Indledning

Forestil dig et øjeblik, at du lever i Bangladesh, Yemen eller Nigeria. - Når dine børn bliver syge, skal du betale lægen under bordet for overhovedet at få dem tilset. Når de kommer i skole, kan du risikere at skulle betale læreren for at få dem indstillet til eksamen eller få udleveret deres karakterer. Når du ansøger om pas eller et andet vigtigt dokument, får du det ikke udleveret, medmindre der følger en ekstra kuvert med din ansøgning for at lette processen. Forsøger du at drive forretning, kommer det lokale politi og kræver beskyttelsespenge med jævne mellemrum. Bliver du stoppet i trafikken, så er det størrelsen på bestikkelsen, der afgør, om du har begået en forseelse, og hvor stor eller lille den i så fald er.

De, der har opholdt sig i den islamiske verden i lidt længere tid og forsøgt at få en hverdag til at fungere, ved hvad jeg taler om…

Korruptionsmareridtet er millioner af muslimske brødre og søstres dagligdag i de korrupte systemer i mange af de muslimske lande. Når man taler om problemerne i den islamiske verden, for at understrege behovet for en radikal og fundamental forandring, nævnes ofte korruptionen i flæng, sammen med fattigdom, analfabetisme, fremmed besættelse mm…

I denne uge er en stor international konference om korruption blevet afholdt i København, hvor ledere, politikere, forskere og NGO’er fra hele verden var samlet, herunder repræsentanter for nogle af verdens mest korrupte lande.

I den forbindelse vil nærværende artikel i to dele fokusere på korruptionen som fænomen, dens årsager og konsekvenser samt Islams løsning på problemet.

Korruptionen som en gnist

I december 2010, da Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv i Tunesien, var det i afmagt og frustration over myndighedernes systematiske magtmisbrug. Det korrumperede politi havde lige konfiskeret al den frugt, som Bouazizi skulle leve af at sælge på markedet. En klage over politiets metoder ville kun have forværret situationen for den unge mand. Den tidligere præsident i Tunesien, Ben Ali, havde i 23 år fastholdt et stærkt korrupt regime. Så godt som alting foregik på uærlig vis. Ben Alis store familie ejede over 20 % af virksomhederne i landet. De havde monopoler på salg af bestemte bilmærker og ejede en stor del af radio- og tv-stationerne. Al lovgivning blev systematisk udformet til gavn for de store familieejede virksomheder.

Bouazizis død blev, som bekendt, gnisten, der antændte årtiers undertrykt frustration og ønsket om ændring. Det var startskuddet til den opstand, som hurtigt bredte sig til andre arabiske lande. Millioner gik på gaden og protesterede… Den islamiske ummah har fået nok af magtmisbrug og korruption og ønsker fundamental forandring.

Korruption er i dag et globalt problem, som er til stede overalt. Demokratiet promoveres som kuren mod korruption, på trods af at virkeligheden viser et helt andet billede. Den vestlige kultur og kapitalismen producerer derimod korruptionen, også i den vestlige verden.

Hvad er korruption?

Ordet korruption stammer fra latin og betyder "fordærvet tilstand, forfald eller bestikkelse". Korruption defineres som “misbrug af betroet magt for egen vindings skyld“. Det er ikke særlig svært at identificere korruption, når man ser eller oplever den. Kært barn har mange navne, og der findes mange former for korruption. Bestikkelse er nok det, som de fleste forbinder med “korruption”. Så er der underslæb, som er tyveri af midler begået af personer i betroet stilling…Der erbedrageri og afpresning. Der er nepotisme, som er uberettigede fordele til familiemedlemmer, venner og bekendte, når der for eksempel skal besættes stillinger, hvor den magtfulde favoriserer efter familiebånd og venskab og ikke efter personers kompetencer, relevant erfaring, uddannelse osv. Hemmelige karteller er også en form for korruption; og der findes andre former, som kunne nævnes.

I nutidens sekulære samfundssystemer findes der den ulovlige korruption, og den korruption, som er legaliseret, og i mange tilfælde institutionaliseret, i form af lobbyisme, ”gaver”, kampagnebidrag og andet. Det skævvridende og korrumperende forhold mellem penge og politik i de sekulære, demokratiske systemer er inkarneret og lige så gammelt som systemerne selv.

Korrupte samfund er kendetegnet ved, at der gælder én lov eller praksis for de rige og magtfulde, og et andet sæt regler for den øvrige befolkning.

