De reelle internationale og regionale standpunkter vedr. slaget om Idlib

Spørgsmål:

Det syriske regime har samlet sine styrker syd for Idlib-provinsen, og Rusland har meddelt, at de er parate til at lancere Idlib-slaget - "det sidste store slag" i Syrien. Dertil har Rusland udført militærøvelser, som er de største i Ruslands nyere historie i det østlige Middelhav. Mange forventede, at ​​kampene ville starte efter det russisk-tyrkisk-iranske topmøde, som blev afholdt i Teheran d. 7. september 2018, hvor modstanden over for den militære kampagne mod Idlib viste sig fra den tyrkiske præsident Erdogans side. Dermed blev angrebet erstattet med aftalen om en demilitariseret zone i Idlib, som blev indgået af Erdogan og Putin d. 17. september 2018. Hvad er årsagen til denne ændring? ... Derefter truede USA med en barsk reaktion, hvis kemiske våben blev anvendt, og udtalelserne fra nogle europæiske lande var i harmoni med USA’s ... Hvad er de reelle internationale og regionale standpunkter vedr. slaget om Idlib?

Svar:

For at kunne forstå de internationale standpunkter vedr. Idlib-slaget skal følgende forhold fremhæves:

1- Til at starte med siger vi, at USA ikke er oprigtig, når de foregiver støtte til oppositionen. USA står bag regimerne i Tyrkiet og Saudi-Arabien, for at bedrage de syriske fraktioner med “gulerod og stok” -politikken og for at drive dem mod forhandlinger og våbenhviler med regimet samt overdragelse af områder til det. USA’s budskab til den syriske opposition i syd var endda klar og ærlig: De skal ikke forvente amerikansk støtte til at modstå den syriske hærs offensiv. Hvad angår spørgsmålet om Idlib, har USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, udtalt på en pressekonference: “Det er en tragisk situation. Hvis de ønsker at fare frem for at kontrollere Syrien, så kan de gøre det” med henvisning til den syriske regering og dens allierede Rusland og Iran. Hun tilføjede: "Men de vil ikke være i stand til at gøre det ved hjælp af kemiske våben... “ (Reuters d. 4. september 2018). Den erklærede amerikanske modstand vedrører således anvendelsen af kemiske våben og ikke regimets kontrol over Syrien. Det samme forstår man af kravet fra USA’s leder af forsvarsstaben, general Joseph Dunford, nemlig ”yderligere samtaler mellem tyrkerne, syrere og russerne vedr. mere præcise operationer for at modstå “terrorismen”, hvilket ville være den rette fremgangsmåde, i modsætning til de store konventionelle operationer. Og han udtalte: "Jeg foreslår at gennemføre antiterror operationer på en måde, der reducerer risikoen for tab af uskyldige liv” ... (Reuters d. 4. september 2018). USA udnytter sagen om kemiske våben, hver gang de ønsker det. USA anmoder tilmed regimet om at anvende kemiske våben for at bruge det som påskud til at gennemføre sin politik. Og regimet er meget trygt ved USA’s støtte, for uden den ville hverken Iran eller Rusland være kommet det til undsætning. Uden den støtte havde heller ikke hverken Tyrkiet eller Saudi-Arabien presset de væbnede grupper til at underskrive våbenhviler og trække sig tilbage fra områderne, så det syriske regime kunne overtage kontrollen med disse. Og uden den støtte ville det tyranniske regime ikke kunne vende tilbage til det internationale samfund og deltage i Genève-forhandlingerne, for derigennem at genvinde den legitimitet, som var tabt efter de første år af revolutionen.

