Er nedtællingen til enden på dollarens dominans over verdensøkonomien begyndt?

Spørgsmål: 

Man ser bemærkelsesværdige forsøg fra visse stater, særligt Rusland, Kina og EU, på at erstatte dollaren med en anden valuta i den internationale handel. Der er endda indgået handelsaftaler mellem visse lande, som kommer til at blive betalt i lokal valuta: F. eks. Ruslands aftale med Indien fra d. 31.10.2018 om køb af S400 missiler med russisk valuta, og med Tyrkiet for en måned siden om at bruge de to landes valuta til at betale for køb af samme missiler. Erdogan anbefalede ligeledes de tyrkisktalende lande at benytte lokale valutaer i deres samhandel under disses topmøde i Kirgisistan. Kina har også erklæret, at landet vil betale for sin import af iransk olie med Petro-Yuan. Den kinesiske centralbank har derudover underskrevet en bilateral valutahandelsaftale med Japan om køb af 3,4 billioner japanske yen (31 milliarder dollars) for 200 milliarder kinesiske yuan (29 milliarder dollars).

Spørgsmålet er derfor: Er “nedtællingen” til enden på dollarens dominans over verdensøkonomien begyndt?

Svar:

For at svaret kan være fyldestgørende, er det nødvendigt at indlede med et helhedsbillede af dollarens position i verdensøkonomien:

A: Dollarens stærke position begyndte med Bretton Woods aftalen i 1944, da USA påtvang dollaren og sin indflydelse under mødet, hvilket skyldes at USA var det sejrende land i Anden Verdenskrig, som ikke havde lidt betydelig skade. Således blev der ved mødet vedtaget et monetært system, hvori de ti største industrilande gav deres lokale valutaer en værdi bundet til dollaren. Ved mødet vedtog USA til gengæld at binde dollarens værdi til guld: (35 dollars for en ounce guld. (31,1034768 gram) Således kunne de udenlandske centralbanker veksle deres dollars med til fast kurs i guld. På daværende tidspunkt blev det estimeret, at to tredjedele af verdens guldreserver befandt sig i USA, mens den sidste tredjedel var ude i resten af verden; men vedvarende underskud på den amerikanske betalingsbalance, grundet betalinger til udlandet, gjorde at USA’s guldreserver skrumpede. Mellem 1961 og 1970 blev de reduceret til ca. 5 milliarder dollars. For at bevare USA’s guldreserver, besluttede den daværende amerikanske præsident Nixon i 1971 at stoppe ombytning af dollaren til guld, hvorved systemet som bandt dollaren til guld blev afskaffet.

Derefter vedtog Nixon-administrationen en række tiltag for at imødekomme det nye monetære system: USA indgik en række aftaler med Saudi-Arabien fra 1972-1974, hvorved det såkaldte Petrodollar-system opstod. Således havde USA givet andre lande en ny overbevisende grund til at ophobe og bruge dollaren. De øvrige lande blev nødt til at bruge dollaren på grund af deres behov for olie, idet prissætning af olien blev fastsat i dollaren, i henhold til Petrodollar-systemet, som USA havde etableret med Saudi-Arabien som værende verdens største olieproducent. Saudi-Arabien gik også med til at gencirkulere milliarder af dollars fra oliesalget i den amerikanske økonomi gennem investeringer i selskaber inden for amerikansk våbenindustri og infrastruktur, samt opkøb af amerikanske statsobligationer. Derfor var hele 20% af de amerikanske statsobligationer i udlandet i saudisk besiddelse ved begyndelsen af 1977. Når man dertil lægger, at prisen på guld bliver fastsat i dollars, er verdens lande ivrige efter at have dollarreserver. Derfor udgjorde andelen af reserverne i de internationale centralbanker, som var i dollars, 71% frem til år 2000, hvorefter dette gik lidt tilbage til 62%. Desuden er 40% af de samlede internationale lån i dollars.