Hvad gør korruption ved et samfund?

Korruption findes i alle dele af verden i forskellige former, nogle steder mere end andre.

I det korrumperede samfund, hvor lovene og reglerne ikke gælder for alle, og man til hver en tid kan bestikke sig fra at bryde dem, opstår der et lovløst junglesamfund. Hvis landets politikere og embedsmænd begår korruption, mister de fleste almindelige borgere enhver lyst og motivation til at følge de officielle regler.

I et samfund, som er gennemsyret af korruption, giver det ikke mening, ikke at gøre som alle andre. Hvis ikke det er for det islamiske livssyn og en stærk individuel moral, er det håbløst at være den eneste ærlige politibetjent, læge, embedsmand eller politiker. Hvis alle andre er korrupte, snyder man jo kun sig selv ved ikke at være det. Hovedproblemet i lande som Rusland, Bangladesh og mange af de mest korrupte lande er selve den politiske og administrative elite, som er de mest korrupte. Selve systemet er baseret på korruption.

Korruption øger uligheden i samfundet, når de velstillede med gode forbindelser tilgodeser sig selv på bekostning af alle andre, som i forvejen har meget mindre.

Korruption hæmmer et lands økonomi og dræner den. Den gør, at mange former for investeringer bliver meningsløse, da der skal betales bestikkelse for hver bevægelse, man vil lave.

Verdensbanken har estimeret, at bestikkelse koster den globale økonomi 1.000 mia. dollars hvert eneste år. Flere FN-rapporter har konkluderet, at korruptionspengene i Afrika er nok til at udrydde fattigdom på kontinentet.

Man kan bare forestille sig, hvordan det kunne se ud, hvis de mange milliarder dollars, der hvert år ryger i lommerne på korrupte mennesker, i stedet var blevet brugt til rent drikkevand, hospitaler, uddannelse, infrastruktur osv. Det er de almindelige mennesker, der betaler prisen, når der bliver bygget elendige veje, skoler falder sammen i det første stormvejr, og hospitalerne er livsfarlige, fordi der fuskes og betales bestikkelse for, at man kan slække på kvalitet og sikkerhed.

Korruption i vesten

Alle ved, at det står slemt til med korruptionen i den såkaldte ”3. verden”.Men hvordan ser det ud i den vestlige verden?

Alene inden for nyere tid har der været en lang liste af korruptionsskandaler på højeste niveau i vesten.

Der har været gentagne store korruptionssager i det britiske parlament. I 2015 afslørede avisen the Telegraph, at parlamentsmedlemmerne Jack Straw og Malcolm Rifkind har været direkte bestukket og købt af private virksomheder.

I Frankrig er der en tradition for korrupte præsidenter. Nicolas Sarkozys valgkampagne blev støttet ulovligt af Muammar Gaddafi. Det afslørede hans søn, Saif Al-Islam Al-Gaddafi, da Sarkozy stak dem i ryggen og hastigt sendte bombefly mod regimet under opstanden i Libyen. Sarkozy frygtede sandsynligvis, hvad der ville komme frem af yderligere afsløringer, da regimets overlevelse var truet af den folkelige opstand.

Sarkozy modtog også ulovlig partistøtte fra L’Oréal under sin valgkamp i 2007. Hans forgænger Jacques Chirac var også korrupt. Han blev i 2011 dømt for at have svindlet med offentlige midler, da han var borgmester i Paris.

Det er nærmest overflødigt at nævne Italiens tidligere regeringschef Silvio Berlusconi, som er Europas Mr. Corruption. Han er så korrupt, at han i to omgange forsøgte at få vedtaget lovgivning, der ville sikre ham immunitet mod retsforfølgelse for al hans korruption. Eller dvs. den del, som blev opdaget.

Også i 2015 trådte den tyske journalist, Udo Ulfkotte, frem for at afsløre, at langt de fleste europæiske og vestlige mediers journalister bestikkes og er under kontrol af forskellige efterretningstjenester og millionærer. Han beretter, at journalister betales og presses til at manipulere informationer og nyhedshistorier for efterretningstjenesterne.

Ulfkotte er en respekteret journalist, som i mange år har arbejdet på en af Tysklands store aviser, Frankfurter Allgemeine Zeitung. Han har bl.a. afsløret, at EU forberedte sig på store folkelige opstande i kølvandet på finanskrisen, og at man var ved at opbygge et europæisk korps mod masseopstande.

