FNs Myanmar-rapport og myten om international ret

Indledning

D. 24. august 2018 udgav FN en rapport med titlen ”Rapport af den uafhængige internationale fakta-søgningsmission om Myanmar” (Report of independent international fact-finding mission on Myanmar).

Det er i dag velkendt, at muslimerne i Arakan-staten i Myanmar i årtier har været udsat for systematisk forfølgelse, massedrab og overgreb i en ekstrem grad fra landets militærstyre og hadefulde buddhistiske grupper. Denne forfølgelse er eskaleret voldsomt siden 2011, hvor der har været tale om en decideret etnisk og religiøs udrensning af Rohingya-muslimerne. I mange år har der været en larmende tavshed fra det såkaldte ”internationale samfund” om situationen i Myanmar. Det totale svigt og forræderiet mod muslimerne i landet fra de muslimske landes regenter, særligt lande i nærområdet som Bangladesh, Pakistan og Indonesien, er åbenlyst og skamfuldt.

Mens den vestlige verden fortsat i høj grad ignorerer forbrydelserne i Myanmar, er situationen samtidig med til at udstille kynismen og udueligheden i FN. - Som internationalt fredsbevarende og humanitært system fejler det gang på gang i at leve op til sin eksistensberettigelse, navnlig at forhindre og standse den slags folkemord. I praksis er FN-organerne primært stormagternes magtmiddel, således at systemet kun agerer ”effektivt”, når de overvejende vestlige stormagter kan enes om en interesse i at gribe ind i en situation eller konflikt gennem FN.

Myanmar-rapporten

I rapporten er der fokus på hændelser siden 2011, hvor massakrerne for første gang begyndte at få omtale i massemedier. Rapporten er baseret på interviews med ofre og satellitbilleder af afbrændte landsbyer, samt billede- og video dokumentation fra øjenvidner.

Det officielle formål med FN-rapporten er at undersøge de faktuelle begivenheder samt at underbygge begrundet mistanke om etnisk udrensning begået af landets militær mod Rohingya-muslimerne med beviser. Den kommer på et tidspunkt hvor militæret i Myanmar stadig sidder tungt på magten, dog i baggrunden, og umiddelbart gør alt for at begrænse udenlandsk indblanding.

Rapportens indhold er bygget op om tre situationer/begivenheder i Myanmar:

1. Krisen i delstaten Rakhine (Arakan) med:

- Systematisk undertrykkelse og forfølgelse af Rohingya’erne.
- Volden i 2012.
- Udrensningsoperationer udført i august 2017.

2. Fjendtlighederne i delstaterne Kachin og Shan.

- Militærets (Tatmadaw) forbrydelser.
- Etniske bevæbnede organisationers vold og overtrædelser.

3. Krænkelse af grundlæggende frihedsrettigheder med fokus på hate speech:

- Facebooks rolle i udspredning af hadefuld tale.
- Buddhistiske nationalister (MaBaTha) opildnelser til had og folkedrab.
- Den civile leder, Aung San Suu Kyis manglende reaktion på hate speech.

Talsmanden fra Myanmars regering siger, at FN ikke har fået officiel adgang til landet, og at de heller ikke vil acceptere nogen form for resolution fra FN’s menneskerettighedsråd.

Ifølge de officielle udmeldinger fra Myanmars regering, begyndte massakrerne, som de i øvrigt anser som terrorbekæmpelse, i 2017, angiveligt som konsekvens af ”terrorangreb” fra en mindre militsgruppe, som kalder sig for ARSA (Arakan Rohingya Salvation Army).

Ved de pågældende angreb blev 30 politistationer og en militærbaser angiveligt angrebet, og 11 betjente og en embedsmand blev dræbt. Menneskerettighedsorganisationer opfatter angrebene fra ARSA som en reaktion på vedvarende undertrykkelse og forfølgelse af Rohingya-folket og nævner, at foranstaltningerne for terrorbekæmpelse har været ude af proportioner fra militærets side, sammenlignet med den reelle trussel som disse militser udgør.