B: I dag styrer dollaren de internationale transaktioner, hvilket giver den amerikanske dollar et kolossalt kunstigt marked, som adskiller dollaren fra de lokale valutaer. Dollaren er i dag betalingsmiddel i utallige internationale transaktioner, hvis værdi udgør 5,4 billioner dollars om dagen, og som intet har at gøre med amerikanske varer eller tjenester. Det opsigtsvækkende er, at dollaren udgør 84,9% af de daglige internationale vekseltransaktioner, selvom USA’s egen aktivitet i disse transaktioner er under det halve af denne procentdel. Den høje procentdel på 84,9% skyldes, at andre lande bruger dollaren i deres handelsaktiviteter. Dollarens økonomiske styrke har resulteret i, at USA er i stand til at straffe lande økonomisk og finansielt. USA kan endda også få andre lande til ikke at have samhandel med det pågældende land. USA kan foretage denne hårde sanktion gennem SWIFT-systemet. SWIFT står for Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication, og er et system til betalinger i dollars som den internationale valuta. Lande i hele verden bruger systemet til at gennemføre deres transaktioner, hvilket sikrer at enhver transaktion mellem to lande er bundet til dollaren. F.eks. kan Rusland og Kina ikke betale hinanden i deres lokale valutaer for deres indbyrdes handel med varer og tjenester, medmindre transaktionen tilsvarende gennemføres i dollars gennem SWIFT. USA kan desuden bruge SWIFT til at iværksætte hårde økonomiske sanktioner. USA brugte således SWIFT i 2014-2015 til at udelukke flere russiske banker fra systemet, da forholdet mellem USA og Rusland var dårligt; og i november 2018 genindførte USA hårde sanktioner mod Iran gennem brugen af SWIFT. Flere europæiske selskaber nægtede i den forbindelse at opfylde deres indgåede handelsaftaler med Iran af frygt for USA...

Alt dette skyldes, som tidligere nævnt, at dollaren er den internationale reservevaluta. “Procentdelen af valutareserver i dollars i 146 centralbanker på verdensplan udgjorde 64% ved udgangen af 2017, efterfulgt af euro med en procentdel på 20%. Engelske pund og japansk yen udgjorde ikke mere end 5%, for ikke at tale om kinesiske yuan, som ikke udgjorde mere end hvad der svarer til 108 milliarder amerikanske dollars, hvilket er under 1% af valutareserverne i disse banker. ” (alquds.co.uk d. 19.8.2018)

C: I denne realitet, tager de vigtige og betydningsfulde lande i verden afsæt i to udgangspunkter for at begrænse dollarens indflydelse:

• Det europæiske udgangspunkt med euroens indførelse i 1999 og dens iværksættelse som officielt betalingsmiddel fra 2002 i konkurrence med dollaren. Euroen tog sit afsæt i de europæiske økonomiers styrke og de europæiske landes tillid til, at de kunne konkurrere med USA.

• Det andet udgangspunkt er gælder for andre lande som Rusland og Kina. Disse lande reagerede forsinket for at begrænse dollarens dominans på grund af deres manglende evne til at konkurrere med dollaren på daværende tidspunkt (ved euroens indførelse). Dette ændrede sig ved finanskrisen i 2008, da disse lande frygtede at deres valutareserver i dollars skulle krakelere og miste deres værdi. Herefter tilsluttede disse lande sig de traditionelle europæiske lande for at begrænse dollarens hegemoni; og med Kinas forvandling til en stat med en international økonomi, er disse internationale tiltag begyndt at give en mærkbar effekt på dollarens indflydelse.

Således var den økonomiske krise i 2008 en advarsel til staterne om at genoverveje dollarens position, grundet den påvirkning, krisen havde på den. Men den faktor, som har forstærket denne genovervejelse, er Trumps provokationer og sanktioner. Den nye politik, som Trump-administrationen fører, har fået de andre store lande til at gå i en retning, der begrænser dollarens internationale dominans. Trumps politik kommer til udtryk gennem det arrogante motto “America First”. Alle tidligere amerikanske administrationer har naturligvis arbejdet for USA’s interesser, men Trump-administrationen nærmer sig en stillingtagen, hvor han ikke anerkender andre landes interesser. Således har Trump krævet, at Europa skal betale, endda med tilbagevirkende kraft, for USA’s militære beskyttelse; han har startet en handelskrig mod Kina, og han har krævet, at Japan og Sydkorea betaler for USA’s beskyttelse mod Nordkoreas missiler. Da Trump indførte sanktioner mod Iran, som indbefattede enhver person, som bruger dollaren til at købe iransk olie, og idet Kina er verdens største importør af iransk olie, motiverede Trumps sanktioner Kina til at foretage foranstaltninger for at stoppe brugen af dollaren, særligt fordi landet i forvejen er i en handelskrig med USA. Derfor udbød Shanghai-børsen for futures, sine første future-kontrakter, som var tilgængelige for udenlandske investorer. Disse kontrakter på future-olie, som er prissat i kinesiske yuan, er en konkurrent til Brent-olie og WTI-kontrakter som er prissættes i dollars, og som på nuværende tidspunkt bruges som standardparametre for handlen.

