Forhandlingerne mellem USA og Taliban

Spørgsmål

Kilder i den afghanske bevægelse, Taliban, har talt om vigtige fremskridt i bevægelsens forhandlinger med den amerikanske udsending, Zalmay Khalilzad, som foregik i Doha og varede i seks dage. Bevægelsen erklærede desuden, at USA vil trække sine styrker ud i løbet af atten måneder fra indgåelsen af aftalen. Doha-aftalen er kun et udkast, hvis indhold bliver nævnt i udtalelser her og der, og som indtil nu ikke er forpligtende. Desuden vil der være en ny forhandlingsrunde d. 25.2.2019 ifølge Reuters d. 27.1.2019. Men det centrale spørgsmål er:

Er Taliban bevægelsen faldet i den amerikanske fælde efter disse lange år med Jihad?

I så fald: Hvordan er det sket? og hvor er udviklingen på vej hen? Jazak Allahu khairan.

Svar

Indledningsvis, vil jeg minde om det tidligere svar, under titlen “USA’s strategi i Afghanistan” fra d. 16.8.2017, hvori det blev opklaret, at USA sammen med sine NATO-allierede har været ude af stand til at opnå en militær sejr i Afghanistan, og at mange områder i landet reelt er kommet under Taliban-bevægelsens kontrol. Vi forklarede desuden, at den afghanske marionetregering har været ude af stand til at udkæmpe den amerikanske krig i landet, og at den med nød og næppe kontrollerer hovedstaden og nogle andre områder. Vi sagde også i svaret at USA/Trump reviderer deres Afghanistan-politik: 

“Denne revidering vil gå i retning af en stor nedkøling af den afghanske front og begrænsning af den amerikanske tilstedeværelse til militærbaser, som bruges "under farer eller trusler"... samt i retning af at få den amerikanske mission i Afghanistan til at fremstå som en krig mod ISIS. ”

Vi sagde ydermere: 

“For at gøre processen med at lokke Taliban til at acceptere et kompromis nemmere, vil USA aktivere den pakistanske rolle, ved at den nye militærledelse i Pakistan udviser større blødhed og sympati med Taliban, for at skubbe denne til at sætte sig ved forhandlingsbordet med marionetregeringen i Kabul og indlemme bevægelsen i det amerikanske politiske system i Afghanistan...Efter USA’s overbevisning om de begrænsede alternativer i landet, samt den fiasko, som det indiske alternativ led, tyede USA til forhandling med Taliban i håb om at indlemme bevægelsen i det amerikanske styre i Afghanistan. Til dette formål brugte USA sine agenter i styret i Pakistan til at trække Taliban til forhandlingerne... Alligevel fejlede USA i alle sine forsøg og har ikke fået nogen succes i Afghanistan, hverken militært eller politisk”.

Men USA har ikke opgivet håbet om at opnå dette formål, ved brug af sine agenter i regionen; særligt fordi USA er meget bekymret over sin økonomiske og militære lidelse i Afghanistan. Ved gennemgang af USA’s krise i Afghanistan, bliver følgende tydeligt: 

For det første: USA lider under en stor statsgæld, som truer dets økonomi, der blev ramt af en krise i 2008, hvis eftervirkninger fortsat er til stede. USA mener samtidig at det har spenderet hvad der svarer til 7 billioner på sine krige i Mellemøsten, dvs. i de muslimske lande, uden at få noget til gengæld, som USA’s præsident Trump udtalte. Han skrev følgende på sin twitter-profil: “Efter at vi i dumhed har spenderet 7 billioner dollars i Mellemøsten, er det på tide at vi går i gang med at genopbygge vores land”. BBC citerede det amerikanske magasin Forbes d. 9.1.2016 for at: “krigen i Afghanistan har foreløbig kostet USA 1 billion og 70 milliarder dollars, samt 2.400 dræbte amerikanske soldater og titusindvis af tilskadekomne, med maltrakteringer og varige men. Men til trods for disse store menneskelige og økonomiske omkostninger, er det ikke lykkes USA at udslette bevægelsen… ”

