Islam har ikke alene en utvetydig holdning til korruption, men også politiske mekanismer, der forhindrer tilstedeværelsen af korruption i enhver form, hvis disse implementeres. Den åbenlyse form for korruption, som man ser i bl.a. Mellemøsten, vil forsvinde; og den mere ”raffinerede” form, der er udbredt i vestlige stater, vil heller ikke kunne overleve i et islamisk samfund.

Synet på korruption

I modsætning til det sekulære, liberale syn, er det islamiske syn på korruption klart og utvetydigt. Islam erklærer nærmest krig mod alle former for korruption. Der er så mange ”antikorruptions” tekster i Koranen og profetens Sunnah (saaws), at jeg har måtte begrænse mig til at tage et udsnit af beviserne med her.

Først og fremmest er der de generelle befalinger om at styre og dømme blandt folk retfærdigt og behandle dem godt. Allah (swt) siger,

فَاحْكُم بَيْنَهُم بِالْقِسْطِ ۚ إِنَّ اللَّـهَ يُحِبُّ الْمُقْسِطِينَ

Så døm mellem dem med retfærdighed. Allah elsker sandelig dem, der handler retfærdigt.(Al-Maida: 42)

I en hadith berettet hos al-Hakim, sagde profeten (saaws):“Der er ikke én, der får lederskab over ti personer eller flere, og ikke er retfærdig mod dem, uden, at han på Dommedagen vil komme i lænker og kæder. ”

Dernæst er der det islamiske syn på det at have ansvar og lederskab over folk. For politisk arbejde eller hverv er ikke en karriere ifølge det islamiske syn. Det politiske liv giver ikke dyre pensioner, høje lønninger og privilegier. Khalifah’en skal ikke engang have løn. Han modtager en kompensation, fordi han ikke er i stand til at arbejde, når han skal varetage folks affærer.

Profeten (saaws) beskrev khalifah’en som en hyrde. At være hyrde er ikke et prestigefyldt erhverv. Tværtimod var det noget af det laveste man kunne være i Arabien. At profeten (saaws) valgte at beskrive lederen som en hyrde er et udtryk for Islams syn på ledelse. Ledelse er således ikke et mål i sig selv, men et middel, en funktion der skal implementere Islams love for at opnå Allahs tilfredshed.

Det at besidde en ansvars- eller styrepost i Islam er først og fremmest en stor byrde. Det er en betroelse (amanah) og formålet skal være at varetage folk med retfærdighed. Abu Dharr al-Ghaffari (raa) berettede:”Jeg sagde til Profeten (saaws): ”Åh Allahs Sendebud, vil du ikke udpege mig? ” (Altså give ham en magtpost) Profeten (saaws) lagde sin hånd på min skulder og sagde: "Abu Dharr, du er svag, og det er en betroelse. Og på Dommedagen er det en ydmygelse og fortrydelse; undtagen for den der tager det med rette og fuldfører det, som det indebærer af pligter.”(Berettet af Muslim)

Islam forbyder alle former for korruption

Blandt de tekstuelle beviser, som direkte vedrører magtmisbrug og korruption, er der Allahs tale (swt):

وَلاَ تَأْكُلُوا أَمْوَالَكُمْ بَيْنَكُمْ بِالْبَاطِلِ وَتُدْلُوا بِهَا إِلَى الْحُكَّامِ لِتَأْكُلُوا فَرِيقًا مِنْ أَمْوَالِ النَّاسِ بِالإِثْمِ وَأَنْتُمْ تَعْلَمُونَ

Forbrug ikke hinandens ejendom uretfærdigt, og brug den ikke på at tilnærme jer regenterne, så I syndigt bruger en del af folks rigdom, mens I er vidende derom. (Al-Baqarah: 188)

Profeten (saaws) sagde i en hadith berettet i Bukhari og Muslim:“Der er ingen tjener, som Allah gør til varetager af folk (politisk magtposition), og som dør, mens han har snydt dem, han varetog, uden at Allah gør Paradiset forbudt for ham”.

