Detaljerede sharialove vedr. kvindens rejse

Spørgsmål 1:

Assalamu alaikum, min Sheikh.

Der er mange kvinder, som rejser til fjerne destinationer for at arbejde eller studere uden en mahram. Rejsen kan være fra land til land eller fra by til by, og kvinderne opholder sig det nye sted i lang tid, sommetider op til et år, selvom Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Det er ikke tilladt for en kvinde, som har Iman på Allah og Dommedagen, at rejse mere end en dags og en nats gang uden en mahram”. Kan du opklare dette emne detaljeret, og hvad Allahs Hukm er i spørgsmålet? Må Allah belønne dig. Assalamu alaikum wa rahmatullah wa barakatuh.

Spørgsmål 2:

Vores beærede Amir, lederen af karavanen som går henimod Khilafah:

Er det tilladt for en gruppe kvinder at rejse uden en mahram?

Spørgsmål 3:

Assalamu alaikum wa rahmatullah wa barakatuh. Min beærede Sheikh, må Allah beære dig. Jeg har nogle spørgsmål vedr. kvindens rejse, som jeg håber, du vil være generøs og opklare. Må Allah belønne dig rigeligt, støtte dig og give dig succes.

Spørgsmålet er: I bogen Socialsystemet i Islam står der følgende under kapitlet”Organisering af forholdet mellem manden og kvinden”: ”Islam har forbudt kvinden at rejse mere end en dags og en nats gang undtagen med en mahram”, berettet af Muslim. Ibn Abbas berettede ligeledes, at han hørte Profeten (saaws) holde en tale og sige: “En mand skal ikke være i enerum med en (fremmed) kvinde, undtagen hvis hun har en mahram med, og en kvinde skal ikke rejse uden en mahram”, hvorefter en mand rejste sig og sagde: ”Oh Allahs Sendebud, min kone er draget ud til Hajj, og jeg er blevet meldt til at deltage i et slag”. Profeten sagde til ham: ”Drag ud og lav Hajj med din kone”, berettet af Muslim. ”

Spørgsmålet er: betyder den første hadith, at det kun er selve vejen under rejsen, der ikke må være længere end en dag og en nat, dvs. at kvinden f.eks. rejser fra Amman til Istanbul i tre timer med fly, hvorefter hun bliver en uge i Istanbul for at shoppe eller hygge sig? Eller betyder hadithen, at hele rejsen, inkl. opholdet, ikke må vare mere end en dag og en nat uden en mahram?

Hvad med påbuddet i den anden hadith til manden om at rejse med sin kone, er det kun begrænset til Hajj, eller gælder det for rejser generelt? Og betyder Profetens (saaws) ord “Drag ud og lav Hajj med din kone”, at kvinden ikke må tage til Hajj uden en mahram? W’assalamu alaikum wa rahmatullah wa barakatuh

Spørgsmål 4:

Assalamu alaikum wa rahmatullah wa barakatuh, modtag mine hilsener. Jeg har et spørgsmål vedr. kvinders rejse: Er det tilladt for en gruppe kvinder at rejse uden en mandlig mahram? Såfremt en kvinde rejser med en mandlig mahram, og efter afslutning på selve rejsevejen tager alene videre til en anden landsby, er det så tilladt? Må Allah belønne dig.

 ‏

Svar:

Wa alaikum Assalam wa rahmatullah wa barakatuh.

Jeres spørgsmål ligner hinanden og har en indbyrdes forbindelse, og kan derfor opsummeres på følgende vis:

1. Er det tilladt for en kvinde at rejse længere end en dag og en nat uden en mahram?
    
2. Kan man omregne en dag og en nats rejse til en afstand? Således at vi f.eks. siger, at den gennemsnitlige afstand beregnes som den afstand, en kamel kan gå på en dag og en nat (da det var kameler man brugte som transportmiddel i Profetens (saaws) tid), og ikke den afstand man kan gå på gåben eller rejse i flyvemaskine. Således kommer vi frem til, at den afstand en kamel kan gå på en dag og en nat eksempelvis er 50 km, for derefter at konkludere, at rejsen, som ikke er tilladt uden en mahram, er afhængig af afstanden og ikke tiden? Er det tilladt at gøre dette?
    
3. Kan den pågældende mahram tage tilbage til sit oprindelige beboelsessted efter at have fulgt kvinden under selve rejsen, og lade hende opholde sig alene på rejsedestinationen, så hun kan ordne sine ting, eller skal han blive med hende, indtil hun har ordnet sine ting?
    
