De, som har forladt partiet, og forsinkelse af sejren

Spørgsmål

Jeg undskylder, hvis dette spørgsmål er følsomt, især den anden del af det, men jeg har tænkt på det i lang tid... Hvorom alting er, hvis jeg får et svar, er det godt, og hvis jeg ikke får svar, så er det også godt. Jeg ved, at den, der bliver spurgt, er bedre i stand til at afgøre de relevante omstændigheder for at give et svar end spørgeren. Mit spørgsmål er i to dele:

Den første del: Partiet har arbejdet i over 60 år og har arbejdet under vanskelige omstændigheder. Sjældent har nogen gruppe været udsat for sådanne forhold som partiet, og ikke alle medlemmer er i stand til at bære denne betroelse, og nogle forlader det... Hvorfor tages der ikke hensyn til deres forhold, og dermed lægges undskyldninger for dem, i stedet for at indtage en ”ikke-rolig” position over for dem?

Den anden del af spørgsmålet: Betyder de lange år uden at nå målet ikke manglen på udmærkelse (ihsan) i at søge nusrah?

Jeg gentager det, jeg sagde i begyndelsen: at jeg er klar over, at spørgsmålet er følsomt, især den anden del af det... Hvis der kommer et svar, så er det godt, og hvis jeg ikke får svar, så er det også godt. Jeg spørger med hjertet fuld af kærlighed til partiet, og jeg ser sandheden i dets ide og metode. Jeg søger kun det bedste med dette spørgsmål og ikke forvrængning eller oprør ... Og Allah kender til det, som bedrager øjnene, og hvad hjerterne skjuler. W’assalamu Alaikum Wa Rahmatullah Wa Barakatuh.

Svar

Wa Alaikum As-Salam Wa Rahmatullah Wa Barakatuh.

Ja, den anden del af spørgsmålet er følsomt. Måske er det bedste sted at svare på det ikke i et svar, der offentliggøres, men i et møde. Men må Allah ødelægge tyrannens undertrykkere, der forfølger sandhedens ord og dets folk, hvor end de måtte være, og tillader det onde folk fri bevægelighed og udfoldelse.

Dette er imidlertid vejen for de, der kalder til sandheden, af profeterne og de retfærdige til alle tider, hvor tyranner, undertrykkere og ruwaibidha (uvidende) hersker, og det bedste endested er for de gudfrygtige.

Vi har tidligere været ude for sådanne spørgsmål som en insinuation eller et statement fra folk, der nærer had til Islam, og folk, der ikke ønskede at kende sandheden, men blot spurgte for at forvrænge og tjene de menneskelige sataner og deres tilhængere for jordiske formål. Vi bekymrede os derfor ikke om at besvare dem, fordi de ikke beder om sandheden for at drage fordel af den, men for polemik og forvirring for at fremprovokere fitnah, uden at indse, at det er dem, der er opslugt af fitnah! Så vi gav ikke deres spørgsmål opmærksomhed.

Men i dit spørgsmål bemærkede jeg oprigtigheden og gode manerer i talen. På grund af dette vil jeg svare dig, med Allahs vilje, med hvad der er nok til at give dig en forståelse, især for den anden del af spørgsmålet, uden at gå i unødige detaljer. Med Allahs billigelse siger jeg følgende:

Svar på den første del af spørgsmålet:

Udtrykket "ikke-rolig" som angivet i spørgsmålet er ikke klart, og måske er det med tanke på specifikke tilfælde for nogle af dem, der forlod partiet, og som vi ikke sympatiserer med og ikke tildeler opmærksomhed, på grund af deres overtrædelser. Hvis jeg forstår det korrekt, så er sagen som følger:

Vi har forståelse for, at et medlem ikke kan påtage sig byrden at bære dawah under visse omstændigheder, som vedkommende går igennem, især i denne tid, hvor kaldet er omgivet af akkumulerede vanskeligheder, der lægger sig oven på hinanden, så byrden kan være skræmmende; og derfor stopper nogle medlemmer med at bære kaldet, svækkes af vanskelighederne og overvindes af kærlighed til denne verden og dens udsmykning frem for Allahs velbehag og kærlighed til det hinsides. Hvis du spørger ham, hvorfor han forlod partiet, vil han sige, at visse omstændigheder ikke gjorde det muligt for ham at bære kaldet, og at han vil forsøge at overvinde dem for at komme tilbage igen, med Allahs vilje. Vi forstår disse medlemmers realitet og bevarer et godt forhold til dem og laver dua for dem, for at Allah fører dem til den rette vej, og de vender tilbage for at bære kaldet, og at de kompenserer for synden i at forsømme dawah med gode handlinger, for de gode gerninger sletter de dårlige gerninger, med Allahs tilladelse.