På denne måde udgør finanskrisen i USA i 2008, og dens skadelige påvirkning på mange staters økonomier, Trumps protektionistiske foranstaltninger, handelskrigen, samt finansielle og økonomiske politikker, alle faktorer, der har fremskyndet strømninger, som arbejder for at begrænse dollarens indflydelse.

D: Disse foranstaltninger fra Trump har altså provokeret visse stater, særligt de stærke selvstændige blandt dem, og selv visse stater, som ikke er helt selvstændige (satellitstater); skønt de effektive og påvirkende modtræk mod dollarens indflydelse kommer fra de selvstændige staters. Dette skyldes, at effekten af modtræk fra stater, der ikke er helt selvstændige, og som er under USA’s indflydelse, er en øjeblikkelig effekt, for et bestemt formål. Disse stater ophører relativt hurtigt med deres modtræk, grundet deres manglende evne til at modsætte sig USA effektivt. 

Nedenfor vil vi gennemgå nogle modtræk til at begrænse dollarens indflydelse:

1.  Modtræk fra selvstændige stater:

1. Rusland:I 2009 foreslog den russiske præsident Medvedev, under G8-mødet i London, en ny “international valuta” som en alternativ reservevaluta til dollaren.

Kina, Rusland, Indien, Tyrkiet, og andre olieproducerende stater, er på det seneste blevet enige om “at benytte egne valutaer til at gennemføre alle deres gensidige handelstransaktioner og investeringer”. Men til trods for disse tiltag, bliver prisen på guld og råolie stadig fastsat i dollars. Ruslands gentagne erklæringer om at udskifte dollaren med de nationale valutaer, og at modtage betalinger for salg af russisk olie i andre valutaer end dollaren, skyldes de amerikanske sanktioner mod Rusland, efter Ruslands annektering af Krim-halvøen og Østukraine i 2015, og er også en eftervirkning af efterforskningen af Ruslands indblanding i det amerikanske valg i 2016.

Fra 2015 intensiverede USA sine sanktioner mod Rusland konstant. Kongressen udvidede sanktionerne løbende, brugte CAATSA-loven (Countering America's Adversaries Through Sanctions Act) som blev vedtaget i august 2017, og indførte de hårdeste sanktioner mod Rusland. Disse sanktioner har haft en meget stærk effekt på Rusland og har resulteret i afbrydelsen af de største russiske bankers forbindelse til dollaren, samt rublens kursfald med 18% i forhold til dollaren. Alt dette, mens Rusland benytter dollaren i 58% af sine lån, hvilket har bragt Rusland i en svær situation, som fik Rusland til at forsøge at mindske sin brug af dollars og frigøre sig finansielt, økonomisk og monetært fra dollaren.

Putin sagde i en tale til Dumaen (det russiske underhus): “Vi skal styrke vores økonomiske suverænitet… Oliehandlen på børsen foregår i dollars… Vi tænker naturligvis over, hvordan vi kommer af med denne byrde… Vi har ageret naivt i de foregående årtier, med håb om at de erklærede principper i international handel og økonomi ville blive overholdt; men nu ser vi, at WTO’s regler bliver brudt mange gange, og der bliver indført handelsbarrierer på baggrund af politiske motiver, som de kalder sanktioner.” (alwatanvoice.com d. 9.5.2018).