2- USA tillod den russiske militærintervention for at støtte regimet. Rusland, Iran og militserne gennemførte missionen, og nu har regimet fået kontrol over en stor del af Syriens jord. Idlib er blandt de vigtigste områder, som stadig er uden for regimets kontrol ... Hvad angår Rusland, så lider det i den syriske sump og ønsker at invadere Idlib for at afslutte sin militære krise og fokusere på det politiske arbejde. USA derimod ønsker at diktere den politiske løsning før afslutning af sagen om Idlib, ligesom de ønsker at udnytte ​​Idlib-sagen til at presse Rusland ved at forlænge eller forkorte perioden, hvori Rusland befinder sig i denne militære sump, afhængigt af ​​Ruslands accept af USA’s løsning for Syrien, som indebærer lukning af de russiske militærbaser - en betingelse for USA’s politiske løsning. USA får den militære opposition til at insistere på lukningen af disse militærbaser som et krav til løsningen. Således skal Rusland nøjes med krummerne som krigsbytte! Og deraf opstod Tyrkiets modstand mod den russiske militære operation, som var planlagt for at angribe Idlib, en modstand tilskyndet af USA.

3- Rusland fortsatte med at udføre sin militære mission i Syrien uden udsigt til en efterfølgende politisk mission siden ankomsten af ​​Trump-administrationen. Overtagelsen af Ghouta skete med stor tyrkisk hjælp, dvs. med amerikansk samtykke, og på samme måde skete overtagelsen af syden. Samtidig afviser USA at indgå i forhandlinger med Rusland om Syrien, hvilket viser, at Trump-administrationen ikke kan se nogen politisk rolle for Rusland, i hvert fald ikke før fuldførelsen af ​​Ruslands militære mission. Efter at den syriske væbnede revolution blev presset til Idlib, og Rusland ønskede at fortsætte med sine militæraktioner og begyndte at mobilisere, true og udføre øvelser i Middelhavet, som involverede både hangarskibe og luftraketter, og da de lukkede luftrummet over det østlige Middelhav for første gang i sit historie, så er Rusland endt i alvorlig knibe, idet der var flere ting, som de ikke havde regnet med. Blandt disse er følgende:

A- Den tyrkiske modstand mod en omfattende militæroffensiv i Idlib: Tyrkiet accepterede ikke en omfattende krig mod Idlib. ”Den tyrkiske minister mente, at man bør kortlægge, hvem terroristerne er, og bekæmpe dem - og at der ikke bør føres total krig mod Idlib med tilfældige bombardementer”. (Enab Baladi d. 14. august 2018). Tyrkiets modstand mod krigen blev tydelig under Teheran-topmødet mellem lederne i Rusland, Tyrkiet og Iran. Tyrkiet overraskede Rusland ved at fremhæve sin bekymring for krigen mod Idlib og ​​flygtningestrømmen til Tyrkiet. Tyrkiet gjorde Rusland forlegen ved at betragte krigen som et værktøj til at eliminere den politiske løsning i Syrien: ”Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, udtalte i fredags, at de fortsatte angreb på provinsen Idlib, som kontrolleres af oppositionen, vil føre til et sammenbrud af den politiske proces i Syrien... ” (Alyawm Al-sabe d. 7. september 2018). Derefter, og i takt med den stigende amerikanske tone mod Ruslands bestræbelser for krigen mod Idlib, begyndte Tyrkiet at opruste sine kontrolposter i Idlib med våben - de poster, der blev oprettet i henhold til nedtrapningsaftalen med Rusland og Iran. ”Kilder fra området og øjenvidner fortalte i søndags "Sky News Arabic," at en tyrkisk militærkonvoj var på vej til Idlib by, der støder op til den tyrkiske grænse, og som styres af fraktioner fra den syriske opposition og andre grupper. Kilderne sagde, at den tyrkiske militærkonvoj, der kørte ind i de syriske områder fra Kafralousin-kontrolposten på vej mod Idlib og tilhørende provinser i det nordlige Syrien, omfattede tanks, militærudstyr og ammunition. ” (Sky News Arabic d. 9. september 2018). Således er Tyrkiet blevet en hindring for de russiske ambitioner om at eliminere de væbnede fraktioner i Idlib. Netop af den grund blev der indkaldt til et andet møde mellem Erdogan og Putin d. 16. september 2018 i Sotji, blot ni dage efter deres møde i Teheran.

