Et islamisk blik på forsikring

Mange mennesker kan i dag ikke forestille sig et liv uden forsikring. Alt forsikres: mobiltelefoner, hjemmet, tænderne… ja selv børnene og ægtefællen forsikres! Vi bliver opdraget af samfundet til at opfatte forsikring som en nødvendighed – ikke kun for os selv – men også for samfundets velvære. Men hvor kommer denne idé egentlig fra? Holder den vand? og hvad er det islamiske syn?

Introduktion

I det kapitalistiske system præsenteres forsikringer med fine ord som et middel til finansiering af risici eller som et ”risk management tool” på virksomhedssprog. Ideen er, at de færreste individer, virksomheder eller organisationer har de nødvendige reserver eller midler til at påtage sig alle risici og selv betale alle omkostninger efter en hændelse, der medfører et tab. Derfor er det alletiders idé at tegne alle slags forsikringer.

Dette giver mening ud fra et liberalistisk synspunkt. Virkeligheden er dog, at det ikke er den bedste måde for et samfund at ”styre” risici.

Islam forbyder forsikringskontrakter, hvor den forsikrede betaler faste rater til et forsikringsselskab,deri tilfælde af død, ulykke eller andre bestemte omstændigheder vil udbetale en sum penge. I stedet er det samfundets eller staten ansvar at tage sig af folks anliggender. Hvis der for eksempel sker en naturkatastrofe, vil staten være forpligtet til at indsamle donationer eller beskatte de rige til at dække behovet.

I islam er nutidens gængse forsikringsaftaler forbudte, fordi en kontrakt skal indeholde udveksling af et håndgribeligt gode, såsom en service (fx medicinsk, rengøring osv.) eller et produkt (fx sko, biler, software osv.). En forsikring opfylder ikke dette krav, da der i virkeligheden er tale om en udveksling af penge mellem parterne, baseret på en mulig forekomst af visse hændelser. Det er altså ikke noget reelt, der indgås kontrakt om, men noget spekulativt. Dette grundlæggende aspekt – det håndgribelige gode – mangler altså i en forsikringskontrakt, hvilket betyder, at kontrakten er ugyldig (batil) ifølge islamisk jura (fiqh). En forsikringsaftale er derfor en shariamæssigt illegal (haram) kontrakt.

Islam tillader dog konceptet om garanti, hvilket ikke er det samme som forsikring, selvom de kan minde om hinanden. Ved garanti forstås, at en person, en forening eller staten påtager sig at garantere/dække for en person økonomisk i forbindelse med en specifik økonomisk forpligtelse. For eksempel kan en person acceptere at betale en andens gæld, hvis vedkommende ikke selv kan betale sin gæld. Men denne garanti skal gives gratis, man må ikke opkræve noget for det. Beviset for det er, hvad Abu Dawud berettede fra Jabir (raa), som sagde:

”Profeten ville ikke bede for en person, der døde mens han var forgældet. En død blev så bragt. Han sagde: "Er han forgældet?" De sagde: "Ja, med to dinarer." Han sagde: "Bed for jeres ven." Abu Qatadah al-Ansari sagde: "O Allahs Sendebud, de er på mig." Allahs Sendebud (saaws) bad derefter for ham.

Da Allah åbnede (landet) (dvs. erobringer i Jihad) for Allahs Sendebud, sagde han (saaws): "Jeg har mere ret til (at dømme) mellem de troende end (de har ret til at dømme mellem) dem selv. Så hvis nogen efterlader en gæld, er det pålagt mig at betale den, og efterlader nogen rigdom, er det til dennes arvinger. ”"

Her stillede Profeten (saaws) en statsgaranti for efterladt gæld, i sin rolle som statsleder. Denne garanti omfattede også de, som blev insolvente og ikke kunne betale deres gæld.

En betingelse for garantiens gyldighed er, at den skal vedrøre en behæftelse, der er indgået en gyldig kontrakt/aftale om. Så hvis løftet ikke er i forhold til en eksisterende finansiel forpligtelse, såsom den spekulative forsikringsaftale - er garantien ikke gyldig.

Samfundssyn og forsikring

Forsikringer i det kapitalistiske system bunder ien individualistisk tilgang til risiko: Forsikringer sælges som en udlicitering af ens personlige risiko til forsikringsselskabet, i tilfælde af at ulykken indtræffer. Dette er typisk for kapitalismen. Den anskuer risikoen som noget individualistisk og bruger et forkert sociologisk samfundsbegreb, der fastholder, at samfundet udgøres af individer. Så når katastrofen rammer, er det hver mand for sig, og princippet ”har du penge så kan du få”, der gælder.

