Kontakt til det modsatte køn på internettet

Bismillahi Rrahmani Rrahim

Til Abu Al Kasem og Abdullah Abdurrahman

Spørgsmål:

Under et møde om kommunikation på internettet blev det påstået, at internettet er en virtuel verden, hvorfor man ikke bliver stillet til regnskab for det, man siger. Det blev desuden nævnt, at selv samtale mellem kønnene ikke er et problem, uanset hvad der bliver sagt, da der ikke er tale om sammenblanding mellem kønnene... Er dette korrekt? Vi beder dig tydeliggøre sagen, må Allah belønne dig. Abu Al Kasem

Assalamu Alaikum wa Rahmatullah

“Spørgsmål vedr. chat mellem kønnene på Facebook eller mail”

Vores unge, især teenagerne, møder tit denne problematik. Derfor er det vigtigt at spørge ind til det, for at vores unge ikke falder i synd, og for at beskytte vores samfund mod en sag, hvori der kan være synd, muligvis endda stor synd. Abdullah Abdurrahman

Svar:

Wa Alaikum Assalam wa Rahmatullah wa Barakatuh

Jeres spørgsmål ligner hinanden, og vi har tidligere svaret på lignende spørgsmål. Jeg vil derfor gentage svaret her:

Der er nogle mennesker, som elsker at filosofere over simple ting. De fokuserer fx på dette spørgsmål: ”Er kontakten på Facebook sammenblanding mellem kønnene?”

Som om det kun er sammenblanding mellem kønnene, der er haram, og hvis blot der ikke er sammenblanding, så er alt i orden!

En anden fokuserer på, at internettet er en virtuel verden, som om det kun er en forestilling i sindet, hvor han kan forestille sig, hvad han vil!!

Andre er uvidende om nogle faktorer, som har betydning for den shariamæssige lov vedr. kontakt på Facebook, eller også tror de, at så længe der ikke er tale om sammenblanding, så er det i orden, eller lignende ting, som de blander sammen grundet uvidenhed eller misforståelse...

Sagen forholder sig imidlertid ikke sådan. Indholdet i et brev - såfremt det bekræftes, at det kommer fra afsenderen og når frem til modtageren - får samme shariamæssige lov som direkte tale fra afsenderen til modtageren.

Her gør det ingen forskel, hvorvidt brevet er skrevet i hånden eller elektronisk...

Der er heller ingen forskel på, om brevet bliver sendt til modtageren med et bud eller via internettet, Facebook eller andet middel. Det afgørende er, at det kan bekræftes, at det kommer fra afsenderen, og at det er nået frem til modtageren - realiteten er ens fra denne vinkel, uanset formen...

Den shariamæssige lov vedr. brevkorrespondance er derfor ens, og det er noget, som mennesket bliver stillet til regnskab for, da det er en aktiv handling fra menneskets side. Allahs Sendebud ﷺsiger: “Allah stiller ikke folk i min Ummah til regnskab for det, som de tænker, så længe de ikke har handlet eller talt”. Berettet af Al Bukhari og Muslim fra Abu Huraira. Ordlyden i den ovennævnte Hadith er Al Bukharis.

Det er desuden bekræftet som autentisk, at Allahs Sendebud ﷺsendte breve til konger og regenter for at formidle Islam til dem. Dette bekræfter at formidling gennem breve, hvilket er en shariamæssig lov, er det samme som direkte formidling gennem tale...

Al Bukhari beretter, at Ibn Abbas sagde: ”Abu Sufian Bin Harb fortalte mig, at han var i Levanten sammen med nogle mænd fra Quraish, som var kommet til området i handelsøjemed, i den periode, hvor Allahs Sendebud ﷺog Quraish havde en fredsaftale. Kejserens budbringer fandt os i et område i Levanten... indtil han sagde: ”Kejseren beordrede Allahs Sendebuds ﷺbrev læst højt, hvorefter det blev læst, og i det stod:

“ I Allahs Den Nådiges, Den Barmhjertiges Navn. Fra Muhammad Bin Abdillah, til Heraclius, Romernes konge: fred være med dem, som følger retledningen. Derefter; jeg kalder dig med Islams kald, bliv muslim, og du vil blive reddet. Bliv muslim, og du vil få din belønning dobbelt, men hvis du vender bort, så vil du bære på arianernes synd.” ”Sig: ’O Bogens folk! Lad os enes om et ord, der er fælles for os og jer: at vi ikke tilbeder noget/nogen ud over Allah og ikke sidestiller noget med ham. Og at ingen af os tager nogen af os som herre ud over Allah’. Hvis de så vender sig bort, så sig: ’Vær I vidner til, at vi er dem, som underkaster os (er muslimer)”[Âli-’Imran 3:64]

I henhold til ovenstående er svaret på de ovennævnte spørgsmål følgende:

1. Skriftlig korrespondance gennem almindelig post, internet, Facebook, Twitter mv. har samme shariamæssige lov (hukm), og det adskiller sig ikke fra direkte tale. At påstå, at det ene er den virkelige verden, og det andet er en virtuel verden, er at drukne i uvidenhed og synd... Hvis du siger noget haram direkte til en fremmed kvinde, vil du ifølge sharia blive straffet. På samme måde er det med skriftlig korrespondance: Hvis det bliver bevist, at korrespondancen har fundet sted, vil straffen blive udmålt præcis på samme måde, som havde du talt direkte til hende.

Det er derfor ikke tilladt at tale med en fremmed kvinde med et andet formål end det, som sharia har gjort tilladt - og det samme gælder for skriftlig korrespondance. Det, som er tilladt/mubah ved direkte tale, er også tilladt ved korrespondance, og det som er forbudt/haram ved direkte tale, er også haram ved korrespondance.

2. Sammenblanding for et andet formål end det, som sharia har gjort tilladt, er haram, men det skal ikke forstås således, at det kun er sammenblanding, der er haram. Hvis du råber noget grimt efter en kvinde, så er dette haram, selv hvis hun ikke er i nærheden af dig. Hvis du sælger noget til en kvinde på markedet, og du ser på hende med begær, så er dette haram, selvom sammenblanding for handel på markedet er tilladt. Og Hvis du tager en offentlig bus, og du taler beskidt til en kvinde i bussen, som er langt væk fra dig, så er dette haram, selvom hun ikke sidder ved siden af dig...

Ligeledes er det ved skriftlig korrespondance. Du drages til ansvar for dine ord, fuldstændig på samme måde, som havde du udtalt dem direkte...

3. Vi kalder enhver muslims, mand som kvinde, særligt bærerne af denne rene gudfrygtige da’wah, som de har båret og fortsætter med at bære, omringet af kæmpe bølger fra alle sider, og hvor der ingen anden tilflugt er end Allah ﷻ- vi kalder dem til at overholde sharias love punktligt, ikke kun ved at afholde sig fra haram, men endda ved at afholde sig fra visse tilladte ting af frygt for, at der kan være noget haram i nærheden af disse. Sahabah plejede at afholde sig fra mange tilladte handlinger af frygt for at falde i haram.

4. Vi understreger desuden for enhver muslim, mand som kvinde, særligt da’wah-bærerne, at de bør arbejde seriøst og anstrengende på at bruge disse moderne midler produktivt, for at sprede Islam på en påvirkende måde, og på samme tid bruge dem med bevidsthed og visdom, ikke kun langt væk fra asken af noget, som er urent, men lang væk fra selv støvet fra den urene aske.

Jeg beder Allah ﷻom, at vi forbliver rene og gudfrygtige, så vi får succes i dette liv og det næste. ”Og bring det glædelige budskab til dem, som har iman.”