I 2017 krævede regeringen, at Rohingya-muslimerne skulle lade sig registrere, angiveligt for at fastslå deres borgerrettigheder, men det blev betragtet af lokalbefolkningen som et middel for at stemple dem som illegale immigranter uden rettigheder eller ret til at eje noget i landet. På den måde kan regeringen legitimere deres brutale fratagelse af muslimernes ejendom, og fortsat fordrive dem.

Desuden nævner rapporten de buddhistiske nationalister (MaBaTha), som har været med til at sprede hate speech og opildne til overgreb på Rohingya’er. De har haft en voksende støtte siden 2011 og har anvendt Facebook som platform for udspredelse af den hadefulde propaganda. Facebook bliver kritiseret for deres manglende reaktion mens det stod på, trods løfter om at tage aktion efter pres. Efterfølgende har Facebook slettet hærchefens og andre militærfolks profiler. Efter voldsomme massedrab, massevoldtægter og helt ubeskrivelige forbrydelser.

Landets civile leder, Aung San Suu Kyi, som i mange år har været vestens darling og er blevet hyldet som demokratiforkæmper med bl.a. Nobels fredspris, bliver ligeledes kritiseret i rapporten, hvor der lægges vægt på, at hun også har ladet hate speech blive udspredt, samt destrueret dokumentation for massakre. Hendes ”manglende evne til at beskytte minoriteter” fra militærets overgreb, bliver ligeledes kritiseret, ligesom hun kritiseres for ikke at lukke FN ind i landet.

FN-højkommissæren for menneskerettigheder, Zaed Raad Husein, udtaler, at “det erkendes, at Aung San Suu Kyi kan have begrænsninger ift. grundloven, men hun havde det internationale samfund bag sig og handlede ikke, trods sit kendskab til folkemordet”. FN’s eget manglende pres på Aung San Suu Kyi begrundes i frygten for militærets styrke og frygt for indblanding, som ville være med til at svække og destabilisere hendes regering, hvilket kan føre til et kup, hvor militæret overtager magten (som de reelt fortsat har).

Suu Kyi betragtes i dag som en politiker, der ikke vil gøre noget, der kan skade hendes karriere og gøre hende upopulær primært blandt buddhistiske nationalister, som udgør hendes primære vælgerkreds.

Der har dog ikke været noget nævneværdig reaktion fra internationale og især muslimske ledere, som er kendt for at fordømme og tage afstand, når vesten har gjort det først, men kun i meget ringe grad overhovedet har kommenteret begivenhederne.

Rapporten konkluderer, at der på baggrund af et tilstrækkelig sandsynligt grundlag bør rejses tiltale mod fem højtstående militærledere for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Vil rapporten få konsekvenser?

Denne rapport er det første skridt i en retsproces ved den internationale strafferetsdomstol (ICC). Efterfølgende skal det vurderes, om der er tilstrækkeligt med beviser til at udstede en international arrestordre på de anklagede. Hvis de nogensinde bliver arresteret, kan sagen blive præsenteret for domstolen, og sagen vil derefter køre og muligvis afsluttes med en dom efter flere års juridisk tovtrækkeri.

Et eksempel på, hvor besværlig processen kan være, og at den ofte går i stå, særligt når stormagterne ikke er enige eller lige interesserede i straffesagen, er sagen mod Sudans præsident, Omar Al-Bashir, som har tjent amerikanske interesser, siden han kom til magten. I 2009 udstedte den internationale strafferetsdomstol (ICC), som USA i øvrigt ikke har tilsluttet sig, en arrestordre på Omar Al-Bashir, som stadig er Sudans præsident den dag i dag. Han er anklaget for tre tilfælde af folkedrab, krigsforbrydelser to gange og fem tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden. Men han er endnu hverken blevet anholdt eller stillet for en dommer.

Derfor er det sandsynligt, at selv hvis der udstedes en arrestordre, at militærlederne i Myanmar ikke ser skyggen af en dommer, for slet ikke at nævne en domsfældelse eller en straf.