B- Indikationer på et skift i den iranske position: Iran gav under Teheran-topmødet d. 7. september 2018 udtryk for en usædvanlig skelnen mellem de moderate væbnede fraktioner og de “terroristiske” i Idlib, hvilket virker som en støtte til den tyrkiske præsident Erdogans holdning, som er afvisende over for krigen, i modsætning til Ruslands position. Irans position blev yderligere tydeliggjort, da “den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, sagde i dag lørdag i en presseudtalelse, at Iran er overbevist om, at løsningen i Syrien er politisk og ikke militær. Zarif udtalte i et interview med det tyske “Der Spiegel”, at Iran forsøger at skåne Idlib for det, han beskrev som “et blodbad”, i en henvisning til Irans modstand mod ethvert militært angreb på området… ” (Zaman d. 15. september 2018). Såfremt denne iranske position modnes, vil Rusland stå alene i krigen i Idlib, hvis det insisterer på at fuldføre den - en krig som Rusland ikke kan udkæmpe alene.

C- Det farligste er dog formentlig den amerikanske position, hvor der hurtigt blev slået på krigstrommerne, ifald kemiske våben skulle blive anvendt i Idlib. Rusland er udmærket klar over, at USA kontrollerer de kemiske angreb gennem det syriske regime, hvorfor Rusland skyndte sig at beskylde oppositionen for at forberede et kemisk angreb mod sig selv, for at give et påskud for et amerikansk angreb. Rusland gik så vidt, at det beskyldte Storbritannien for at være en del af “den kemiske konspiration”. De amerikanske angreb i Syrien generelt irriterer Rusland umådeligt, og denne gang er det muligt, at det amerikanske angreb bliver endnu hårdere og mere omfattende! “Bolton udtalte under svar på spørgsmål, efter en tale om politik: ”Vi har i løbet af de sidste få dage arbejdet på at levere et budskab om, at hvis der bliver brugt kemiske våben for tredje gang, så vil gengældelsen blive meget hårdere … Jeg kan sige, at vi har haft drøftelser med briterne og franskmændene, som sluttede sig til os i det andet angreb, og de var enige i, at brugen af kemiske våben endnu en gang, vil resultere i en meget hårdere gengældelse. ” (Arabi21.com d. 10. september 2018). Rusland frygter ikke kun et amerikansk/vestligt angreb, som vil sætte det i forlegenhed i Syrien, men et angreb som vil gå ud over dets styrker i landet.

D- Den jødiske entitets militærangreb på Wadi Al Uyun tæt på Masyaf vest for Hama d. 4. september 2018, og på Baniyas i udkanten af Tartus, fandt sted tæt på de russiske militærbaser (50 km fra den russiske base i Hmeimim) og over den russiske base i Tartus. Angrebene fandt desuden sted samtidig med Ruslands storstilede øvelser i Middelhavet d. 8. september 2018 med deltagelse af et stort antal større marinefartøjer og luftstyrker, og som Rusland reklamerede stort for som værende den største russiske militærøvelse i Middelhavet i nyere tid… Dette angreb fra den jødiske entitet udgjorde således en hidtil uset udfordring af Rusland. “Nyhedsbureauet “SANA”, som tilhører det syriske regime, meddelte, at Asads luftforsvar modstod flere missiler, som blev affyret af israelske fly i området Wadi Al Uyun i udkanten af Hama. “SANA” meddelte, at luftforsvarssystemerne afværgede et ”israelsk” angreb fra fly, som sneg sig vest om Beirut i lav højde og fløj nordpå, hvor de gik efter nogle militære mål i provinserne Tartus og Hama. Der blev taget hånd om missilerne - nogle er blevet skudt ned, og de angribende fly blev tvunget til at flygte. ” (Alarabiya.net, 4. september 2018)

Et militært angreb af denne type tæt på de russiske baser tør den jødiske entitet ikke at udføre uden koordinering med USA. Budskabet i disse angreb er muligvis, at de russiske luftforsvarssystemer (S500) ikke kan stoppe amerikansk teknologi, således at Rusland derefter frygter, at deres baser eller fly bliver ramt af det vestlige bombardement...