Derfor begyndte Rusland gradvist at reducere sin beholdning af amerikanske statsobligationer, som toppede i 2008 med statsobligationer for 223 milliarder dollars, til ca. 100 milliarder dollars ved udgangen af 2017. I takt med de amerikanske sanktioner mod Rusland, er denne kommet af med størstedelen af sin beholdning af amerikanske statsobligationer i løbet af april og maj 2018; og i dag ejer Rusland kun for 14,5 milliarder dollars af disse obligationer. Alligevel kan Rusland ikke erstatte dollaren med rublen, hvilket skyldes, at den svage tillid til rublen ikke vil hjælpe Rusland med at mobilisere vigtige stater til at bruge rublen. Flere stater vil ikke købe rublen, da dens værdi er meget svingende på valutamarkederne. Grundlæggende stoler verden ikke på den russiske rubel som en reservevaluta. Derfor kan Rusland højst presse nogle lande til at betale for deres køb af russisk energi med rubler, men rublen kan ikke erstatte dollaren.

Putins talsmand, Dmitry Peskov, sagde i et interview med Financial Times: “Et voksende antal lande, ikke kun i østen, men også i Europa, er begyndt at overveje, hvordan de kan mindske brugen af den amerikanske dollar”. De er pludselig blevet klar over at: a- det er muligt, b- nødvendigt, c- det er noget som kan redde dig, hvis du gør det tidligt nok. At ophæve brugen af dollaren er relativt muligt. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt du vil træde ud af dollarområdet, men derimod: Hvad er alternativet efter dollaren? … Euro? yuan? eller bitcoin? ”

Den tidligere vicedirektør for den russiske centralbank Gerashchenko har udtalt: “Hver enkelte af disse løsninger har sin egen omkostning. Vi skal opveje mellem omkostningerne ved at blive med dollaren og omkostningerne ved at tage et nyt standpunkt. ” (Financial Times d. 3.10.2018).

Alt dette tyder på at selv russiske embedsmænd ikke er trygge ved, at rublen kan være en international valuta i stedet for dollaren.

2. Kina:Kina kan gøre sin valuta (yuan) til en stærk international konkurrent, men Kinas internationale politiske horisont er snæver, hvilket bevirker, at Kinas internationale økonomiske horisont også er snæver, hvad angår at konkurrere og strides med USA. Derfor har Kina ikke formået at indføre sin valuta internationalt i handelstransaktioner og på finansielle markeder, til trods for den kinesiske økonomis store størrelse. Derimod har Kina vedtaget dollaren og ophobet store mængder af dollars, så beløbet på de seneste år ligger mellem tre og fire billioner dollars. Dog har Kina gjort nogle forsøg på at distancere sig fra de amerikanske finansielle institutioner og har derfor oprettet den økonomiske gruppe BRICS sammen med Rusland, Indien, Brasilien og sidenhen Sydafrika. BRICS’ økonomiske størrelse er nået op på ca. 15 billioner dollars, hvilket svarer til 20% af den samlede internationale økonomi, som er på 74 billioner dollars. Kina har ligeledes etableret en udviklingsbank i Shanghai, i juli 2015, for at finansiere projekter og udlåne penge til BRICS, med en startkapital på 50 milliarder dollars, som på det seneste er nået op på 100 milliarder dollars, som et alternativ til Verdensbanken. Alligevel er Kina ikke gået væk fra dollaren.

I forbindelse med Trumps sanktioner mod Iran, som han strakte til at ramme enhver person, som bruger dollars til at købe iransk olie, og eftersom Kina er den største importør af olie i verden, motiverede Trumps ageren Kina til at tage foranstaltninger for at stoppe brugen af dollaren, særligt fordi landet er i en handelskrig med USA. Derfor udbød Shanghai-Børsen for futures i marts 2018 sine første future-kontrakter for udenlandske investorer. Det er future-kontrakter på olie, som er prissat i kinesisk yuan som en konkurrent til Brent-olie og WTI-kontrakter som er prissat i dollars, og som på nuværende tidspunkt bruges som standardparametre for handlen. Disse tiltag er tilsammen så virkningsfulde, at de godt kan ryste dollaren.

Hvad der forhindrer Kina i at vælte dollaren eller ryste den effektivt, er den store kinesiske afhængighed af den amerikanske økonomi og dollaren. Den amerikansk-kinesiske handel er kolossal og udgør 500 milliarder dollars om året. Derudover ejer Kina 1.170 milliarder dollars i amerikanske statsobligationer (den kinesiske avis Sixin’s hjemmeside d. 20.9.2018) hvilket er en nedgang fra 1.300 milliarder dollars i 2013. Kina er derfor det land i verden, som ejer flest af disse statsobligationer. Ydermere er Kinas reserver i dollars mellem tre og fire billioner dollars. Kinas samlede eksport af varer til USA i 2016 svarede desuden til en værdi af 2,1 billioner dollars, og den samlede import til en værdi af 1,6 billioner dollars samme år, ifølge tal fra WTO. Det gør Kina til en handelsmæssig gigant, næststørst i verden efter USA.

