølgede frem og tilbage, lykkedes det Haftars styrker at få kontrol med oliehalvmånen i midten af 2018 og flytte olieindtægterne til NOC’s (National Oil Corporation) afdeling i Benghazi i stedet for Tripoli. På den måde er Al-Sarrajs regering blevet frataget olie fra oliehalvmånen på den ene side; og på den anden side begyndte Haftar at gøre klar til selv at eksportere olien, hvilket fik kampene til at flytte sig til oliehavnene, for at forhindre Haftar i at eksportere olien. Jadhran-militsen fik kontrol med havnene i Sidra og Ra’s Lanuf, og Al-Sarraj-regeringen anså Jadhran for at være en legitim ansvarlig for bevogtning af olieinstallationerne, men dette varede ikke ved: “... Derefter udbrød der voldsomme kampe med de libyske hærstyrker, hvorefter den øverste ledelse for de væbnede libyske styrker d. 21 juni erklærede at have fået total kontrol over områderne Al-Sidra og Ra’s Lanuf. ” (Sputnik d. 7.7.2018). Således fik Haftar kontrol over oliehalvmånen, inklusiv de havne der bliver brugt til olieeksport. Fra den dato, har indsatsen fra samlingsregeringen under Al-Sarrajs ledelse været koncentreret om at forhindre lande i at importere libysk olie fra oliehalvmånen, som er under Haftars styrkers kontrol. Derfor er eksporten fra Libyen dalet i en høj grad, mens Al-Sarraj-regeringen er fortsat med at eksportere olie, som er udvundet fra Murzuq-ørkenen, særligt oliefelterne Al-Charara (300.000 tønder om dagen) og Al-Fil (125.000 tønder dagligt).

Med flytningen af kampene, som ikke er så voldsomme, til det sydlige Libyen, og med Haftar-styrkernes overtagelse af kontrollen over oliefeltet Al-Charara som er tæt på byen Sabha, bliver Haftars styrke tilført en økonomisk indflydelse: “En talsmand for styrkerne i det østlige Libyen sagde i dag mandag på twitter: “De væbnede styrker har fuldendt deres overtagelse af den totale kontrol over oliefeltet Al-Charara, med alle dets installationer, på fredelig vis og uden kamp, og sikrer nu dette, i samarbejde med feltets ledelse…” (Youm7.com d. 11.2.2019). Dette store oliefelt, hvis kapacitet er op til 400.000 tønder om dagen, og som ejes af et spansk selskab, er genstand for en ophedet kamp mellem USA’s agent Haftar og Europas agenter i Tripoli... Denne udvikling, dvs. Haftars kontrol over oliefeltet, gør det nemt for ham at få kontrol over de bagvedliggende oliefelter, til det yderste sydlige Libyen, især oliefeltet Al-Fil. På denne måde har Al-Sarraj-regeringen mistet sin økonomiske livsnerve og læner sig nu op ad den europæiske internationale paraply for at forhindre Haftar i at eksportere olien og tvinge ham til at eksportere gennem Tripolis olieinstitutioner. Men han har immervæk kontrollen over oliekilderne og lader spørgsmålet om at eksportere fra havnene og gennem de olierørledninger, som han ikke har kontrol over, være til forhandlinger, igennem hvilke han opnår sine finansielle mål, hvilket vil gøre det muligt at pumpe finanser til hans militære styrker.

