Hvordan feminismen slog familien itu - Femte del

I mange lande er kvinderne tvunget af økonomiske årsager, til at rejse til udlandet for at arbejde, og efterlader deres børn alene. Som eksempel kan nævnes Indonesien; her offentliggjorde organisationen Indonesian Child Protection Commission i 2016, som viser at millioner af småbørn er efterladt i Indonesien af mødre som arbejder i udlandet. I dag er der 11,2 millioner indonesiske børn, som er efterladt uden mødrenes varetagelse, grundet deres arbejde i udlandet, mens tal fra UNICEF viser, at omkring 6 millioner børn i Filippinerne var efterladt uden deres mødre i 2008, grundet mødrenes arbejde i udlandet. Alt dette resulterer i en dyb skyldfølelse og følelsesmæssig smerte hos mødrene over forsømmelsen af deres børn- en høj pris at betale for ‘det kapitalistiske ligestilling- eksperiment’. Igen er dette langt fra en oplevelse af frigørelse eller fremskridt for kvinderne!

De arbejdende mødres mangelfulde opfostring af deres børn er også blevet påpeget af mange som en af årsagerne til den kriminalitet og antisociale adfærd blandt ungdommen, og som plager mange samfund i dag. Denne mangelfulde opfostring er desuden blevet påpeget som noget der påvirker børnenes mentale velvære og uddannelsesmæssige præstation. I 2011 udgav UNICEF en rapport som advarede om at de britiske forældre holdte deres børn fanget i en cyklus af ‘tvungen forbrugerisme’ ved at overdænge børnene med legetøj og mærketøj, i stedet for at bruge kvalitetstid med dem; UNICEF påpegede også dette som en medvirkende årsag til de optøjer og udbredte røverier som England var plaget af samme år. I Sverige er over 90% af børn mellem 18 måneder og 5 år i pasningsordning. ‘Hjemmegående mødre’ er blevet demotiveret af at gå hjemme, bla. gennem et skattesystem som straffer kvinderne økonomisk, hvis de vælger at passe deres børn hjemme. Dette er blevet påpeget som årsagen til de psykologiske, adfærdsmæssige og indlæringsproblemer blandt børn, unge og unge voksne i Sverige. Svenske skoler har nogle af de højeste tal i Europa indenfor pjæk, uro i klasserne og mangel på disciplin. Igen noget som man ikke lige frem kan betegne som et samfundsmæssigt fremskridt!

Derfor har årtier af ligestillingspolitik fra disse regeringer, for at ‘ligestille’ mændenes og kvindernes repræsentation på arbejdsmarkedet, undermineret moderskabet, og effektivt tvunget mødrene til at udlevere deres babyer og småbørn til institutioner, for at kunne tage på arbejde; med det resultat at børnene bliver opfostret af fremmede i stedet deres egne forældre. Desuden betaler mange mødre skamløse priser og en betydelig del af deres løn for børnepasning. Kvinderne går derfor på arbejde for at have råd til at andre opfostrer deres børn, og ofte med en meget lille økonomisk fortjeneste til egen familie, for det arbejde de udfører, velvidende om at selv det bedste dagpasningstilbud aldrig kan levere den en- til -en opmærksomhed som moderen giver sit barn derhjemme.

FN’s vision ‘Planet 50-50 by 2030: Step it up for Gender Equality’, som anmoder regeringer om forpligte sig nationalt til at forøge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, vil formentlig skabe mere af det samme, hvad angår negligering af børnenes rettigheder, hjertesorg for kvinderne og skadelige virkninger på samfundet.

Kvinders liv er blevet stramme:

Ligestillingens irrationelle ide om at ligestille to væsener, der af deres natur er fysisk forskellige, og som tvang kvinder til at påtage sig mænds roller, har været en undertrykkende faktor for dem. Dette skyldes, at dette ligestillingsideal ignorerer, undergraver og undervurderer kvindernes karakter som dem, der er samfundets børneopfostrere, og generelt de primære børnevaretagere, såvel som dem, der har hovedansvaret for hjemmearbejdet.

Stresset over at skulle klare både arbejdspresset og ansvaret for hjem- og familielivet, er blevet udpeget som hovedfaktoren bag den betydelige stigning i angst og depressive lidelser hos kvinder. I en undersøgelse foretaget i 30 europæiske lande, og som blev offentliggjort i 2011 af ‘European College of Neuropsychopharmacology’ fandt forskerne, at depressionen blandt kvinder i Europa er fordoblet i løbet af de sidste 40 år på grund af den enorme byrde af at skulle jonglere mellem familieopgaver og kravene på arbejdspladsen.

I 2009 rapporterede ‘The UK National Health Service Information Center’, at der var en betydelig stigning i antallet af kvinder, der blev henvist til behandling for ekstrem stress på grund af presset om at passe et job, opdrage børn og passe på ældre forældre. Og i 2015 viste tal fra ‘The UK’s Health and Safety Executive’, at middelaldrende kvinder i Storbritannien har næsten 70% højere tilbøjelighed til at lide af arbejdsrelateret stress end mænd i samme alder. Undersøgelsen viste også, at tilfælde af arbejdsrelateret stress blandt kvinder i slutningen af 30'erne til begyndelsen af 40'erne er steget med næsten en tredjedel på 4 år.

Presset fra at jonglere mellem karriere, børn og ofte omsorg for ældre forældre er også her udpeget som årsagen til disse stigende stressniveauer blandt arbejdende kvinder. Dr. Judith Mohring, en førende psykiater i Storbritanniens velkendte ‘Priory Wellbeing Clinic’ i London, udtalte, at stigningen i tilfælde af arbejdsrelaterede stress blandt kvinder i 30'erne og 40'erne understregede det store pres der er på den såkaldte "do-it" -all "generation af kvinder.