Hvad angår bestikkelse, så forbyder Islam herunder, at en myndighedsperson modtager ”gaver” i kraft af sit embede. Abu Humaid As-Sa`idi (raa) berettede, at profeten (saaws) sagde: ”Gaver til embedsmænd er ghulu.” (Ahmad). Ghulu er et arabisk ord for bestikkelse eller ejendom, som er erhvervet illegalt.

Abdullah bin `Umar, berettede at profeten (saaws) ”forbandede den, der giver bestikkelse, og den der modtager den” (Tirmidhi).

Med hensyn til nepotisme, så indeholder følgende hadith en utroligt stærk advarsel: Profeten (saaws) sagde: ”Hvemend, derbliverbemyndiget muslimernes sager, og derefter udnævner nogen over dem, på grund af hans kærlighed til vedkommende, såerAllahs forbandelseover ham, ogAllahvil ikke acceptere nogenfortrydelse eller gengældelse fra ham, indtil Han sætterham ind i Helvedet".(Hakim & Ahmad).

Enhver form for nepotisme eller interessekonflikt, der medfører forsømmelse af ummah vil blive straffet hårdt af Allah (swt). En politiker, der tager imod penge eller poster fra erhvervslivet for til gengæld at give fordele til virksomheder, er korrupt ifølge Islam, uagtet at man i vestlige lande, herunder Danmark, har opfundet finere ord for det som lobbyisme, ”gaver” og studehandler. I Islam er det korruption og bestikkelse.

Islam omdanner den korrupte politiske kultur i samfundet

Da Islam kom til Den Arabiske Halvø i Profetens tid (saaws), og til de nyerobrede områder i Sahabahs tid (raa), skete en radikal kulturel omvæltning. Det samme vil Islam skabe i nutidens islamiske verden, når den vender tilbage til livet, staten og samfundet.

Den islamiske politiske kultur dannes først og fremmest af, at det islamiske livssyn gøres til grundlaget for alt i samfundet, dernæst at referencen for alting udelukkende er sharia, hvilket nedfældes i den islamiske stats forfatning. Efterfølgende dannes den retskafne politiske kultur ved, at en retskaffen og stærk ledelse varetager folk med styrke. Denne ledelse skal slå hårdt og konsekvent ned på alle former for embedsmisbrug og korruption.

Det var profeten (saaws), der i første omgang dannede denne kultur, hvori alle former for korruption blev forhadt. Her skal man tænke på, at han (saaws) levede i datidens Arabien, hvor samfundsordenen var baseret på korruption og nepotisme. Som statsleder slog han derfor hårdt ned på korruption, hver gang den viste sit grimme ansigt, selv i den mindste form.

Abu Humaid ibn Sa`d (raa) berettede, at profeten (saaws) havde udpeget en mand fra al-Azd stammen ved navn al-Lutbiyyah til at indsamle zakat. Da denne mand kom tilbage til profeten (saaws) med det indsamlede, sagde han: ”Dette er til dig, og dette her blev givet til mig som gave. ” Så gik profeten (saaws) direkte op på minbar (talerstolen), hvor han lovpriste Allah, og sagde: ”Hvad er der galt med ham?! Jeg udpeger én, og så siger han: ”Dette er til dig, og dette er en gave til mig! ”. Så lad ham da sidde hjemme hos sin far og mor og se, om han får nogen gaver eller ej… Ved Den, i hvis hånd min sjæl er: Ingen skal tage noget af det, uden at han på Dommedagen vil komme med det om sin hals. ” Han (saaws) løftede derefter sine hænder i vejret og sagde:  ”Åh Allah, har jeg meddelt?” tre gange. (Berettet af Muslim)

Denne beretning indeholder et utvetydigt forbud mod statsansattes modtagelse af gaver. Gaver til politikere og embedsmænd er den ældste form for korruptionspraksis, der findes; og forfordeling og særbehandling er den uundgåelige effekt.

