Hvordan feminismen slog familien itu - Tredje del

I tredje del af denne artikelserie vil vi fortsætte diskussionen om opståelsen af det feministiske angreb på ægteskab og den traditionelle familiestruktur, og hvordan dette står i modsætning til Islams anderledes syn, værdier og love relateret til kvinder, ægteskab og familieliv:

1- Økonomisk afhængighed af manden blev betragtet som uforenelig med kvindens frigørelse:

Den vestlige feminisme promoverede holdningen om at økonomisk afhængighed af manden var uforenelig med respekten for kvinden og kvindens frigørelse. De havde den holdning, at kvinder skulle tjene deres egne penge for at højne deres status, opnå ægte ligestilling med mænd i samfundet, og bryde ud af deres cyklus af “ at være i tjeneste” for manden i ægteskabet. Derfor blev succes og styrkelse af kvinderne bundet til at hun indtræder arbejdsmarkedet, forfølger en karriere og bliver økonomisk uafhængig.

Opståelsen af disse holdninger var igen forbundet til den uretfærdighed kvinderne havde været udsat for i ægteskabet og i samfundet i de sekulære vestlige stater. Kvinder var for eksempel tvunget til at forblive i ulykkelige og mishandlede ægteskaber, fordi de ikke kunne klare sig selv i en skilsmisse. Ydermere, vil de blive efterladt i en hård økonomisk situation i tilfælde af mandens død. Alt dette skyldtes at hverken staten, samfundet eller at familierelaterede havde pligt til at forsørge kvinderne, når deres ægteskab ophørte. Derfor argumenterede feministerne med at økonomisk afhængighed af manden, gjorde kvinderne økonomisk sårbare og “ fordømte en livstids uundgåelig afhængighed af mandens indkomst” som en skribent beskrev det. Feministerne prøvede at overbevise kvinder om at den eneste vej for dem var at “bryde ud af” den “ægteskabets undertrykkende og fængslende institution” var gennem, at sørge for at have egen indkomst.

Desværre blev mange muslimer også betaget af ideen om at kvindernes myndiggørelse, respekt og finansiel sikkerhed, som var baseret på økonomisk uafhængighed. Dette skyldtes ikke kun at vestlige feministiske tanker infiltrerede muslimske lande, som et resultat af politisk og kulturel kolonialisme og sekulære regimer i den islamiske verden, der intensivt promoverede disse tanker i deres samfund; men det skyldtes også at de sekulære regimer der styrrede den islamiske verden mislykkede i effektivt at forsørge de kvinder som var skilt eller var blevet enker. De efterlod dem til at klare dig selv og deres børn, selv hvis dette betød at de skulle tigge på gaderne eller rode efter madrester i skraldecontainere.

I modsætning til det vestlige sekulære system, har Islam aldrig set på mandens rolle som familiens forsørger, som et privilegium eller et middel til at få kontrol over kvinden. Tværtimod anser Islam dette som et vigtigt ansvar placeret på mandens skuldre, mens den anser kvindens økonomisk afhængighed af manden som et privilegium for hende. Dette skyldes at mandens opretholdelse af det finansielle ansvar, løfter byrden fra kvinden om at forsørge sig selv; kvinden bliver derimod bemyndiget til at opfylde sin rolle som mor, hvor hun varetager, plejer og opdrager sine børn, uden tidsbegrænsning, pres eller belastning grundet et job der skal passes på samme tid.

Endvidere forholder det sig således i Islam, at mandlige familierelaterede er forpligtet til at forsørge deres kvindelige familiemedlemmer efter bedste evne; og hvis kvinden ikke har nogen forsørger bliver det i dette tilfælde staten som er forpligtet til at sørge for hende finansielt, beskytte hende mod enhver økonomisk hårdhed og sørge for en god levestandard til hende. Profeten (saaws) siger:

» «مَنْ تَرَكَ مَالاً فَلأِهْلِهِ وَمَنْ تَرَكَ دَيْنًا أَوْ ضَيَاعًا فَإِلَيَّ وَعَلَيَّ“

“Den som (dør og) efterlader noget ejendom, går ejendommen til hans familie/arvinge, og den som dør og efterlader en gæld eller personer (som skal forsørges), da vil vi tage vare om dem”

Under Khilafahs islamiske system, vil det derfor forholde sig således, at kvinder som er skilt, enker eller ugifte altid vil nyde økonomisk sikkerhed og skal ikke frygte at forlade et ødelagt eller mishandlende ægteskab grundet økonomisk bekymring. Desuden er det forbudt for manden at bruge hans pligt til at forsørge sin kone og familie som et middel til at kontrollere eller manipulere sin hustru- hvor han giver eller tilbageholder forsørgelsen i henhold til sine ønsker- fordi hans kone har en ret over hans formue, til at tage fra den i henhold til hendes behov, som det illustreres i denne Hadith fra Profeten (saaws) berettet af Aishah Ra:

: عَنْ عَائِشَةَ ـ رضى الله عنها - أَنَّ هِنْدَ (بنت عتبة)، قَالَتْ لِلنَّبِيِّ صلى الله عليه وسلم إِنَّ أَبَا سُفْيَانَ رَجُلٌ شَحِيحٌ،  

فَأَحْتَاجُ أَنْ آخُذَ مِنْ مَالِهِ. قَالَ: «خُذِي مَا يَكْفِيكِ وَوَلَدَكِ بِالْمَعْرُوفِ» 

Hind Bin Utbah sagde til Profeten Saaws: “Abu Sufyan er en nærig mand, og jeg har behov for at tage fra hans formue. Profeten Saaws svarede hende: “tag det som er nok for dig og dine børn”. Retsbøgerne fra den osmanske khilafah er også fyldt med sager, hvor kvinder brugte retsvæsenet til at sikre deres ægteskabelige finansielle rettigheder.

2- Hjemlige roller og moderskab blev set som spild af den vestlige kvindes kompetencer:

Mange vestlige feminister promoverede ideen om at kvindens hjemlige roller og børneopdragelse var spild af hendes kompetencer, og disse roller afholdt kvinden fra at få fuldt udbytte af sit reelle potentiale i samfundet og i det offentlige liv, samt at disse roller indsnævrede kvindens horisont. De havde den holdning, at rollen som kone og mor var kvælende og en forhindring for kvindens opfyldelse af sine drømme og ambitioner i livet. De påstod at kvinden ikke kunne opfylde sin fulde rolle i samfundet og sikre sine lige rettigheder som borger i staten på lige fod med manden, mens “hun blev holdt som en fange i hjemmet”. Som eksempel skrev pioneren fra den vestlige feministiske bevægende i det 18 århundrede, Mary Wollstonecraft i sin bog “A Vindication of the Rights of Woman”: “kvinder...nægter alle politiske privilegier; uden ret til en civil eksistens som gifte kvinder, undtagen i kriminelle sager...deres opmærksomhed er naturligt distraheret fra samfundet som helhed til de små detaljer”. Feministerne argumenterede for at fuld respekt og at selvrealisering var uforenelig med fuldtids hjemlige pligter og børneopdragelse, hvilket de beskrev som noget der reducerer kvinden til “fødemaskine”. Som eksempel, sagde den kendte feminist og medlem af valgretsbevægelsen fra det tidlige 20 århundrede, Christabel Pankhurst, om de hjemlige pligter, at de var en utålelig byrde på de gifte kvinder, et spild af tid og økonomisk energi, og var ubetalte og ikke værdsatte pligter.

Som følge heraf begyndte mange feminister at undgå at blive mødre eller blive i hjemmet som koner og mødre, mens de tilskyndede andre kvinder til at blive alt det de ville, undtagen at være hustruer og fuldtidsmødre. Som eksempel udtalte den amerikanske feminist fra det 20 århundrede, og en af grundlæggerne af den moderne feminisme, Betty Friedan: “kvinder som “tilpasser sig” som hustruer, som vokser op med et ønske om at være “bare en kone”, er i samme store fare som de millioner der gik i deres egen død i koncentrationslejrene… de gennemgår en langsom død af sindet og ånden”. Selv Beijing deklarationen fra 1995 fordømte skolepensa for at vise mænd og kvinder i “traditionelle kvindelige og mandlige roller”, og udtalte at: “traditionelle kvindelige og mandlige roller… nægter kvinder muligheden for fuld lighed og partnerskab i samfundet”.

Denne feministiske foragt for kvindens rolle som varetager af hjemmet og moder opstod som resultat af mange faktorer:

For det første, fordi rollen som varetager af hjemmet i det sekulære vestlige system ikke var tillagt nogen værdi sammenlignet med mandens rolle med betalt arbejde, og forsørgelse af familien, som blev anset som ærefuld pligt. Derfor var positionen som forsørger (manden), højere i status end at være en kone og en moder.

For det andet har kvinderne i de vestlige samfund rent historisk været begrænset til de hjemlige pligter, med ingen rolle udenfor hjemmet. Dette blev brugt som undskyldning af nogen til at nægte kvinderne økonomiske og uddannelsesmæssige rettigheder med den påstand, at kvinderne ikke havde behov for sådanne privilegier, hvis deres eneste pligt var at være husmødre og opdragere af børnene.