Kinas massive handel med dollaren og amerikanske statsobligationer gør, at det er tøvende med at arbejde seriøst for at ryste dollaren. USA’s succes med at tiltrække Kina til at bruge dollaren i sin internationale handel har fået Kina til at have interesse i, at dollaren ikke bliver rystet. Derfor arbejder Kina meget langsomt og forsigtigt med at begrænse dollarens indflydelse af bekymring for sin egen beholdning af dollars og statsobligationer. Selv hvis Kina i sin handel med Rusland dropper dollaren fuldstændigt, vil dette ikke løse problemet, idet den samlede værdi af denne handel, begge veje, som udgør 120 milliarder dollars (ArabicChina d. 23.9.2018) er begrænset sammenlignet med den samlede værdi af den internationale handel, som er på over 20 billioner dollars om året. Kina er derfor mindre modigt end Rusland og mere forsigtigt i sin ageren for at begrænse dollarens indflydelse.

Det ser ud til, at Kina har forstået omfanget af skaden ved at bruge dollaren, både i forhold til de massive beholdninger af dollaren og de amerikanske statsobligationer etc. Derfor er Kina blevet verdens største opkøber af guld, og den kinesiske beholdning af guld er steget fra 600 tons i 2008 til 1.842 tons i 2018, hvilket forklarer den store reduktion i Kinas dollarreserver, som toppede i 2014 og oversteg fire billioner dollars (tradingeconomics.com). Det er værd at nævne, at alene i 2015 opkøbte Kina 700 tons guld. Med hensyn til amerikanske statsobligationer, er Kina - efter finanskrisen i 2008 - gået i retning af at sælge ud af sin beholdning, efter de to første år der efterfulgte krisen. Men USA’s trussel om at forhindre den kinesiske handel, som dengang blev øjensynlig med diskussionen om indholdsstofferne i det kinesiske legetøj til det amerikanske marked, fik Kina tilbage til at opkøbe flere statsobligationer, hvilket fortsatte indtil det toppede i 2013. Kina er efterfølgende gået tilbage til at sælge ud af obligationerne i takt med Trump-administrationens økonomiske trusler mod Kina. Kina er begyndt at reducere sin beholdning af amerikanske statsobligationer uden en konfrontatorisk stil. Kina er derefter begyndt forsigtigt at lede efter vejen til at reducere dollarens rolle i den kinesiske handel og har i den forbindelse oprettet en børs i Shanghai til handel med olie som er prissat i yuan, der har dækning i guld. Børsen overtog 10% af verdens samlede oliehandel i løbet af de første seks måneder efter sin oprettelse. Samtidig er Kina med i IMF’s særlige trækningsrettigheder (SDR): ”Yuan føjes til den amerikanske dollar, euroen, den japanske yen og den engelske pund, som gruppen af valutaer, der udgør særlige trækningsrettigheder (SDR). IMF tilføjer den kinesiske yuan til gruppen af valutaer som særlige trækningsrettigheder (SDR) består af, fra d. 1. oktober 2016.” (www.imf.org d. 30.9.2016)

Kinas foranstaltninger for at fjerne dollaren mister effekt, grundet Kinas massive beholdning af dollars og amerikanske statsobligationer. Derfor udgør yuan kun 1,7% af de internationale betalinger. Sammenlignet udgør dollaren 40% af de internationale betalinger.