Den påkrævede kulturændring er den samme, som vil få den islamiske ummah til at udføre sin rolle i forhold til staten. Det er en kollektiv pligt at forhindre og fjerne korruption, når den finder sted, jf. beviserne der omhandler at påbyde ma’ruf og forbyde munkar. Dette gælder i særdeleshed over for regenter, bl.a. ud fra hadith’en:”Martyrernes mester er Hamza ibn Abdul-Muttalib, og en mand der rejser sig foran en tyrannisk regent, og påbyder og forbyder ham, hvorefter han dræber ham. ” (Berettet af Al-Hakim)

Den vigtigste foranstaltning mod korruption er den islamiske livsanskuelse og frygten for Allahs straf i det hinsides (taqwa). Selv hvis personer i staten skulle overveje at hemmeligholde korruption eller undgå retsforfølgelse, så ser Allah alting og kender til det skjulte. Alle vil blive stillet til regnskab for stort og småt og få fremvist deres gode og dårlige handlinger på Dommedagen.

“Den, der udfører den mindste smule godt, vil se det. Og den, der udfører den mindste smule ondt, vil se det [Az-Zalzala: 7-8]

Den islamiske kultur anser lykke som værende opnåelse af Allahs tilfredshed, selv hvis det medfører tab af rigdom og ejendom. Islams målestok for alle handlinger er halal og haram. Enhver, der på grund af grådighed eller magtbegærlighed forbryder sig mod muslimernes interesser, har begået en alvorlig forbrydelse og vil på Dommedagen modtage en streng straf.

Retskaffenhedskravet

Profeten Muhammad (saaws) sagde: ”Enhver, der svigter, vil på Dommedagen have et flag, der hejses svarende til dennes svigt. Der er sandelig intet større svigt end lederens over for fællesskabet”. (Muslim)

I vesten er der udbredt enighed om læresætningen "al magt korrumperer, og total magt korrumperertotalt”.  De islamiske tekster og love modsiger dog dette. Det korrekte synspunkt er, at det er korrupte kulturer, falske livssyn og skruppelløse ”værdier”, der med absolut sikkerhed korrumperer. Derefter er det fejlagtig organisering af mennesker, staten og samfund, som skaber korruption.

I Islam er det uomgængeligt, at magtbeføjelserne er centraliseret hos khalifah’en. Hvis regenten er bevidst om Allah, frygter Ham og stiller sig selv til regnskab, så vil dette som det første afholde ham fra korruption og tyranni. Det samme gør sig gældende i resten af staten og offentligheden.

Sheikh Taqiuddin An-Nabahani (ra) skrev i bogen ”Styresystemet i Islam” følgende:

”Den naturlige garant for implementeringen af Islam, bæringen af dens da’wah, kontinuiteten i dens implementering og perfektionen af denne implementering, er regentens taqwa (gudsfrygt) og konsolideringen af denne taqwa i ham selv. ”

Derfor må vi som muslimer aldrig undervurdere taqwas effekter i livet, staten og samfundet, da den er selve grundlaget. Samtidig er netop taqwa et ukendt koncept i sekulære systemer, hvor man har adskilt al åndelighed fra politik. I Islam er alt, herunder staten og politik baseret på taqwa. Det er et shariamæssigt lovkrav for overhovedet at komme i betragtning til posten som khalifah eller andre lederposter, at personen er kendt som retskaffen.

Systemets overordnede indretning

Det, som i Islam skal adskilles skarpt fra politik, er netop det, som korrumperer demokratisk politik og regeringsførelse, nemlig erhvervslivets økonomiske interesser og indflydelse.