4. Gælder kravet om tiden (en dag og en nat) også rejse i forbindelse med Hajj, dvs. hvis rejsen varer mindre end en dag og en nat, kan hun da tage til Hajj uden en mahram? Eller gælder der en særlig hukm for Hajj, således at kvinden skal have sin mahram med til Hajj uanset afstand og tid?

For at besvare disse opsummerede spørgsmål siger vi med Allahs hjælp:

A: Hvis kvindens rejse varer mere end en dag og en nat, skal hun have en mahram med; beviserne herfor er utallige, og vi kan bl.a. nævne:

• Al-Bukhari berettede fra Abu Hurairah, at Profeten (saaws) sagde: “Det er ikke tilladt for en kvinde at rejse en dags og en nats gang uden en mahram”, i en beretning fra Abu Said Al-Khudri “to dage”, og i en beretning fra Ibn Omar: “tre dage”.

• Muslim har ligeledes berettet via Abu Hurairah, at Allahs sendebud (saaws) sagde: “Det er ikke tilladt for en kvinde, som har Iman på Allah og Dommedagen, at rejse en dags og en nats gang undtagen med en mahram”, i en beretning fra Abu Said Al-Khudri “to dages gang”, i en anden beretning fra ham “tre dage og opefter”.

• At-Tirmidhi berettede via Abu Said Al Khudri fra Abu Said Bin Abi Said fra sin far, som overleverede fra Abu Hurairah, som sagde: ”Allahs Sendebud Saaws sagde”: “En kvinde må ikke rejse en dags og en nats gang uden en mahram”. At-Tirmidhi sagde: ”Denne er en god autentisk hadith”.

• Ibn Hibban berettede i sin Sahih-samling fra Abu Said Bin Abi Said Al Maqburi fra Abu Hurairah, at Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Det er ikke tilladt for en kvinde, som har Iman på Allah og Dommedagen, at rejse en dags og en nats gang uden en mahram”, og i en beretning fra Abi Said “to dage”.

• Imam Ahmad berettede, at Waki berettede, at Ibn Abi Dhiib berettede fra Said Bin Abi Said fra Abu Hurairah, som sagde: ”Allahs Sendebud (saaws) sagde”: “En kvinde må ikke rejse et helt døgns gang uden en mahram”, og i en beretning fra Abu Said Al Khudri: “to dage”.

• Abu Dawud berettede, at Qutaiba Bin Said Ath-Thaqafi berettede, at Al Laith Bin Saad berettede fra Said Bin Abi Said, fra sin far, som overleverede fra Abu Hurairah, som sagde:  ”Allahs Sendebud (saaws) sagde”: “Det er ikke tilladt for en muslimsk kvinde at rejse en nats gang uden en mandlig mahram”.

Af ovenstående fremgår følgende:

1. Kvindens rejse er bundet til varigheden/tiden. I de autentiske tekster fremgår det, at det er haram for en kvinde at rejse alene uden en mahram i den pågældende periode, som er et helt døgn (24 timer), altså en dag og en nat. Dette betyder, at teksterne påpeger varigheden “en dag og en nat”, og ikke afstand. Hvis en kvinde rejser 1000 km med flyvemaskine uden en mahram og kommer tilbage inden for den nævnte varighed, så er det tilladt for hende. Men hvis hun rejser 20 km på gåben, og dette kræver mere end en dag og en nat af hende, så er dette ikke tilladt uden en mahram. Det afgørende i kvindens rejse uden mahram er således varigheden/tiden (en dag og en nat) uanset afstanden. Hvis kvinden ikke overskrider denne varighed, men rejser frem og tilbage inden for den nævnte varighed, så er dette tilladt for hende uden en mahram.
    
2. - Hvad angår Bukharis, Muslims, Tirmidhis, Ahmads og Ibn Hibbans beretninger om forskellige varigheder (tre dage, tre nætter, to dage, en dag og en nat, en nat): Ved at forene beviserne vil den sharialoven være, at kvinden ikke må rejse den korteste varighed, nævnt i beretningerne, uden en mahram, hvilken er en nats varighed, fordi forbuddet mod at rejse “en nats” varighed gør, at man også opfylder forbuddet mod de andre varigheder nævnt i beretningerne: “to dage, tre dage”. I det arabiske sprog bruges ordet “nat” om et helt døgn, dvs. en dag og en nat. Allah (swt) siger i surat Maryam:

قَالَ آيَتُكَ أَلَّا تُكَلِّمَ النَّاسَ ثَلَاثَ لَيَالٍ سَوِيّاً

Han sagde: ”Dit bevis er, at du ikke vil være i stand til tale til folk i tre nætter, selvom du er rask (ikke stum).” (Maryam: 10)