For det andet: efter USA’s fiasko med at udslette Taliban militært, indse USA, at det ikke har andre udveje end at trække bevægelsen til forhandlinger som USA’s eneste alternative vej ud af den afghanske krig, uden at nederlaget er åbenlyst... Dette alternativ er blevet USA’s reelle strategi i Afghanistan. Det, som understreger USA’s satsning på denne strategi, er at det amerikanske udenrigsministerie d. 5.9.2018 udpegede Zalmay Khalilzad som Afghanistan-udsending med en konkret opgave: “Det amerikanske udenrigsministerium har i en tidligere erklæring opsummeret Khalilzads opgave til at være koordinering og styring af den amerikanske indsats for at få Taliban til at sætte sig ved forhandlingsbordet. ” (Anadolu Agency d. 12.1.2019). Derfor har USA holdt sig til at gøre brug af dette alternativ: at presse og få Taliban til at sætte sig ved forhandlingsbordet. Denne amerikanske vision for den afghanske krig er ikke ny. USA har nemlig fra begyndelsen forsøgt at skabe en forhandlingslinje mellem Taliban og regimet, men disse forsøg har fejlet. Derfor blev forhandlingen ændret til at være mellem Taliban og USA, efter at USA i begyndelsen ønskede, at den skulle være mellem Taliban og det afghanske regime, som USA havde etableret. Men Taliban afviste at forhandle med regimet, da bevægelsen anså regimet for at være en marionet i hånden på USA... Derefter indvilligede bevægelsen i at forhandle med USA, selvom at denne har været grundlæggeren af det afghanske regime!

For det tredje: Det er bemærkelsesværdigt og tankevækkende at USA - i sit arbejde for at overtale Taliban til at indgå i fredelige forhandlinger - foretog manøvrer på sin egen ondsindede måde, for at forberede atmosfæren til dette formål. Manøvrerne fandt sted både lokalt i Afghanistan og regionalt, gennem USA’s lakajer og andre omkring Afghanistan.

1- Fokuseringen af amerikanske angreb på Taliban-lederne, særligt de som var imod forhandlingerne: “Amerikanske embedsmænd har udtalt, at USA, i går lørdag, foretog et droneangreb mod Akhter Mansour, lederen af den afghanske Taliban-bevægelse... Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, beskrev Akhter Mansour som “en forhindring for fred og forsoning mellem den afghanske regering og Taliban”... ” (Alwatanvoice.com d. 22.5.2016). Dvs. at angrebet på Akhter skyldtes hans afvisning af forhandlingerne. Dette fandt sted under Obamas regeringsperiode. USA fortsatte i samme stil under Trump: “NATO’s delegation “Resolute Support” sagde i en pressemeddelelse onsdag aften, at: “To ledere fra Taliban fra Kapisa-regionen blev dræbt i et amerikansk angreb, som støtte til de afghanske specialstyrker i Tagab-regionen d. 22. juli. ”  (Sputnik d. 25.7.2018). I et yderligere angreb, blev endnu en Taliban-leder dræbt: “Talsmanden for de amerikanske styrker i Afghanistan Dave Butler sagde: “Vi kan bekræfte at et amerikansk luftangreb blev udført i går og resulterede i drabet på Taliban-lederen Mullah Manan. ” Og han tilføjede: “Vi styrer mod en politisk løsning… ” (CNN Arabic d. 2.12.2018)

2- Iran har rakt sin hånd ud til Taliban-bevægelsen, hvilket fik denne til at tro at den er i sikkerhed, i troen på at Iran er “en fjende af USA”. Taliban tog ikke ved lære af drabet på bevægelsens leder Mullah Akhter Mansour, som skete mens han var på vej tilbage fra Iran, og ved grænsen til Iran. Attentatet på Akhter var højst sandsynligt koordineret mellem USA og Iran; men alligevel fortsatte Taliban med at stole på Iran... Iran har kun skubbet Taliban i retning af den amerikanske politiske løsning: “Iran har udtalt, at repræsentanter fra den afghanske Taliban-bevægelse har gennemført forhandlinger med iranske embedsmænd i Teheran i går søndag, i en tid hvor den islamiske republik arbejder på at skubbe fredsforhandlingerne fremad i nabostaten, for at sætte en stopper for påvirkning fra andre islamiske bevægelser. Talsmanden for der iranske udenrigsministerium Bahram Ghasemi sagde mandag, at forhandlingerne skete med den afghanske præsident Ashraf Ghanis viden, og tilsigter at tegne et omrids for forhandlinger mellem Taliban og den afghanske regering. ” (Euronews d. 31.12.2018)