Derfor blev definitionen af den succesfulde kvinde - hende som havde en succesfuld karriere, eller som minimum tjente sit eget levebrød, og ikke hende som opfyldte sin primære pligt som kone og mor. Det, som blev anset som værdigivende for kvinden var beskæftigelse, og ikke succesfuld opfostring af et barn, som er en af de mest værdifulde pligter i samfundet. Som følge heraf kaldte feministerne til eliminering af kønsdefinerede roller, til lige løn for betalt arbejde, hjemmepligter samt deling af børneopdragelse mellem manden og kvinden i familien. Som eksempel, skrev den kendte feminist fra det 20. århundrede Susan Okin i sin bog “Justice, Gender, and the Family”, at kvindelig børneopdragelse “er uhyre tidsforbrug, som forhindrer dem der gør det alene fra at forfølge mange andre sociale goder som uddannelse, arbejde eller politisk arbejde” og “ enhver retfærdig og fair løsning for børns og kvinders sårbarhed må tilskynde og lette en lige deling af betalt og ubetalt, produktivt og reproduktivt arbejde mellem mænd og kvinder. Vi må arbejde henimod en fremtid, hvor alle vil have lige muligheder for at vælge denne livsstil”. Ironien var til at føle på, idet kvinderne blev skubbet til at tage de lave, underbetalte og udbyttende jobs.

Som resultat af dette fejlagtige feministisk syn på succes, blev kvinder ikke kun bebyrdet med mænds ansvar, via jobs som mislykkedes at give kvinderne status i samfundet; men de ofrede også deres vigtige pligter som koner og mødre - altsammen for at tjene de storøknomiske interesser.

Islam deler ikke det sekulære vestlige syn på moderskab, ej heller har Islam det syn, at kvindens rolle alene er begrænset til sine hjemmepligter, men derimod at kvinden skal være aktiv i det offentlige liv ligesom hun er aktiv i det private. Islam har for det første givet uhyre høj værdi og vigtighed til rollen som kone og mor, og tildelt denne rolle høj status i samfundet og kæmpe belønning i det hinsides for at fuldføre dens pligter. Allahs Sendebud Saaws sagde i en Hadith henvendt til kvinder: “jeres opgave i jeres hjem har samme status, som de der udfører Jihad for Allahs skyld”

I en anden Hadith kom en til Allahs Sendebud Saaws og spurgte: “hvem er mest berettiget til mit gode selskab? Allahs Sendebud svarede: din mor. Manden spurgte igen: hvem derefter. Allahs Sendebud svarede: din mor. Manden spurgte igen: hvem derefter. Allahs Sendebud svarede: din mor. Manden spurgte igen: hvem derefter? Allahs Sendebud svarede: derefter din far”

Abdullah Ibn Abbas (Ra), en af Profetens (saaw) følgesvende og stor islamisk lærd sagde: “jeg kender ingen handlinger som får folk tættere på Allah, end god behandling og respekt af ens mor”

Den britiske poet, historiker og rejsende fra det nittende århundrede, Julia Pardoe skrev følgende  om moderens status i det islamiske system under den osmanske khilafah, i sin bog “Thor City og the Sultan and Domestic Manners of the Turks In 1836”: “en lige så smuk funktion i tyskernes karakter er deres ærbødighed og respekt for formeren af deres væsen...moderen er et orakel; hun bliver taget på råd, stolet på, lyttet til med respekt, æret til hendes sidste tid, og mindet med kærlighed og sorg i graven”

For det andet: selvom Islam har defineret kvindens primære rolle som værende kone og mor har Islam aldrig holdt kvinden fra at have en aktiv rolle i det offentlige liv, ej heller har Islam gjort en forskel mellem kvindens uddannelsesmæssige, økonomiske, juridiske og politiske rettigheder. Faktisk forpligtede Islam kvinder til at være involveret i samfundspolitiske spørgsmål, ved at stå op imod uretfærdighed og korruption, og ved at stille regenterne til regnskab. Allah (swt) siger: de troende mænd og kvinder er hinandens allierede; de påbyder det gode og forbyder det onde” (Al-Tawbah 71)

I en Hadith siger Profeten (saaw), henvendende sig både til mænd og kvinder: “nej ved Allah, i skal påbyde det gode, forbyde det onde, tage fat i tyrannens hånd og begrænse ham til retskaffenhed…”

Der er derfor mange eksempler på muslimske kvinder var ekstremt involveret i det islamiske samfunds politiske anliggender. Under Profetens tid og de efterfølgende khulafaa. Et eksempel er Al-Shifaa Bint Abdullah; en kvinde som den anden retsindige khalif Omar Bin Al Khattab (ra), rådførte sig med i forskellige politiske spørgsmål, grundet hendes intelligens og indsigt, og hvor Omar ofte foretrak hendes mening frem for andre.