Og i surat Ãl-Imran siger Allah (swt):

قَالَ آيَتُكَ أَلَّا تُكَلِّمَ النَّاسَ ثَلَاثَةَ أَيَّامٍ إِلَّا رَمْزاً

Han sagde: ”Dit bevis er, at du i tre dage kun kan tale med folk med fagter.” (Ãl-Imran: 41)

Det fremgår tydeligt af de to ayat, at “nætter” i verset betyder døgn. Araberne plejer endvidere at sige: “Jeg skrev den anden eller tredje nat af den eller den måned”, hvor de mener: det andet eller tredje døgn, hvilket betyder, at araberne bruger nat om et helt døgn.

Derfor er det haram for en kvinde at rejse en dags og en nats gang undtagen med sin mand eller en mahram, hvilket er det, vi har adopteret i bogen ”Socialsystemet i Islam”.

B: Der er en beretning fra Abu Dawud, som binder kvindens rejse til afstanden barid. En barid svarer til fire farsakh svarende til ca. 22 km. Denne beretning binder altså ikke rejsen til varighed/tid. Denne beretning er dog svag fra flere vinkler:

1. Beretningen binder kvindens rejse til afstand, hvilket betyder at varighed/tid er irrelevant, da beretningens betydning er, at hun skal have en mahram med, hvis hun rejser mere end 22 km, uanset om det tager hende et eller to døgn. De andre ahadith binder derimod kvindens rejse til varigheden, dvs. en dag og en nat, uanset om afstanden hun tilbagelægger i denne tid er hundrede eller flere hundrede kilometer. Dette betyder, at iværksættelse af beretningen om afstand ugyldiggør beretningen om varighed og omvendt, hvilket ydermere betyder, at der er en modsætning mellem beviserne; og når der er en modsætning, vægter man de stærkeste beretninger højest. I denne forbindelse er det tydeligt, at beretningerne hos Al-Bukhari, Muslim og de andre autentiske hadith-samlinger er stærkere en den ene beretning hos Abu Dawud, som nævner afstand barid (ca. 22 km). Dette er den første vinkel.
    
2. Abu Dawuds beretning, som nævner afstanden er usikker på følgende måde:
   
   “Yusuf Bin Musa har berettet til os fra Jarir via Suhail fra Said Bin Abi Said fra Abu Hurairah, som sagde: ”Allahs Sendebud (saaws) sagde”: “Det er ikke tilladt for en kvinde, som har Iman på Allah og Dommedagen, at rejse en barid uden en mahram”. Abu Dawud selv beretter fire ahadith fra Said Bin Abi Said fra Abu Hurairah, hvori der nævnes en dag og en nat. Abu Dawud beretter endvidere to ahadith fra Said Bin Abi Said fra sin far, fra Abu Hurairah, hvoraf den ene nævner en nat, og den anden en dag og en nat (Abu Dawuds beretning som citeret tidligere). Abu Dawud berettede, at Qutaiba Bin Said Ath-Thaqafi berettede, at Al Laith Bin Saad berettede til dem, fra Said Bin Abi Said, fra sin far, som overleverede, at Abu Hurairah sagde: ”Allahs Sendebud (saaws) sagde”: “Det er ikke tilladt for en muslimsk kvinde at rejse en nats gang uden en mandlig mahram”.
   
   Abu Dawud berettede yderligere: ”Abdullah Bin Maslamah og An-Nufaili berettede fra Malik, og Al-Hasan Bin Ali berettede, at Bishr Bin Omar berettede at Malik overleverede til ham fra Said Bin Said; Al-Hasan sagde: ”I sin beretning fra sin far”… Derefter er de enige om, at Abu Hurairah berettede fra Profeten (saaws), som sagde: “Det er ikke tilladt for en kvinde, som har Iman på Allah og Dommedagen, at rejse en dag og en nat”. Abu Dawud berettede derudover: ”Yusuf Bin Musa berettede til os fra Jarir fra Suhail via Said Bin Abi Said, som overleverede fra Abu Hurairah, som sagde: Allah Sendebud (saaws) sagde… ” samme beretning, men med barid (ca. 22 km) i stedet for varigheden.
   
   Alle Abu Dawuds beretninger fra Said Bin Abi Said, nogle af dem fra hans far og andre direkte fra Abu Hurairah, nævner varighed (en dag og en nat). Det er desuden værd at nævne, at den ene beretning fra Abu Dawud, fra Said Bin Abi Said fra Abu Hurairah, som nævner barid, er berettet af Imam Ahmad med samme beretningskæde, men hvor der bliver sagt ”et helt døgn”.
   