Hvad angår dem, som vi "ikke sympatiserer med og ikke tildeler opmærksomhed på grund af deres overtrædelser", som er dem vi tager "ikke-rolig" stilling til, som du formulerer det i dit spørgsmål, så er de dem, der afveg og forlod dawah. Og i stedet for at bede Allah (swt) om tilgivelse, omvende sig og ændre deres synder og afvigelse til gode ord og handlinger, retfærdiggør de deres positioner og afvigelser med en masse falske anklager mod partiet, dets ledelse og dets ansvarlige medlemmer. De finder det let at lyve, selvom det er en kæmpestor synd i Allahs lov.

Muslim berettede i sin Sahih: ”Al-A'mash fortalte os, fra Shaqiq fra Abdullah, som sagde: Sendebuddet (saaws) sagde:

”Tag jer i agt for at lyve! For løgn leder sandelig til fordærv. Og fordærv leder i Ilden (helvede). En mand vil vedblive med at lyve og forfølge løgnen, indtil han noteres hos Allah som en løgner.”

Men de opdigter og lyver! De lever ikke og lader leve, som man siger, men begynder at offentliggøre sorte sider med falskhed og uanstændighed. Det er dem, som vi "ikke sympatiserer med og ikke tildeler opmærksomhed på grund af deres overtrædelser".

Hvad angår dem, der er sandfærdige, men forlader den tunge byrde på grund af deres omstændigheder, så forstår vi deres situation og taler hjerteligt til dem og hjælper dem, hvis vi kan, med at overkomme disse omstændigheder.

Følgende er en hændelse, som jeg selv oplevede:

Da jeg var ansvarlig (for partiet) i nogle lande, modtog jeg fra vores anden sheikh, må Allah være ham barmhjertig, en anmodning om at møde en af dem, der havde forladt partiet og drøfte hans tilbagevenden, fordi han tidligere havde været en af de bedste i bevidsthed og forståelse, hvad vi ved af. Så jeg mødtes med ham.

Da sagde jeg til ham: “Hvorfor vender du ikke tilbage til partiet? Han svarede, ”O Abu Yasin, Jeg er ikke stærk nok til at bære denne store byrde. Jeg blev arresteret, og jeg udholdt ikke mere end nogle dage, så jeg fordømte partiet og forlod det, fordi jeg indså, at min evne var svagere end denne tunge byrde."

Selvom jeg ikke lykkedes med at overbevise ham om at komme tilbage, forblev han en tilhænger og ikke modstander af partiet. En person som ham, der er sandfærdig, ham respekterer vi, og vi ønsker ham alt det bedste.

Hvad angår den, der retfærdiggør sin svaghed ved at anklage andre og siger, at han forlod partiet, fordi den og den ansvarlige var sådan og sådan og beskylder ham fejlagtigt, endda bagvasker ham og mener, at han selv gør noget godt, i stedet for at bede Allah om tilgivelse og vende sig mod Allah. Du ser ham forlade partiet fyldt med fjendtlighed over for ledelsen, og han lyver uden at frygte Allah, Den Hævnende, Den Altdominerende (Al-Muntaqim, Al-Jabbar). Sådanne folk fortjener ikke at få undskyldninger, og nej, vi sympatiserer ikke med dem og giver dem ingen opmærksomhed for deres overtrædelser.

Hvad angår den anden del af spørgsmålet:

Inden jeg svarer dig, vil jeg fremhæve et par kendsgerninger vedrørende Profetens (saaws) søgen efter nusrah.

De troendes moder Khadijahs død, må Allah være tilfreds med hende, som var den bedste støtter af Sendebuddet (saaws), og Abu Talibs død, Sendebuddets onkel, som beskyttede ham fra Quraysh’ skade, fandt sted i åbenbaringens tiende år, som blev kaldt sorgens år.

Derefter beærede Allah Sit Sendebud (saaws) med to store begivenheder: Isra' og Mi'raj, og tilladelsen til at søge nusrah (støtte). Profeten (saaws) søgte nusrah mange gange: fra Bani Thaqif, Bani ‘Amir, Bani Shaiban og Bani Hanifa ... osv. Men de imødekom ham ikke. Nogle af dem gav Profeten (saaws) dårlige, grove svar og skadede ham, så han blødte (saaws).

