Den generelle og den specifikke forpligtelse.

Spørgsmål:

I bogen “Den partimæssige sammenslutning” står der følgende: “Og blandt vanskelighederne, som står i vejen for da’wah, er vanskeligheden i at opofre det jordiske livs anliggender af ejendom, handel m.m. for Islams skyld og af hensyn til bæring af dens da’wah. For at overvinde denne vanskelighed påmindes den troende om, at Allah fra de troende har købt deres sjæle og ejendom, mod at de får Paradiset (Jannah). Man skal nøjes med denne påmindelse og overlade valget om opopfrelse af det jordiske livs anliggender til vedkommende, og han må ikke aftvinges til noget. Han (saaws) skrev en skrivelse til ’Abdullah bin Jahsh, da han sendte ham som leder af en ekspedition for at holde opsyn med Quraish ved Nakhlah, der ligger mellem Mekka og Ta’if. I denne skrivelse stod der:

“Du skal ikke aftvinge nogen af dine følgesvende til at følge med dig, og drag af sted til min ordre med dem, der følger dig”. ”

Spørgsmålet er: Der er ahadith fra Sendebuddet (saaws), som viser, at det er wajib (obligatorisk) at adlyde den ansvarlige, hvilket er det vi ser i partiet, nemlig at man pålægger shabab at udføre de pålagte forpligtelser, selv hvis de føles tunge for shab’en, uden at han har mulighed for at sige nej og for ikke at tvinges til handlingen, som hadith’en siger... Hvordan kan vi få citatet i bogen “Den partimæssige sammenslutning”, om ikke at tvinge shab’en til en handling, til at stemme overens med de ahadith, som viser, at det er wajib at adlyde den ansvarlige.

Og må Allah belønne dig

Svar:

Wa Alaikum As-salam wa Rahmatullah Wa Barakatuh.

1- Det lader til, at der er sket en misforståelse hos dig i emnet om de pålagte forpligtelser: Der er generelle forpligtelser, som den ansvarlige kræver af alle shabab, og disse skal adlydes, ud fra at det er wajib at adlyde den ansvarlige, så længe forpligtelsen indgår i dennes bemyndigelse, og den er i overensstemmelse med sharialovene, eksempelvis at shab’en deltager i en ugentlig eller månedlig undervisningskreds, og at han kontakter folk ifølge de partimæssige forpligtelser, som er opklaret i “det administrative dossier” og i de øvrige partimæssige administrative retningslinjer. Derudover er der specifikke forpligtelser, som når en shab eller en gruppe af shabab bliver bemyndiget til at udføre noget bestemt: at de eksempelvis skal aflevere et brev til et statsoverhoved, skal være en delegation, som besøger magtfulde personer, skal observere noget, som kan være forbundet med personlig fare og risiko, eller holde en tale foran en tyrans tilholdssted eller aflevere et brev til ham fra partiet, eller lignende specifikke forpligtelser. Disse forpligtelser bliver ikke pålagt nogen uden deres samtykke. Hvis shab’en giver sit samtykke til at udføre forpligtelsen, bliver han pålagt den, og stilles til regnskab i tilfælde af forsømmelse af udførelsen, efter at han har givet sit samtykke. Hvis han derimod ikke giver sit samtykke, har det ingen konsekvenser for ham, og han kan ikke tvinges til at tage imod opgaven.

I “det administrative dossier står: “Den specifikke forpligtelse bliver bindende for enhver person, som giver sit samtykke til en sådan, og det accepteres ikke af, at han ikke udfører det, som han har givet sit samtykke til. Hans manglende udførelse bliver betragtet som løftebrud og han bliver “administrativt” straffet for det. ”

Som du ser, står der: ”for enhver person, som giver sit samtykke… ”. Det betyder, at den person, som ikke giver sit samtykke til at påtage sig en specifik forpligtelse, hverken tvinges eller stilles til regnskab.

2- For at tydeliggøre sagen yderligere, vil jeg gengive beretningen om Abdullah Bin Jahsh’ ekspedition, så du kan se, at der ikke var tale om en generel forpligtelse, som det er tilfældet når muslimerne bliver mobiliseret til kamp, som de blev af Allahs Sendebud (saaws) inden Tabuk-slaget, hvor han derefter straffede dem som blev tilbage, fordi forpligtelsen var generel, og adlydelse af lederen i den generelle forpligtelse er wajib.