   Alt dette viser, at det er mest sandsynligt, at Abu Hurairah har berettet hadithen til Said Bin Abi Said eller hans far med ”en dag og en nat” og ikke ”en barid”.
   
   På grund af ovenstående, er det, vi nævner i bogen ”Socialsystemet i Islam” stærkest: En dag og en nat, dvs. “Det er ikke tilladt for en kvinde, som har Iman på Allah og Dommedagen, at rejse en dags og nats gang uden en mahram”.
    
3. Dette er vores holdning – med følgende bemærkninger:

• Vi siger, at vores holdning er stærkest og mest sandsynlig og ikke absolut.
   
• Vi siger, at det er tilladt for en kvinde at rejse kortere end en dag og en nat uden en mahram, men vi siger ikke, at det er obligatorisk. Hvis kvinden derfor vil rejse kortere end et døgn med sin mahram, er det tilladt. Det vigtigste er, at hun ikke rejser længere end en dag og en nat/et døgn, uden en mahram.
   
• Hadithens betingelse om at kvinden skal medfølges af sin mahram under sin rejse, viser, at kvinden skal beskyttes og være i sikkerhed. Derfor er det ikke tilladt for kvinden at rejse uden en mahram, hvis der ikke er sikkerhed, selv hvis rejsen varer en time. Sikkerhed for kvinden er nemlig en yderligere betingelse for tilladelsen til hendes rejse.
   
• Kvinden må ikke rejse uden sin mands eller sin værges tilladelse, uanset varigheden, og selv hvis hun medfølges af en mahram, grundet de shariamæssige beviser herfor.

C: Alt det tidligere nævnte om kvindens mahram er gældende for selve rejsevejen. Det næste spørgsmål er: Hvad så når hun når frem til sin destination, og hun ikke opholder sig permanent på denne, men midlertidigt f.eks. en forretningsrejse, kursus, besøg eller lægebehandling. Skal mahram i dette tilfælde blive med hende, til hun vender tilbage til sit oprindelsessted, eller må hun gerne opholde sig på rejsedestinationen alene og ordne sine ting, uden at mahram er sammen med hende? For at svare på dette spørgsmål siger vi med Allahs hjælp:

Efter at have undersøgt og overvejet denne sag nøje, er vi kommet frem til følgende:

1- Indholdet i de ahadith, vi har gennemgået i ovenstående, forbinder forpligtelsen af tilstedeværelse af en mahram med “gang” og “rejse”. Det er åbenlyst at ordet “gang” betyder at være undervejs hen mod destinationen. Hvad angår ordet “rejse”, så har det samme betydning som gang, dvs. at være undervejs hen mod destinationen. [De sproglige definitioner i denne del af svaret er blevet forkortet under oversættelsen, da de er meget tekniske, og komplicerede at oversætte. Dog er definitionen af selve ordet safar (rejse) blevet oversat:

• I det store arabiske sprogleksikon “Al-Qamus Al-Muhit” af Majduddine Abu Tahir Al-Fayruzabadi (død år 817 hijri) står der på s. 408: ”Rejse: at tilbagelægge en afstand”.
   
• I den arabiske ordbog “As-Sihah, Taj Al-Lugha Wa Sihah Al-Arabiyya” af Abu Nasr Ismail Al-Jawhari Al-Farabi (død år 393 Hijri) står der i bind 2 s. 685: ”Rejse: at tilbagelægge afstand”.
   
• I den forkortede udgave af ovennævnte ordbog kaldet “Mukhtar As-Sihah” af Zinuddine Abu Abdellah Mohammad Bin Abi Bakr Ar-Razi (død år 666 Hijri) står der på s. 148: ”Rejse: at tilbagelægge afstanden”.

2- Derfor er det, som er haram for kvinden i henhold til de nævnte ahadith, selve rejsen (tilbagelæggelse af afstanden), før man når sin destination (i mere end et døgn uden mahram). Ordet ”rejse” forklares ikke som rejsedestinationen, medmindre der er en specifik tekst herom, hvilket der er, vedrørende at forkorte bønnen og tilladelsen til at bryde fasten i Ramadan, hvilket ligeledes gælder på den destination, man når til efter sin rejse, så længe man ikke gør denne destination til et permanent opholdssted.