E- Og det var nøjagtig sådan, det gik til: Et russisk fly blev skudt ned i udkanten af Idlib, hvilket bragte Rusland i alvorlig knibe. “Den officielle talsmand for forsvarsministeriet, Generalmajor Igor Konashenkov, sagde, at de to israelske piloter med vilje søgte dække bag det russiske fly, hvilket gjorde, at flyet blev udsat for det syriske forsvars beskydning, hvormed flyet blev skudt ned. Han tilføjede: ”Det er udelukket, at de israelske luftobservationssystemer og de to F-16 piloter ikke havde set det russiske fly, idet flyet gik ned til en højde på 5 km, og alligevel udførte de denne provokation med vilje”... Flyet, som var af modellen ”ll-20”, styrtede med femten militærfolk ombord, da det var på vej tilbage til Hmeimim luftbasen i nærheden af kystbyen Latakia, som på det tidspunkt var mål for et angreb med “fjendtlige missiler” mandag aften. Talsmanden understregede, at Israel ikke på forhånd havde advaret den russiske militærledelse i Syrien. - Beskeden om angrebet kom først under et minut før, det blev iværksat, og han tilføjede yderligere: ”Dette gjorde det umuligt, at få flyet ud til et sikkert område”. ” (Sky News Arabic d. 18. september 2018)

“Talsmanden for det russiske forsvarsministerium, Igor Konashenkov, udtalte i dag tirsdag d. 18. september, at Israel ikke advarede de russiske styrker i Syrien om sine operationer i nærheden af Latakia. Konashenkov sagde: ”Israel informerede ikke den russiske militærledelse i Syrien om den planlagte militæroperation. Meddelelsen kom først over “hotline” under et minut før, angrebet blev igangsat, hvilket gjorde det umuligt for det russiske fly at trække sig i sikkerhed”. Talsmanden påpegede, at det israelske fly brugte det russiske fly som dækning, således at flyet (det russiske) blev ramt af beskydning fra det syriske FET-forsvarssystem. Han tilføjede, at de israelske fly forsætligt skabte en farlig situation i området omkring Latakia, og påpegede, at fire F-16 fly fra det israelske luftvåben beskød mål nær Latakia d. 17. september. Angrebet blev udført fra lav højde. Konashenkov sagde, at de uansvarlige handlinger førte til drabet på 15 russiske militærfolk, hvilket ikke er i overensstemmelse med ånden i det russisk-israelske partnerskab… ”(Sputnik Arabic News d. 18. september 2018)

Alle disse vilkår gør, at Rusland er ude af stand til at afgøre situationen i Idlib militært for at komme ud af sin knibe, og på samme tid er Rusland ude af stand til at udholde den jødiske entitets provokationer, som sker med amerikansk tilskyndelse.

4- Således går USA efter at holde Rusland fanget i Syrien - et fangenskab, der først må ophøre, når USA er færdig med at iværksætte den politiske løsning i henhold til sine planer. Den amerikanske nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, udtalte onsdag under et interview med Reuters, at “Rusland sidder fast i Syrien og leder efter nogen, der kan hjælpe med at finansiere genopbygningen af landet efter krigen”. Han påpegede, at dette giver Washington flere muligheder i forhandlingerne med Moskva... Bolton udtrykte, at Washington har et stærkt kort i forhandlingerne med Moskva, fordi “Rusland sidder fast i Syrien på nuværende tidspunkt”. Bolton tilføjede: “... og jeg tror ikke, at russerne har lyst til at blive der”... ” (Sputnik Arabic News d. 22. august 2018)