Derudover kan Kina, som er Myanmars største handelspartner, benytte sin vetoret som permanent medlem af FN’s sikkerhedsråd og hindre enhver resolution derfra, ligesom det teaterstykke, vi så udspille sig i begyndelsen af den syriske opstand. Det er dog ikke umuligt, at nogle udleveres til retsforfølgelse, måske indirekte, hvis der ikke findes en løsning, som kan lægge en dæmper på urolighederne, eller om ikke andet for at opnå noget velvilje internationalt og afværge pres fra FN-systemet, hvis uduelighed i stor grad også udstilles af folkemordet i Myanmar.

Det er et år siden, at de sidste større massakrer fandt sted, hvor der bare i den førstemåned, i august 2017, blev dræbt over 6.700muslimer ifølge tal fra Læger uden Grænser. FN’s højkommissær for menneskerettigheder kaldte militærets fremfærd mod Rohingya-muslimerne for ”et skoleeksempel på etnisk udrensning”. Massakrerne medførte, at over 700.000 muslimer flygtede til nabolandet Bangladesh og nu lever under kummerlige forhold i verdens største flygtningelejr.

Bangladesh, med Sheikha Hasina i spidsen, har desuden flere gange udtrykt et ønske om et samarbejde med Myanmars regering om hjemsendelse og har endda lovet at hjælpe militært med at bekæmpe terror (ARSA).

I november 2017 underskrev FN’s flygtningehøjkommissariat (UNHCR) netop en aftale med Myanmars regering om hjemsendelseaf flygtninge fra Bangladesh. De kaldte aftalen for ”Det første nødvendige skridt til at støtte regeringens bestræbelser på at ændre denne situation samt med det formål at genoprette udviklingen til gavn for alle i samfundet, der bor i Arakan”. Dette på trods af, at den assisterende menneskerettighedssekretær i FN, Andrew Gillmore, i marts måned i år, udtalte, at den systematiske vold mod Rohingya’erne forsætter men er “ændret fra direkte blodsudgydelser og massevoldtægt fra sidste år til en mindre intens terrorkampagne og tvungen udsultning, som er designet til at fordrive de resterende Rohingya’er ud af deres hjem… ” Det er altså denne statslige terrorkampagne, som FN hjælper det forræderiske regime i Bangladesh med at sende Rohingya-muslimer tilbage til.

Vestens forhold til Myanmar i nyere tid

Myanmar har i årtier været styret af en undertrykkende militærjunta, som vesten officielt, særligt USA har været kritisk over for. Landet har i mange år været underlagt sanktioner af Vesten, imens oppositionsleder Aung Sang Suu Kyi er blevet omfavnet og promoveret i Vesten, særligt USA.

I 2008 blev Myanmar ramt af cyklonen Nargis, som medførte at mindst 100.000 mennesker mistede livet. Det gav FN mulighed for fysisk at komme ind i landet. Samme år fik landet en ny konstitution med en civil ledelse. Siden har der været en demokratiseringsproces og økonomisk liberalisering i landet.

Efter valget i 2010 blev Aung San Suu Kyi løsladt efter 15 års husarrest sammen med over 200 andre politiske fanger. Samtidig blev love for forsamling, strejke og pressefrihed ændret, samt love vedrørende valutaregulering. USA og Europa lempede sanktionerne imod landet i 2011, hvor det blandt andet blev nævnt som begrundelse, at sanktionerne havde været med til at skubbe landet mod samarbejde med Kina.

Der har efterfølgende, i årene 2012 til 2014, været diplomatiske møder på højeste niveau mellem Myanmar og USA. Obama besøgte landet i 2012 og 2014, og Thein Sein, Myanmars præsident, besøgte Det Hvide Hus i 2013. Det var første gang siden 1966, at en præsident fra Burma/Myanmar besøgte USA. Tidligere amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, skrev i sin bog ”Hard Choices”, at en af hendes største bedrifter i internationale forhold som udenrigsminister har været styrkelsen af forholdet til Myanmar.

I november 2012, altså mens forbrydelserne mod Rohingya-muslimerne eskalerede, var også den daværende danske statsminister, Helle Thorning Schmidt, i Myanmar og åbne et repræsentationskontor sammen med Norges daværende statsminister, Jens Stoltenberg. I samme anledning fordoblede Danmark ulandsbistanden til Myanmar og støttede yderligere reformer.

