Hvordan feminismen slog familien itu - Fjerde del

Den fjerde del i denne artikelserie, vil berøre den kolossale skadelige påvirkning som feminismen, og i særdeleshed ligestilling havde på ægteskab, moderskab, familielivet samt på kvinders, mænds og børnenes liv, og på samfundet som helhed.

Reduceringen i antallet af ægteskaber og stigningen i udenomsægteskabelige forhold:

Feminismen skabte blandt mange kvinderen uvilje mod ægteskab, grundet dens syn på det som værende en undertrykkende og patriarkalsk struktur, som er mere fordelagtig for manden end for kvinden, og hvori kvinden (som kone) er i tjeneste og slavebundet til hendes mand. Feminismen betød endvidere i at mange kvinder anså den status at være kone og moder som anden klasses rolle, og som er underlegen, sammenlignet med at stræbe efter karriere og job. Samtidig skabte den feministiske filosofi en mistænkelighed til mænd, og en frygt hos kvinderne for at de vil blive uretfærdigt behandlet i ægteskabet med hensyn til deres rettigheder. Alt dette resulterede i et stort antal kvinder som udskød eller nægtede ægteskab eller moderskab; og som følge heraf, et fald i ægteskabs- og fødselsrater blandt befolkningerne. Det resulterede i sociale og demografiske problemer for adskillige stater med en “babymangel” og færre individer til at tage sig af de aldrende befolkninger. Som eksempel kan Ægypten nævnes, hvor ægteskabsraten er faldet med 70%, mellem 2004 og 2016 (kilde: det officielle Central Agency for Public Mobilization and Statistics, CAPMAS); i Palæstina faldt ægteskabsraten med 8%, bare mellem 2015 og 2016 (kilde: udtalelser fra formanden af Supreme Council of Forensic Justice); Mellem 1965 og 2013 er den gennemsnitlige ægteskabsrate i 28 EU-lande faldet med tæt på 50 %.

Modviljen mod ægteskabet, kombineret med feminismens promovering af personlig og seksuel frihed for kvinder affødte en enorm forøgelse i udenomsægteskabelige forhold, et højere antal af børn blev født uden for ægteskabet, samt en forøgelse i antallet af aborter. Mange kvinder foretrak at forblive “frie og singler” og jagtede forskellige forhold, frem for at indgå ægteskab. Kaldet til kvindelig seksuel befrielse for at matche mandens seksuelle friheder resulterede i forøgelse af utroskab, som udgjorde en hovedårsag til epidemisk brud i ægteskaber og smadrede hjem med den påvirkning, at mange stater har utallige mængder af børn, der vokser op med kun en forælder. Dette lå fjernt fra at gøre kvinderne frie, men i stedet efterlod kvinderne og deres børn i stort følelsesmæssigt kaos og hjertesorg, for ikke at nævne det overflod af familie- og sociale problemer dette affødte. 

Forvirring og konflikter i ægteskabet:

Feminismens ideer omkring ligestilling skabte ligeledes forvirring og disharmoni med hensyn til ægteskabelige og forældreansvar. Udviskning af mandens og kvindens klare definerede roller og pligter i ægteskabet med hensyn til forsørgelse af familien, huslige pligter og varetagelse af børnene, resulterede i mange konflikter i familierne. Med fjernelse af manden som familiens overhoved grundet “ligestilling, var der ingen organiserede måder at løse konflikterne på. Ægteskabsinstitutionen blev derfor domineret af konkurrence mellem kønnene i stedet for en harmonisk enhed, formet af mand og kone, som opfylder deres definerede og komplimenterende ægteskabelige og familiære pligter. Ægteskabet blev desuden en slagmark om personlige valg og rettigheder i stedet for et bånd mellem to mennesker, defineret af kærlighed, barmhjertighed og gensidigt ansvar fra ægtefællerne overfor hinanden. Feminismen fik desuden kvinderne til at tro, at de kunne påtage sig rollerne som ægtemand og far og følte derfor, at de “ikke havde behov for en mand” i hjemmet. Dette fjernede mange kvinders motivation til at løse udfordringerne i ægteskabet, og foretrak i stedet hurtigere at benytte sig af muligheden for skilsmisse. Med ofte hårdtarbejdende mand og kone, var der desuden mindre tid til at arbejde på, at få ægteskabet til at fungere, hvilket svækkede det ægteskabelige bånd. I en undersøgelse foretaget af forskningsinstituttet “Pew Research Centre” i 2013, svarede halvdelen af de adspurgte voksne, at det stigende antal af arbejdende kvinder, havde gjort det sværere for ægteskaber at fungere. Denne disharmoni indenfor ægteskabet forøgede endvidere forekomsten af hustruvold, som ledte til forøgelse i antallet af skilsmisser. I Ægypten steg skilsmisseraten fra 7 til 40 % over de seneste 50 år (kilde: FN og det officielle ægyptiske CAPMAS); i Libanon steg skilsmisseraten med 55 % fra 2000- 2013 (kilde: FN’s underorganisation: ESCWA”; og i Tyrkiet steg skilsmisseraten med chokerende 82% fra 2006-2016 (kilde: det tyrkiske justitsministeriums departement: General Directorate of Criminal Records and Statistics).