I Islam findes en helt anden tilgang tilsamfundet. Fællesskabet er som en menneskekrop: det harforskellige og unikkedele men en fælles skæbne. Hånden gør det ikkeså godt, hvis hovedet mangler. Profeten Muhammad (saaws) sagde i den velkendte hadith:

مَثَلُ الْمُؤْمِنِينَ فِي تَوَادِّهِمْ وَتَرَاحُمِهِمْ وَتَعَاطُفِهِمْ مَثَلُ الْجَسَدِ؛ إِذَا اشْتَكَى مِنْهُ عُضْوٌ تَدَاعَى لَهُ سَائِرُ الْجَسَدِ بِالسَّهَرِ وَالْحُمَّى

De troende er, i deres indbyrdes kærlighed, barmhjertighed og hengivenhed, som kroppen: når en del af den lider, samles resten af kroppen om den med søvnløshed og feber.(Bukhari & Muslim)

Så når en katastrofe eller ulykke rammer, skal den islamiske stat hjælpe dem, der er berørt af skovbrand, stormflod, jordskælv osv. (eller mindre ulykker)med statens midler bl.a. ved hjælp af en statslig beredskabsfond. Hvis staten ikke har penge noki overskud, kan den anmode om frivillige donationer til at hjælpe de nødstedte. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, skal den beskatte de velhavendes formuer til det specifikke formål.

Da hungersnød eksempelvis ramte Medina i år 18hijri, fik khalifah’en Umar bin al-Khattab (raa) en teltlejr slået op omkring Medina til at huse og bespise dem, der var ramt af hungersnød. Hanfik også karavaner med madsendt fra Egypten og Levanten. Altså var det de mere velstående provinser, der hjalp med at løse en krisesituation i en del af ”samfundets krop”.Det blev løst gennem politisk varetagelse i et retfærdigt system med samtlige individers behov i fokus.

Detinteressante ved de to samfundsmæssige tilgange til ”risikostyring” i henholdsvis kapitalismen og Islam er, at i begge tilfælde opbevares rigdom et sted; en person i et centralt bureaukrati bestemmer hvem, der får hvad, og så fordeles pengene til disse mennesker. Forskellen er dog vilkårene, det sker på:

I kapitalismen vil en profitorienteret virksomhed udbetale til nogle af de forsikrede. De, der er "forsikrede”, men ikkehar betalt, og de uforsikrede er i større grad overladt til sig selv. Den islamiske tilgang forpligter derimod staten at sikre, at der bliver taget hånd om alle ulykkesramte.

Når sidstnævnte sker i kapitalistiske samfund, er det som regel kun i begrænset omfang, hvorefter resten sker på forsikringsbranchens betingelser, afhængig af dækning; eller også sker det undtagelsesvist, som med hjælpepakken til det danske landbrug efter tørken i sommers, som krævede et ekstraordinært politisk forlig mellem de største partier.

Privat sundhedsforsikring er et eksempel på noget, der bør være statens opgave at varetage, men i stedet overlades til individets økonomiske formåen. I lande med offentlig sygesikring, som Danmark og Storbritannien, ser man en klar forbindelse mellem forringelsen af den offentlige sundhedssektor og udbredelsen af private sundhedsforsikringer, som øger ulighedeninden for sundhed. I lande uden offentlig sygesikring, som USA, medfører privatiseringen af sundheden død og unødig lidelse for millioner.

Forsikringsindustriens bygningsfejl

Udover det nævnte, er der en række andre grunde til, at en kapitalistisk forsikringsindustri er ret problematisk som samfundsmekanisme:

At profiterepå folks elendighed er en dårlig ide: Forsikringskonceptet er faktisk ret grusomt, når det dissekeres. For at sælge forsikringer, må du skabe angstog utryghed i samfundet. Når katastrofen eller ulykken så rammer, har forsikringsselskaberne brug for veje til at komme uden om at betale de ulykkesramte – hvilkettil gengæld for alvorforårsager usikkerhed for de forsikrede.

Oftest vil de nødvendige juridiske slagsmål for at få erstatningen være så tids- og resursekrævende, at det er håbløst for gennemsnitlige forsikringskunder og for sent, hvis de skulle få ret. På den måde forårsagerforsikringer faktisk mere død og elendighed.