I den forbindelse er de lærde uenige om rejseperioden for tilladelse til forkortelse af bønnen og afbrydelse af fasten. Nogle siger fire dage, nogle femten, og andre siger, at det tillades indtil man er færdig med rejsens formål. Men alt dette gælder for forkortelse af bønnen og afbrydelse af fasten i Ramadan, da der er kommet specifikke tekster herom, som er velkendte i fiqh-bøgerne. Derudover betyder ordet “rejse” tilbagelæggelse af vejen, som forklaret i ovenstående.

D:Ahkam (sharialove), der gælder, når en kvinde er nået frem til rejsedestinationen:

1- Dette spørgsmål er noget andet end spørgsmålet om rejsevejen og har nogle andre love. Når rejsevejen er overstået, og man når frem til rejsedestinationen, bliver dette en ny sag, som har andre ahkam end selve rejsevejen, uanset om rejsen har været lang og har krævet en mahram eller kort og uden en mahram, som vi vil opklare i nedenstående.

Når kvinden når frem til rejsedestinationen og skal blive der i et døgn eller to osv., er det nødvendigt med en sikker bolig, som beskytter hendes private og offentlige liv, hendes shariamæssige påklædning og hendes bevægelse, indtil hun har afsluttet sit ærinde, uanset om rejsens varighed er lang eller kort. Derfor er ahkam for rejsevejen anderledes end ahkam for rejsedestinationen, hvis ikke rejsedestinationen gøres til et permanent opholdssted men et midlertidigt opholdssted for at udføre et ærinde, som kan være lægebehandling, et kursus, indkøb osv.

2- Ahkam for opholdet på rejsedestinationen, som ikke er et permanent opholdssted, afhænger af tilstedeværelsen af sikkerhed på rejsedestinationen for kvindens ophold; dvs. hendes sikkerhed på beboelsesstedet og i hendes bevægelse uden for beboelsesstedet. Kvindens realitet og hendes sikkerhed påkræver dette. I bogen, ”Indledning til konstitutionen”, paragraf 112 står følgende: “Udgangspunktet er, at kvinden er en moder, hjemmets varetager og en ære, som skal beskyttes”. Det fremgår tydeligt af forklaringen til paragraffen, at kvinden skal have tilladelse af sin wali (værge) eller sin ægtemand til at forlade sit hjem. Kvinden har endvidere et privatliv med specifikke ahkam, som forbyder hende at leve med fremmede mænd og udelukkende leve med sin mand eller sin mandlige maharim. I det offentlige liv er det forbudt for kvinden at være alene med en fremmed mand eller at være sammenblandet med det modsatte køn, undtagen med et formål som sharia anerkender. Hun har desuden en specifik shariamæssig påklædning: jilbab, dækning af awra, og forbud mod at fremvise skønhed til fremmede mænd (tabarruj).

3- Alt det ovenstående påkræver tilstedeværelsen af tryghed og sikkerhed for kvinden. Kvindens realitet, som værende en ære der skal beskyttes, kan kun opfyldes, hvis tryghed og sikkerhed er til stede, hvilket påkræver en undersøgelse af realiteten. Ved at undersøge denne sag, er jeg kommet frem til følgende holdning:

1. Hvis man først når til rejsedestinationen efter en dag og nats (et døgns) rejse og opefter, dvs. at kvindens rejse har været med en mahram, og kvinden gerne vil opholde sig på rejsedestinationen i en eller flere dage for at udføre sine ærinde; skal mahram så i dette tilfælde blive med hende?
   
   Svaret er:

• Indledningsvis siger vi, at hvis kvinden ikke er i stand til at sørge for sig selv; hvis hun f.eks. rejser med henblik på lægebehandling, eller hvis hun er ung, da skal mahram blive med hende under hendes rejse og under hendes ophold på rejsedestinationen, indtil hun er færdig med sit ærinde.
  
  Er hun forstandig, kønsmoden og i stand til at sørge for sig selv, så er svaret som følgende:

• Hvis kvindens rejsedestination er i Dar ul-Islam, dvs. inden for Khilafahs grænser, uanset om det er i samme wilayah (provins) eller i en anden, så er tryghed og sikkerhed til stede med Allahs tilladelse. Når kvinden når til sin rejsedestination, skal hendes mahram derfor sikre hende en sikker bolig enten hos hendes maharim, hvis de bor der, og hvis ikke så hos kvindelige bekendte, som er retskafne kvinder, hvis retskaffenhed hendes mahram er tryg ved. Mahram skal sikre kvinden en tryg bolig hos en eller to af disse kvinder, dvs. kvinden må ikke bo alene. Hvis kvinden ikke har maharim eller retskafne troværdige kvindelige bekendte, så kan mahram gøre brug af Khilafah-statens institutioner, der er specialiseret i at varetage de rejsende inden for statens provinser, til at sørge for en sikker bolig. Sørger staten for en sikker bolig, som mahram er tryg ved, kan kvinden opholde sig i denne, indtil hun er færdig med sit ærinde, uanset om den medrejsende mahram bliver sammen med hende eller rejser tilbage, da der intet problem er heri, så længe kvindens sikkerhed er sikret i Dar ul-Islam, og kontakten med hende i Dar ul-Islam er mulig, hver gang det er nødvendigt. Når hun vil rejse tilbage til sit hjemsted, tager mahram’en tilbage til hende for at ledsage hende under tilbagerejsen, da varigheden af rejsen er længere end en dag og en nat (et døgn) og opefter.
  
  Hvis kvinden derimod ikke har maharim eller retskafne troværdige kvindelige bekendte på rejsedestinationen, og hendes mahram ikke er tryg ved, at statens institutioner kan sørge for en sikker bolig til hende, så skal mahram enten blive hos hende, eller de skal vende hjem sammen.

• Hvis rejsedestinationen er i de islamiske lande uden for Dar ul-Islam, så opdeles disse i to:
  
  1. Hvis rejsen foregår i områder i kvindens eget land, men landet er stort, og falder ind under de ahadith, som omhandler kvindens rejse i en dag og en nat eller derudover, så kan hun blive på destinationen alene, indtil hun har afsluttet sit ærinde, såfremt hendes mahram i dette tilfælde kan skaffe hende en sikker bolig hos hendes maharim, (hvis disse er til stede), og hvis ikke, så hos retskafne troværdige, kvindelige bekendte, hvis retskaffenhed hendes mahram er tryg ved. Mahram sørger for, at hun bor hos en eller to af disse kvinder, dvs. at kvinden ikke bor alene. Hun kan blive på destinationen, indtil hun har afsluttet sit ærinde, med den betingelse, at han er i telefonisk kontakt med hende eller i kontakt gennem sociale medier minimum en gang om ugen. Viser det sig undertiden, at hun har brug for ham, skal han rejse hen til hende. Skal hun rejse hjem, skal han rejse hen til hende, og ledsage hende under tilbagerejsen, så længe rejsen varer en dag og en nat eller derudover.
     
     Hvis hun derimod ikke har maharim eller retskafne troværdige kvindelige bekendte på rejsedestinationen, skal hendes mahram enten blive med hende, indtil hun har afsluttet sit ærinde, ellers skal de vende hjem sammen.
      
  2. Hvis kvindens rejse er fra et islamisk land til et andet islamisk land, og hvert af disse lande er en separat stat, og rejsen mellem landene varer en dag og en nat eller derudover, så er det tilladt for kvinden, når hun er nået frem til destinationen, at blive alene, og hvor mahram rejser tilbage til sit hjemsted, hvis følgende betingelse er opfyldt: Mahram sørger for en bolig, hvor hun kan bo i sikkerhed og tryghed, enten hos sine maharim eller hos sine retskafne, kvindelige bekendte, dvs. hvor hun ikke bor alene. Mahram skal blive en uge hos hende efter at have skaffet hende en sikker bolig, så han kan sikre sig, at hun kan bevæge sig frit fra hjemmet til sit ærinde på hverdage og under den ugentlig fridag; da denne ugentlig fridag er en gang om ugen, er min holdning den, at han skal blive hos hende i minimum en uge for at opnå tryghed. Derudover skal han holde kontakten med hende telefonisk eller gennem (sociale) medier dagligt, og hvis det viser sig, at hun har behov for ham, skal han straks rejse til hende for at forsikre sig. Og når hun vil rejse hjem, skal mahram rejse over til hende og følges med hende under hjemrejsen, så længe at hendes rejse varer en dag og en nat eller derudover.
     
     Hvis kvinden derimod ikke har nogle maharim eller retskafne, kvindelige bekendte, skal mahram enten blive med hende, indtil hun får retskafne, troværdige, kvindelige bekendte, hvor han sørger for at skaffe kvinden en bolig hos dem, og hvor han derefter bliver i en uge eller vende hjem sammen hende.