Det kan også nævnes, at udviklingen i EU’s gældskrise hænger nøje sammen med, at der er meget korruption i især de sydeuropæiske lande.

Dette er naturligvis blot et lille udsnit af de mange korruptionsskandaler både i Europa og USA i nyere tid.

Korruption i Danmark?

Men hvad så med Danmark? Her i landet er man jo meget stolt af at være blevet kåret som det mindst korrupte land flere gange. Det betyder selvfølgelig ikke, at Danmark er et korruptionsfrit mønstersamfund. Det betyder, at der er mindre korruption sammenlignet med mange andre lande, og at den korruption, som findes her, ikke er så åbenlys.

Inden for en årrække har der også været en række offentlige sager, som har involveret korruption i Danmark.

Det gælder bl.a. sagen om Stein Bagger,der bedragede for millioner; det gælder de 14 danske virksomheder, der handlede med Saddam Hussein under FN’s olie for mad program, eller chefen i Københavns Ejendomme, der gav store kontrakter til sin ven. Farumsagen med tidligere borgmester Peter Brixtofte er blandt de store korruptionssager i dansk retshistorie.

På det seneste har en række større skandaler ramt Danmark. I skrivende stund verserer både den historiske hvidvaskskandale i Danske Bank, sagen om underslæb for 111 mio. kroner, begået af en medarbejder i Socialstyrelsen samt den enorme europæiske sag om svindel med udbytteskat. Samtidig undersøges hærchefen i Forsvaret for nepotisme og magtmisbrug.

Og så er der selvfølgelig statsminister, Lars Løkke Rasmussen. - Hvad han ikke har lavet af bilagsrod, betalte rejser og underbukser, hotelophold under dæknavn og kasinobesøg betalt af skatteyderne, for ikke at nævne Løkkefonden og forholdet til kvotekongerne, som må siges at være et klassisk eksempel på korruption.

Selvom direkte bestikkelse ikke er så synlig i Danmark, er der andre former for korruption som nepotisme og underslæb, som er mere udbredte i Danmark. Og selvfølgelig er der langt mere korruption i samfundet, end de sager, der kommer frem i lyset.

Det meste af den korruption, der praktiseres i Danmark, er dog lovlig, hvoraf den mest udbredte er ”gaver”.

Da Bendt Bendtsen fx var økonomiminister, fik han betalt en masse jagtture og golfture af bl.a. virksomhederne Danfoss og Danisco. Hvorfor vælger virksomheder at bruge så mange penge på en økonomiminister, hvis ikke for at købe sig til indflydelse i et såkaldt ”folkestyre”? Bendtsen fik ikke disse ture, da han var kriminalassistent i Odense.

Da Søren Gade var forsvarsminister, fik han betalt en jagttur i Estland.

Da Claus Hjort Frederiksen var beskæftigelsesminister, fik han betalt en rejse sammen med Søren Pind til et Formel 1-løb i Belgien, Shell havde betalt for dem. 

Da Marianne Jelved var vicestatsminister, fik hun et Rolex ur til 122.000 kroner af Mærsk. Jelved mente ikke, hun fik gaven som vicestatsminister, men fordi hun var partileder og på grund af sine ”gode relationer til Hr. Møller.”

Anders Fogh Rasmussens kone fik også et Rolex ur af Mærsk. Det samme gjorde Bendt Bendtsens kone og Flemming Hansens kone.

Denne her regn af gaver fra erhvervslivet til politikere og deres ægtefæller, bliver endda rost og fremhævet, bl.a. af Bertel Haarder, som forklaring på, at Danmark angiveligt ikke rigtig har korruption. Her kan man passende spørge: Hvad er forskellen mellem at modtage en mappetaske med 500.000 kroner i kontanter og modtage dyre rejser til 500.000 kroner?

Det ene kaldes i Danmark for en gave og det andet kaldes bestikkelse. Det er i realiteten det samme. ”Gaverne” er, som nævnt, bare ikke ulovlige. De skal blot opgives til SKAT; og ifølge offentlighedsloven skal det IKKE offentliggøres. Borgerne har altså ikke ret til indsigt i disse ”gaver”.

Ser man på udenrigs- og ”udviklingspolitikken”, hersker der et kæmpemæssigt hykleri. Den danske stat støtter korrupte regimer og handler med dem helt åbenlyst. Danmark har deltaget i invasion, bombning og besættelse af muslimske lande. Efterfølgende har Danmark givet noget der ligner en blankocheck til korrupte regeringer og samarbejdet med korrupte, brutale krigsherrer og narkobaroner, som vi har set det i Afghanistan. Udviklingsbistanden går også til korrupte regeringer i eks. Somalia, så længe disse giver kontrakter til danske virksomheder eller realiserer andre interesser for Danmark.

