Vestens løgn om pluralisme og tolerance

Danske regeringer nøjes ikke længere med stille krav til muslimerne om at interagere positivt med det danske samfund. Det er ikke længere nok, at muslimer lærer sproget, deltager på arbejdsmarkedet og overholder de gældende love i landet.

Den officielle danske politik fra de seneste skiftende regeringer, i forhold til muslimerne, er, at de skal frasige sig deres værdier og overbevisninger, og adoptere vestlige værdier som sekularisme og friheder.

Disse fallerede regeringer nøjes ikke længere med at kræve, at muslimerne skal afholde sig fra at støtte deres ummahs sager i Palæstina, Syrien, Irak, og afholde sig fra at støtte Jihad i Afghanistan; nu kræver disse regeringer også, at muslimerne skal tage afstand fra Sharia, adoptere friheden til hor og homoseksualitet, således at de ikke må tage afstand fra disse ”friheder” eller fordømme dem. 

Integrationsministeren udtalte følgende til Berlingske:

”Man skal tage vores kultur og værdisæt på sig. Man skal – for at sige det, som det er – assimilere sig. ”

Tidligere plejede politikerne at rette deres angreb mod bestemte islamiske grupperinger, men nu erklærer de åbenlyst, at deres problem er med selve Islam. 

I bogen “Un President Ne Devrait Pas Dire Ca” (En præsident burde ikke sige dette) erklærer Frankrigs tidligere præsident, Francois Hollande, at problemet er i selve Islam. En holdning, som deles af bl.a. den danske integrationsminister, Inger Støjberg, der skrev et debatindlæg i BT d. 8 oktober 2018, hvor hun med fed overskrift proklamerede: “Islamisk levevis er problemet”.

Forældrenes opdragelse af deres egne børn, ifølge islamiske dyder og værdier, som opfordrer til anstændighed og forbyder en livsstil med hor, alkoholisme, narkomisbrug og aborter, bliver betegnet som “social kontrol”, som staten skal bekæmpe, og kan være en forbrydelse, som loven straffer for…!

Imamers ytring af deres islamiske holdninger, som Sharia har foreskrevet, om Palæstina-sagen, flerkoneri, straffen for utugt og homoseksualitet, i deres taler under fredagsbønnen eller i deres oplæg, er blevet en forbrydelse, som loven straffer for.

Ligeledes er det blevet pålagt muslimer (beboere i såkaldte ”ghettoer”, som bl.a. defineres på basis af antallet af mennesker med ”ikke-vestlig” baggrund) gennem statslig tvang at sende deres børn i daginstitution fra de fylder et år.

Som kommentar til ovenstående tiltag udtalte Børne- og Socialminister Mai Mercado til DR:

“Der vil vi i højere grad bruge tvang for at få flere børn over i dagtilbud” og “Man skal passe på med at opfatte tvang som noget skidt i det her tilfælde”.

Det er ligeledes blevet ulovligt for den muslimske familie at sende sine børn til hjemlandet for en begrænset periode, med det formål at opfostre dem med islamiske værdier, i et miljø, som udsætter dem for mindre pres end det lokale miljø i diasporaen.

Niqab er ligeledes blevet forbudt, muslimske skoler lukkes, og moskeer trues indirekte med lukning.

Det islamiske politiske arbejde bliver også forfulgt og forsøgt inddæmmet, selvom det juridisk ikke er blevet forbudt. Det bliver således bekæmpet med alle midler, og alle døre forsøges lukket for dets aktiviteter, så det ikke bliver muligt at afholde arrangementer på universiteterne eller leje offentlige faciliteter.

Selvom Rigsadvokaten gentagne gange har erklæret, at Hizb ut Tahrir er et ikkevoldeligt politisk parti, som udelukkende arbejder intellektuelt og politisk, og at partiet ikke kan forbydes ved lov, er det alligevel forbudt for partiet at benytte sine rettigheder som resten af de politiske kræfter, foreninger eller borgere, som jo alle har brugsret til offentlige lokaler og faciliteter. Desuden bliver der lagt pres på private udlejningssteder, som udviser villighed til at lade partiet leje lokaler til et debatmøde eller en konference; partiets medlemmer udsættes derudover for udelukkelse og pres på deres arbejdspladser. Partiet og dets medlemmer udsættes desuden for løgnagtige, manipulerende mediekampagner, der i ynkelig form og indhold ikke adskiller sig fra smædekampagnerne, som tyrannernes medier i Rusland, Egypten og Irak igangsætter. 