3- Qatar åbnede et kontor for Taliban i Doha, hvilket fik bevægelsen til at tro, at Qatars anerkendelse af bevægelsen vil styrke den. Men Qatar har åbenlyst erklæret, at dette kontor er åbnet med amerikansk koordinering, for at opnå forhandlinger med Taliban-bevægelsen. Qatar udtalte under sin krise med de “belejrende” staterne, at: “CIA’s tidligere direktør David Petraeus’ udtalelser er nok, når han siger, at møderne med henholdsvis Taliban og Hamas blev sikret efter den amerikanske regerings ønske, hvilket i sig selv beviser, at Qatar ikke har begået noget, som bliver hemmeligholdt, og at dette var med alles viden og ikke bag deres ryg, samt at Hamas’ og Talibans tilstedeværelse i Doha var på anmodning fra den amerikanske regering, for at finde en udvej for den palæstinensiske sag og for Taliban.” (Al-Sharq.com d. 4.7.2017).

Således bilder Qatar Taliban ind, at det er på dens side, støtter den og anerkender den, hvilket har fået bevægelsen til at falde i denne fælde... Men efter at kniben blev for hård for Qatar i krisen med øvrige golfstater, begyndte Qatar at tigge Trump-administrationen og betale penge for at Trump-administrationen skulle beskytte landet. Qatar begyndte at tækkes USA i højere grad, selvom Qatar er agent for englænderne, i håb om at Trump-administrationen letter den saudiske trussel mod landet. Således har USA gjort miniputstaternes tjeneste til USA til en indbyrdes konkurrence mellem disse miniputstater i Golfen; en tjeneste som går ud på at skubbe Taliban til fredsforhandlingerne. Således konkurrerer Emiraterne med Qatar ved at trække forhandlingerne til Abu Dhabi, mens Saudi-Arabien trækker forhandlingerne til Jeddah… Reuters citerede desuden en militærleder i Taliban, som deltager i forhandlingerne og krævede at være anonym: “I virkeligheden har konflikten mellem Saudi-Arabien og Qatar ødelagt fredsprocessen fuldstændigt … Saudierne lægger unødvendigt pres på os, for at få os til at erklære våbenhvile. ” (Sputnik d. 14.1.2019).

Med dette pres, som på overfladen ser ud til at være modsætnings- og konfliktfyldt, har Taliban fundet sig selv bundet af tre golfstater, som på overfladen ser ud til at være modsatrettede, men som går i samme retning: Forhandlinger med USA. USA’s lakajer i Saudi-Arabien konkurrerer med Storbritanniens lakajer i Emiraterne og Qatar om at være de første til at tjene USA og vinde dets tilfredshed. Under denne konkurrence om falskhed, bliver Taliban trukket og dens retning forenet om at gå til de amerikanske forhandlinger og den politiske løsning. Storbritannien modsætter sig ikke Qatar i denne indsats, ud fra at det er et forsvar af Qatars regime, mens Emiraterne er blevet bragt i frontlinjen i denne proces, sammen med USA’s agenter, for andre formål.

4- Hvad Pakistan angår, som i øvrigt er den balancerende faktor for Taliban, efter at det har slået hånden af bevægelsen, og efter de voldsomme kampe, som den pakistanske hær har indledt mod bevægelsen, er landet nu begyndt at bløde op over for bevægelsen og øge kontakten med den. Efter Imran Khans indsættelse som premierminister d. 25.7.2018 samt hans udtalelser som, viser tilnærmelse til den afghanske Taliban-bevægelse, er atmosfæren dermed gjort klar til, at Taliban skal have tillid til ham, uden at være klar over at dette er en fælde, der er lagt for at få bevægelsen til de amerikanske forhandlinger.