I den forbindelse sagde daværende udviklingsminister, Søren Pind:»For at hjælpe i en fejlslagen stat og sikre os selv mod øksemænd som ham, der ville myrde Kurt Westergaard, er vi nødt til at leve med en risiko for svindel, snyd eller korruption… «.

Sekularismen og kapitalismen er korrupte og avler korruption

Det sekulære, kapitalistiske syn på korruption er, at det naturligt ligger til mennesket at være korrupt, og derfor er det en ting som ikke kan undgås helt. Man kan forsøge at begrænse det med magtdeling, kriminalisering af korruption og kontrolmekanismer, men mennesket vil altid, i en vil udstrækning, være grådigt, materialistisk og konsekvensberegnende.

Niccolò Machiavelli, den italienske tænker, som er kendt for princippet ”målet helliger midlet”, beskrev i sin regentmanual fra 1513, Fyrsten, hvordan menneskets natur er grådig og magtbegærlig – og i sidste ende korrupt.

I slutningen af 1800-tallet udtrykte den britiske historiker Lord Acton det kendte udsagn: ”Al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt”. Korruption bliver altså set filosofisk som et uundgåeligt fænomen. Ifølge Lord Acton er der en sammenhæng mellem en persons moralske fordærv og magt. Jo mere magt, jo mere korrupt. Ser man på de kapitalistiske samfund både i vesten og i resten af verden, så kan man være tilbøjelig til at give ham ret.

Moralsk medfører det vestlige livssyn og den individualistiske kultur direkte korrupt tænkning og adfærd. Egennytten, som er kapitalismens eneste moralkodeks, og samtidig også målestokken for alle handlinger, er jo opskriften på det korrupte menneske. - Når politik er en karriere og vej til prestige, samtidig med, at det grundlæggende livssyn er, at det handler om at opnå det søde liv med så meget nydelse og luksus som muligt.

Det interessante i forhold til korruption i kapitalismen er, at der ikke eksisterer faste regler i disse systemer, for hvad der er korruption, og hvad der er legal praksis. Det varierer fra land til land, hvilke former for korruption, der er strafbart, og der er masser af belejlige gråzoner og huller i lovgivningen for politikere og virksomheder. Eksempelvis er nepotisme ofte ikke strafbart.

De enorme svindel- og skattesvigsager, som løbende dukker op til overfladen, vidner om, at de finansielle markeder er præget af en syg kultur, der direkte motiverer til svindel og gambling med hele samfundets ve og vel. Men det mest bemærkelsesværdige ved den omfattende skatteunddragelse fra de rigeste i vesten, herunder Danmark, som bl.a.  blev udstillet af The Panama Papers, er, at den ikke er ulovlig. Den faciliteres derfor i den grad af det internationale finansielle system.

Som nævnt er der, udover det tvivlsomme og alle gråzonerne, de fuldstændigt legaliserede, endda institutionaliserede former for korruption såsom lobbyismen. Det er velkendt, at politikere modtager millioner til deres valgkampe fra virksomheder helt lovligt, ligesom mange politiske partier i vestlige lande er totalt afhængige af partistøtte fra erhvervslivet.

Lobbyismen i USA er velkendt, men lobbyisme foregår også på Christiansborg, og i EU-parlamentet i Bruxelles i stor stil. Lobbyisterne i sidstnævnte tællermindst 30.000, og modsvarer næsten de 31.000 ansatte i EU-kommissionen.

De demokratiske politiske systemer under kapitalismen er korrumperende og fostrer korruption, både den slags, som er uden for deres egen love, og de former, som er lovlige og accepterede i form af lobbyisme, interessegrupper, kampagnebidrag, ”gaver” osv. Men problemet er endnu større end det.

Industrien er staten

Regeringernes opgave i kapitalismen er ikke som påstået at varetage borgernes interesser. Den er snarere at varetage erhvervslivets interesser. Det økonomiske system er indrettet på en måde, der muliggør det for virksomheder at vokse sig vanvittigt store og magtfulde. Finanssektoren er en stat i staten. Det samme er energiindustrien, våbenindustrien, kemikalieindustrien, medicinalindustrien, fødevareindustrien og andre. De er alle stater i staten.