Pres på kvinderne for at komme ud på arbejdsmarkedet:

Den feministiske “ligestilling”s narrativ om at mænds og kvinders roller i livet skal være de samme samt, at kvindens værd kommer fra arbejde og fra finansiel uafhængighed fra manden har skabt et samfund, hvor kvinden ikke længere “kun har mulighed for at arbejde”, men derimod en forventning om at “hun skal arbejde”, grundet det økonomiske og sociale pres. Dette er tilfældet, selv hvis kvinden er alenemor, som står alene med ansvaret for omsorgen og opfostring af børnene. Denne situation blev forværret af de kapitalistiske og socialistiske systemer, der anså kvinden som et redskab til at generere mere rigdom til nationen. Kvinden blev derfor ofte tvunget til at adoptere mandens rolle som en forsørger for familien; hvorigennem hun blev forvandlet til at være en slave for arbejdsmarkedet, selv hvis hun havde lyst til at blive hjemme og passe sine børn. Som eksempel i USA er tallet for gifte kvinder i arbejde på ca 65 %, mens kvinderne udgør næsten halvdelen (47 %) af den amerikanske arbejdsstyrke (kilde: forskningsinstituttet PEW Research Centre, 2011 statistics)

I 2013 bragte den engelske avis “The Guardian” en artikel under titlen: “The rise of ‘breadwinner moms’ is less a win for equality than it looks”. Artiklen indeholdte statistikker fra en rapport udgivet af  “PEW Research Centre”, hvor det fremgik at i 40 % af alle amerikanske husholdninger med børn, var mødrene alene- eller den primære forsørger. Andelen var kun på 11 % i 1960. Artiklen beskrev, hvordan majoriteten af de 40 % (to tredjedele) var enlige mødre, hvor mange kæmpede med at hjemlige pligter og børneomsorg, som at tilberede familiemåltider eller at have tid til at lege med børnene, med lange arbejdsdage. Artiklen beskrev følgende: “for enlige mødre i særdeleshed, føltes statusen som den primære forsørger mindre som en feministisk sejr, men i virkeligheden bare overbebyrdet, ikke tilstrækkelig støttet og bredt stigmatiseret”. Den engelske forfatter og feminist Fay Weldon har også indrømmet, at feminismen har skadet kvinder, fordi nogle af dem lider under at de nu skal arbejde, når de ikke vil, samt at rollen som mor er blevet hårdere nu, grundet dette kolossale pres. Hun udtalte: “feminismen har fået os alle til at gå på arbejde, tjene til føden, og den mandlige løn er ikke længere -på grund af feminismen- i stand til at forsørge familien; så kvinder skal arbejde, hvilket er meget trættende”.

Heltegørelsen og idoliseringen af ligestilling og sidestilling af kvinders succes med arbejde, har også resulteret i mange kvindes udsættelse eller undgåelse af fødsel for at forfølge en succesfuld karriere i stedet for, eller endda bare for at beholde et job. På nuværende tidspunkt er der flere kvinder end nogensinde, særligt i vesten, som har højrisiko graviditeter, da de først bliver gravide i 40 års alderen og opefter, af frygt for “straf” på arbejdsmarkedet, i form af lønnedgang eller tab af deres karriere for at tage barselsorlov. For mange kvinder betyder udskydelsen af graviditet til sådan en sen alder oftere tab af børn, grundet forringet fertilitet, ufrivillige aborter og flere graviditetsrelaterede komplikationer. Alt dette resulterede i mange bekymringer for kvinderne og medvirkede til “baby mangel”, befolkningskrisen i mange europæiske lande, som resultat af reducerede fødselsrater.

Feminismen og ligestilling har derfor snydt mange kvinder for moderskabet, og snydt nationer for fødselsvækst i stærke fremtidige generationer! Dens definition af kvindernes myndiggørelse som værende økonomisk uafhængighed, og dens kald til “lige repræsentation af kvinderne på arbejdsmarkedet”, ignorerede realiteten af kvindernes liv, som indbefattede graviditet, fødsel, børneomsorg og andre generelle moderlige ansvar, som allesammen påvirker kvindens deltagelse på arbejdsmarkedet.

Ideen om at beskæftigelse vil give kvinden en højere status i samfundet og økonomisk sikkerhed, var desuden en illusion; mange kvinder påtog sig nemlig underbetalte, dårlig kvalitets- og ofte udnyttende jobs; en situation som stadig gør sig gældende den dag i dag. Desuden, bliver en stor andel af kvindens løn i dag, ædt op af høje børnepasningsomkostninger (betalinger til: vuggestue, børnehave og fritidshjem). 