Således blev Taliban, eller de fik sig selv, stukket fra det samme hul to gange; den pakistanske regerings hul, som kun udfører den amerikanske politik. Pakistan støttede Taliban i 1996, for at bevægelsen skulle opnå magten i Afghanistan, og den slog hånden af bevægelsen ved Bush Juniors angreb i 2001 og derefter. Pakistan deltog endda i det amerikanske angreb ved at forfølge Taliban i Pakistan… Og nu hvor USA har fejlet i at udslette Taliban og har besluttet at vende tilbage til forhandlinger som det eneste alternativ for en løsning og for bevarelse af sin indflydelse i Afghanistan, ser vi at Islamabad er begyndt at genopbygge sine gamle broer til Taliban-bevægelsen, med et enkelt formål: at eksekvere den nye amerikanske strategi og bevare den amerikanske indflydelse i Afghanistan. Således faldt Taliban i hullet på ny! Dette til trods for at tingene er klare og åbenlyse:

“Den pakistanske premierminister, Imran Khan, løftede i dag mandag sløret for, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har bedt om hans hjælp i den afghanske fredsproces. Den pakistanske tv-kanal Geo TV citerede tidligere i dag Khan for at sige, at han tidligere på dagen modtog et brev fra den amerikanske præsident, hvori denne anmodede Pakistan om at spille en større rolle i de afghanske fredsforhandlinger og hjælpe med at trække Taliban-bevægelsen til forhandlingsbordet.” (Sputnik d. 3.12.2018). To dage efter dette mødtes den pakistanske premierminister med USA’s særlige udsending til Afghanistan, Khalilzad i Islamabad, hvor premierministeren forsikrede om Pakistans deltagelse i den amerikanske plan for Afghanistan: “Imran Khan udtalte på sin side, at Pakistan ønsker en politisk løsning for fred og forsoning i Afghanistan.” (Masrawy d. 5.12.2018)

Den pakistanske premierminister, Imran Khan, forsikrede, at: “hans land vil gøre alt, hvad der står i dets magt, for at styrke den afghanske fredsproces, og han påpegede, at hans land har deltaget i drøftelserne mellem Taliban-bevægelsen og USA i Abu Dhabi for nyligt.” (youm7.comd. 18.12.2018). Imran Khan havde før dette afsløret sig selv på sin Twitter-profil d. 19.11.2018, da han forsvarede Pakistans tjenester til USA ved at sige: “Pakistan valgte at deltage i den amerikanske krig mod terror; Pakistan mistede 75.000 ofre i denne krig, og Pakistans økonomi led tab på 123 milliarder dollars, mens den amerikanske økonomiske støtte til Pakistan kun udgjorde 20 milliarder dollars”. Den tidligere pakistanske forsvarsminister, Khawaja Asif, bekræftede på sin Twitter-profil d. 19.11.2018, de pakistanske regenters forræderi, (og han er selv en af dem): “Pakistan ofrer stadig blod for USA ved at udkæmpe krige, der ikke er vores. Vi ødelagde vores deens værdier for at få den tilpasset til amerikanske interesser, og vi destruerede vores tolerante sjæl med ekstremisme og intolerance”.

Der findes ikke en tydeligere udtalelse end denne: Pakistan førte en krig, som ikke var dens, udgød muslimsk blod for USA og har ødelagt Islams værdier for at tjene amerikanske interesser... Pakistans rolle i Afghanistan ligner Tyrkiets, den tyrkiske regent, Erdogans rolle i Syrien og hans tjeneste for USA ved at lægge pres på de væbnede fraktioner og underlægge dem de amerikanske løsninger, selvom USA har nedværdiget ham flere gange!