Her er det værd at nævne, at Arakan-staten, hvor Rohingya-muslimerne bliver massemyrdet, og hvorfra de bliver fordrevet, har store olie- og gasreserver. Området strækker sig langs store dele af Myanmars kystområde mod den Bengalske bugt mod vest. I 2013 opdelte Myanmar regering store dele af Arakans land- og havområder og udbød rettighederne til at udvinde olie og gas. Her var de sædvanlige store aktørerpå spil som Shell, Total, Chevron, Woodside Energy, og også norske Statoil. Mere end 20 store selskaber deltog i udbuddene.

Retfærdighed for Rohingya-muslimerne?

I de senere år har der altså på det praktiske plan været en større åbenhed fra Vesten over for Myanmar med ophævelse af sanktioner samt udbygning af bl.a. de diplomatiske og handelsmæssige forhold, samtidig med at et af de værste folkemord i historien har udspillet sig for øjnene af verdens ledere.

Efter alt dette har fundet sted kommer så FN’s rapport med kritik af få individer i militærledelsen som et ringe, dybt useriøst og i høj grad symbolsk udtryk for international humanisme og retfærdighed…

De seneste års massakre har været så voldsomme, at verdenspressen ikke har kunne vende det blinde øje til. Det har medført en voldsom negativ omtale af begivenhederne i området, hvilket samtidig har betydet et øget fokus samt pres på vestlige olie- og gasselskaber.

FN agerer nu som dække og en ventil for det opinionsmæssige pres på vestlige stater samt olie- og gasselskaber for at dæmme op for kritikken og den negative omtale, for således at normaliseringen af forholdene til Myanmars regime kan fortsætte uforstyrret, og disse i praksis kan fortsætte med at ignorere folkemordet på Rohingya-muslimerne, som ikke må stå i vejen for de vestlige eliters interesser.

FN er derfor ikke et udtryk for rettens magt, men (stor)magtens ret, og et værktøj til at opretholde den eksisterende, kapitalistiske, vestligt-dominerede verdensorden.

FN har vist sit sande ansigt, når stormagterne ikke besidder reel vilje til at stoppe forbrydelser, fordi interessen dikterer noget andet, eller de ikke kan blive enige om at dele byttet. Det er kun et funktionelt værktøj i hænderne på de kapitalistiske stater, når de kan blive enige om hvordan udbyttet skal deles. Krigen i Irak viste tydeligt USA’s hykleri, som reel stifter og varetager af FN-systemet, samt falskheden i de såkaldte internationale love, når disse tilsidesættes efter forgodtbefindende. Og når stormagterne, herunder også Rusland og Kina, så enes, så har vi set hvordan de kolonialistiske motiver uundgåeligt går ud over muslimerne, hvis lande ødelægges.

I forbindelse med nyheden om tidligere FN-generalsekretær, Kofi Annans død for ikke så længe siden, fik vi listet alle de massakrer, FN alene i hans periode har set passivt til. Som eksempler er der massemordene I Balkan og Rwanda, samt USA’s blodige invasion af Irak uden FN-mandat, hvor over en mio. civile har mistet livet.

Ingen kan derfor forvente retfærdighed for muslimerne i Myanmar gennem FN eller ”international lov”, tværtimod. Muslimerne i Myanmar er blevet undertrykt af buddhisterne og kolonimagter gennem historien. Den umenneskelige nationalisme og menneskeopfundne systemer vil altid forårsage stridigheder og umenneskelige forbrydelser.

Kun Islam har formået at sammensmelte folkeslag til én nation gennem århundreder. Islam har dybe rødder i Myanmar, og landets islamiske historie kan spores tilbage til år 788, da Islam kom til området under kaliffen Harun Al-Rashid. Islams barmhjertighed spredte sig i landet, dengang det islamiske kalifat var den førende stat i verden, og muslimerne regerede i Arakan-provinsen i mere end 350 år fra 1430 til 1784.

Islams retfærdige stat, vil i en nær fremtid, med Allahs hjælp og de oprigtiges indsats, vende tilbage til området, gøre en ende på buddhisternes bestialske forbrydelser og bringe retfærdighed og oprejsning til de undertrykte muslimer.