3. EU:I 1999 kom euroen til verden, og i 2002, begyndte den bankmæssige brug af valutaen og brugen af den som en alternativ valutaløsning i stedet for de nationale valutaer i visse lande i EU. Euroen begyndte at forsøge at konkurrere med dollaren, idet flere stærke internationale industrilande står bag den som Tyskland og Frankrig og andre rige industrilande. Derfor blev euroen en stærk valuta internationalt. Euroen har en kollektiv styrke i form af flere stater, som kan være i stand til at have en international politisk indflydelse, som kan konkurrere med USA, og som har kapaciteter til at oprette en stærk selvstændig hær, hvilket EU-landene forsøger at tage initiativ til. Euroen blev til en valutareserve i centralbankerne med en procentdel på mellem 20 og 30%. Men en af de grundlæggende faktorer, som forhindrer euroen i at få indflydelse over den internationale økonomi er Europas svage politiske, militære og økonomiske magt over for USA. EU selv er i en forsvarsposition i forhold til sin egen eksistens, da der er svære udfordringer for denne. Storbritanniens udtrædelse af EU anses som en rystelse af tilliden til unionen, sammen med vækst i separatistiske, racistiske bevægelser i EU-landene, som kræver udtrædelse af unionen. Dette for ikke at glemme det manglende fælles fodslag i EU’s politisk beslutninger. Alle disse faktorer påvirker euroen og tilliden til den.

2. Modtræk i enighed med Rusland, Kina og Europa fra lande, som er under amerikansk indflydelse:Tyrkiet, Iran, Indien og Japan.

Direktøren for Irans centralbank, Abdolnaser Hemmati, udtalte, at der på mødet med Ruslands og Tyrkiets repræsentanter “blev drøftet brugen af nationale valutaer i samhandlen i stedet for dollaren... ” (Teheran Times d. 9.9.2018)

Tyrkiet, Rusland og Iran er blevet enige om at bruge deres nationale valutaer i deres indbyrdes handel, i stedet for den amerikanske dollar, ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu Agency.  Nyhedsbureauet, som bliver drevet af den tyrkiske stat, citerer direktøren for Irans centralbank, Abdolnaser Hemmati, for at side i Teheran, at: “handelstransaktionerne vil ske med fastsatte vekselkurser. ” (ahvalnews.com/ar d. 9.9.2018)

I oktober 2018 indgik Kina og Japan en aftale om udveksling af valutaer til en værdi af 30 milliarder dollars, hvilket er den største aftale af sin art for Japan nogensinde.

Den russiske vicestatsminister, Yury Borisov, erklærede d. 31.10.2018 at, “aftalen om eksport af missilsystemet S400 til Indien vil blive betalt i den russiske valuta (rubel)” (Nyhedsbureauet MENA d. 31.10.2018)

Disse lande, som Kina og Rusland forsøger at tiltrække til politikken med at bruge nationale valutaer, er praktisk set stadig under USA’s indflydelse og vender hurtigt tilbage til at gå i samme retning som USA. Derfor tager disse ikke et fast standpunkt om at droppe brugen af dollaren eller at droppe den som reservevaluta. Beslutningen om økonomisk uafhængighed skal gå parallelt med politisk uafhængighed, ligesom det er tilfældet med Kina og Rusland, som er uafhængige. Når disse lande går med til at drøfte brugen af nationale valutaer med Rusland og Kina, skyldes det, at USA har skubbet dem til dette gennem midlertidige forhold; og så snart disse forhold er ophørt, vil de vende tilbage til deres oprindelig tilstand.

I Tyrkiets tilfælde, har Erdogan kritiseret dollaren for at score points indenrigs, siden Trumps indførelse af sanktioner mod tyrkisk stål, og siden USA’s angreb på den tyrkiske lira. Tyrkiets gæld, som udgør mere end 400 milliarder dollars, bliver optaget i dollars, hvilket betyder, at hver gang den tyrkiske lira falder i kurs i forhold til dollaren, skal Tyrkiet bruge flere og flere lira til betaling af gælden, hvorefter der kommer prisstigninger, og befolkningen bliver yderligere tynget.  Så kommer Erdogan efterfølgende ud og holder en af sine sædvanlige, fromme retoriske taler... Hvad angår Erdogans udtalelse ved den sjette konference for Det Tyrkiske Råd, som blev afholdt i Ruh Ordo Cultural Center i Kirgisistan, d. 3.9.2018: “Vi foreslår handel ved brug af vores egen valuta i stedet for den amerikanske dollar”, så har denne udtalelse ingen virkelighed og er så fjern, som noget kan være, fra at blive en virkelighed. Det skyldes, at Tyrkiet hovedsageligt handler med EU! Men alligevel bruger Tyrkiet dollaren i sin handel, låner i dollar og bestiller de fleste af sine reserver af fremmede valuta i dollars. Desuden foregår Tyrkiets import af olie, naturgas og råstoffer alt sammen i dollars. Da USA ophævede sanktionerne mod Tyrkiet, efter løsladelsen af den amerikanske præst, så vi, at tingene gik tilbage til deres naturlige tilstand; og Tyrkiet udviser ikke længere samme entusiasme i at bruge lokale valutaer. Hvad angår de tyrkisktalende lande i Centralasien, så følger disse den russiske politik; og selv hvis Tyrkiets handel med disse lande kommer til at foregå i nationale valutaer, så har denne handel ikke en størrelse, der kan påvirke den internationale handel, grundet de centralasiatiske økonomiers ubetydelige størrelser i denne sammenhæng.