Islam har endvidere forpligtet kvinderne til at tilegne sig viden om Deen, mens den også opmuntrer dem til at udmærke sig i at søge viden om de verdslige anliggender. Derfor er den islamiske historie, under det islamiske styre fyldt med eksempler på kvindelige retslærde, eksperter i Islam og mange andre felter. Samtidig med dette, nød kvinderne et meget attraktivt økonomisk liv under Islam, hvor de engagerede sig i økonomiske kontrakter og tog et arbejde hvis de ønskede dette, men uden et socialt eller økonomisk pres til at have en beskæftigelse, idet at de udmærket var klar over at deres ægtefælle, mandlige familiemedlemmer eller staten var forpligtet til at sikre deres økonomiske sikkerhed. Profeten (saaw) siger: “Allah har givet jer (kvinder) tilladelse til at gå ud af hjemmet for at ordne jeres anliggender”

Juridiske arkiver fra den osmanske khilafah viser, at kvinder havde et meget aktivt økonomisk liv. De viser at kvinder ejede land, frugtplantager, huse og andre former for ejendom; samt at indtægterne derfra var kvindernes alene. Som eksempel kan nævnes at retsbøger fra byen Kaysari i Tyrkiet, der går tilbage til det syttende århundrede viser, at byens kvinder rådede over en stor del af jorden og ejendommene i byen. I 40% af al handel med ejendomme i 1605-1625 indgik der mindst en kvinde i handlen. Er andet studie af retsbøgerne fra Aleppo,der går tilbage til det attende århundrede viser, at i 63% af al handel med ejendomme var kvinder involveret. Retsbøgerne fra den osmanske khilafah viser endvidere, at kvinder var engageret i handel, indgik kontrakter, investerede deres formue i adskillige projekter, drev deres egne virksomheder, og havde ledende poster i virksomheder ejet af andre. Derfor har ægteskab, hjemlige pligter og moderskab i Islams historie ikke været en forhindring for kvinderne i, at have et aktivt offentligt liv eller i, at udmærke sig indenfor mange felter i livet.

Feminisme er et fejlbehæftet og irrationelt koncept:

Feminismen udviklede derfor sit fejlbehæftede syn på ægteskab, moderskab og familiestrukturen, altsammen noget den anså som undertrykkende patriarkalske strukturer grundet den uretfærdighed, som kvinder blev udsat for under det menneskeskabte vestlige sekulære system. I stedet for at sætte fokus på den fundamentale årsag til kvindeundertrykkelse; gjorde det sekulære system, med dens værdier og opfattelser manden og den traditionelle familiestruktur til mål for deres vrede og had. Som konsekvens, udviklede mange kvinder en modvilje mod ægteskab, ikke kun fordi de anså det som en undertrykkende, kvindefjendsk institution, men også pga et mistænkeligt syn på mænd, og som deres (kvindernes) fjende, som kun venter på at tage deres rettigheder fra dem. Denne tankegang påvirkede desværre også mange muslimske kvinder, og fik dem til at udskyde eller helt undgå ægteskab og moderskab. Mange af dem skuede til de islamiske familielove med mistænksomhed eller ligefrem foragt; og mange anså deres ægtefæller som deres fjender, og ikke som deres brødre i Islam og livsfæller, hvilket resulterede i konflikter i ægteskabet i stedet for den tryghed, som skal være til stede i et ægteskab.

Endvidere bygger feminismen på en fundamental forkert og irrationel præmis som benægter realiteten, idet den benægter forskelle mellem kønnene. Den benægter kvindens biologiske natur som menneskehedens børneopfostrere i et forsøg på, at negligere dette faktum som værende noget irrelevant, når dette skal være en central faktor i definitionen af rollerne indenfor ægteskab og familielivet kønnene imellem. Feminismen benægter ligeledes den centrale position en mor har i barnets liv. Det er sikkert derfor at den kendte franske forfatter og feminist, Simone de Beauvoir engang udtalte: “ingen kvinde burde have tilladelse til at blive hjemme, og opfostre sine børn...kvinder burde ikke have dette valg; netop fordi, hvis de har sådan et valg, vil for mange kvinder vælge det”.

Feminismens fiasko med at værdsætte forskellene mellem mænd og kvinder ledte disse mennesker til at dømme på de islamiske familielove,som værende undertrykkende og kvindediskriminerende grundet kønsforskellene, og forskellen i rettigheder og pligter i Islam. Disse mennesker forstod ikke at kønsforskellene nødvendiggør en forskel mellem de to køn, som komplimenterer hinanden for at skabe en velorganiseret og harmonisk familiestruktur. Derudover sikrerIslamkvinden økonomisk tryghed, beskyttelse og varetagelse af kvinden og børnene. Da Islams familielove blev forladt af stater og familier, under denne “ligestilling mellem kønnene”, var det derfor at kvinder og børn led mest.

Del 4 af denne artikelserie vil berøre den destruktive påvirkning som feminismen og ligestilling mellem kønnene havde på ægteskab, moderskab, familielivet og på kvinders, mænds, og børnenes liv, samt samfundet som helhed.