5- Dette er de regionale omstændigheder omkring Afghanistan og de regionale manøvrer fra USA’s agenter og andre, som USA bruger til at skubbe Taliban-bevægelsen i en resolut retning til forhandlinger og politiske løsninger. Uanset hvor Taliban vender sit ansigt hen, om det er Pakistan, Iran, Saudi-Arabien, Qatar eller Emiraterne, finder bevægelsen sig selv i en retning hen imod de amerikanske forhandlinger til bevarelse af den amerikanske indflydelse i Afghanistan! Og alligevel, hvis Taliban overvejede USA’s desperate jagt efter forhandlingerne med bevægelsen og det kolossale pres USA lægger på sine agenter for at bruge manipulerende og beskidte kneb for at overtale Taliban til at acceptere forhandlingerne, hvis bevægelsen overvejede dybden af den knibe som USA er i, militært og økonomisk, efter 17 år af Talibans heroiske Jihad, og hvis bevægelsen overvejede USA’s insisteren på at forhandle med Taliban, selvom det plejede at betegne bevægelsen som terrorister, hvilket USA gør med enhver som bekæmper USA’s terror og tyranni... hvis blot de overvejede alt dette, ville de komme frem til, at der er tale om en uofficiel nederlagserklæring for USA i Afghanistan. Derfor vil USA gerne trække sig, inden nederlagene bringer det i knæ, og det bliver afsløret og blottet som en supermagt der er ved at krakelere... Det var en pligt at udnytte dette og lægge et hårdt pres, således at USA havde trukket sig ud, forhadt og besejret, og ikke som Taliban gør nu, at give USA en pause fra kampene med forhandlingerne. Man kan ikke stole på USA

لَا يَرْقُبُونَ فِي مُؤْمِنٍ إِلّاً وَلَا ذِمَّةً وَأُولَئِكَ هُمُ الْمُعْتَدُونَ

De overholder hverken pagt eller forpligtelser over for en troende.Det er dem, der er aggressorerne. (At-Tawbah: 10)

USA vil nemlig ikke stille sig tilfreds med Talibans indrømmelser, uanset hvor store de er, medmindre den amerikanske indflydelse i Afghanistan bevares; og der er selvom USA's repræsentanter smiler i ansigtet på Taliban, da deres hjerter gemmer på det der er værre!

6- I lyset af alt dette, er det smerteligt, at Doha-forhandlingerne, som varede seks dage, er blevet en indledning til at gå videre i forhandlingerne, med Taliban-bevægelsens egne ord: 

a- I et interview med “Anadolu” sagde lederen i Taliban, Waheed Muzhda, at de to parter er blevet enige, i en høj grad, om de fremmede styrkers tilbagetrækning, og at Afghanistan ikke skal udgøre en trussel mod noget som helst sted i verden. Han forklarede desuden, at bevægelsen arbejder på at sikre, at den foreslåede fredsproces kommer til at få en international beskyttelse. Han tilføjede: “Aftalen blev ikke færdig i Doha, grundet nogle teknikaliteter og udformning af aftalen.” (Anadolu Agency d. 26.1.2019)

b- Reuters citerede d. 26.1.2019 højtstående folk i Taliban for, at: “de er blevet enige med Washington om nogle paragraffer, for at inkludere disse i den endelige aftale. En af disse paragraffer understreger, at de fremmede styrker skal trække sig ud af Afghanistan senest 18 måneder efter underskrivelsen af aftalen, til gengæld for en garanti fra Taliban om at bevægelsen ikke vil tillade Al Qaeda eller ISIS at bruge de afghanske territorier mod USA…” Det fremgår tydeligt af teksten om ikke at tillade Al Qaeda eller ISIS, at USA gerne vil give Taliban en plads i regimet, idet USA kræver garantier fra bevægelsen om at stå imod de andre grupperinger, hvilket ligeledes er et formål, USA vil bruge Taliban til.