Hvad angår Iran, så er der et amerikansk forbud mod Irans brug af dollaren, grundet de hårde finansielle sanktioner mod landet, som har været indført i mange år, efter at Iran blev smidt ud af det amerikanske monetære system. Men efter ophævelsen af sanktionerne i 2015, solgte Iran sin olie for dollars og underskrev store kontrakter, udelukkende i dollars, med internationale virksomheder, deriblandt europæiske virksomheder som Airbus og franske Total, som om intet var hændt. Derfor påvirker sanktioner og/eller ophævelsen af disse Irans ageren øjeblikkeligt, da det er USA, der bestemmer, om Iran skal være i dollarsystemet SWIFT eller udenfor. Når USA skærper sine fjendtlige udmeldinger om Iran og udelukker landet fra dollaren, svarer Iran igen med udmeldinger om at handle med andre valutaer end dollaren.

Hvad Indien angår, så har landet længe importeret russiske våben; noget som USA aldrig har været imod. Indien har nemlig en særlig status hos USA. USA ønsker et stærkt Indien, som kan dæmme op for den tiltagende kinesiske indflydelse i Asien, og det er Indien godt klar over. Derfor kan det ikke forestilles, at Indien vil arbejde for at udskifte dollaren med rublen eller yuan som international valuta.

Med hensyn til Japan, så er landets forbindelse til USA ikke noget som kræver opklaring. Japans handelsforhold til Rusland betyder ikke på nogen måde, at Japan vil acceptere rublen som et alternativ til dollaren.

Konklusion

De stater, som kan have en virkningsfuld effekt i at vælte dollaren fra dens position, er Rusland, Kina og EU, men disse stater har hver især faktorer, som svækker deres bevægelsesevne, som forklaret her. Skulle disse stater komme af med de svækkende faktorer, kan de vælte dollaren fra dens position. Hvis disse stater ikke anstrenger sig for dette, kan de til gengæld blive overrasket af den såkaldte “svage dollar”, og da vil disse stater se, at deres formuer af dollarreserver fordampe, idet USA er stærkt forgældet: Det amerikanske tidsskrift Washington Examiner skrev d. 1.10.2018 følgende: “Den amerikanske statsgæld er steget med mere end 1,2 billioner dollars i løbet af det finansår, som er afsluttet d. 30.9.2018, ifølge en regeringshjemmeside som observerer gælden. Statsgælden nåede op på 20,25 billioner dollars i slutningen af finansåret 2017, og 21,52 billioner i slutningen af finansåret 2018… ”

Den stigende ophobning af amerikansk statsgæld gennem årtier har bragt USA ud i en finansiel knibe. Statsgælden steg voldsomt efter finanskrisen i 2008, fra 8 billioner til 21 billioner i dag, hvilket har fået USA’s finansielle knibe til at blive kolossal; noget som Trumps sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har betegnet som en trussel mod den nationale sikkerhed, og som kræver hurtige løsninger, dvs. på kort- og mellem sigt og ikke langt sigt. Under disse omstændigheder har USA kun den mulighed tilbage, for at finansiere sig selv, at pumpe yderligere pengestrømme ud på markedet (trykke flere dollars). At trykke pengesedler nok til at finansiere staten og tilbagebetale sin statsgæld vil få dollaren til at kollapse, eller som den amerikanske finansminister kaldte det: “en svag dollar”, hvilket vil indebære, at de stater, som bruger dollaren i deres handel, og har dollaren som reservevaluta, og som har beholdninger af amerikanske statsobligationer, vil miste en del af deres formue, tilsvarende den andel, som dollaren bliver svækket med. Det vil være et hårdt slag for de lande!