2. Offensivens to formål for USA mod Europa og dets indflydelse i Afrika:

2. At opretholde migration som en hovedpine for Europa. Dette er et amerikansk formål rettet mod Europa, som kommer til udtryk ved at USA nægter Europa at etablere militærbaser i Libyen med det påskud at stoppe den afrikanske migration til det europæiske kontinent. USA’s agent Haftars overtagelse af kontrollen med de militære installationer dybt inde i Libyen, hvoraf de fleste er lufthavne og landingsbaner, vil fratage de europæiske lande muligheden for at bruge disse til at hævde indflydelse i Libyen eller til regionale formål i Afrika. Under påskud af at stoppe den afrikanske indvandring til Europa, søger de europæiske lande at opbygge et fodfæste i disse militære installationer, hvilket USA og dets agent Haftar er imod: “Den pensionerede libyske feltmarskal, Khalifa Haftar, advarer om at internationale parter arbejder på at etablere en militær tilstedeværelse i nogle områder i syd. Haftar sagde, at samtidig med at den øverste ledelse har fokus på at etablere varme forhold og parallelle strategiske forbindelser med alle internationale parter, kommer der oplysninger om, at nogle internationale parter ønsker at etablere en militær tilstedeværelse i det sydlige Libyen... Libyske kilder har sagt, at en italiensk sikkerheds- og militærdelegation besøgte byen Ghat (i det sydvestligste Libyen) i går torsdag for at etablere et militært omdrejningspunkt, og en italiensk by, med europæisk finansiering, for at kontrollere den illegale indvandring…” (Aljazeera.net d. 29.6.2018).

Med Haftars overtagelse af kontrollen over vigtige områder i syd, fratager han europæerne muligheden for at konsolidere sig og etablere militærbaser i det sydlige Libyen: “Luftstyrkernes Kommandocentral, som hører under den libyske hærs øverste ledelse, erklærede letnings- og landingsforbud fra og til lufthavne og landingsbaner i det sydlige område, indtil kommandocentralen har givet sin godkendelse, og advarede samtidig ethvert fly mod at lande i det sydlige territorium, hvis det flyver uden tilladelse fra den libyske hærs ledelse…” (Youm7.com d. 8.2.2019). Således har USA, ved at skubbe Haftar til syden, lagt bånd på den europæiske mobilitet i det sydlige Libyen og opretholdt problemet med de afrikanske indvandrere som en hovedpine, der holder Europa søvnløst.

2. At modarbejde den europæiske indflydelse i Sahara-regionen. Haftars offensiv i det sydlige Libyen begrænser sig ikke til de ovennævnte formål. USA planlægger og arbejder endda direkte på at fuldføre en regional mission for at destabilisere den franske indflydelse i Sahara. Grundet Tripolis centrale regerings svaghed, har det vakuum, som er opstået i det sydlige Libyen, skabt et gunstigt miljø for, at væbnede afrikanske oppositionsgrupper kan blive aktive i det sydlige Libyen. Således er tchadiske, nigerske og sudanske oppositionsgrupper vokset, og de udgør endda en aktør på den interne libyske scene. Disse styrker er store og kan ikke negligeres: “Den tchadiske avis “Al-Wihda”, der udkommer på fransk, skrev i dag onsdag, at henved elleve tusinde mand fra den tchadiske opposition befinder sig i det sydlige Libyen i øjeblikket… ” (Alwasat.ly d. 4.4.2018).

Under påskuddet “terrorbekæmpelse”, som USA bruger som undskyldning for sine interventioner, får det ligeledes sine agenter til at ride på samme bølge. Således bevæger USA sig frem mod at intervenere åbenlyst i Libyen: “En libysk embedsmand sagde, at amerikanske og libyske styrker onsdag har gennemført et fælles angreb på en lokalitet, hvor støttere af Al Qaeda holder til, i udkanten af byen Awbari… ” (Euronews Arabic d. 14.1.2019). Det amerikanske terrorkort, som benyttes, er det samme, som Haftar bruger til “at rense området for væbnede grupper og terrororganisationer”. De grupper, der har militær tyngde i det sydlige Libyen er de tchadiske bevægelser: “Den libyske nationale hær har, under ledelse af feltmarskal Khalifa Haftar, igangsat en militær kampagne i den sydvestlige del af landet imod væbnede grupper, hvoraf de største tilhører den tchadiske opposition… ” (RT d. 12.2.2019). “Den libyske nationale hær”, som Haftar har udnævnt, sagde i en kortfattet meddelelse, at “krigsfly fra den arabiske libyske hær har på skift udslettet tre samlingssteder for de tchadiske bander i vores elskede syd… ” (Alarabiya.net d. 8.2.2019)