Løfterne som blev givet i ligestillingspolitikken, og som kvinderne ofrede moderskabet og deres værdifulde tid med deres børn for, i deres tro om at dette vil højne deres status; disse løfter blev ikke en gang indfriet i kvindernes økonomiske liv. En stor andel af kvinderne blev ikke mere velhavende, men arbejdede derimod kun for at betale andre for at passe og opfostre deres børn med det formål at tjene økonomien.

I denne forbindelse er det vigtigt at forstå, at staternes motiv til at skubbe kvinderne ud af deres hjem og ind på arbejdsmarkedet ikke havde sin oprindelse i “frigørelsen af kvinderne” eller i at forbedre kvindernes levevilkår eller levestandard. Det var derimod de kapitalistiske regeringers mål, affødt af et ønske om at sikre økonomisk vinding til staterne. Denne kapitalistiske agenda med at anstrenge sig for at forøge kvindernes beskæftigede, for finansielle interesser og ikke for for forbedring af kvindernes vilkår, kom bla. til udtryk i en tale givet af den tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton i Peru i 2012; under en konference med  titlen “ Power: Women As Drivers of Growth and Social Inclusion”, udtalte Clinton i sin tale: “ restriktioner mod kvinders økonomisk deltagelse koster os massive mængder af økonomisk vækst og indkomst i hver region af verden. I Asien og stillehavsregionen f.eks, koster dette 40 milliarder dollars i tabt BNP hvert år”. Det er i virkeligheden derfor det kapitalistiske system har udnyttet parolerne om feminismen og lighed, og promoverede narrativer som “kvindelig myndiggørelse gennem beskæftigelse” for ren finansiel vinding. Dette narrativ har ikke været andet end en kapitalistisk og feministisk løgn, som har snydt kvinderne for moderskab, frarøvet børn deres rettigheder, og havde en stor omkostning i kvindernes og samfundets  velvære overalt. Det er varemærket for en ideologi, som systematisk og konsistent sætter skabelse af økonomisk rigdom over andre vigtige menneskelige behov og værdier.

Børnenes rettigheder negligeret: 

Feminismens ambition om at skubbe mødrene ud på arbejdsmarkedet i ligestillingens navn, umyndiggjorde kvinderne mht. at opfylde deres vitale rolle som mødre og ignorerede børnenes behov, som resulterede i at børnenes rettigheder blev negligeret. Med begge forældre som arbejdende forsørgere, påvirkede dette mange menneskers evne til effektivt at opdrage deres børn, hvilket resulterede i uundgåelige konsekvenser. I samme undersøgelse fra “PEW Research Centre” fra 2013, som tidligere nævnt siger næsten 75 % af alle forældrene, at det stigende antal af arbejdende kvinder har gjort det sværere for forældre at opdrage deres børn, mens over halvdelen af de adspurgte siger, at børnene er bedre stillet med mødre som ikke har et arbejde og som er hjemme på fuld tid.

Professor i jura og amerikansk filosof, Martha Albertson Fineman ved Emory University School of Law i USA, og en af de mest indflydelsesrige figurer i den feministiske juridiske teori beskriver liberale feministers sidestilling af moderskab med faderskab og som foretrækker at bruge termet “parenting”, som “kastreret” moderskab, hvor børnene bliver resultatet af “two-parent family” som er “en institution med potentielt INGEN tilstedeværende varetagere”. Brenda Almond, professor i Moral and Social Philosophy på The University of Hull i England, og forfatter til bogen “The Fragmenting Family” skriver, at majoriteten af arbejdende kvinder skal acceptere “det uundgåelige fravær af begge forældre fra hjemmet hele arbejdsdagen, og det økonomiske umulige i at anskaffe en stedfortræder i hjemmet. Den feministiske bevægelse i både USA og Europa har gjort majoriteten af arbejderklassens kvinder en bjørnetjeneste ved at forfejle i at tillægge denne kendsgerning dens vigtighed, eller være opmærksom på dens konsekvenser”.

I England går næsten tre fjerdedele af mødre til pasningskrævende børn (4,9 millioner mødre) ud for at arbejde. Dette tal afspejler en stigning på 1 million over de sidste 2 årtier (kilde: Office for National Statistics, ONS 2017), og har stort set været på grund af at skiftende britiske regeringer - Labour og Konservative - intensivt har tilskyndet kvinder med små børn til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, hjulpet med tilbuddet om 30 timers gratis børnepasning om ugen. Selv to tredjedele af kvinder med tre- eller fireårige børn var i arbejde (kilde: Office for National Statistics- ONS). Ifølge ONS, er næsten 70 % af enlige mødre også i arbejde, og næsten halvdelen af enlige mødre med et barn på under tre år er i arbejde. I USA er næsten 70 % af mødre med børn på under 6 år en del af arbejdskraften, (kilde: Population Reference Bureau)

Den femte og sidste del af artikelserien vil fortsætte med at berøre den kolossale skadelige påvirkning som feminismen, og i særdeleshed ligestilling havde på ægteskab, moderskab, familielivet samt på kvinders, mænds og børnenes liv, og på samfundet som helhed, samt indeholde en afsluttende konklusion.