I den islamiske Khilafah kan der ikke være en virksomhed, der er ”too big to fail”. Med forbud mod renter, aktieselskaber, forsikring, handel med fiktive produkter, værdipapirer gældsbundter og obligationer, er der ikke nogen finanssektor i det islamiske system. Der er heller ikke en magtfuld olieindustri, fordi naturresurser ikke må være privatejet. Der er heller ikke en magtfuld våbenindustri, da staten står for produktion af våben.

I Khilafah er politikerne derfor ikke salgsagenter for erhvervslivet. Staten er ikke til for at tjene erhvervslivet men for varetagelsen af folks affærer.

Desuden giver det kun mening, at virksomheder yder bidrag til politikere for at påvirke lovgivningsprocessen, så længe mennesker er kilde til lovgivningen. Når sharia er den eneste lovgivningskilde, er det ikke muligt at påvirke lovgivningsprocessen på denne måde. Der kan ikke laves love, der giver virksomheder særlige skattefordele eller efterlader belejlige skattehuller. Sundhedsskadelige forbrugsgoder kan heller ikke legaliseres gennem lobbyisme, når sharia har forbudt dem.

Når khalifah’en først har fået bay’ah (lydighedsløfte) af muslimerne, skal han ikke rejse milliarder af dollars fra enorme virksomheder for at føre populistiske kampagner i tide og utide. Uden begrænsning på embedsperioden, kan khalifah’en koncentrere sig om at varetage den islamiske ummahs affærer og realisere islams målsætninger. Han kan fokusere på en langsigtet planlægning for staten, i stedet for kortsigtet planlægning fra det ene valg til det andet, som vi ser det så tydeligt i demokratiske systemer. Det hindrer samtidig også virksomheder i at kapre dagsordenen via kampagnebidrag, som enhver præsidentkandidat eller parti i vesten skal sikre sig for at nå magten, hvilket gør kapitalhaverne til de reelle magthavere i demokratiske lande.

Tilsynsførelse

Selvom taqwa er fundamentet, så anerkender Islam naturligvis, at mennesker ikke er engle, og derfor kan de blive korrupte. De kan begå overtrædelser og udføre undertrykkelse, også i den islamiske stat, som ikke er en guddommelig stat, men en menneskelig stat.

Derfor er det en del af statens pligt at føre tilsyn med guvernører og embedsmænd. Umar ibn Al-Khattab (ra) havde et effektivt system for opfølgning på alle guvernører. Hvert år i hajj-sæsonen mødtes han med dem og evaluerede. Men han sendte også udsendinge, både annonceret og hemmeligt, for at føre tilsyn med provinserne. Muhammad bin Maslamah var hans særlige udsending til det formål, og var der det mindste tegn på korruption eller misbrug, slog han hårdt ned med det samme. Han forbød alle med ansvarsposter at drive forretning samtidig, for at de ikke kunne misbruge deres position.

I paragraf 60 i Hizb ut Tahrirs udkast til Khilafah-statens forfatning står der følgende: ”Khalifah’enhar til pligt at føre kontrol med wolah’s (guvernører) arbejde samt at føre strengt tilsyn med dem. Han skal udpege folk, der, på hans vegne, har til opgave at forhøre sig om deres tilstand og inspicere dem. Endvidere påhviler det Khalifah’en af og til at indkalde dem alle, eller blot en del af dem, samt at lytte til statsborgernes klager over dem. ”

Mahkamat al-Madhalim / Domstolen for statslig uret

Madhalim-domstolen er en særlig del af retsvæsenet, som drives af madhalim-dommere, hvis ansvar og ekspertise er statslig uret, forfatningsret og lovgivningsprocessen i den islamiske stat. Madhalim-domstolen har særlige beføjelser til at undersøge alt, hvad staten vedtager og foretager sig, og den kan indlede undersøgelser og påbegynde retssager, uden at der er modtaget klager og uden nogen sagsøger. Denne domstol har beføjelse til at granske statens regnskaber og undersøge forvaltning af de offentlige midler såsom olierigdomme og enhver opkrævning af skatter. Domstolen kan løse den slags sager gennem at udstede afgørelser, som er lovpligtige for regenter og tjenestemænd at overholde.