Abdullah Bin Jahsh’ ekspedition var derimod ikke en mobilisering af muslimerne til en generel kamp, men en specifik forpligtelse af et begrænset antal personer, som skulle observere en begivenhed under svære omstændigheder. Derfor var budskabet fra Allahs Sendebud (saaws) til ekspeditionens leder, Abdullah Bin Jahsh, at han ikke skulle tvinge nogen:

Al-Bayhaqi beretter i bogen “Dala’il An-Nubuwwa” fra Ibn Ishaq, som sagde: ”Yazid Bin Ruman berettede til mig fra Urwah Bin Az-zubair, som sagde: “Allahs Sendebud (saaws) sendte Abdullah Bin Jahsh til Nakhla og sagde til ham: “Ophold dig der, indtil du bringer os nyheder om Quraish”. Han befalede ham ikke til kamp, og det var i en hellig måned. Han (saaws) skrev et brev til ham, før han meddelte ham, hvor han skulle tage hen. Han (saaws) sagde til ham: ”Drag ud, du og dine følgesvende… Når du har gået i to dage, så åbn brevet og læs det. Det, som jeg beordrer dig til i brevet, skal du begive dig til, og tving ingen af dine følgesvende til at tage med dig”. Da han (Abdullah Bin Jahsh) havde gået i to dage, åbnede han brevet, og i det stod: “Drag ud til Nakhla mellem Mekka og Ta’if, og bring os det, som når dig af informationer om Quraish”. Da han havde læst brevet, sagde han til sine følgere: “Jeg hører og adlyder… Den af jer, som ønsker martyrium, skal begive sig med mig, for jeg drager ud for at fuldføre Allahs Sendebuds befaling (saaws); og den, som ikke ønsker at drage ud med mig, kan vende tilbage, da Allahs Sendebud (saaws) har forbudt mig at tvinge nogen af jer. Derefter drog folk af sted med ham… ”

I bogen “Seerat Ibn Hisham” (Profetens biografi af Ibn Hisham), står følgende: “Efter at Abdullah Bin Jahsh havde gået i to dage, åbnede han brevet og læste det, og i det stod følgende: “Når du læser dette brev, så drag til Nakhla mellem Mekka og Ta’if. Observer da Quraish og bring os informationer om dem. ” Efter at Abdullah Bin Jahsh havde læst brevet, sagde han: ”Jeg hører og adlyder”, hvorefter han sagde til sine følgesvende: ”Allahs Sendebud har befalet mig at drage ud til Nakhla for at observere Quraish, indtil jeg bringer ham informationer om dem. Han har forbudt mig at tvinge nogen af jer med. Den af jer, som ønsker martyrium og ser frem til det, kan drage med mig. Men den, som ikke ønsker det, kan vende tilbage; for jeg drager ud for at fuldføre Allahs Sendebuds befaling (saaws). ” herefter drog han af sted, og alle hans følgesvende drog af sted med ham uden undtagelse. ”

Som du ser, var forpligtelsen specifik. Derfor tvang han ingen til at fuldføre denne med ham. Det var en opgave, som potentielt indebar martyrdom, idet at teksten nævner lederen Abdullah ord til dem: ”Allahs Sendebud har befalet mig at drage ud til Nakhla for at observere Quraish, indtil jeg bringer ham informationer om dem. Han har forbudt mig at tvinge nogen af jer med. Den af jer, som ønsker martyrium og ser frem til det, kan drage med mig. Men den, som ikke ønsker det, kan vende tilbage; for jeg drager ud for at fuldføre Allahs Sendebuds befaling (saaws). ” herefter drog han af sted, og alle hans følgesvende drog af sted med ham uden undtagelse. ” Alligevel drog de allesammen af sted, uden undtagelse, selvom de ikke blev tvunget til denne specifikke forpligtelse, Må Allah belønne dem stort.

3- For at vende tilbage til det citerede afsnit fra bogen “Den partimæssige sammenslutning”: Dette afsnit fremgår i konteksten om at vekselvirke med ummah, og de vanskeligheder som er i vejen for denne vekselvirkning under shababs udførelse af dette arbejde. Afsnittet omtaler derfor at ofre livets goder i forbindelse med udførelse af vekselvirkningsaktiviteter, idet disse aktiviteter kræver specifikke handlinger, som er risikofyldte. Udførelsen af dem modstrider nydelse af livets goder, af penge og handel osv. Den, som ikke indvilliger i at udføre de specifikke forpligtelser, som vekselvirkningsfasen påkræver, tvinges derfor ikke til dette, men man nøjes med de generelle forpligtelser fra vedkommendes side, mens man fortsætter med at påminde ham - med taqwa som motivation - om at Allah har købt de troendes sjæle og ejendom til gengæld for Paradiset. Man nøjes med denne påmindelse og lader det være op til personen, om han vil ofre sig...

Som du ser, er der stort fokus på ofring i den citerede tekst, grundet hårdheden i den specifikke forpligtelse...

4- Konklusionen er, at det, som shab’en ikke tvinges til, er de specifikke forpligtelser, og det, som han pålægges, er de generelle forpligtelser, og at han adlyder den ansvarlige i forbindelse med disse generelle forpligtelser, så længe de ligger inden for den ansvarliges beføjelser, og de stemmer overens med sharialovene.

Jeg håber, at sagen er blevet tydeliggjort for dig, og Allah er Den som giver succes.

Jeres bror, Ata Bin Khalil Abu Al-Rashta

Hizb ut Tahrirs Amir