• Er rejsedestinationen et ikke-muslimsk land, ser man på følgende:
  
  Har kvinden mandlige maharim, som hun kan bo hos eller tæt  ved, og er den medrejsende mahram tryg ved, at kvinden er i sikkerhed i sit private- og offentlige  liv; eller har hun kvindelige familiemedlemmer på destinationen, som f.eks. sin mor, søster eller faster, som hun bor hos, (det er ikke nok at bo tæt ved dem), da er det tilladt for den medrejsende mahram at rejse tilbage, efter at have sikret sig kvindens sikkerhed og tryghed, med den betingelse at hendes wali eller mand har givet tilladelse til dette, og med den yderligere betingelse at personlig kontakt eller korrespondance er mulig, hver gang det er nødvendigt. Når kvinden vil rejse tilbage, skal mahram’en rejse hen til hende og følges med hende under hjemrejsen, så længe denne rejse varer i en dag og en nat eller derudover.
  
  Er ovenstående ikke opfyldt, skal mahram blive hos kvinden, indtil hun vender tilbage til sit oprindelige hjemsted, da den påkrævede sikkerhed og tryghed i kvindens liv – som værende en ære der skal beskyttes – ikke er tilstede i de ikke-muslimske lande, undtagen når hun er hos sine maharim/nære familie, som vi sagde.

2. Hvis man når frem til destinationen efter en kort rejse, som ikke kræver en mahram, og kvinden vil blive på destinationen en eller flere dage? Hvad er wajib (obligatorisk) for hende i dette tilfælde? Har hun brug for en mahram?
   
   Svaret på dette er som følger:

• Hvis rejsedestinationen er Dar ul-Islam, uanset om det er i samme provins eller i en anden; så er det tilladt for kvinden at rejse dertil uden en mahram, da rejsens varighed er under en dag og en nat. Hvis kvinden ikke vender tilbage samme døgn, men gerne vil blive i en eller flere dage, så er det kun tilladt for hende at blive hos sine maharim eller hos nogle troende, retskafne, troværdige kvindelige bekendte (hun må ikke bo alene), og med den betingelse at hun har en forudgående tilladelse fra sin wali eller mand til at bo hos disse kvindelige bekendte, og wali’en eller ægtemanden er tryg ved kvindens ophold.
  
  Hvis hun derimod ikke har maharim eller retskafne troværdige, kvindelige bekendte, som wali’en eller manden kan give tilladelse til at bo hos, så skal kvinden rejse tilbage inden for samme døgn, eller hendes mahram skal rejse med hende og sørge for en sikker bolig til hende, som vi nævnte i tilfældet med at rejse med en mahram.

• Hvis rejsedestinationen er i det islamiske land, som kvinden bor i, men ikke Dar ul-Islam, og selve rejsen dertil varer mindre end en dag og en nat, og kvinden ikke rejser hjem inden for samme døgn, men gerne vil blive en eller flere dage, så er dette kun tilladt, hvis hun bor hos sine maharim eller hos troende, retskafne og troværdige kvindelige bekendte. Det er ydermere med den betingelse, at hun har en forudgående tilladelse fra sin wali eller mand til at bo hos disse kvindelige bekendte, og wali’en eller manden er tryg ved kvindens ophold.
  
  Hvis hun derimod ikke har maharim eller retskafne, troværdige, kvindelige bekendte, som wali’en eller manden har givet tilladelse til at bo hos, skal kvinden rejse tilbage inden for samme døgn, eller hendes mahram skal rejse med hende og sørge for en sikker bolig til hende, som vi nævnte i tilfældet med at rejse med en mahram.

• Hvis rejsedestinationen er i et andet muslimsk land, end det som kvinden lever i, som ikke er Dar ul-Islam, og varigheden af rejsen er mindre end en dag og en nat, så er det tilladt for hende at rejse dertil uden en mahram. Da det er en rejse til et andet land, hvilket betyder, at der er kontrol ved grænsen mm., skal kvinden være i selskab med mindst én troværdig kvinde, som har samme ærinde med rejsen. Ønsker kvinden derefter at opholde sig på rejsedestinationen i en eller to dage, er dette tilladt for hende, hvis følgende betingelser er opfyldt: At begge rejsende kvinder har maharim på rejsedestinationen, som de hver især bor hos. Hvis de derimod ikke maharim, skal de have troende, tillidsfulde og troværdige kvindelige bekendte som de bor hos. De to rejsende kvinders wali’er eller mænd skal have givet tilladelse til, at de bor hos deres kvindelige bekendte ifølge de ovennævnte betingelser.
  
  Hvis de ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, dvs. at de hver især ikke har maharim som bor på rejsedestinationen, eller kvindelige bekendte, som de to rejsende kvinders wali’er eller mænd giver tilladelse til at bo hos, så skal kvinden/kvinderne rejse hjem samme dag.

