Hvordan feminismen slog familien itu - Anden del

Hvordan feminismen udviklede sit nedladende syn på ægteskabet, moderskabet og den traditionelle familiestruktur.

Fravær af rettigheder i ægteskabet og fremstilling af de traditionelle ægteskabsroller fra et hierarkisk perspektiv:

Den første del af denne artikel berørte, hvordan feminismens destruktive ideer, især ligestilling mellem kønnene, var en giftig pille rullet sukker, som blev promoveret til kvinderne og samfundene under mottoer om “at give kvinden muligheder”, “kvinderettigheder” og “kønsretfærdighed”. I virkeligheden har disse ideer imidlertid været nogle af de mest destruktive faktorer for ægteskabet, moderskabet og familiestrukturen. Første del berørte også, hvordan en del muslimer omfavnede feminismens idealer, uden at indse, at feminismen var affødt af de historiske erfaringer med uretfærdighed, undertrykkelse og fravær af basale rettigheder, som kvinderne led under i de vestlige lande, som følge af livet under det fejlbehæftede, menneskeskabte sekulær system - en historie og erfaring, som Islam ikke deler.

Anden og tredje del af denne artikelserie vil omhandle, hvordan feminismens angreb på ægteskabet og den traditionelle familiestruktur opstod, og hvordan dette står i modsætning til Islams særegne synspunkter, idealer og love vedr. kvinden, ægteskabet og familielivet:

1- (I) Fravær af rettigheder for kvinden i ægteskabet:

Når en kvinde blev gift i den victorianske æra, ophørte hun rent juridisk med at eksistere. Hun blev sin mands ejendom, og hendes rettigheder blev juridisk overdraget til ægtemanden, som principielt kunne behandle hende, som han ville. Mange kvinder blev derfor, når de først var gift, behandlet nærmest som slaver. Kvindens ejerskab over egen formue og eventuelle lønninger blev overdraget til hendes mand, som dermed fik kontrol over hendes ejendom og penge. Desuden var det ekstremt svært, hvis ikke umuligt, for en kvinde at blive skilt fra sin mand, selv hvis han mishandlede hende eller var hende utro. Faktisk kunne manden være voldelig overfor sin hustru, uden at frygte retsforfølgelse, og kvinden havde i øvrigt heller ingen ret til forældremyndighed.

Som konsekvens af kvindens manglende rettigheder i ægteskabslivet, anså de tidlige feminister ægteskabet og familiestrukturen som en slags slavebinding af kvinden til manden. Eksempelvis skrev den berømte tyske filosof og socialist fra det 19. århundrede, Friedrich Engels, i sin bog “Familiens, privatejendommens og statens oprindelse”: “Den moderne enkeltfamilie er bygget på kvindens åbenlyse eller skjulte husslaveri” og efter ægteskabet “[tog] manden også styret i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til en slave af hans lyster og til et rent og skært redskab til børneavl.”

Feministerne modsatte sig også ideen om at begrænse det seksuelle forhold mellem mænd og kvinder til at foregå inden for ægteskabets rammer. De beskrev dette som en kvælning af kvindernes frihed, lykke og fornøjelse og kaldte til en “seksuel frigørelse” af kvinden. De støttede desuden kvinders ret til abort, med det argument, at kvindens fulde kontrol over reproduktion var en forudsætning for enhver tale om lighed.