Udover deres magt og indflydelse, er de store banker og virksomheder ”too big to fail”, således, at staterne må redde dem med milliarder af skatteborgernes penge om nødvendigt, og udgøre deres sikkerhedsnet, selv når de spiller hasard med risikable investeringsformer. Industrien ER derfor staten.

Overalt i vesten så vi, under finanskrisen, stater, der påstod ikke at have penge nok til velfærd fandt svimlende milliardbeløb frem for at redde bankerne.

Når den danske kongefamilie rejser rundt i verden, følger der gerne en delegation af danske virksomheder med. Det er da også et officielt formål med disse statsbesøg at promovere det danske erhvervslivs handelsinteresser. Dette gælder også ved ministres statsbesøg, hvor de i mange tilfælde agerer salgsagenter for bestemte industrier.

Det omdiskuterede besøg af det danske kongehus til Saudi Arabien i 2016 var for at sikre kontrakter til danske virksomheder. Bl.a. fik Grundfoss en milliardaftale vedrørende et infrastrukturprojekt i Riyadh.

Alle de skattepenge, der blev brugt på at få denne aftale i hus, fra ambassadetimer, ministertimer, rejseomkostninger for kongefamilien og embedsmænd mm. resulterede i en milliardfortjeneste til Grundfoss. Sådan fungerer dette demokrati. Det er ganske almindelig procedure og ikke en hemmelighed eller nogen skandale.

Staten er til tjeneste for industrien. Kongehuset er til tjeneste for industrien.

Danske Bank sagen viser desuden en yderligere side af korruptionen i form af den medfølgende underminering af retsstaten. Ifølge erhvervsminister Rasmus Jarlov vil det koste et trecifret milliardbeløb, og kræve flere menneskelige ressourcer, end der er i Danmark, at undersøge hvidvaskskandalen til fulde.

Store virksomheder i kapitalismen er altså ikke kun ”too big to fail”, men også ”too big to jail”. Det er en indbygget defekt i kapitalismen, at efterforskning og evt. retsforfølgelse af så stor en bank, hvis viljen til dette var til stede, ville have så store økonomiske konsekvenser for samfundet, at det ikke ville kunne lade sig gøre, med mindre man ønsker at begå økonomisk selvmord.

Derfor må man konkludere, at selve kapitalismen er korrumperende; både fordi dens livssyn og værdier skaber korruption, med overtrædelse af egne love, og fordi den modstrider den korrekte organisering af samfundet og mennesket, som Allah (swt) har åbenbaret, hvilket særligt kommer til udtryk i forholdet mellem de private industrier, kapitalejerne, staten og politik.

Korruptionsbekæmpelse i dag

Af samme grund er bekæmpelsen af korruptionen på verdensplan i dag en kæmpe fiasko. Det anerkender eksperter, forskere og organisationer som Transparency International.

Danmarks førende ekspert i korruption, Mette Frisk Jensen, fra Aarhus Universitet, beskriver hvordan korruptionens onde cirkel bliver umulig at bryde, fordi ingen af de korrupte vil have en interesse i at gå forrest i kampen.

Uanset hvor mange konventioner man vedtager på internationalt plan mod korruption, så er det en håbløs cirkel, hvor der findes nye veje uden om, og hvor man skjuler korruptionen på nye måder… og de største forbryder slipper uden om straf.

Anti-korruptionsinitiativerne eksisterer heller ikke af moralske grunde, men fordi der store negative konsekvenser rent økonomisk ved korruption, for virksomheder og stater, der vil handle og investere.

Mette Frisk Jensen erkender faktisk også i sin bog om korruption, at den demokratiske styreform i virkeligheden ikke løfter lande ud af korruptionen.

Den omfattende korruption i de muslimske lande er et naturligt resultat af kolonialismens indtog. De korrupte klientregimer, som sidder på magten i muslimernes lande, vogter systemer arvet fra de vestlige kolonimagter, hvis interesser de fortsat tjener. Efter den vestlige ”befrielse” af Afghanistan har landet hvert år ligget i toppen af listen over de mest korrupte lande i verden.

Sandheden er, at korruptionsproblemet, i vesten såvel som iandre dele af verden, aldrig kan løses, så længe de kapitalistiske værdier og systemer gør sig gældende.

….

Anden del af denne artikel vil præsentere Islams syn på korruption og opklare, hvordan Islam, gennem sit livssyn, værdier og system, er i stand til at løse det omfattende korruptionsproblem.