De relevante spørgsmål som bør stilles er derfor:

Hvorfor bliver de danske myndigheder helt hysteriske over muslimernes fastholdelse af deres værdier og bevarelse af deres identitet? Hvad er det, som skræmmer dem ved muslimernes positive deltagelse i samfundet og samfundsdebatten om de kroniske intellektuelle, økonomiske, sociale, og psykiske problemer, samt visionen for løsningen af disse problemer? Hvorfor er dette et problem?

Så længe vi ikke bruger vold eller forsøger at påtvinge vores overbevisninger over samfundet med magt, men udelukkende debatterer, fører dialog og diskuterer på bedste vis, hvad er det så, som generer danske politikere så meget, når de samtidig hævder at være fanebærere for ytringsfrihed, politisk pluralisme, tolerance, sameksistens og accept af anderledestænkende? Hvad er det der skræmmer dem så meget, når de har magten og de fysiske midler, og vi ikke har andet end vores ord og argumenter?!

Er det tilliden til deres livssyn, værdier og disses egnethed for alle mennesker, der får vesterlændinge til at forsøge at påtvinge dette livssyn og værdier over andre med magt? Og kan man overhovedet ændre menneskers overbevisninger med magt?

Er det ikke en intellektuel falliterklæring og tilbagestående at gøre menneskers flytning fra et land til et andet til en tvingende årsag til at ændre overbevisninger?! Ændres menneskers overbevisninger da ved ændring af deres geografiske tilholdssted?!

Er det logisk at kræve af den vesterlænding, som flytter til et arabisk land, for at studere eller arbejde, at vedkommende frasiger sig sine holdninger og bliver muslim? Eller er det logiske, at der alene bliver stillet krav om overholdelse af den almene lovgivning? 

Hvis vesten har fuld tillid til sine værdier og tankers overlegenheden og til opfattelsen af Islam som tilbagestående og ekstrem; hvorfor udfordrer vestens elite da ikke Islam intellektuelt og udviser tillid til sine værdiers styrke og overlegenhed og disses uundgåelige sejr over Islam?!

Ikke-muslimer levede i århundreder under det islamiske styre og var lykkelige i Khilafahs hovedstæder i Bagdad, Damaskus og Istanbul. De blev ikke udsat for diskrimination, krav om at frasige sig deres religion og værdier eller indblanding fra det islamiske styre i måden hvorpå de, som ikke-muslimske borgere, skulle opdrage deres børn. Deres religiøse og sociale anliggender blev varetaget i særlige retsinstanser, som afgjorde disse sager i henhold til deres egne religioner. Bagdad blev jødedommens mest centrale by i hele verden under Khilafah, og jøderne havde deres guldalder i det muslimske Spanien. Da muslimerne blev uddrevet af de kristne, valgte jøderne at flygte sammen med muslimerne, og den osmanniske Khilafah tog imod titusindvis af dem, hvoraf en stor del slog sig ned i Nordafrika. 

Det værdige liv, som ikke-muslimerne havde under den islamiske Khilafah, er usammenligneligt bedre end det liv, som muslimerne har under det kapitalistiske system, hvor de bliver udsat for diskrimination og presses til at frasige sig deres deen, fjerne tørklædet og adoptere abnorme holdninger.

Sandheden er, at vesten forsøger at kompensere for sine tankers fallit og svaghed med fysisk styrke og tvang, ligesom tyranner altid har gjort gennem hele historien.

Eliterne i vesten anser Islam som en fare mod vestens nedslidte samfundsstrukturer: samfund i opløsning, som er blevet fortæret af materialisme og individualisme, og hvor psykiske lidelser er folkesygdomme.

Magthaverne i den grådige kapitalisme er udmærket klar over, at Islam er tiltrækkende grundet styrken i dens tanker, dybden i dens koncepter, nobelheden i dens værdier, og effektiviteten af dens løsninger, samt det faktum at løsningerne stemmer overens med den menneskelige natur. 