De muslimer, der adopterede den feministiske mistillid til ægteskabet, som de anså for at være en slags slavebinding af kvinden til manden, der skulle rettes gennem kaldet til ligestilling mellem kønnene i ægteskabslivet - disse muslimer forstod ikke, at Islam aldrig anså kvinden som mandens ejendom eller slave, men derimod som sin mands ledsager og en selvstændig juridisk enhed med egne rettigheder. Derfor fortsætter kvinden i Islam med at have fuldt ejerskab og kontrol over sin formue, fortjenester og ejendom, og hendes mand har intet krav på hendes indkomst, aktiver eller penge. Fx bekræfter retsbøgerne fra det Osmanniske Kalifat, at det under det islamiske styre ikke var muligt for hverken ægtemanden eller nogen andre at sælge, udleje eller bruge en kvindes ejendom eller formue uden hendes samtykke. Gjorde de det, kunne hun anlægge retssag imod dem, hvilket der findes eksempler på. Kvinden var også i stand til at indgå sine egne kontrakter og søge juridisk oprejsning i retten, uafhængigt af sin mand. Endvidere gav Islam kvinden retten til at søge khul’a (ophævelse af ægteskabet), og at tage sin mand i retten for enhver mishandling eller for negligering af hans forsørgelsesansva eller manglende levering af den mahr (medgift), som blev aftalt ved indgåelsen af ægteskabet. Retsbøgerne fra Khilafah indeholder mange sager, som udgør klare beviser for alt dette. Islam giver desuden kvinden forældremyndigheden over sine børn ved skilsmisse, hvis de ikke er nået alderen, hvor de selv kan vælge - hvis børnene er over den alder, bliver de givet mulighed for selv at vælge, hvilken forælder de vil bo hos.

De muslimer, som støttede kvindens ret til abort efter vestligt forbillede, manglede ikke alene forståelse for, hvilken afskyelig forbrydelse det er hos Allah ﷻat abortere et liv med en sjæl - de havde heller ikke forstået, at “abort“ var en af de grusomme konsekvenser af liberalismens seksuelle friheder og dens fejlagtige syn på livet, hvor tilfredsstillelse sættes over alting. Et syn, som har revet familiestrukturen i stykker, ødelagt børns liv og sået kaos i samfundet. Legalisering af abort er derfor ikke løsningen på et problem, ej heller er det et symbol på fremgang for kvinden eller staten, men derimod en handling, som er fyldt med følelsesmæssig uro og skyldfølelse, et resultat af en forfejlet livsførelse.

1 – (II) Traditionelle ægteskabsroller blev af feministerne set fra et hierarkisk perspektiv:

Vestlige feminister anså den traditionelle familiestruktur - med manden som familiens overhoved, som kvinden er forpligtet til at adlyde - som et symbol på patriarkat og mandlig dominans over kvinden såvel som en nedgørelse af kvinder. Dette skyldtes først og fremmest, som nævnt i ovenstående, at kvinder i de vestlige sekulære stater var magtesløse og blev frataget mange basale rettigheder ved indgåelse af ægteskab, ligesom de blev genstand for ægtemandens luner stort set uden begrænsninger, og med ringe mulighed for oprejsning i tilfælde af uretfærdighed. Som et resultat, brugte mange mænd deres position som familiens overhoved til at udnytte og mishandle deres hustruer, velvidende om at der ikke vil være nogle juridiske følger.

For det andet skyldtes dette syn, at disse feminister betragtede de traditionelle rollefordelinger i familien fra et hierarkisk perspektiv, hvor manden ansås som overlegen i forhold til kvinden grundet hans status som familiens overhoved. Som et resultat, blev kvindens rolle som husmor og varetager af børnene anset for at være nedgørende og lavere end mandens traditionelle rolle som familiens forsørger. Dette syn var den naturlige konsekvens af det faktum, at manden historisk blev anset for at være kvinden overlegen i de sekulære samfund. Desuden blev mænd og kvinder kategoriseret i forskellige roller baseret på et forfejlet syn på kønnenes natur. Fx ansås mænd for at have kapacitet til overvejelse, handling, intellektuel styrke og selvstændighed i tænkning - derfor var de udstyret til at være familiens overhoved og tage aktiv del i det offentlige liv. Kvinder blev imidlertid anset for at være emotionelle, irrationelle, passive, og naturligt tilbøjelige til underkastelse og afhængighed - derfor blev de begrænset til den private sfære. Selv den vestlige sekularismes såkaldte “oplyste tænkere” som Voltaire, Rousseau, Diderot og Montesquieu fandt det umuligt at forstå, at kvinder havde det samme værd og intellekt som mænd. De beskrev kvinder som værende, fra naturens side, ude af stand til at udvikle fuld erkendelsesevne, og skildrede dem som emotionelle skabninger, og dermed som uegnede til den offentlige sfære. Derfor angreb feministerne den traditionelle familiestruktur med det argument, at den promoverede ideen om, at kvinder er underlegne, underdanige og svage, og at kvinder derfor ikke skulle acceptere et forhold, hvor magthierarkiet er ulige.