• Hvis rejsedestinationen er et ikke-muslimsk land, dvs. et kufr-land, skal kvinden rejse sammen med sin mand, wali eller sin mahram, og det vil være det samme, som er tilfældet for den lange rejse (til kuffars lande), som kræver følgeskab af en mahram.

E: Hvad angår beviserne for, at tryghed og sikkerhed skal være sikret for kvinden, når hun når frem til rejsedestinationen, uanset om det er efter en lang rejse, som kræver en mahram, eller efter en kort rejse, som ikke kræver en mahram, så er de, de beviser vi nævnte i starten af dette afsnit; og jeg gentager dem:

Der er andre ahkam for opholdet på rejsedestinationen end for selve rejsen dertil. Ahkam for opholdet på rejsedestinationen, som ikke er et permanent opholdssted, afhænger af tilstedeværelsen af sikkerhed på rejsedestinationen for kvindens ophold; dvs. hendes sikkerhed på beboelsesstedet og i hendes bevægelse uden for beboelsesstedet. Kvindens realitet og hendes sikkerhed påkræver dette. I bogen, ”Indledning til konstitutionen”, paragraf 112 står følgende: “Udgangspunktet er, at kvinden er en moder, hjemmets varetager og en ære, som skal beskyttes”. Det fremgår tydeligt af forklaringen til paragraffen, at kvinden skal have tilladelse af sin wali (værge) eller sin ægtemand til at forlade sit hjem. Kvinden har endvidere et privatliv med specifikke ahkam, som forbyder hende at leve med fremmede mænd og udelukkende leve med sin mand eller sin mandlige maharim. I det offentlige liv er det forbudt for kvinden at være alene med en fremmed mand eller at være sammenblandet med det modsatte køn, undtagen med et formål som sharia anerkender. Hun har desuden en specifik shariamæssig påklædning: jilbab, dækning af awra, og forbud mod at fremvise skønhed til fremmede mænd (tabarruj).

Alt det ovenstående påkræver tilstedeværelsen af tryghed og sikkerhed for kvinden. Kvindens realitet, som værende en ære der skal beskyttes, kan kun opfyldes, hvis tryghed og sikkerhed er til stede, hvilket påkræver en undersøgelse af realiteten. Min holdning, efter denne undersøgelse af realiteten, er den dom, jeg har fremlagt i ovenstående med opfyldelsen af alle betingelserne... og Allah er Den Alvise og Ham som ved bedst.

F: Hvad angår kvindens rejse til Hajj, så er det stærkeste synspunkt, at det er wajib at have mahram med grundet følgende beviser:

• Al-Bukhari berettede i sin Sahih fra Ibn Abbas (raa), som sagde: ”Profeten (saaws) sagde”: ”Kvinden må ikke rejse uden en mahram, og en (fremmed) mand må ikke gå ind til hende, uden tilstedeværelse af en mahram. ” Herefter sagde en: ”Oh Allahs Sendebud, jeg vil gerne drage ud i den og den hær, og min kone vil gerne til Hajj”. Profeten svarede: ”Rejs med hende.”
   
• Ibn Hajar siger i sin forklaring af denne hadith i bogen “Fath Al Bari”: ”Ad-Daraqutni beretter hadith’en (som Abu Awanah har autoriseret) fra Bin Jurayj via Amr Bin Dinar med ordlyden: ”En kvinde må ikke udføre Hajj uden en mahram”.

Disse to Ahadith nævner Hajj specifikt og betinger den ikke med forudgående rejse eller med en bestemt varighed. Derfor skal enhver kvinde, som rejser til Hajj have en mahram med, som følger hende under rejsen og under selve Hajj, uanset hvor lang rejsen er. Derudover påkræver rejsen til Hajj, og bevægelsen mellem Hajjs forskellige handlinger, udførelsen af svære handlinger; hvorfor kvinden skal have hjælp med transporten og udførelsen af handlingerne.

Blandt de lærde er der nogle, såsom Ash-Shafii og Imam Malik, som tillader kvinden at rejse til Hajj i selskab med troværdige kvinder; og der er nogle som tillader dette for kvinden i enhver “obligatorisk rejse”, som Imam Malik. Men den stærkeste holdning er, at kvinden skal have en mahram med til og under Hajj, uanset om afstanden dertil er lang eller kort. Og Allah er Den Alvise og Ham som ved bedst.

Jeres bror, Ata Bin Khalil Abu Al-Rashta

Hizb ut Tahrirs Amir