Hvis en khalifah eksempelvis skulle finde på at indføre en skat på borgerne for at bygge en ny stor moské for at fejre sin tresårs fødselsdag, som Kong Hasan den anden gjorde i Marokko, hvor han spenderede 800 millioner dollars på Hasan II moskéen i Casablanca; så har madhalim-domstolen magten til at forkaste en sådan beskatning. Statskassen (Bait ul-Mal) ville i sådan et tilfælde modtage et forbud mod at indføre denne beskatning, og khalifah’en vil være bundet af dommen, uden indflydelse på den.

Imam al-Mawardi nævner denne institution og madhalim-dommernes særlige undersøgelsesbeføjelse i sit kendte værk ”al-Ahkam as-Sultaniyyah”: “Denne magt er en nødvendig del af undersøgelsen og er ikke afhængig af et søgsmål fra en sagsøger. Således undersøger han (dommeren) guvernørernes adfærd og deres tilstand for at styrke deres sag, hvis de er retfærdige, og for at begrænse dem, hvis de går ud over deres grænser, og afsætte dem, hvis de er uretfærdige”.

Khalifah’en, eller andre med ledende poster i Khilafah-staten, er på ingen måde hævet over loven, og ingen har juridisk immunitet i Islam. Alle i staten kan til hver en tid undersøges af madhalim-domstolen og kan afsættes af denne til hver en tid, hvis dette er påkrævet. Der findes heller ikke et koncept om ’benådning’ for begåede forbrydelser i Khilafah-staten, som der gør i nutidens sekulære systemer. Den amerikanske forfatning tillader eksempelvis præsidenten at benåde forbrydelser.

I Hizb ut Tahrirs forfatningsudkast, paragraf nr. 87– står der: ”Madhalim–dommeren er en dommer-stilling, som oprettes for at hæve enhver uret fra statens side mod enhver person, der opholder sig under statens autoritet. Dette gælder, uanset om vedkommende er blandt statens statsborgere eller andre, og uanset om denne uret forekommer fra khalifah’en eller fra hans underordnede blandt styreledere og ansatte. ”

Iparagraf 90 står der yderligere:”Madhalim–domstolen har ret til at afsætte en hvilken som helst styreleder eller ansat i staten. Ligeledes har denne ret til at afsætte khalifah’en, ifald ophøret af en uret nødvendiggør denne afsættelse. ”

Sharia beskytter mod korruption, selv i den institution, som er den vigtigste institutionelle mekanisme til at holde staten fri for korruption og uretfærdighed. For at sikre at madhalim-dommeren er fri for politisk pres, som kan påvirke domstolens afgørelser, har sharia indbygget en begrænsning i khalifah’ ens beføjelse til at afskedige madhalim-dommeren. I tilfælde hvor madhalim-dommeren er i gang med at undersøge en sag relateret til khalifah’en, en af hans delegerede assistenter eller den øverste dommer og chef for retsvæsnet, er det ulovligt (haram) for khalifah’en at afsætte madhalim-dommeren.

Madhalim-delen af retsvæsnet er en selvkørende retsinstitution, som i Khilafah-staten vil have afdelinger i alle statens områder, som vil bekæmpe enhver form for korruption nådesløst.

Profeten Muhammad (saaws) anvendte betegnelsen madhlamah (uretfærdighed) om en uretmæssig befaling fra magthaveren, eksempelvis prisfastsættelse, i en hadith berettet af Imam Ahmad. I profetens tid (saaws), og i Sahabahs tid under de retskafne khulafa’, blev madhalim-dommere udpeget og delegeret til sager om statslig uret efter behov, som i den kendte episode, hvor dommeren Shurayh afgjorde striden om et skjold mellem khalifah’en Ali ibn Abi Talib (raa) og en jødisk borger.