I den muslimske Ummah, begyndte dem, som var påvirket af feminismens tanker, også at tro, at Islams organisering og differentiering af kønsroller og rettigheder i ægteskabet og familielivet var uretfærdige og nedgørende for kvinden. De begyndte at angribe mandens varetagerrolle i Islam og hustruens pligt til at adlyde sin mand. De kaldte også til at pligter og rettigheder i muslimske ægteskaber skulle være formet efter ligestilling mellem kønnene – fx at mænd og kvinder skulle dele ansvaret for forsørgelse af familien såvel som opdragelse af børnene, samt at arve- og skilsmissereglerne skulle være ens for begge køn.

De indså imidlertid ikke, at Islam, i modsætning til vestlige sekulære stater, altid har betragtet mænd og kvinder som ens i deres værd, status og intellekt, med lige krav på samme politiske, økonomiske, uddannelsesmæssige og juridiske rettigheder. Allah ﷻsiger:

﴿وَٱللَّهُ جَعَلَ لَكُم مِّنۡ أَنفُسِكُمۡ أَزۡوَٲجً۬ا﴾

“Og Allah har skabt jer ægtefæller af jeres egne…” [An-Nahl: 72].

Og Profeten ﷺ sagde: “kvinderne er mændenes anden halvdel”.

Derfor er Islams fastsættelse af manden som familiens overhoved ikke baseret på en idé om mandlig overlegenhed og dominans, men derimod på værgeskab og et tungt ansvar for varetagelse, beskyttelse og forsørgelse af sin hustru og familie. Islams differentiering af roller, pligter og rettigheder for mænd og kvinder er på ingen måde baseret på et kønshierarki, men derimod på, hvad der er påkrævet for effektivt at organisere familien, så behovene hos alle medlemmer af familien bliver opfyldt effektivt, og der opnås harmoni i familielivet. Islam definerer heller ikke den ene rolle som værende mere værd end den anden, derimod anser Islam alle de fastsatte pligter som komplimentære og essentielle for succes i familien. Mandens ansvarsområder forbindes ikke med større succes eller status end kvindens ansvarsområder. Derimod måles succes og status i dette liv og det hinsides på basis af den anstrengelse, der ydes, for at opfylde de pligter, som Allah ﷻ har pålagt en, uanset køn. Han ﷻ siger:

﴿وَلَا تَتَمَنَّوۡاْ مَا فَضَّلَ ٱللَّهُ بِهِ بَعۡضَكُمۡ عَلَىٰ بَعۡضٍ۬ لِّلرِّجَالِ نَصِيبٌ۬ مِّمَّا ٱڪۡتَسَبُواْ وَلِلنِّسَآءِ نَصِيبٌ۬ مِّمَّا ٱكۡتَسَبۡنَ وَسۡـَٔلُواْ ٱللَّهَ مِن فَضۡلِهِ إِنَّ ٱللَّهَ ڪَانَ بِكُلِّ شَىۡءٍ عَلِيمً۬ا﴾

”Begær ikke det, hvormed Allah har begunstiget nogle af jer frem for andre. Mænd for andel i det, de har tjent, og kvinder for andel i det, de har tjent. Og bed Allah om Han gunst. Sandelig, Allah er vidende om alting” [An-Nisa’: 32]

Tredje del af denne artikelserie vil fortsætte med at belyse, hvordan feminismen udviklede sin foragt for ægteskab, moderskab og den traditionelle familiestruktur. Den vil belyse feminismens syn på økonomisk afhængighed af manden som uforeneligt med kvindens frigørelse samt dens holdning om, at de hjemlige roller og moderskabet var spild af kvindens talenter, og hvordan dette resulterede i demontering af den traditionelle familiestruktur.