Senere sendte han (saaws) Mus'ab til Medina. Allah gav ham succes, og nogle af magtens og styrkens folk blandt Ansar responderede på hans kald og kom til Mekka i hajj-sæsonen. Der lovede de nusrah, og efterfølgende afgav de det andet løfte ved Aqaba, hvorefter Allahs Sendebud (saaws) emigrerede til Medina, og staten blev etableret.

Spørgsmålet her er: Var Allahs Sendebud (saaws) ikke god til at søge nusrah med udmærkelse (ihsan)? Eftersom han ikke umiddelbart blev imødekommet? Eller var Mus'ab bedre til at søge om nusrah end Allahs Sendebud? Svaret er absolut nej, men alting har en foreskrevet frist.

إِنَّ اللَّهَ بَالِغُ أَمْرِهِ ۚ قَدْ جَعَلَ اللَّهُ لِكُلِّ شَيْءٍ قَدْرًا

Allah fører sandelig sin sag igennem. Allah har sat en nøje tilmåling for alting. [At-Talaq: 3]

Og vi, min bror, følger Allahs Sendebud (saaws). Vi arbejder hårdt og stræber efter at opnå nusrah, og vi fortsætter med at søge nusrah med godhed og udmærkelse, inden for vores evne, med tillid til Allah (swt) i alle anliggender, med undersøgelse og afklaring af spørgsmål for at sikre fuldbyrdelse af Allahs ordre, som det er påkrævet, med Allahs tilladelse.

Mens vi fortsætter på denne måde, har vi to ting i vores hjerter og vores sind:

Den første er, at uanset hvor godt arbejdet for at etablere Khilafah er, så er det Allah, Den Stærke, Den Almægtige, der bestemmer hvornår og hvor den vil blive etableret.

Den anden er, at Allahs Sunnah (naturlov) afgør, at Khilafah ikke etableres af dovne og inaktive hænder, ej heller af engle, som kommer ned fra himlen og arbejder for at etablere Khilafah på vores vegne. Den etableres derimod gennem de oprigtige, hårdtarbejdende og seriøse mu’minins hænder; dem, der hvis Allah giver dem en tidlig sejr, vil være blandt de taknemmelige, og hvis sejren er forsinket, vil de være tålmodige og ikke fortvivlede om Allahs nåde og ikke forsømme arbejdet med at etablere Allahs styre, indtil Allahs befaling er opnået, mens de er i denne tilstand.

Afslutningsvis:

1- Det er ikke nødvendigvis således, at forsinkelsen af sejren, ved etableringen af Khilafah, skyldes, at nusrah-søgningen ikke har været veludført. Sendebuddet (saaws) bad om nusrah mange gange, og ingen imødekom ham, og han (saaws) udmærkede sig i alle handlinger; og Mus'ab, må Allah være tilfreds med ham, blev der responderet på, selvom hans handling ikke er lige så god som Sendebuddets (saaws). Ja, for hver sag har en foreskrevet frist.

2- Vi erkender tingene som de er, med Allahs vilje, og følger dem på bedste vis. Vi arbejder, mens vores hjerter er trygge ved, at Den Stærke, Den Alvise vil give os, hvad Han (swt) gav vores brødre, der gik forud for os i Iman.

وَاذْكُرُوا إِذْ أَنْتُمْ قَلِيلٌ مُسْتَضْعَفُونَ فِي الْأَرْضِ تَخَافُونَ أَنْ يَتَخَطَّفَكُمُ النَّاسُ فَآوَاكُمْ وَأَيَّدَكُمْ بِنَصْرِهِ وَرَزَقَكُمْ مِنَ الطَّيِّبَاتِ لَعَلَّكُمْ تَشْكُرُونَ

Og husk, da I var få og undertrykte på jorden; I frygtede, at folk ville udrydde jer, men Han beskyttede jer, støttede jer med Sin sejr og forsynede jer af de gode ting – for at I kunne være taknemmelige. [Al-Anfal: 26].

Ikke alene vil Han give os beskyttelse, men Han vil støtte os med Sin sejr og velsigne os med gode ting, og lovprist være alverdens Herre.

Til sidst sender jeg min hilsen til spørgeren og beder Allah om at give ham alt det gode.

Hizb ut-Tahrirs Amir 

Ata Ibn Khalil Abu Rashta