Det er således tydeligt, at Haftars kampagne i det sydlige Libyen også er en organiseret udsmidning af disse grupper fra Libyen. Han skubber dem ud af Libyen, så de kan få en anden mission i Tchad: At skabe uro for den franske indflydelse i landet, hvilket skete øjeblikkeligt: “Den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, sagde tirsdag, at de franske styrker har bombet en oprørskonvoj i Tchad for at forhindre et kup mod præsident Idriss Déby. Efter anmodning fra Déby, har franske kampfly angrebet en bevæbnet konvoj af oprørere, som krydsede grænsen fra Libyen og trængte ind i Tchad i sidste uge. Le Drian sagde til medlemmerne af parlamentet: “En oprørsgruppe, som er kommet fra det sydlige Libyen, gennemførte et angreb... for at tage magten i N'Djamena. Præsident Déby anmodede os skriftligt om at intervenere for at forhindre et kup og for at beskytte landet. ” (Reuters d. 12.2.2019). Fordi det er reelle trusler, som USA’s agent Haftar retter mod Tchad, indsætter Frankrig en stor styrke i den tchadiske hovedstad for at beskytte sin agent Idriss Déby: “Frankrig indsætter 4.500 soldater i den tchadiske hovedstad N'Djamena, i en operation under navnet ”Barkhane anti-terror styrke”” (Reuters d. 12.2.2019).

Således bliver det tydeligt, at i takt med USA’s indtrængen i Libyen, og til trods for dets lakajers manglende evne til at afgøre situationen i det vestlige Libyen til sin fordel, grundet den europæiske støtte til Al-Sarraj- regeringen i dette område, går USA nu videre til at destabilisere den franske indflydelse i Tchad. Fremfærden fra modstanderne af Idriss Déby, som kom fra det sydlige Libyen, og trængte ind i de tchadiske territorier, kan være en indledende fase til noget, som er på vej, dvs. at kampene muligvis kommer til at rase mod den franske indflydelse i Tchad og måske Niger derefter, og mod de franske selskabers monopol især på uranminer i det område.

Konklusionen er, at det er lykkes Haftar, med den stærke militære støtte, som USA stiller til hans rådighed, særligt gennem Egypten, at opdele Libyen I to dele. Han har fået total kontrol over det østlige Libyen og over oliehalvmånen, som er den libyske økonomis nerve, og det er lykkes ham at trænge ind i den vestlige del. Og nu dirigerer USA ham til syden for at opnå større militær og økonomisk kontrol. Under status quo i det vestlige Libyen, grundet frygten for Algeriet, og den store europæiske støtte til Al-Sarraj-regeringen, skubber USA Haftar til at realisere andre formål for sig. USA forøger at udmatte de europæiske lande i spørgsmålet om migration; og USA angriber den franske indflydelse i de omkringliggende lande, begyndende med Tchad...

Disse er implikationerne af Haftars offensiv mod det sydlige Libyen. Ud fra dette, er det tydeligt, at kufr-staterne spreder fordærv i Libyen for deres interesser og indflydelse. For disse formål kæmper grupper af muslimer, uden at tage hensyn til Allahs forbud mod at dræbe deres brødre og forspilde deres lands olierigdom. Intet kan afskaffe disse agenter, og bag dem kufr-staterne og den ondskab de spreder i de muslimske lande, andet end at muslimerne rejser sig en gang for alle, etablerer Allahs Sharia og erklærer deres Khilafah, som vil bringe orden i tingene og forvandle kufr-staternes drømme om de muslimske lande til frygtelige mareridt for dem…

إِنَّ فِي هَذَا لَبَلَاغاً لِقَوْمٍ عَابِدِينَ

Heri er der et budskab til folk, der tilbeder (Allah). (Al-Anbiya’: 106)

Ata Bin Khalil Abu Al-Rashta

Hizb ut Tahrirs Amir