7- Udtalelser fra amerikanske embedsmænd bekræfter Talibans udtalelser:

a- ”Den særlige amerikanske udsending, Zalmay Khalilzad, skrev på Twitter efter seks dages drøftelser med Taliban i Qatar: “Drøftelserne, som har fundet sted her, har været mere frugtbare end de foregående. Vi har opnået store fremskridt med hensyn til vitale sager.” (DW Arabic d. 26.1.2019)

b- Den amerikanske forsvarsminister, Patrick Shanahan, sagde d. 28.1.2019 om fredsforhandlingerne med Taliban: “Jeg vil sige, at de konklusioner, man har opnået, er motiverende.” (Det amerikanske Al Hurra d. 20.1.2019)

8- Således udgør udkastet til Doha-aftalen et stort hul i Talibans mur, som var hård, men som marionetregeringerne har gjort gennemtrængelig. Til trods for nogle forbeholdne udtalelser fra Taliban om ikke at forhandle med regeringen i Kabul, og lignende amerikanske udtalelser om, at forhandlingerne skal være om alt eller intet, kan man sige, at de to parters ivrighed efter flere forhandlinger er et resultat af den fremdrift, som Doha-forhandlingerne har skabt, og det hårde skub, som Taliban har fået af agenterne. Derfor kan man sige, at efter 17 år med krig, er USA endelig begyndt at se lys for enden af tunnelen, i forhold til at komme ud af sin knibe i Afghanistan... Dette kan kun forhindres, hvis strømmen af de troværdige i Talibans rækker rejser sig, blæser denne aftale væk og slukker det lys, som USA ser som en sikker vej ud af den afghanske krig.

9- Derfor skal Taliban og alle mujahidin, som bekæmper den amerikanske NATO-korsfarerbesættelse, ikke give indrømmelser til denne besættelse eller dens marionetregime; ej heller skal de blive en del af dette styre. De skal holde fast på deres modstandskamp, indtil USA bliver uddrevet i en ydmyget og knækket tilstand. At vinde krigen er et spørgsmål om en kortvarig udholdenhed. USA har nemlig kun accepteret at forhandle, fordi det er ude af stand til at knække mujahidins vilje. Mujahidin skal passe på ikke at falde i forhandlingernes sump, som for amerikanerne og vesterlændinge betyder indrømmelser fra modparten, således at de vinder gennem forhandlinger, hvad de ikke kunne vinde gennem krig. Det betyder at vinde over fjenden uden at udgyde en dråbe blod, eller spendere en øre! Sådan er det, i henhold til deres pragmatiske politiske koncepter...

USA er en forbryderisk aggressor, som skal stilles til regnskab for sin aggression og forbrydelser, som har dræbt, såret, lemlæstet og uddrevet flere millioner af Afghanistans folk og ødelagt landet. USA’s forbrydelser kan hverken tælles eller gøres op. De er på niveau med og overgår endda den svundne Sovjetunions forbrydelser i Afghanistan... Ligesom Sovjetunionen blev uddrevet af landet, ydmyget og knækket, kan dette også blive USA’s skæbne, hvis Taliban-bevægelsen holder fast på deres mission om at bekæmpe USA og udviser udholdenhed omkring missionen. Allah (swt) har lovet sejr til de udholdende og standhaftige, selv hvis de er i mindretal i forhold til fjenden. Allah (swt) siger:

الَّذِينَ يَظُنُّونَ أَنَّهُمْ مُلَاقُو اللَّهِ كَمْ مِنْ فِئَةٍ قَلِيلَةٍ غَلَبَتْ فِئَةً كَثِيرَةً بِإِذْنِ اللَّهِ وَاللَّهُ مَعَ الصَّابِرِينَ

De, der regnede med, at de skulle møde deres Herre: "Hvor ofte har en lille skare ikke sejret over en stor skare med Allahs tilladelse!" Allah er med dem, der er udholdende!” (Al-Baqarah: 249)

Ej heller skal Taliban acceptere at deltage i marionetstyret i Afghanistan, men derimod afskaffe det og etablere Islams styre, den retsindige Khilafah, hvis etablering Allahs Sendebud (saaws) har bragt os den glædelige forudsigelse om: “Derefter vil der være en Khilafah efter profetskabets metode”.

لِمِثْلِ هَذَا فَلْيَعْمَلِ الْعَامِلُونَ

For noget som dette, skal de arbejdende arbejde!(As-Saaffaat: 61)

Din bror, Ata Bin Khalil Abu Al-Rashta

Hizb ut Tahrirs Amir