Under alle omstændigheder gør den nuværende situation det ikke muligt for disse stater at indføre en ny international valuta som alternativ til dollaren. Men man kan sige, at Ruslands og Kinas forsøg på at handle i nationale valutaer, og deres indgåelse af kontrakter med andre stater i lokale valutaer, har en påvirkning på at bryde dollarens hegemoni, hvis disse forsøg fortsætter med samme styrke og uden opblødning. Den europæiske ageren i denne forbindelse ved siden af den kinesiske, har endnu større effekt. Opkøb af guld vil forøge denne svækkelse af dollaren, men det vil ikke løse problemet definitivt, så længe guld befinder sig som en vare i centralbankerne, som sælges igen for at skaffe dollars, når staterne har behov for dette; og så længe guldet bruges som en reserve til at støtte statens “papirpenge” og gør det muligt for den at opkøbe udenlandsk valuta. Kun indførelsen af guld og sølv som værende penge kan løse problemet definitivt. Hvis der så bliver udstedt pengesedler, skal de have dækning i guld og sølv, hvorved guld og sølv ikke bare er en vare i bankerne til at købe valutaer for. Med andre ord skal centralbanken i hvert land udstede valutaen i guld og sølv. Det er ikke et problem, at centralbanken udsteder pengesedler, hvorpå der står deres værdi i guld og sølv, og hvorved ejeren til hver en tid kan henvende sig til banken og bytte sedlen til dens værdi i guld eller sølv. Med andre ord skal pengesedlen fungere som stedfortrædende betalingsmiddel for guld og sølv, som kan veksles til den værdi, der står på den i guld og sølv. I dette tilfælde vil det være guld og sølv, som har styringen. Dermed kan ingen stat plyndre andres rigdomme, udnytte deres arbejdskraft og sætte sit krigsmaskineri i gang i fjendtlige krige for værdiløse pengesedler. Som det ser i vore dage, kan ingen stat indføre guld- og sølv-systemet. Kun Khilafah vil gøre dette, da denne ikke har andet valg, idet dette er en sharialov, som Allah har befalet, og som Allahs Sendebud ﷺindførte i praksis i sin stat. Han blev efterfulgt i dette af de retsindige khulafa og de khulafa, der kom efter dem, indtil Khilafah-staten blev nedlagt i år 1342 Hijri / 1924 e.Kr. Derefter fik falskheden lov til at herske over jorden. Den kapitalistiske ideologi fik lov til at herske over verden. – En ideologi, hvis bagmænd ikke tænker på andet end plyndring, fortæring af folks rigdomme uretmæssigt og ophobning af milliarder. Et tyrannisk menneskeskabt system, hvis resultater vi kan se i form af ødelæggende finansielle og økonomiske kriser, udover hasardspillet med menneskers ressourcer, plyndring af deres rigdomme og spild af deres ejendom ved hjælp af pengesedler, hvis værdi i sig selv er lig nul! Derfor er det obligatorisk at nedlægge denne falske ideologi og anstrenge sig for at sandhedens og retfærdighedens ideologi skal herske, legemliggjort i dens stat, som Allah har lovet sine troende, hårdtarbejdende og retskafne tjenere:

وَعْدَ اللَّهِ لَا يُخْلِفُ اللَّهُ وَعْدَهُ وَلَكِنَّ أَكْثَرَ النَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ

Allahs løfte! Allah bryder ikke sit løfte; men de fleste mennesker ved ikke. (Ar-Rum: 6)

Verden vil vedblive med at være i en finansiel og økonomisk elendighed, så længe den ikke styrer med Allahs Sharia. Allah (swt) taler visselig sandt, når Han siger:

وَمَنْ أَعْرَضَ عَنْ ذِكْرِي فَإِنَّ لَهُ مَعِيشَةً ضَنْكاً

Og den, som afviger fra mit budskab, vil sandelig få et elendigt liv. (Ta-Ha: 124)

Jeres bror, Ata Bin Khalil Abu Al-Rashta

Hizb ut Tahrirs Amir