Det store amerikanske forsikringsselskab Aetna blev dømt til at betale25,5 mio. dollars i erstatning til en mand, hvis kone havde hjernekræft. Den finansiering, hun havde søgt, blevafvist af forsikringsselskabet, og derfor fik hun aldrig behandling. Hundøde, inden sagen var afgjort.Når man ser denne type historier, får man lyst til at råbe: ”Giv nu slip på pengene og red kvindens liv!" Men dette er den reelle betydning af kapitalismens frihedsbegreb: aktionærernes ejendomsfrihed hos Aetna opvejer liv og lemmer hos dem, der er forsikrede af selskabet.

Denne form for uretfærdighed er ikke begrænset til sundheds- og sygesikring. Situationen efter orkanen Katrina i USA i 2004 er et godt eksempel. Katrinas ofre, der havde betalt for forsikringaf deres ejendomme, blev nægtet udbetalinger. Dommeren fastslog, at forsikringsselskaberne ikke var ansvarlige forat dække oversvømmelsesskader, men kun stormskader. Forestil dig frustrationen hos de mennesker, som troede de var dækket, men i virkeligheden ikkevar det. Folk blev efterladt i total armod, da deres huse var blevet ødelagt af orkanen og oversvømmelserne. Mange af de huse, der stod tilbage, blev desuden plyndret, da regeringen forsømte at opretholde sikkerheden i de ramte områder.

Diskussionen om, hvad der er dækket af de forskellige typer af forsikringer (og ikke mindst, hvad der ikke er) dukker også op i Danmark, omtrent hver gang der er udsigt til voldsomt vejr som skybrud, orkan eller stormflod – senest med stormen Knud, som ramte landet i september 2018. De danske forsikringsselskaber har været dygtige til hele tiden at justere på dækningsbetingelserne i forbindelse med skybrud, så folk i virkeligheden er dækket meget mindre end de tror.

Tidligere i år nægtedeforsikringsselskaber at forny dækningen for californiere, der bor i "højrisiko" brandzoner. Det punkterer myten om, at forsikringsselskaberne er et vagtværn for fællesskabet og handler i samfundets tjeneste. Det er åbenlyst, at de intet ansvar har for at hjælpe folk - De er der for pengene. Og det er problemets rod. Virksomhederer til for at skabe profit, ikke for at tage sig af borgernes bedste. Dette er den politiske leders opgave – at varetage folk ogblive holdt ansvarlig for den opgave.

”Risikomonstre” bliver uundgåelige: Forsikringsselskaber er som Frankensteins monster (en abnorm sammensætning af menneskelige legemsdele). Hvorfor? Fordi de er en abnorm akkumulering af risici… Det så vi for alvor med redningen af selskabet A.I.G. med 85 milliarder dollars (558 milliarder kroner) under finanskrisen. Selskabet havde ingen mulighed for at dække de forsikringspolicer, det udstedte, som det blev rapporteret i New York Times.

A.I.G.-fiaskoen illustrerer en grundlæggende fejl i forsikringsmodellen: den forudsætter, at mennesker forudsiger fremtiden for ikke at stå uden dækning. Den tidligere amerikanske centralbankchef, Alan Greenspan, afslørede denne virkelighed, da han vaskede sine hænder for enhver skyld i den finansielle krise. Hans undskyldning for svigtet var, at han ikke er alvidende: "Vi kan ikke forvente perfektion inden for ethvert område, hvor prognoser er påkrævet. Vi skal gøre vores bedste, men ikke forvente ufejlbarlighed eller alvidenhed".

Med andre ord kan hverken Alan Greenspan, noget andet menneske, eller alle modeller i verden forudsige fremtiden, som kun Allah (swt) har sikker viden om. Derfor kan man heller ikke forsikre sig mod, hvad fremtiden bringer. I virkeligheden kendes omkostningerne jo først, efter en hændelse har fundet sted. Derfor er det først der, at midlerne bør fremskaffes og distribueres efter behov. Risici og frygt for ulykke bør ikke være en industri men et spørgsmål om varetagelse af alle i samfundet efter behov.