Madhalim-domstolen blev formelt indført som separat institution fra den tidlige ummayyade-periode under khalifah’en Abdul-Malik Bin Marwan. Dette er vel at mærke mere end 1.000 år før, man overhovedet havde nogen forestilling om en ombudsmand eller såkaldte uafhængige domstole i vesten.

Denne unikke institution havde offentlige høringer, som fandt sted en eller to gange om ugen, hvor klager fra borgerne blev behandlet.

Fra Ayyubidernes tid i Levanten og Egypten blev madhalim-domstolen kendt som Dar ul-’Adl, retfærdighedens hus.

Bland de kendte madhalim-dommere i historien er fx Yahya ibn Aktham, som dømte i opsigtsvækkende sager under abbaside-khalifah’en Al-Ma’mun.

Ummah-rådet

En anden vigtig institution, hvad angår forhindring og bekæmpelse af korruption, er Ummah-rådet.

Rådets grundlag i sharia er de beviser, der omhandler rådslagning (shura) og ansvarsdragelse (muhasaba), som er henholdsvis en rettighed og en pligt for den islamiske ummah.

Ummah-rådet er et folkevalgt råd, hvis medlemmer kan være muslimer, ikke-muslimer, mænd eller kvinder. Medlemmerne repræsenterer deres vælgeres interesser i staten, og medlemmerne af rådet kan udtrykke deres holdninger inden for sharias rammer, uden frygt for repressalier. Derudover har rådet en række beføjelser i forhold til at holde staten under opsyn, bl.a. for at forhindre korruption og rejse eventuelle sager om korruption.

• Ummah-rådet har retten til at stille khalifah’en til regnskab i al den politik, som bliver ført, i indenrigs- eller udenrigsaffærer, og i finansielle spørgsmål.

• Rådet har retten til at udtrykke sin utilfredshed med assistenter, guvernører og underguvernører. I disse sager er rådets flertalsmening bindende. Det vil sige, at khalifah’en skal afsætte de ledere, som flertallet er utilfredse med. Dette gælder i øvrigt også de lokale wilayah-råd, hvis medlemmer vælges i hver af statens provinser.

• Muslimske medlemmer af rådet har retten til at diskutere og udtrykke deres holdning til alle love, der vedtages i staten. Hvis medlemmer mener, der er vedtaget noget shariamæssigt problematisk eller forfatningsstridigt, rejses dette til madhalim-domstolen.

Politiske partier

Politiske partier har i Islam en særdeles vigtig funktion med hensyn til at føre tilsyn med staten og åbent stille den til regnskab, i fald overtrædelser eller urimeligheder finder sted, herunder korruption.

Politiske partier, udelukkende baseret på Islam, skal agere vogtere for muslimernes fælles interesser og for den stærkest mulige implementering af Islam; ikke som oppositionspartier i sekulære demokratier, hvor alle midler tages i anvendelse, herunder beskidte kneb, for at stille regeringen i dårligst muligt lys i offentligheden.

Politiske partiers vigtighed og indflydelse må ikke undervurderes. Individer, om end indflydelsesrige, der stiller til regnskab, kan muligvis ignoreres eller forhindres, og vil aldrig kunne have den samme påvirkning på den offentlige opinion og bevidsthed, som partier, hvilket gør disse effektive i at stille til regnskab og påvirke statens politik.

Hizb ut Tahrirs opgave som politisk parti, efter etableringen af Khilafah, vil fortsat være at værne om Islams tanker i samfundet, hvilket er den første garant mod korruption, og at sikre, at staten ikke afviger fra implementeringen og udbredelsen af Islam. Dette er ligeledes det grundlæggende arbejde for partiet, før etableringen af Khilafah: arbejdet med den islamiske ummahs bevidsthed, både om grundlæggende islamiske tanker og forståelsen af Khilafahs institutioner, således at staten bliver etableret på det stærkest mulige grundlag - også i forhold til at løse korruptionsproblemet.