Islam udgør ingen sikkerhedstrussel: Islam er per natur en barmhjertighed for alle mennesker... Vi værner om ikke-muslimers liv og deres retledning, som vi værner om vores egne børn. Vi ønsker et værdigt liv uden perversiteter, hor, depressioner, selvmord eller økonomiske kriser.

Islam udgør derimod en fare for den kapitalistiske elite, som slavebinder samfundet... Islam tilsigter at gøre en ende på denne elites hegemoni, magtmonopol og økonomisk udnyttelse af flertallet. Derfor bliver Islam kompromisløst bekæmpet af denne elite, idet den udgør en fare for dens interesser... Således kalder denne elite Islam for ekstremistisk, terroristisk og intolerant, for at få mennesker til at tage afstand fra Islam, og for at retfærdiggøre sin bekæmpelse af Islam og forfølgelse af dens tilhængere.

Men det er en kamp, som er tabt på forhånd for den kapitalistiske elite.

Det vil hverken lykkes at tvinge muslimerne væk fra Islam, gå på kompromis med den, eller lede de vestlige befolkninger, som tørster efter retledning, væk fra den.

Islams rødder er dybt forankret i muslimernes indre, da den er den menneskelige naturs og det oplyste arguments deen.

Det lykkedes ikke kommunisterne at flå Islam ud af usbekernes, tjetjenernes, og albanernes hjerter, trods årtiers undertrykkelse og tortur... Det lykkedes heller ikke Frankrig at udviske Algeriets islamiske identitet efter en umenneskelig besættelse med tvangsassimilering, krig og tortur, som varede i 132 år, hvor Frankrig dræbte halvanden million muslimer, alene i løbet af de sidste fem år af besættelsen.

I Syrien er det ikke lykkes Bashar al-Asad, og bag ham Rusland og USA, sammen med hyklerne af persere, tyrkere og arabere, at få muslimerne i knæ, med tøndebomber, kemiske våben og massakrer på børn.

Islam vil leve videre, og den kan hverken tæmmes eller sekulariseres. Islam udgør menneskehedens eneste håb for at frigøre sig fra liberalismens tyranni og kapitalismens lidelser, som har spredt mørke og ødelæggelse på planeten, hvor alt og alle lider: fra den “velstillede” borger i vesten, som er ved at gå til i fedmeepidemi, depression og overforbrugets meningsløshed, til den udmagrede afrikaner, hvis børn dør af sult mellem hans hænder, mens han udvinder ædelsten og olie fra egen jord og afleverer det til “den civiliserede” kapitalistiske herre. – En verdensorden hvor selv fisk, floder og luftlag ikke er gået fri for lidelserne!

Uanset hvor meget kapitalismens elite forsøger at indskrænke og kvæle Islam, vil Islam få fremgang rent kulturelt; Islam vil bevise at den er stærkest intellektuelt, og vil overvinde den falske idé om en ikke-eksisterende frihed og en sekularisme, som kun har bragt menneskeheden elendighed, og som allerede vakler i egen eksistentielle og økonomiske krise. Kapitalismens ideer er svage og inkonsistente, og er blevet rystet ved den første reelle udfordring.

Den kapitalistiske elite har med egne handlinger bevist kapitalismens ugyldighed. I den febrilske kamp mod Islam, har den trådt på egne værdier og bevist dobbeltmoralen og inkonsistensen i dem. Den undertrykkende politik, de racistiske love og overmenneske-mentaliteten, som den kapitalistiske elite udviser, er en tro kopi af tyrannernes politik i de totalitære stater, som de vestlige stater påstår at bekæmpe, men som de samarbejder og koordinerer med, både i smug og i offentlighed.

Slutteligt: Allah (swt) vil føre sin sag frem, og den endelige sejr vil tilkomme de retskafne.

De ønsker at udslukke Allahs lys med deres munde. Men Allah vil, af hele Sin vilje, fuldkommengøre Sit lys, selvom kuffar hader det. Han er den, som sendte Sit sendebud med retledningen og sandhedens deen for at lade den sejre over alle andre levemåder, selvom afgudsdyrkerne hader det. (At-Tawbah: 32-33)