Rusland er bevidst om denne amerikanske politik og har måske forstået, at USA har fanget Rusland i en fælde i Syrien, og at det i virkeligheden sidder fast i Syrien og ikke kan trække sig ud uden USA's tilladelse, da USA besidder alle midlerne til indflydelse i landet. Derfor er Rusland ude af stand til at fuldende sit planlagte angreb i Idlib for at afslutte krisen på sin måde, idet Tyrkiet - med amerikansk tilskyndelse - har modsat sig angrebet, og Iran forholder sig tavs... Således mislykkedes det ved mødet i Iran d. 7. september 2018 at vedtage den russiske plan for angrebet på Idlib og afslutning af krisen i byen på Ruslands måde. Derefter gik der kun få dage, før mødet mellem Erdogan og Putin blev etableret, og aftalen blev en demilitariseret zone i stedet for et angreb. Dette var med amerikansk velsignelse - nyhedsbureauet Novosti citerede d. 18. september 2018 en embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium for følgende: “Vi støtter og hilser det velkomment, at Rusland og Tyrkiet har taget praktiske skridt for at forhindre det militære angreb fra Asad-regeringen og dens allierede mod provinsen Idlib… ” Den russiske præsident, Vladimir Putin, erklærede mandag indgåelsen af en aftale med sin tyrkiske kollega, Recep Tayyip Erdogan, om oprettelsen af en ”demilitariseret zone” i provinsen Idlib (sydvest), som skal træde i kraft d. 15. oktober 2018, og skal være under de to landes kontrol. Den russiske præsident sagde i slutningen af mødet med sin tyrkiske kollega i badebyen Sotji: “Vi er blevet enige om oprettelsen af demilitariseret zone med en bredde på 15-20 km langs konfliktlinjen, som træder i kraft fra d. 15.10.2018” Putin anså denne aftale for at være en “seriøs løsning”, som gør det muligt at “løse dette problem”.  Endvidere udtalte den russiske forsvarsminister, Sergey Shoygu, til de russiske nyhedsbureauer, at aftalen vil hindre det ventede angreb mod den sidste bastion for de væbnede fraktioner i Syrien. Som svar på spørgsmålet om, hvorvidt denne aftale betyder, at der ikke kommer et militært angreb på Idlib, svarede han “ja” ifølge nyhedsbureauerne Interfax og Tass. Endvidere udtalte Erdogan under pressemødet efter mødet mellem de to præsidenter: “Rusland vil tage de nødvendige skridt for at sikre, at der ikke kommer noget angreb mod deeskaleringszonen i Idlib. ” France 24/AFP d. 17. september 2018)

Således stoppede Rusland sit bombardement af Idlib og tilbagetrak sine krigsskibe som afholdt militærøvelse i Middelhavet. Rusland tigger stadig USA, direkte eller gennem Tyrkiet, om at afgøre situationen i Idlib militært, før den politiske løsning... Men USA ønsker en politisk løsning før enhver militær afgørelse af situationen i Idlib, for at bruge Idlib som et kort til at afpresse Rusland hvad angår de russiske militærbaser i Syrien. Derfor får USA oppositionen til at bringe spørgsmålet om de russiske militærbaser i landet op som led i den politiske løsning. Dette betyder, at Tyrkiets interesse - med USA som bagmand - i at forhindre Ruslands angreb på Idlib, først og fremmest var at tjene USA's interesser, og ikke at forhindre regimet i at nå frem til Idlib eller at beskytte civilbefolkningen. Tværtimod - når USA først har stabiliseret sin ønskede løsning og fået Rusland til at indordne sig den, vil Idlibs blod ikke have nogen værdi, om det er civilt eller ikke-civilt blod, afvæbnet eller væbnet... Deres ageren vidner om dette over hele Syrien, og deres forbrydelser i landet skriger til himlen.

5- Dette er de afgørende positioners virkelighed i slaget om Idlib, internationalt og regionalt... Men der er noget, som med Allahs tilladelse kan vælte bordet over den internationale og den regionale position, og det er, hvis grupperingerne i Idlib udfører deres rolle godt og punktligt, og at de effektiviserer deres rolle i trofasthed og hengivenhed til Allah ﷻ. Grupperingerne i Idlib er af to typer:

1. De militære grupperinger, som er loyale over for Tyrkiet: Disse er de samme grupperinger, som har udført de forskellige tilbagetrækninger, og som lufter tanker om forsoning og fredsaftaler grundet det massive tyrkiske pres, som er kombineret med bestikkelse af disse grupperingers ledere og overøsning af dem med saudiske finanser. Det er disse grupperinger, som Tyrkiet trak med til Astana-forhandlingerne, der resulterede i deeskaleringszonerne, dvs. regime-kontrol med områderne og grupperingernes overdragelse af disse områder til regimet. Disse grupperinger står i dag over for den barske sandhed, nemlig at de har været midlet til at svække den syriske revolution og tab af mange områder grundet Tyrkiets løfter, som har vist sig at være falske... Og fordi der er trofaste individer i disse grupperinger, er der begyndt at cirkulere en bemærkelsesværdig hvisken, som nærmer sig en hørt stemme i disse grupperingers rækker, om Tyrkiets bedrag af dem.  Dette har Erdogan bemærket, hvilket han udtrykte under Teheran-topmødet med henholdsvis Ruslands præsident Putin og Irans præsident Rouhani, hvor han udtalte: “Oppositionen føler sig bedraget efter etableringen af disse områder (deeskaleringszoner)... ” (Aljazeera.net d. 7. september 2018). Erdogan erkender dermed, at de syriske grupperinger har gennemskuet hans planer om at bedrage dem, hvilket skræmmer Erdogan. Disse grupperinger har indtil nu ikke ladet sig drive til kamp mod de grupperinger, som afviser den fredelige løsning, som Tyrkiet har planlagt… Afsløringen af det tyrkiske bedrag kan udnyttes til, at disse grupperinger går aggressivt til kamp hvis de bliver angrebet.
    
2. De øvrige grupperinger, som oftest bliver kaldt “terrorister” af pressen. Denne styrke er blevet forøget efter uddrivelsen af mange oprørere fra forskellige områder i Syrien til Idlib, eksempelvis Ghouta, de sydlige områder, Homs, det østlige Aleppo osv. Denne styrke har kontrol over en anseelig del af området, og trods forskelle i antal og graden af bevæbning, så ligger frygten for denne styrke i det, som nævnes i tidligere amerikanske rapporter om Syrien, hvori det udtrykkes, at de “ekstremistiske” grupperinger i den syriske opposition, selvom deres antal ikke udgør majoriteten, er dem, som udkæmper de store afgørende slag i Syrien. Det betyder, at de udgør en solid styrke, som er svær at overvinde... særligt fordi Idlib-området er det sidste område, som er under oprørernes kontrol; og derfor vil kampene der være voldsomme, da oprørerne er omringede og ikke har nogen anden udvej derfra. På baggrund af alt dette vil slaget om Idlib, fra et militært perspektiv, ikke nødvendigvis være afgjort til regimets fordel. Dette trods den store militære oprustning, som Rusland har forberedt til formålet. Tværtimod vil et langtrukkent slag om Idlib, og regimets koncentration af sine lokale styrker og deres støtter om byen, muligvis åbne døren for, at andre områder løsriver sig fra regimets kontrol.

Hvis de forskellige grupperinger hengiver sig til Allah, udnytter at Rusland er i knibe grundet USA's pres og afpresning, og løsriver sig fra Tyrkiets bedrag og Saudi-Arabiens finanser... og først og fremmest husker Allahs tale:

كَمْ مِنْ فِئَةٍ قَلِيلَةٍ غَلَبَتْ فِئَةً كَثِيرَةً بِإِذْنِ اللَّهِ

Hvor ofte har en lille skare ikke overvundet en stor skare med Allahs tilladelse. (Al-Baqarah: 249)

… således at disse grupperinger ikke underkaster eller overgiver sig, men støtter sig til Allah med trofasthed og dedikation, vil de med Allahs tilladelse forpurre Islams og muslimernes fjenders planer og drive dem skuffede væk fra Idlib.

وَلَيَنْصُرَنَّ اللَّهُ مَنْ يَنْصُرُهُ إِنَّ اللَّهَ لَقَوِيٌّ عَزِيزٌ

Allah vil visselig støtte dem, der støtter sig til Ham. Sandelig, Allah er Stærk og Almægtig. (Al-Hajj: 40)