Nødvendige skridt for en kommende Khilafah-stat

Følgende er tiltag, som det vurderes, at den kommende retskafne Khilafah bør prioritere for at komme korruptionsproblemet til livs så hurtigt og effektivt som muligt, med Allahs billigelse:

1. Der skal arbejdes på at rodfæste de islamiske institutioner ved hurtigt at lokalisere retskafne og kompetente folk i den islamiske ummah, der kan besidde hverv som embedsmænd og dommere, og oplære dem koncentreret og effektivt. Samtidig skal der åbnes kvalificerede uddannelsesretninger for disse.
    
2. Fra første dag skal der udvises nultolerance over for korruption. Den sande vilje skal demonstreres over for samfundet til at retsforfølge og straffe hvem som helst, der begår korruption eller magtmisbrug. Der skal i den forbindelse åbent erklæres krig mod korruption. Samtidig skal det erklæres offentligt, i pressen og statens medier, at alle borgere i Khilafah har retten til at indgive seriøse og berettigede klager over en hvilken som helst myndighedsperson, uanset vedkommendes status.
    
3. De lavpraktiske incitamenter for at begå korruption skal elimineres hurtigst muligt. Derfor er det en prioritet at sørge for ordentlig løn og arbejdsforhold for politifolk og andre offentlige hverv.
    
4. Så snart det er muligt, skal der udskrives valg til de provinsielle wilayah-råd, så der åbnes op for den institutionelle repræsentation af folks interesser og ansvarsdragelse gennem wilayah-rådene og Ummah-rådet.
    
5. Statens administrative forvaltning omdannes hurtigst muligt i henhold til de islamiske principper for dette, som man kan læse nærmere om i bogen ”Kalifatets statsinstitutioner” under kapitlet ”Forvaltningsinstitutionen”. Dette for at staten kan varetage folks behov og udføre en ordentlig sagsbehandling, hvor folk ikke bliver og kastet rundt mellem forskellige instanser, hvor de plyndres af korruptionen, hver gang de skal søge om dette eller hint gennem staten.
    
6. Staten bør iværksætte kampagner, der skal bevidstgøre befolkningen om statens institutioner, folks rettigheder, klagemulighederne og lovene relateret til styret og varetagelse.

Afslutningsvis bør det understreges, at fordi systemet er perfekt, betyder det ikke, at mennesker er perfekte. Den islamiske stat er en menneskelig stat. Derfor vil korruption altid kunne forekomme; men de islamiske værdier og systemer former en kultur og et samfund, hvor korruptionen kan reduceres til et absolut minimum.

Den afgørende forskel mellem Islam og sekulære systemer og samfundskulturer, herunder demokratiet, er, at både de menneskeopfundne systemer og kulturer grundlæggende er korrupte og avler korruption. Hvis korruption finder sted under Islam, vil det derimod altid anses og behandles som en forbrydelse.

Den islamiske historie viser, at en korrekt implementering af Islam kan så godt som udrydde korruption. Umar Ibn Abdelaziz (raa) er gået over i historien, bl.a. fordi han i sin korte regeringsperiode på blot to år, sørgede for at fjerne korruption og nepotisme fra den islamiske stat.

Må Allah være tilfreds med ham. Og må Allah gøre os blandt dem, Han (swt) omtaler i den beærede ayah:

تِلْكَ الدَّارُ الْآخِرَةُ نَجْعَلُهَا لِلَّذِينَ لَا يُرِيدُونَ عُلُوًّا فِي الْأَرْضِ وَلَا فَسَادًا ۚ وَالْعَاقِبَةُ لِلْمُتَّقِينَ

Dét er den hinsidige bolig. Den tildeler Vi dem, der ikke ønsker at ophøje sig på jorden, og ikke ønsker korruption. Og det vil absolut ende godt for de gudfrygtige. (Al-Qasas: 83)