Forsikring udgør en økonomisk brandfare:Forsikring (insurance) er I’et i den såkaldte FIRE-økonomi - Finance, Insurance & Real Estate (finans, forsikring & fast ejendom). Når økonomien overtages af denne ”FIRE”, resulterer det i et fokus på handel og spekulation med papirer i stedet for ægte varer og tjenesteydelser. Som et tydeligt eksempel på dette, kommer 63% af Sony’s overskud fra finansiering, med livsforsikringer som virksomhedens største pengemaskine i løbet af de sidste 15-20 år. Selv opfinderen af Walkman og PlayStation er altså ikke primært fokuseret på design og produktion af varer, men på en papirformue, som har indtjent virksomheden 9 mia. dollars på 10 år.

Problemet her er, at forsikring er en del af den imaginære økonomi, der i sidste ende er baseret på: … ingenting. Det er en måde hvorpå, nogle af samfundets rigeste skræmmer penge ud af masserne. Det er f.eks. velkendt, at for at serviceaftaler skal udstedes på et rentabelt grundlag, skal forbrugeren tabe på det.

Forsikringsindustrien er en betydelig del af den kriseskabende bobleøkonomi, hvori papirer, aftaler og gæld købes og sælges som investeringsobjekter for store og lette fortjenester. Og når så en stor katastrofe rammer i den virkelige verden, vil der være så stor efterspørgsel, at forsikringsselskaberne sandsynligvis ikke sidder inde med midlerne til at dække de faktiske behov (som i tilfældet med A.I.G. under finanskrisen). Omkostningerne vil så direkte eller indirekte lande hos staten og i sidste ende skatteborgerne, imens selskabernes aktionærer har opnået deres profitter.

Eftersom kapitalismens markedslogik ingen moralske grænser har, opstår der, som følge heraf, helt groteske markeder, hvor der profiteres på menneskers død og elendighed. I bogen ”What Money Can’t Buy – The Moral Limits of Markets” fra 2013, nævner Harvard-professor Michael J. Sandel eksemplet med ”døde bønders forsikring”; og det er lige så grotesk som det lyder.

Her er et eksempel: I 1999 faldt en 48-årig ansat i supermarkedskæden Walmart om, mens han hjalp en kunde med at bære et tv ud til bilen. Han døde en uge senere, hvilket udløste en udbetaling på 300.000 dollars fra et forsikringsselskab. Det usædvanlige ved denne historie var, at det ikke var den afdødes familie, men Walmart, der fik udbetalt erstatningen.

Under en efterfølgende retssag kom det frem, at Walmart havde tegnet hundredtusinder af sådanne forsikringer på deres medarbejdere, så hver gang en af dem døde, fik selskabet udbetalt en mindre formue.

Forsikringsbranchen kalder produktet for ”COLI” (Corporate-owned life insurance). Der er flere virksomheder, der forsikrer og spekulerer i deres ansattes død. Ikke fordi forsikringen skal komme de efterladte til gode. Det er firmaer som Walmart, Nestlé og andre, der vrider den sidste fortjeneste ud af deres ansatte. ”Dead peasants” (døde bønder) er virksomhedernes interne navn for de døde medarbejdere…

Moderne feudalisme

Generelt er banker og store virksomheder jo også forsikringsselskabernes største kunder. Derfor er de en del af det samme snævre kredsløb, der holder velstanden i cirkulation blandt en lille rig elite i samfundet.

Forsikringsbranchen er utvivlsomt en ideologisk manifestation af kapitalismen. Men når den samtidig bliver smeltet sammen med et statsligt håndhævelsesapparat, virker det mere som en moderne form for feudalisme. Med eksempelvis lovpligtig bilforsikring håndhæver staten en kontrakt med fortjeneste for forsikringsselskabet, som borgerne betaler en masse penge til, for at kunne køre i deres egne biler.

Forsikringer er, udover alt det nævnte, derfor endnu en indgroet mekanisme i kapitalismen, som medvirker til fastholdelse og forøgelse af den økonomiske ulighed ved at gøre de rige endnu rigere på bekostning af alle andre.

Islams barmhjertige system vil gøre op med kapitalismens uretfærdighed og kyniske udnyttelse af folk bl.a. ved at forbyde den parasitiske forsikringsindustri, allokere midler til alle borgere, der har brug for hjælp, og sørge for at velstand kommer i omløb i alle dele af samfundet.

Det er vores opgave som muslimer at sætte os grundigt ind i, udbrede kendskabet til, og ikke mindst arbejde for tilbagevendelsen af Islams retfærdige økonomiske system.

وَمَا أَرْسَلْنَاكَ إِلَّا رَحْمَةً لِّلْعَالَمِينَ

Vi udsendte dig udelukkende som barmhjertighed til alverden (Al-Anbiya’: 107)